Leg og læring

I Piletræet har legen stor værdi og er en gennemgående del af vores hverdag.

Vi ved, at legen er grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling, og at legen fremmer blandt andet fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet.

 

Nogle gange skal legen støttes, guides og rammesættes, for at alle børn kan være med, og for at legen udvikler sig positivt for alle. Derfor er vi i Piletræet netop særligt optaget af at følge børnenes spor i deres lege.

Vi er nysgerrige på deres verden og fantasi, så vi kan bidrage, imitere, fastholde og igangsætte nye som gamle lege, der vækker mere nysgerrighed og interesse. Vi er meget opmærksomme på vores egen rolle og betydning, ligesom vi også er opmærksomme på vores egne og børnene positioner i både voksen og børneinitierede lege og aktiviteter.

Læring skal forstås bredt, og at læring sker fx gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen og ved at blive udfordret. Det pædagogiske læringsmiljø handler om at fremme børns kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling og forståelse. I Piletræet lægger vi vægt på, at børnene møder forskellige lærings- og legemiljøer i løbet af deres dag såvel både ude som inde.

I Piletræet planlægges vores hverdag og rutiner efter børnenes nysgerrighed og deres nærmeste udviklingszone. Vi er særligt optaget af, hvilke lege- og læringsmiljøer vi tilbyder, og vores egen rolle som deltager. Vi er bevidste om at skabe en god vekselvirkning mellem både voksen- og børneinitierede lege og aktiviteter.