Hjemmeplejen løber stærkt

25. januar 2022

Ishøj Kommunes hjemmepleje har store udfordringer med at opretholde den daglige drift lige nu på grund af corona. Der mangler simpelthen personale, men vi gør vores bedste, lyder det fra Dina Munk, leder for hjemmeplejen

Ligesom andre steder i Danmark mangler Ishøj Kommune også i øjeblikket personale som en konsekvens af den hurtigt smittende omikron-variant.

Det mærkes med tydelighed i Ishøj Kommunes hjemmepleje og hjemmesygepleje, der lige nu har store udfordringer med at opretholde den daglige drift.

Årsagen er, at der mangler personale. Derfor løber medarbejderne stærkt lige nu, fortæller Dina Munk.

Håber på forståelse

”Medarbejdere gør alt, hvad de kan for at drage omsorg og støtte for borgerne. Men det kan desværre ikke undgås, at den nuværende situation kan mærkes. Det kan være, at medarbejderne er forsinkede, eller at besøgstidspunkter må rykkes og enkelte besøg må aflyses. Borgerne bliver naturligvis orienteret, hvis der sker ændringer eller aflysninger. Det betyder også, at der kan være kø ved telefonen, da der er mange, som ringer til os,” forklarer Dina Munk.

Derfor håber hjemmeplejen på forståelse fra borgerne, da situationen er usædvanlig.

”Vi gør, hvad vi kan for at få det hele til at hænge sammen, men vi håber samtidig også, at der er forståelse for, at situationen er uvant – også for os – selvom det ikke er første gang, at vi tager livtag med corona,” siger Dina Munk.