Økonomisk tilskud fra Ishøj Kommune

Er du i en vanskelig økonomisk situation, kan du søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter

En enkeltydelse er en særlig økonomisk engangsydelse, som du kan søge til uforudsete, men nødvendige ekstraudgifter.

For at opnå denne hjælp er det en betingelse, at du har været udsat for en social begivenhed og ikke selv har mulighed for at betale udgiften.

Kommunen skal vurdere dine personlige og økonomiske forhold, og det er et krav, at du ikke kan låne pengene i banken.

Du kan starte din ansøgning om enkeltydelse her

Du kan fx søge om hjælp til:

  • rimeligt begrundede enkeltudgifter, der er uforudsigelige, hvis du har været ude for ændringer i dine forhold
  • midlertidig hjælp til betaling af husleje, hvis du er udsættelsestruet på grund af huslejerestance
  • sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan ydes hjælp til efter anden lovgivning. Behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet
  • alle former for tandpleje, hvis du modtager ydelser svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik
  • flytteudgifter som fx udgifter til depositum/indskud, transport af indbo og rejseudgifter. Får du hjælp til boligindskud, skal du betale hjælpen tilbage på et senere tidspunkt. Hvis du vil flytte til en anden kommune, skal du søge om hjælp i den kommune, som du ønsker at flytte til.
  • udgifter i forbindelse med samvær med børn, som ikke bor hos dig.

Dette gælder for alle med lav indkomst - dog ikke hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist under gammel ordning. 

Som hovedregel kan du ikke få hjælp til udgifter, du har påtaget dig, inden du søger kommunen om hjælp. Kommunen tager stilling i hvert konkret tilfælde og lægger vægt på:

  • dine indtægter og udgifter og din opsparing og formue
  • din familiesituation
  • din mulighed for at have kunnet forudsige ekstraudgiften
  • typen af ekstraudgift
  • om ekstraudgiften falder ind under en anden lovgivning.

Hvis du er gift, indgår din ægtefælles forhold også i den samlede vurdering af din situation.

Hvis du modtager ydelser svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau, kan du søge om tilskud til tandpleje efter udførelsen. Det gælder dog ikke tilskud til tandpleje, som indebærer samlede udgifter på mere end 10.000 kr. (2020 og 2021) Det gælder heller ikke, hvis du ønsker at søge kommunen om hjælp til dækning af en resterende egenbetaling.

Du skal lave en ansøgning, hvor du oplyser om:

  • hvad du søger om
  • din begrundelse for at søge
  • dine forsikringsforhold
  • din formue, plus evt. ægtefælles
  • dine indtægter, plus evt. ægtefælles
  • dine udgifter, plus evt. ægtefælles

Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis du uberettiget har modtaget ydelser.

Tilskud til enkeltudgifter er skattefrie.

Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling af hjælpen i særlige tilfælde.

Kommunen skal senest ved udbetaling af hjælpen have oplyst om, at hjælpen skal betales tilbage og med hvilken begrundelse.

Kommunen kan også træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis der er tale om dobbeltforsørgelse.

Du kan få tilskud til alle former for tandpleje, både forebyggende og behandlende, hvis du modtager ydelser efter aktivloven svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau eller niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Hvis du får brøkpension, har du ret til tilskud, hvis brøkpensionen inkl. førtidspension svarer til kontanthjælpsniveau eller niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Hvis du modtager revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, har du ret til tilskud, hvis du modtager en ydelse, som svarer til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau eller niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og opfylder de økonomiske betingelser for at modtage uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Hvis du er 18 år til og med 24 år kan du få tilskud til dækning af 100 pct. af dine egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2020 og 2021)

Du kan få tilskud til dækning af 100 pct. af dine egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2020 og 2021), hvis du er 25 år til og med 29 år og er i en af de to situationer:

  • Du modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, men ikke dansktillæg
  • Du modtager uddannelseshjælp, men ikke aktivitetstillæg eller barselstillæg.

Hvis du er 25 år eller derover og modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og dansktillæg, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg, barselstillæg eller andre ydelser efter loven svarende til kontanthjælpsniveau, kan du få tilskud til dækning af 65 pct. af dine egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2020 og 2021)

Kommunen skal forhåndsgodkende dit tilskud, hvis udgiften til dit samlede behandlingsforløb overstiger 10.000 kr. (2020 og 2021) Kommunen skal i så fald vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, før behandlingen udføres.

Når kommunen har forhåndsgodkendt et behandlingsforløb, som er dyrere end 10.000 kr. (2020 og 2021), gælder godkendelsen kun for den behandling, du har fået godkendt, så længe betingelserne for tilskud er opfyldt. Dvs. så længe du modtager en ydelse efter aktivloven svarende til uddannelses- eller kontanthjælpsniveau eller niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Kommunen skal dog yde tilskud i to måneder, fra du har fået din godkendelse, også selvom du ikke længere tilhører den gruppe, der er berettiget til tilskuddet, fx fordi du får et job.

Hjælp til dækning af egenbetaling

Du kan også søge om hjælp til dækning af egenbetalingen. Kommunen skal i så fald vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, og om du har økonomisk mulighed for selv at betale udgiften. Ansøgning om hjælp til egenbetalingen skal derfor også indgives før behandlingen udføres.

Når du søger om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, skal du dokumentere din og din ægtefælles økonomi.

Al dokumentation skal være aktuel og fra dette kalenderår. Derfor skal du kunne dokumentere:

  • Den udgift, du søger om hjælp til, og begrunde hvorfor du har behov for at få hjælp til denne udgift
  • Indkomstgrundlag, f.eks. lønsedler, oversigt over udbetaling af dagpenge eller SU
  • Indestående på alle dine og din ægtefælles bankkonti for de seneste 3 måneder
  • Udgifter ved din bolig, f.eks. husleje, varme, el, vand, gas og indboforsikring
  • Andre udgifter, f.eks. A-kassekontingent, børnepasning, børnebidrag eller medielicens
  • Udgifter til lægeordineret medicin
  • Din formue, f.eks. pensionsopsparing, værdi af ejer- eller andelsbolig eller værdi af bil

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger.

Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.