Sammenhænge

Byrådet i Ishøj Kommune har udarbejdet retningslinjer for samarbejdet om børns overgange fra dagtilbud og sfo/skole.

Regnbuens distriktsskole er Vejlebroskolen.

Regnbuen arbejder målrettet med at forberede børnene til at skulle i skole. Det målrettede skoleforberedende arbejde starter 1. april året før, børnene starter i SFO.

Det skoleforberedende arbejde

Vi har stor fokus på overgangen fra børnehave til SFO/skole.

Vi har et tæt samarbejde med SFO-pædagogerne, samt 0. klasselærerne. Vi samarbejder ligeledes med Trækronerne, som også har et samarbejde og sender børn til Vejlebroskolen.

I starten af skolegruppen får alle børn lavet et sprogtest, samt en dialogprofil. I maj/juni måned afholdes trivselssamtaler med forældrene, hvor vi drøfter børnenes kompetencer. Samme procedure finder sted i november/december. Her drøfter vi den udvikling, der er sket fra første trivselsmøde til andet trivselsmøde, samt hvad der skal arbejdes på de sidste par måneder, inden barnet skal starte i SFO.

Fra april til juni besøger vi de nye 0. klasser i SFO’en, og de besøger ligeledes os. Dette gør vi for at vise de nye skolegruppebørn, hvor de store børn er startet, samt at opretholde kontakten til de børn, som de skal gå i SFO med, når de skal starte.

Efter sommerferien starter vi vores legeaftaler med Trækronerne og SFO’en. Vi mødes 3-5 gange, hvor vi leger nogle lege sammen. Dette gør vi for at skabe relationer på tværs af institutionerne, samt fastholde nogle af dem, der måske allerede forekommer hos dem, der går i SFO og børnehave.

Når vi rammer marts måned, afholder vi overleveringsmøder. Her er 0. klasse-lærerne, samt SFO’en repræsenteret. Vi overleveret det, som er blevet drøftet på trivselsmødet i december, samt den sidste udvikling, barnet har gennemgået. Dette foregår normalt på skolen.

I Regnbuen har vi dog en vision om at forbedre denne overlevering, således at personalet på skolen har mødt børnene, inden de starter, således at de kan sætte ansigter, samt handlinger på de enkelte børn. Dette er en proces, vi er i gang med i samarbejde med Trækronerne, Naturcentret og skolen/SFO’en.

Matematisk opmærksomhed

Regnbuen, Trækronerne og Vejlebroskolen er med i et projekt, som hedder matematisk opmærksomhed og overgange i børns liv. Projektet starter i 2020 og slutter i 2024. Det er et tæt samarbejde med folk fra institutionerne og konsulenter for at skabe en sammenhæng på tværs af dagtilbud og skole og med nogle økonomiske hjælpemidler fra Novo Nordisk Fonden.

Projektet handler om at skabe nogle gode rammer, når børnene har skift fra børnehaven til SFO og fra SFO til skole. Vi skal sørge for, at de forskellige skift ligner hinanden, selvom barnet skifter voksne og bygninger, og at der er noget genkendelig, der følger med, som barnet kender og følger sig tryg ved overgangen.

Formålet med projektet er at udvikle børnenes nysgerrighed, undren og deres eksperimenterende og analyserende tilgang til matematiske og naturfaglige emner med særlig fokus på matematisk opmærksomhed på tværs af dagtilbud, SFO og skole i Ishøj Kommune med henblik på at:

  • udvikle børns nysgerrighed og kompetencer i matematisk opmærksomhed i 4-8 års alderen, herunder anvendelses af science metoden.
  • skabe sammenhængende overgange i børns liv og kvalificere og udvikle fælles læringsarealer.

Formålet indfries ved, at lærernes og pædagogernes kompetencer i matematisk opmærksomhed og science-metoden skal løftes. Samarbejdet mellem dagtilbud, SFO skole skal styrkes, da det antages at skabe sammenhængende overgange, der styrker børnenes læring og trivsel.

Projektet taler ind i vores fremtidsvision om et børnesyn, der handler om sammenhængende livsovergange, der understøtter børnenes udvikling, læring, trivsel og dannelse båret af science, technology, engineering og mathematics (STEM).