Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 24. marts 2022 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget

Sagsfremstilling

På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 18. januar 2022 blev den politiske arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 vedtaget, herunder planen for driftsstedsbesøg.

På dette møde er det repræsentanter fra Strandgårdskolen, der kommer til en drøftelse med udvalget.

Strandgårdskolen vil på mødet fortælle om skolen med afsæt i punkterne fra evalueringen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Resume

Strandgårdskolen har siden august 2008 fungeret som helhedsskole for elever i 0. – 6. klasse. Børne- og Undervisningsudvalget igangsatte på mødet den 21. september 2020 en evaluering af helhedsskolen. På mødet den 18. januar drøftede Børne- og Undervisningsudvalget evalueringen og besluttede at sende den i høring i Strandgårdskolens skolebestyrelse og elevråd. Høringssvaret fra skolebestyrelsen er bilagt sagen. Det har ikke været muligt at indhente et høringssvar fra elevrådet.

Evalueringsrapporten er bilagt sagen som bilag 1. I rapportens kapitel 2 findes et resumé.

Sagsfremstilling

Helhedsskolen på Strandgårdskolen har i august 2022 eksisteret i 14 år.

Målet med helhedsskolen var, ifølge den oprindelige projektbeskrivelse, en fortsat styrkelse af elevernes faglige udbytte og alsidige personlige udvikling samt at udvikle forudsætninger, lyst og engagement til at få og indgå i et rigt fritidsliv. I projektbeskrivelsen hedder det videre, at der på Strandgårdskolen tænkes skole, læring, fritid og leg ind i en sammenhængende dag for eleverne – målet er en skoledag med helhed og sammenhæng, hvor der er både obligatoriske elementer, der sikrer kontinuitet og elementer, hvor den enkelte elev udfordres ud fra egne forudsætninger og potentialer. Helhedsskole på Strandgårdskolen var en ny og anderledes skole med undervisning på nye og alternative måder.

Formålet med evalueringen er at undersøge den fortsatte relevans af at drive Strandgårdskolen som helhedsskole. Overordnet peger evalueringen på, at:

  • Elever, medarbejdere og forældre, der har børn på skolen, er glade for skolen. De synes generelt, at de ekstra timer og den anderledes organisering som helhedsskolen indeholder, bidrager til at skabe en varieret undervisning, og giver bedre mulighed for at understøtte elevernes faglige og sociale udvikling.
  • Interviews med forældre, der har fravalgt Strandgårdskolen, tyder på, at fravalget i højere grad skyldes forældrenes billede af elevsammensætningen, end helhedsskolens egenskaber.
  • Elevernes resultater har over de seneste 13 år været svingende. Der har været en positiv udvikling i resultaterne i de nationale test i matematik, og i karaktergennemsnittet i de bundne prøvefag de seneste tre år. Det er svært at konkludere, hvorvidt denne udvikling skyldes, at afgangseleverne fra skoleåret 2017/18 har gået i helhedsskole hele deres skolegang, eller om det skyldes andre omstændigheder, som f.eks. Corona.
  • Elevernes resultater fra 9. klasseprøverne er på niveau med skolens socioøkonomiske reference.
    Helhedsskolen har således ikke bidraget til, at eleverne præsterer bedre, end hvad man kunne forvente ud fra elevernes socioøkonomiske baggrund.
  • Det tyder på, at helhedsskolen især skaber mulighed for at tage sig af børn med særlige behov. Det er vigtigt, at skolen har fokus på ikke kun at være skole for elever med særlige behov, men også at være skole for ressourcestærke elever og deres forældre.

Efter Evalueringen af helhedsskolen blev lavet, er der kommet en ny kvalitetsrapport, som har de seneste data med. I denne kvalitetsrapport fremgår det, at Strandgårdskolen ved seneste afgangsprøve har løftet eleverne over landsgennemsnittet, og dermed over skolens socioøkonomiske ramme.

Af skolebestyrelsens høringssvar fremgår det, at skolebestyrelsen

  • mener, at evalueringen giver et godt billede af, at Strandgårdskolen gerne vil anerkende det store arbejde medarbejderne yder.
  • anbefaler og ønsker, at Strandgårdskolen fortsat skal være en helhedsskole.
  • noterer sig, at de fleste af målene er delvist opfyldt. Særligt er det værd at bemærke, at udviklingen i karaktergennemsnittet er stigende. Strandgårdskolen er samtlige år på niveau i forhold til de socioøkonomiske faktorer.
  • noterer sig, at forældrene ikke fravælger Strandgårdskolen på grund af de længere skoledage, men fordi der er forestillinger blandt skolestarternes forældre om de elever og forældre, der kommer på Strandgårdskolen.
  • ikke kan genkende billedet af, at medarbejderne italesætter distriktets forældre som ressourcesvage med den risiko, det kan indebære.
  • vil arbejde på, at flere af skoledistriktets forældre vælger Strandgårdskolen.

Evalueringsrapporten og skolebestyrelsens høringssvar skal ses som et bidrag til den videre drøftelse af Strandgårdskolen som helhedsskole. Evalueringsrapportens kapitel 5 indeholder anbefalinger til den videre proces for udvikling af Strandgårdskolen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager rapporten "Evaluering af Strandgårdskolen som helhedsskole", herunder anbefalinger til videre proces (jf. kapitel 5) samt høringssvaret fra skolebestyrelsen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning og beslutter datoen for studiedagen i 2022.

Beslutning

Taget til efterretning.

Datoen for studiedagen i 2022 blev godkendt.

Studieture i ind- og udland drøftes på mødet i april.

Sagsfremstilling

  • Nyt fra skolebestyrelserne.
  • Politisk arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget for perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Det foreslås, at studiedagen for Børne- og Undervisningsudvalget i 2022, hvor udvalget besøger Vibeholmskolen, Børnehuset Bøgely, Børnehuset Troldebo og Dagplejen placeres torsdag den 1. december fra kl. 8.30 - 16.00.
  • Økonomi- og Planudvalget behandlede på mødet i februar en sag vedr. regler for rejser/studieture og forplejning for byrådets medlemmer. Heraf fremgår det, at der i byrådsperioden er mulighed for, at udvalgene kan tage på en besigtigelses-/studietur til udlandet med fokus på at indsamle inspiration og ny viden til udvikling og drift af det pågældende udvalgsområde i Ishøj Kommune (turen kan fx gå til en venskabsby). Det tilstræbes, at studieture til udlandet afholdes i starten af en byrådsperiode.
    Herudover kan der planlægges en årlig besigtigelsestur/studietur i Danmark (max to dage). Denne tur kan ikke afholdes i samme år som studieturen til udlandet.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd godkendte i juni 2018 de seks hovedpolitikker. Samlet fungerer de som værdibaserede styredokumenter, der beskriver hvilken overordnet retning, der ønskes for Ishøj.

Ishøj Byråd besluttede på deres møde den 1. marts en model for revision af de seks hovedpolitikker, hvor hver politik i revisionen har et af de stående fagudvalg som primært udvalg.

Sagsfremstilling

Medborgerpolitikken er en tværgående politik, der sikrer et fælles værdigrundlag. De fem øvrige hovedpolitikker viser, hvilke overordnede visioner Ishøj Kommune har for indsatser på områderne børn & unge, velfærd, erhverv & beskæftigelse, kultur samt miljø.

Alle politikker behandles på alle stående udvalg, før de behandles på Byrådet. Det forventes, at alle seks hovedpolitikker er revideret med udgangen af tredje kvartal 2022.

Som en afledt effekt af revisionen bliver afsnittet i budgettet om kommunens vision, mission og værdier rettet, så det refererer til hovedpolitikkernes visioner og ambitioner.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter, hvilke overvejelser og indholdspunkter, der skal medtages i en samlet procesplan for revision af børne- og ungepolitikken, herunder involvering af relevante interessenter samt omfanget af revision.

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at administrationen, på baggrund af udvalgets drøftelser, udarbejder et konkret forslag til proces- og inddragelsesplan, som fremlægges på et kommende udvalgsmøde.

Beslutning

Børne- og ungepolitikken behandles på mødet i Børne- og Undervisningsudvalget i april og øvrige politikker behandles på mødet i maj/juni. Administrationen udarbejder en mere detaljeret tidsplan for det videre arbejde med revision af politikkerne.

Bilag

Resume

Byrådet har ansvaret for at give et sprogstimuleringstilbud i form af en plads 30 timer om ugen i et dagtilbud til tosprogede børn, der ikke er i dagtilbud, og som på baggrund af en sprogvurdering vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter. Kommunen skal give et tilskud på 100 procent til sprogstimuleringstilbuddet.

Den 18. september 2017 godkendte Børne- og Undervisningsudvalget forslag til organisering og tilrettelæggelse af den obligatoriske 30 timers sprogstimulering i Ishøj Kommune (OS). OS har siden da været forankret i et af kommunens dagtilbud – først Piletræet og senere Elverhøj, hvor tilbuddet nu er forankret. Der er pt. tilmeldt fem børn i OS.

Organiseringen med forankring i ét dagtilbud har imidlertid nogle pædagogiske og organisatoriske uhensigtsmæssigheder, hvorfor administrationen i samarbejde med institutionslederne i kommunen har udarbejdet et forslag til ændret struktur for det obligatoriske 30 timers sprogstimulering. Forslaget er vedlagt som bilag 1.

Sagsfremstilling

Formålet med OS er, at barnet skal opnå de nødvendige dansksproglige kompetencer, senest når barnet skal begynde i børnehaveklasse.

Den nuværende struktur, hvor OS er forankret i ét dagtilbud, har nogle pædagogiske og organisatoriske uhensigtsmæssigheder:

  • Formålet med at samle børnene i en gruppe i et dagtilbud var bl.a. at intensivere indsatsen i en lille gruppe. Det har imidlertid vist sig, at det at samle børn uden, eller med svage dansksproglige kompetencer i en gruppe, kan have den udfordring, at der mangler positiv spejling i børn med stærke dansksproglige kompetencer.
  • Børnene, der skal tilbydes sprogstimulering i OS, har forskellig alder og er på forskelligt sprogniveau, der gør det svært at tilrettelægge sprogstimuleringen.
  • Den nuværende organisering er sårbar, dels fordi der ”kun” er plads til 7 børn ad gangen, fordi fravær af OS-sprogpædagogen skal dækkes ind af institutionens øvrige personale, og fordi administrationen af ordningen, der er relativ tung, ligger på en leder.
  • Familier, der bor langt væk fra den institution, der tilbyder OS – pt. Børnehuset Elverhøj - er tilbøjelig til at have meget fravær.

På den baggrund foreslås der en ny struktur, hvor OS-tilbuddet er fordelt på alle 10 institutioner i kommunen, således, at børn der vurderes til at have behov for den særlige sprogstimulering fordeles på skift i de 10 institutioner. Barnet tilknyttes en gruppe i institutionen, men på OS-vilkår. Det vil give barnet en mere forudsigelig hverdag med alderssvarende rollemodeller, samt flere pædagogiske rollemodeller udover den sprogansvarlige pædagog.

Det er Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU), der administrerer ordningen og beslutter, hvilken institution et kommende OS-barn skal tilknyttes. Dette vil ske efter en på forhånd besluttet rækkefølge.

Det foreslås, at barnet formelt indskrives i institutionen som OS-barn, og optager en plads i institutionen. Hvis forældrene ønsker, at deres barn optages på normale vilkår i den institution, hvor barnet er i OS, indskrives barnet på en ordinær plads med det samme. Hvis forældrene ønsker deres barn opskrevet til en ordinær plads i en anden institution end OS-institutionen, indskrives barnet på venteliste på samme vilkår som øvrige borgere i kommunen. Ishøj Kommunes visitationsregler for dagtilbud tilrettes i overensstemmelse hermed.

Hvis barnet allerede er opskrevet til en plads i en anden daginstitution inden for tre måneder, udsættes sprogstimuleringen indtil barnet starter i institution på normal vis.

OS-børnene deltager i frokosten med de øvrige børn på stuen, og forældrene opkræves 725 kr. om måneden svarende til udgiften til frokostordningen pr. barn i Ishøj Kommunes dagtilbud. 

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven § 11, stk. 8.

Økonomi

Institutionen tilføres midler svarende til en 30 timers deltids dagtilbudsplads, svarende til 55.161 kr. år (niveau 2022). Herudover fordeles økonomien svarende til en 30 timers sprogpædagog, som pt. er tilknyttet OS-tilbuddet, ligeligt på kommunens 10 daginstitutioner.

Udgiften finansieres inden for rammen af den almindelige institutionsdrift, som hvert år budgetreguleres med udgangspunkt i dagtilbudsprognosens prognosticerede børnetal.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget godkender forslaget til ændret struktur for det obligatoriske 30 timers sprogstimulering.

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at institutionen tilføres midler svarende til en 30 timers deltids dagtilbudsplads, finansieret inden for rammen af den almindelige institutionsdrift.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

På mødet gives anden del af introduktionen til Børne- og Undervisningsudvalget. Herunder succeser, udfordringer og udviklingstendenser på udvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Resume

Forud for fagudvalgsdrøftelserne vedrørende budget 2023 samt overslagsårene tages der en drøftelse i udvalget med et strategisk sigte.

Sagsfremstilling

På mødet drøfter Børne- og Undervisningsudvalget ønsker til prioritering af budget, herunder service og anlæg.

Der drøftes endvidere generelle sigtelinjer for budgetønsker såvel som spareforslag, som administrationen efterfølgende kan tage udgangspunkt i ved udarbejdelse af oplæg til budgetforslag på kommende udvalgsmøder.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter ønsker til prioritering af budget 2023.

Beslutning

Udvalget drøftede mulige prioriteringer til budget 2023.

Resume

På mødet gives en status på anlægs- og vedligeholdelsesprojekter indenfor Børne- og Undervisningsudvalgets område, som udvalget har ønsket på mødet i januar.

Sagsfremstilling

Der er i forbindelse med vedtagelsen af budget 2022 afsat bevilling til en række anlægsprojekter i Center for Ejendomme, som vedrører Børne- og Undervisningsudvalgets område. Vedr. hallen ved Vibeholmskolen og halgulv i Gildbroskolen er der søgt overført anlægsmidler fra 2021 til budget 2022, da projekterne er udsat fra 2021. Af nedenstående tabel fremgår de projekter, som på nuværende tidspunkt er prioriteret, og hvor der er afsat bevilling i budget 2022.

Anlægsprojekter, jf. investeringsoversigt for budget 2022, samt overførte bevillinger fra regnskab 2021 til regnskab 2022 (i mio. kr.)

2022

2023

2024

2025

Vibeholmskolen, idrætshal

6,0 + 9,0

-

-

-

Faglokaler og design, Vibeholmskolen, Gildbroskolen og Ishøj skole

3,2

-

-

-

Udvidelse af Ishøj Skole

5,5

6,5

-

-

Gildbroskolen hal - fundering og gulv

12,0

-

-

-

Energirigtig skolebelysning

0,4

-

-

-

Hertil kommer to projekter med særlig bevilling:

  • Ombygning til gæstedagplejen.
  • Etablering af SFO Krudttønden.

I forbindelse med fastlæggelse af budgettet for vedligeholdelse af kommunens ejendomme under Center for Ejendomme, er der også prioriteret midler til en række projekter, som vedrører Børne- og Undervisningsudvalget.

I bilag 1, som er vedhæftet dagsordenen, er anlægs- og vedligeholdelsesprojekter på udvalgets yderligere beskrevet.

Økonomi

Fremgår af vedhæftede bilag 1.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Ifølge Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen § 4, stk.1 kan en forældrerepræsentant udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten skriftligt har meddelt Byrådet sit ønske om udtræden og har modtaget en bekræftelse på udtrædelsen.

Sagsfremstilling

Britt Berg Kanstrup ønsker at udtræde af skolebestyrelsen på Vibeholmskolen grundet skoleskift.

At udtrædelser af skolebestyrelser først kan ske, når det er meddelt Byrådet kan betyde en uhensigtsmæssig forsinkelse, fx. når forældre skifter skole, og der først kan indtræde en ny forældrerepræsentant, efter det er meddelt Byrådet. Administrationen foreslår derfor, at denne kompetence delegeres til Center for Dagtilbud og Uddannelse.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning, og at kompetencen vedrørende udtrædelser af skolebestyrelser delegeres til Center for Dagtilbud og Uddannelse

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

  • Elevstatistik pr. 1. februar 2022 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Status på klassedannelsesplan til skoleåret 2022/2023 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Børnesagsbarometret
    Ankestyrelsen gennemfører en årlig tilbagevendende statusundersøgelse af sagsbehandlingen på udsatte børn- og ungeområdet, som kaldes Børnesagsbarometret. Formålet med undersøgelsen er at vise, om kommunerne følger centrale områder i sagsbehandlingen. Ankestyrelsen har den 9. februar 2022 anmodet Ishøj Kommune om at fremsende 17 sager, hvori der er truffet afgørelse i 2021. Frist for indsendelse af sager er den 23. marts 2022. På baggrund af de indsendte sager vil Ankestyrelsen udarbejde en rapport over Ishøj Kommunes resultater. Når rapporten er færdig, bliver den forelagt for Børne- og Undervisningsudvalget. Brevet fra Ankestyrelsen er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Sygefravær på dagtilbuds, sfo- og skoleområdet
    Statistik over sygefravær på dagtilbuds-, SFO- og skoleområdet er bilagt dagsordenen til orientering. På Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 15. marts 2021 ønskede udvalget, at administrationen skulle undersøge, om sygefraværet kan opgøres på antal perioder pr. medarbejder med henblik på næste fremlæggelse af sygefraværet. Som opfølgning på dette er der i notatet tilføjet statistik om sygefraværsperioder pr. helårsansat.
  • Kvalitetstilsynet med folkeskolen
    Styrelsen meddelte Ishøj Kommune i brev af den 26. april 2018, at Strandgårdskolen blev udtaget til kvalitetstilsyn, fordi skolens resultater i 9. klasseprøverne lå i bund 10 pct. to år i træk (2015/16 og 2016/17). Styrelsen har senest fulgt op på sagen i 2021, hvor styrelsen i brev af 17. marts 2021 meddelte kommunen, at Strandgårdskolens tilsynssag ikke kunne afsluttes. For at styrelsen kan vurdere, om Strandgårdskolens tilsynssag kan afsluttes eller skal fortsætte, anmodes Ishøj Kommune om en redegørelse for: 1) Årsagerne, der vurderes at ligge til grund for skolens bemærkelsesværdige fremgang i prøveresultaterne i 2020/21, 2) De indsatser, som kommunen og skolen har iværksat for at forbedre skolens 9. klasseprøver, 3) Kommunens og skolens vurdering af indsatsernes virkning, 4) De indsatser, der skal støtte skolens fortsatte udvikling (beskrivelsen skal omfatte både de kommunale indsatser og skolens egne indsatser), 5) Hvordan der følges op på indsatserne på skolen, og hvordan Ishøj Kommune følger op på skolens fortsatte udvikling og evt. behov for støtte.

    Styrelsen vil herefter foretage en vurdering af, om tilsynssagen med Strandgårdskolen skal fortsætte eller kan afsluttes. Deadline for besvarelsen er den 14. marts. Skoleleder Jan Mindegaard og centerchef Susanne Poulsen udarbejder besvarelsen i fællesskab.

    Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har den 11. februar meddelt Ishøj Kommune, at tilsynssagen på Vejlebroskolen er afsluttet. Brevet fra styrelsen er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.