Børnefællesskaber

I Piletræet arbejder vi for, at alle børn har en plads i et fællesskab. Vi tror på, at betydningsfulde og positive fællesskaber er afgørende for trivsel.

Det er afgørende, at børn og unge oplever, at de fællesskaber, de er en del af, er inkluderende. Det betyder, at der skal være plads til mangfoldighed og forskellighed under hensyn til den enkeltes trivsel.

 

Uanset social og kulturel baggrund, samt individuelle forudsætninger, skal børn og unge føle, at de er en del af et fællesskab, hvor de har medansvar og ret til indflydelse. I fællesskabet kan børnene finde samhørighed og lære at tage ansvar og drage omsorg for hinandens trivsel. Fællesskabet giver tryghed, så hvert enkelt individ får lyst og mod til at udfolde sig.

Leg og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for. Relationer og venskaber er afgørende, og alle børn skal opleve at være en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til. Der skal være plads til, at det enkelte barn både kan vise initiativ og kan være aktivt deltagende, samtidig med at fællesskabet skaber rum til alle, nye relationer og mulighed for at prøve forskellige positioner mv. Det er vores opgave at skabe en balance mellem individ og fællesskab.