Skolerne i Ishøj åbner fra i morgen

26. april 2021

Eleverne i Ishøj kan vende tilbage i skole fra og med onsdag den 21. april 2021

Det testkorrigerede incidenstal i Ishøj Kommune har nu været under 200 i så tilpas lang tid, at skoler, SFO’er og uddannelsesinstitutioner kan åbne igen.

Ifølge den nye model for genåbningen af Danmark bliver skoler, SFO’er og uddannelsesinstitutioner automatisk lukket, hvis det testkorrigerede incidenstal for en kommune ligger over 200.

Kommunerne kan åbne op igen, hvis incidenstallet ligger på eller under 200 i syv dage i træk.

Data bliver behandlet hurtigere

Ifølge den oprindelige genåbningsplan stod Ishøj til først at åbne torsdag den 22. april, hvis incidenstallet fortsatte med at være lavt.

Men sundhedsmyndighederne meddeler nu, at de har implementeret en ny beregningsmodel, som betyder, at data bliver genereret og behandlet hurtigere, og vi kan derfor åbne allerede onsdag den 21. april.

Genåbningen gælder også for kulturinstitutioner, indendørs idrætsliv og det liberale erhvervsliv.

Sådan bliver skolerne åbnet

  • 0.-4. klasse skal vende fuldt tilbage til skole. SFO’en er åbent for elever, der er tilmeldt SFO.
  • 5.-8. klasse skal fysisk i skole hver anden uge.
    Den uge, hvor eleverne ikke er fysisk på skolen, vil undervisningen foregå som en kombination af fjernundervisning og udeundervisning på skolen.
    På Aula kan du se, hvilke uger klasser skal i skole, og hvornår der er udeundervisning og fjernundervisning.
    SFO’en er åbent for elever, der er tilmeldt SFO, de dage eleverne er på skolen.
  • 9. klasse skal fysisk i skole hver anden uge og modtage fjernundervisning den uge, de ikke er fysisk i skole. På Aula kan du se, hvilke uger klasserne skal i skole.

Heldags-SFO for de kommende børnehaveklasseelever åbner fuldt op. 

Husk at passe på hinanden

Vær opmærksom på, at skoler, SFO’er og uddannelsessteder kan lukke igen med en dags varsel, hvis det testkorrigerede incidenstal stiger over 200 blot én dag.

Vi opfordrer derfor alle til at passe godt på hinanden, så vi kan holde incidenstallet under 200 og sikre, at vores børn ikke bliver sendt hjem fra skole igen.

Vi opfordrer alle borgere til at blive testet flere gange om ugen og gå i isolation, hvis testen er positiv.

Du kan se alle muligheder for test i Ishøj på ishoj.dk/tag-en-test.

Det testkorrigerede incidenstal er Statens Serum Instituts nye måde at opgøre incidenstallet for en hel kommune.

Incidenstallet angiver antallet af smittede borgere pr. 100.000 indbyggere i de seneste syv dage og bliver bl.a. brugt til at sammenligne smitten i forskellige kommuner.

Nogle kommunerne – bl.a. Ishøj – tester dog flere borgere og vil derfor finde flere smittede, end kommuner, som ikke tester særligt meget.

Det testkorrigere incidenstal tager højde for denne forskel og regulererer tallet efter kommunernes testrate.