Punkt nr. 1 'Klubstruktur' behandles sammen med Kultur- og Fritidsudvalget.
Fraværende: John Nielsen (med afbud).
Mødet blev hævet kl. 20:25.
På det fælles udvalgsmøde den 21. november besluttede Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget at sende tre modeller for ny klubstruktur til høring i skolebestyrelserne, Ungdomsskolens bestyrelse, Ishøj Fælles Elevråd og Ungerådet med høringsfrist den 4. januar 2017. Udvalgene besluttede endvidere, at administrationen udarbejder forslag til principper for fordeling af økonomiske ressourcer og for åbningstid.
I det vedhæftede notat beskrives principper for åbiningsdage og ressourcetildeling samt den særlige koordinatofunktion, som bliver en del af den nye klubstruktur.
Høringssvar fra skolebestyrelserne, Ungdomsskolens bestyrelse, Ishøj Fælles Elevråd og Ungerådet er vedhæftet sagen til drøftelse.
Udtalelser fra Ungdomsskolens MED-udvalg, skolernes MED-udvalg samt Fælles MED-udvalg for dagtilbud og skoler er vedhæftet sagen til orientering.
Kommunerne kan oprette klubtilbud under flere forskellige love. Det kan ske under Folkeskoleloven, Ungdomsskoleloven, Folkeoplysningsloven og Lov om dag-, fritids og klubtilbud m.v. til børn og unge.
Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget drøfter de indkomne høringssvar.
Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,
Tiltrådt.
Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at aftenklubberne arrangeres efter model A, og at der ved udmøntningen lægges særlig vægt på koordinering og tiltag, der kan bringe de unge sammen på tværs af skoledistrikter.
Udvalgene indstiller endvidere, at de unge kan blive i ungdomsskolens klub til det klubår, de fylder 18 år, er afsluttet (klubåret afsluttes i august).
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterret.
Udvalget besluttede, at det skrives på erindringslisten, at der inviteres en repræsentant fra Sydkystens Gymnasium på NEXT til at informere udvalget om gymnasiet.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Centerchef for Børn og Forebyggelse René Juhl orienterer om udviklingsarbejdet i Center for på Børn og Forebyggelse.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Strandgårdskolen har sendt vedhæftede brev med ønske om indkøb af IT for midler fra regnskabsår 2016.
I brevet oplyser skolens ledelse, at de i 2016 har fået ekstraordinære refusionsmidler fra tidligere år, som skolen ønsker at bruge til at opgradere elevernes IT-kundskaber. Skolen ønsker at indkøbe 40 iPads til indskolingen og 90 Chromebooks til skolens kommende 5. årgang til et samlet beløb på ca. 300.000 kr. fra 2016 budgettet. Med indkøbet ønsker skolen at understøtte en hurtigere implementering af IT på Strandgårdskolen, end der er lagt op til i 'Strategi for digitalisering af undervisningen I Ishøj Kommunes skolevæsen' (strategien er vedhæftet som bilag).
Skolen oplyser endvidere, at skolebestyrelsen har ønsket, at der blev indkøbt flere IT-arbejdsredskaber til eleverne.
Strandgårdskolen ønsker, at indkøbe 40 iPads til indskolingen og 90 Chromebooks til skolens kommende 5. årgang. Med købet ønsker skolen at understøtte en hurtigere implementering af IT på Strandgårdskolen, end der er lagt op til i 'Strategi for digitalisering af undervisningen I Ishøj Kommunes skolevæsen' ved, at opgradere med en ekstra årgang, der kan begynde med Croombooks og iPads i forhold til det, der ellers er vedtaget i strategien. Investeringen vil således give en hurtigere implementering af strategien, men vil stille Strandgårdskolen forskelligt fra de andre skoler.
Af strategien fremgår det bl.a., at strategien gennemføres over en 4-årig periode af såvel økonomiske og pædagogiske årsager, og at den pædagogiske og didaktiske tilrettelæggelse vil have bedre vilkår ved en trinvis indførelse. Strategien betyder en øget mængde af devices, som skal håndteres af Skolernes IT-center. Da elever og lærere på alle skoler med strategien får de samme typer devices forventes det dog, at den øgede mængde kan håndteres af Skolernes IT-center indenfor den eksisterende ramme. Det er naturligvis under forudsætning af at antallet af devices, der skal håndteres ikke stiger betragteligt. Af strategien fremgår det derfor, at ”Vælger skolerne derimod at indkøbe mere og/eller andet udstyr, vil der ikke kunne sikres service af Skolernes IT-center i samme grad som hidtil. Dette bør derfor i videst muligt omfang undgås medmindre, der er helt særlige forhold som gør sig gældende f.eks. særligt udstyr til handicappede elever eller lignende”.
Indkøb af 130 ekstra devices til Strandgårdskolen vil betyde, at Skolernes IT-center skal bruge ekstra ressourcer på udbud, indkøb, implementering, servicering og vedligeholdelse af 130 ekstra devices i forhold til de planlagte ca. 860 devices pr. år svarende til ca. 15 % flere devices, end der er kalkuleret med i strategien. En ekstra belastning som Skolernes IT-center ikke har kalkuleret med. Håndteringen af de ekstra 130 devices vil derfor betyde, at Skolernes IT-center kan bruge færre ressourcer på vedligehold, servicering mv. på de øvrige skoler.
Strandgårdskolen finansierer købet af de ønskede 130 devices, med et samlet beløb på ca. 300.000 kr., af forventede videreførte midler fra 2016 til 2017. Det forudsættes endvidere, at Strandgårdskolen finansierer ekstra udgifter til kompetenceudvikling mv.
Børne- og Undervisningsudvalget drøfter Strandgårdskolens henvendelse og indstiller, hvorvidt skolen gives tilladelse til indkøb af 40 iPads og 90 Chromebooks under forudsætning af, at skolen får mulighed for at videreføre et mindreforbrug på min. 300.000 kr. fra 2016 til 2017.
Børne- og Undervisningsudvalget besluttede ikke at afvige fra den vedtagne strategi for digitalisering af undervisningen i Ishøj Kommunes Skolevæsen, hvilket betyder, at Strandgårdskolen ikke kan købe iPads og Chromebooks for et eventuelt videreført beløb.
Der er udarbejdet en evaluering af støtte- og ressourcepædagogordningen i Ishøj Kommune. Med afsæt i evalueringens resultater vil daginstitutionerne og støtte- og ressourcepædagogkorpset i løbet af de kommende måneder drøfte udvalgte dilemmaer i det ressourcepædagogiske samarbejde.
Evalueringen er udarbejdet i overensstemmelse med det evalueringsdesign, som blev vedtaget på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 13. juni 2016 og retter særligt fokus imod ressourcefunktionen. Evalueringens resultater opsummeres i vedhæftede Bilag 1 – Resumé. Den fulde evalueringsrapport er ligeledes vedhæftet som bilag (Bilag 2 - Samlet rapport).
Evalueringens resultater er blevet fremlagt for lederne af Ishøjs daginstitutioner og for den faglige leder af støtte- og ressourcepædagogordningen på et fælles møde i december 2016. Med afsæt i evalueringens resultater vil daginstitutionerne og støtte- og ressourcepædagogkorpset i løbet af de kommende måneder drøfte udvalgte dilemmaer i det ressourcepædagogiske samarbejde. Der bliver derfor afholdt en fælles temadag med deltagelse af relevante ledere og centerchefer samt støtte- og ressourcepædagogerne og medarbejderrepræsentanter fra daginstitutionerne. Følgende temaer bliver drøftet på temadagen:
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Med vedhæftede notat om visitation til specialpædagogiske foranstaltninger på 0-6 års området fremlægger administrationen et forslag til procedurer for indstilling, visitation og revisitation til støttepædagog, specialgrupper og specialbørnehaver i Ishøj og Vallensbæk kommuner.
Med henblik på, at kvalificere visitationen til specialpædagogiske foranstaltninger på 0-6 års området foreslår administrationen, at der udarbejdes et samlet notat, som beskriver visitationsprocedurer til specialpædagogiske foranstaltninger for børn, som har behov for støttepædagog, plads i en specialgruppe eller plads i en specialbørnehave. På den baggrund har administrationen udarbejdet vedhæftede notat om visitation til specialpædagogiske foranstaltninger på 0-6 års området, som beskriver Ishøj og Vallensbæk kommuners fælles procedurer, dog undtaget de særlige procedurer for støttepædagoger i Ishøj Kommune.
Notatet er således først og fremmest et arbejdsredskab for ”Visitationsudvalget for specialpædagogiske foranstaltninger i dagtilbud”.
Med afsæt i notatet bliver der udarbejdet vejledninger til fagpersoner i Center for Børn og Forebyggelse og lederne i dagtilbuddene i Ishøj og Vallensbæk. Vejledningerne bliver udarbejdet i samarbejde med de relevante fagpersoner og beskriver, hvordan man ansøger/indstiller til støttepædagog, til specialgrupper og til pladser i specialbørnehaver. På baggrund af notatet bliver der endvidere orienteret om specialpædagogisk støtte til førskolebørn på kommunernes hjemmesider.
Dagtilbudsloven § 4, stk. 2 og 3 og Serviceloven § 32, stk. 3
Børne- og Undervisningsudvalget tager visitationsprocedurerne til efterretning.
Taget til efterretning.
Udvalget orienteres om status på handleplan for Ishøj og Vallensbæks kommunes misbrugspolitik. Sagen fremlægges enslydende for de respektive fagudvalg i Vallensbæk og Ishøj kommuner.
En gang årligt forelægges status på handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommuners misbrugspolitik. Handleplanen er et dynamisk redskab, som beskriver de konkrete indsatser, som kommunerne implementerer for at forebygge og behandle misbrug. Handleplanen er som politikken gældende for perioden 2014 – 2018.
Status for handleplan er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe med repræsentanter fra henholdsvis Ishøj og Vallensbæk kommuner.
Fokusområde 2016: Individuelt behandlingsforløb/god overgang til et liv uden misbrug.
I 2016 var det målet, at 50 pct. af de borgere, der blev udskrevet fra Pitstop, enten skulle være stoffri eller have fået reduceret deres stofmisbrug. Pitstop har i gennemsnit haft 35 indskrevne borgere pr. måned. Aktuelt er der pr. november 2016 indskrevet 36 borgere, hvoraf 27 borgere er fra Ishøj, 8 fra Vallensbæk og en er fra København. Der er udskrevet 67 borgere fra tilbuddet, heraf er 54 pct. udskrevet som stoffri eller har reduceret deres stofmisbrug. Der er lavet opfølgning på borgerne efter 3 måneder. Målet for indsatsen i 2016 er således opfyldt.
Der er udarbejdet status på alle øvrige aktiviteter i handleplanen, ligesom der er tilført de nye aktiviteter, som er kommet til. Dette er gjort for at handleplanen kan fremstå aktuel, og dermed give et retvisende billede af status generelt på misbrugsområdet i de to kommuner.
For 2017 er fokusområdet 'Kompetenceudvikling og vidensdeling af medarbejdere'.
Status på Handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommunes misbrugspolitik 2016 er vedlagt som bilag.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orientering om status på handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommuners misbrugspolitik til efterretning.
Taget til efterretning.
Intet indhold til denne sag.
Intet indhold til denne sag.
På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
’Den Fælleskommunale Sundhedsprofil for udskolingselever’ belyser trivsel, helbred og livsstil blandt udskolingselever i 4 - 5 danske kommuner (herunder Ishøj Kommune) i skoleårene 2014/15 og 2015/16 (fem kommuner indgik i sundhedsprofilen i 2014/15,og fire kommuner indgik i undersøgelsen i 2015/16). ’Sundhedsprofil 9. klasse’ belyser samme emner blandt 9. klasseelever i Ishøj Kommune i skoleåret 2015/16.
Den Fælleskommunale Sundhedsprofil viser, at 94 % af de deltagende unge i skoleåret 2014/15 trives godt eller meget godt på tidspunktet for besvarelsen. Til sammenligning viser sundhedsprofilen for Ishøj Kommune, at 87 % af 9. klasseeleverne fra Ishøj Kommune i 2015/16 trives godt eller meget godt. Der er stor forskel på, hvordan eleverne trives skolerne imellem.
Sundhedsprofilerne belyser desuden følgende forhold:
- Social kompetence
- Trivsel i skolen og i hjemmet
- Selvvurderet helbred
- Sundhedsadfærd, herunder spisevaner, overvægt, fysisk aktivitet, rygning samt hash- og alkoholforbrug
'Den fælleskommunale sundhedsprofil for udskolingselever' og 'Sundhedsprofil 9. klasse' er vedhæftet dagsordenen.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj
Tlf. 43577575
Senest opdateret 5. september 2019