Piletræets arbejde med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø

- Pædagogisk læreplan for Piletræet

 

Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.

Piletræets arbejde med børnemiljø tager bl.a. udgangspunkt i fysiske rum og pædagogiske materialer.

Piletræets fysiske rammer, som defineres af vores inde- og udemiljøer, har en betydningsfuld strukturel faktor for kvaliteten i vores arbejde. Pædagogikken kommer først. Bygninger, rum og inventar skal afspejle de pædagogiske mål og metoder – ikke omvendt. Pædagogerne i Piletræet diskuterer derfor med mellemrum om rum og materialer afspejler børnegruppens behov for forskellige lege- og læringsmiljøer.

Det fysiske rum
  • Vi er bevidste om, hvilken kultur vi ønsker at skabe og at indrette det fysiske rum derefter. Personalet skal være rollemodeller for den kultur, vi ønsker at skabe.
  • Vi understøtter samspillet mellem rum og pædagogik således, at vi i rummenes indretning tager højde for hvilke lege- og læringsaktiviteter og relationer vi ønsker der skal finde sted.
  • Vi tilbyder et varieret, æstetisk og inspirerende inde- og udemiljø, der skaber mulighed for forskellige former for relationer, lege og læringsmiljøer og aktiviteter i både bevægelse, ro og fordybelse.
  • Vi er bevidste om rummenes lyd, lys og farver.
  • Vi arbejder bevidst med at mindske forstyrrelser og støjkilder.
  • Vi sikrer, at det er tydeligt for børnene hvilke regler og normer, der skal overholdes i de forskellige rum.
  • Vi reflekterer over og arbejder aktivt med rummenes og genstandenes muligheder og begrænsninger.
  • Vi indtænker børnenes perspektiver i indretningen inde såvel som ude, således at børnene er med til at påvirke anvendelsen af rummene og rummenes regler og normer.
De pædagogiske materialer
  • Vi er bevidste om, at de pædagogiske materialer skal understøtte børnenes behov og de ønskede  lege- og læringsmiljøer.
  • Vi sikrer variation i legemateriale, da det har betydning for børnenes deltagelsesmuligheder og  indbyrdes positionering i legen.
  • Vi prioriterer kvalitet frem for kvantitet i materialevalget.