Velkommen til Piletræets pædagogiske læreplan

 - Pædagogisk læreplan for Piletræet

 

 

Om Piletræet

Piletræet er et integreret dagtilbud med plads til ca. 160 børn fordelt på 10 stuer, 4 børnehavegrupper, 4 vuggestuegrupper og 2 specialgrupper. Vores institution består af 3 huse med samme store legeplads. Vi har en fantastisk beliggenhed, og i vores nærmiljø finder du mange gode legepladser, svømmehal, strand og offentlig transport muligheder.

Om vores pædagogiske tilgang

Vores pædagogiske læreplan tager udgangspunkt i aktuelle lovkrav, Ishøj Kommunes kvalitetsparametre samt andre øvrige relevante politikker.

I vores pædagogiske arbejde og planlægning tager vi udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone, og i hvad hvert enkelt barn har brug for og er optaget af lige nu.

Vores pædagogiske læringsmiljøer og de pædagogiske aktiviteter, som vi tilrettelægger, er understøttet og målrettet børnenes behov for trivsel, læring, udvikling og dannelse hele dagen. Dette såvel i børnenes egen leg som i planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter og daglige rutiner.

Vi lægger stor vægt på en hverdag, hvor alle børn udfordres og oplever mestring i lege og aktiviteter i samspil med voksne og andre børn. Det gør vi på en måde, så alle tilstedeværende børn kan deltage med succes, og at læringen foregår på børnenes præmisser samt ved at børnene mødes positivt og individuelt. Alle børn har del i det gode læringsmiljø – også børn i udsatte positioner og børn, der har det svært. Vores mål er, at alle børn opnår deres fulde potentiale, fra de begynder i vuggestue til børnehave og videre til SFO og skole. Vi  ser alle børn som unikke og værdifulde, og det er vores fornemmeste opgave, at det afspejler sig i børnenes selvværd og udvikling gennem hele deres institutions tid.

Det at være barn har en værdi i sig selv. Derfor værner vi om børns ret til at være børn, til at være forskellige og til at udvikle sig i forskelligt tempo, således at alle børn får lige muligheder for at nå deres fulde potentiale. Vi har et stort fokus på at drage omsorg, stimulere og udfordre børnene.

Alle børn i Piletræet skal føle sig som en del af et fællesskab, og vi vægter derfor arbejdet med og i relationer højt for både børn, forældre og personale. I relationerne sætter vi stort fokus på tryghed, omsorg og kommunikation. Vi har et tæt samarbejde med forældrene om børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse, således at der skabes en sammenhæng mellem hjem og dagtilbud.

Alene kan vi klare meget, men sammen kan vi skabe mirakler, som giver glade og trygge børn, der er parate til at møde verden med åbne arme.