Børn i udsatte positioner

Vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i børnenes trivsel og i hvad børnene har behov for at lære og udvikle lige nu og i fremtiden.

Vores pædagogiske læringsmiljø og de pædagogiske aktiviteter vi tilrettelægger skal derfor understøtte og være målrettet børnenes behov for trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Det gør vi på en måde så:

  • alle tilstedeværende børn kan deltage med succes
  • læringen foregår på børnenes præmisser,
  • børnene mødes individuelt og med positive forventninger
  • alle børn har del i det gode læringsmiljø – også børn i udsatte positioner og børn der har det svært.

I dagplejen hvor den enkelte dagplejer kun har en lille fast gruppe børn, er der en god mulighed for at opdage hvis et barn eller en familie ikke trives. Når dagplejeren får øje på, at der er noget der forstyrrer trivslen hos et barn eller hvis barnet på en anden måde er i en udsat position, kontakter hun altid familien i første omgang. Det er vigtigt ikke at gå med sine observationer alene. Ved bekymring eller mistanke om mistrivsel hos et barn, kontakter dagplejeren altid leder eller den pædagogfaglige leder.

Helt generelt kan man sige, at det et barn i en udsat position har brug for, har alle børn generelt gevinst ved. Hvis der for eksempel i en periode skal ekstra struktur og forudsigelighed ind i dagligdagen, kommer det alle børn til gode. Og det at være barn i en udsat position, er vanskeligt at definere. Det kan være meget store udsving og det kan være de små ting der gør sig gældende.

I Dagplejen har i én gang om måneden konsultativt møde, hvor en psykolog, tale-høre konsulent, sundhedsplejerske og den pædagogfaglige leder af Dagplejen deltager. Her kan dagplejerne drøfte enkelte børn i udsatte positioner. Børn kan kun blive drøftet på konsultative møder med navns nævnelse, hvis forældrene har givet samtykke til dette. Forældrene til barnet er altid inviteret med til de konsultative møder.