De knaldrøde gadelygter vil snart lyse op fra Ishøj Station til Arken

11. marts 2021

Måske du har bemærket, at der er ved at blive sat nogle kunstfærdige, knaldrøde gadelygter op i Ishøj?

Det er den såkaldte ARKENWALK, som i disse dage markerer det nye byrum og landskabsforbindelse gennem Ishøj.

De røde lygter bugter og snor sig fra Ishøj Station over stationsforpladsen, gennem Ishøj Centrum, ved tunnellen, til Solvej, nænsomt rundt i Strandparken for at lyse op og lede vej over den nye bro ved Poppeløen og slutte ved ARKEN.

Selvom der ikke er mange mennesker foran Ishøj Station på denne solskinsdag, er både Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, og de ventende taxachauffører enige om, at det er nogle flotte røde lygter, der er ved at blive sat op.

”Det er kunst,” siger den ene af taxachaufførerne med et smil, og borgmesteren er enig:

”Jeg synes, vi har fået lavet nogle solide, finurlige kunstlygter ud af et gedigent jernmateriale, der viser vejen som trædesten til ARKEN,” siger han og fortsætter:

”Jeg tror, de fleste vil have en mening om lygterne, og det er der plads til.”

Realdania støtter lygterne

Realdania har også en større mening med deres støtte til projektet:

”Vi synes, at ARKENWALK knytter ARKEN sammen med stationsområdet i Ishøj og bringer kunsten ud i byens rum. De røde lygter er med til at skabe forundring og oplevelser i byens hverdags-rum,” siger Astrid Bruus Thomsen, der er programchef i Realdania.

De markante røde kunstlygter er skabt af kunstneren Jeppe Hein.

De har et stærkt visuelt udtryk og vækker undren, fordi de både er et velkendt inventar i bybilledet og samtidig har en uventet form og farve, som tilfører ruten et lag af fantasi og uvirkelighed, der pirrer nysgerrigheden.

Lygterne er også en markering af ARKENs 25-års-jubilæum

Frosten spændte ben for projektet

ARKENWALK er blevet til i et samarbejde mellem Ishøj Kommune, Realdania og ARKEN.

Arbejdet med at anlægge stien har været forsinket på grund af frostvejret, men man forventer, at man kan følge lygterne fra ende til anden midt i maj.

ARKENWALK vil af hensyn til covid-19 blive indviet lige så kreativt og kunstfærdigt som lygterne selv - blandt andet med en konkurrence, der involverer alle i Ishøj.