Hverdagen i Sfo'en

Ishøj sfo ligger i landlige omgivelser i Ishøj landsby. Institutionen består af to bygninger, indskolingen og fritidshuset. Sfo'en er åben mandag til fredag fra 6:30 - 8:00 og fra 14:00 til 17:00, om fredagen lukker vi kl. 16.30.

I institutionen går der ca. 150 børn fordelt på to afdelinger. Børnene går alle på Ishøj skole, som sfo'en har et tæt samarbejde med.

I indskolingen holder børn fra 0. - 3. klasse til og i fritidshuset holder 4. - 6. klasse til.

I fritidshuset er der aftenklub to gange om ugen (onsdag og torsdag) for 6. - 9. klasse. Aftenklubben har åbent fra 17.30 - 20.30.

På skolefridage er det kun Indskolingshuset der holder åbent fra 6.30 - 17.00, fredag til kl. 16.30.

I ferier og på fridage planlægger vi gerne ture ud af huset, så der skal børnene være i sfo'en senest kl. 9.00 og kan tidligst forventes retur i sfo'en  kl. 16.00. Når der er planlagte ture, skal børnene medbringe turmadpakke og drikkedunk.

Modtagelse af nye børn
Vi får automatisk besked fra kommunen om nye børn. Her har vi et samarbejde med børnehaven, så børnene kommer på besøg i sfo'en om formiddagen. Derigennem får vi lært børnene at kende inden de begynder. Når vi nærmer os foråret afholder vi et lille fyraftensmøde, for de nye børnehaveklassebørn og deres forældre. Der sendes en indbydelse ud forinden. Her vil der blive oplyst om praktiske ting, såsom mad, mødetider, aktiviteter m.m. Inden vi går på sommerferie, inviterer vi alle nye børn og forældre til individuelle samtaler omkring status på det enkelte barns trivsel og udvikling.

Udmeldelse fra sfo skal altid ske til pladsanvisningen i Ishøj Kommune

Indkrydsningssystem (AULA komme/gå)
I sfo'en hænger der en touchskærm, hvor børnene skal krydse sig ind om morgenen og efter skole, når de møder ind i sfo'en. Med AULA komme/gå (app) kan I kommunikere med os digitalt. I kan bl.a. oprette påmindelser, samt sende beskeder til institutionen eller jeres børn. I appen kan I også se hvor barnet er, eller hvilken aktivitet barnet deltager I, når I skal hente. I kan også melde sygedage og andet fravær via appen.

Skift fra SFO1 til SFO2
Sfo2 børn bliver rykket op i sfo2 i august måned, de år hvor de starter i 4. klasse. Her er de så store, at de selv skal huske tiderne for, hvornår de skal hjem eller til musik/sport m.m. Personalet formoder, at børnene selv kan klokken og holde aftaler i den alder. Der skal så til gengæld ikke gives besked fra forældre, om de er syge/fraværende eller af anden grund ikke er i klub. Der skal heller ikke gives besked, hvis de skal med andre hjem.

Samtænkning mellem skole og Sfo
Hver årgang har en klassepædagog, der har til opgave at følge det enkelte barn og gruppens trivsel. Klassepædagogen samarbejder med klasselærerne og planlægger fællesarrangementer og udflugter bl.a. ud fra børnenes ønsker og interesser. De voksne i skole og sfo samarbejder også omkring klassens generelle trivsel samt undervisningsforløb. Målet med samtænkning er, at skabe mere sammenhæng og helhed i barnets hverdag i forhold til barnets udvikling, leg og læring.

Forsikring
Der eksisterer ikke en kollektiv ulykkesforsikring for bør og unge i dagtilbud og skoler, vi opfordrer derfor til, at tegne en fritids- og ulykkesforsikring på jeres børn.

Bespisning
Hver dag får børnene et mindre måltid mellem kl. 14:00 - 15.30 kaldet 'eftermiddagsmad'. Vi har fokus på, at børnene sammen med de voksne er med til at lave eftermiddagsmad, for at få kendskab til gode køkkenvaner, madlavning og ernæringsrigtig mad. Der varieres mellem rugbrød, frugt/grønt, pølsehorn, pastasalat, pizzabrød, suppe, grød eller andet. Der serveres også lejlighedsvis bålmad.