Afbud:
Jeannette Merklin
Mødet blev hævet kl. 17:45.
Erindringsliste af 1. januar 2015 fremlægges.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Som aftalt på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet i januar 2014 gives der en status på implementering af folkeskolereformen på udvalgte områder.
Som opfølgning på stigningen i lærernes sygefravær, er der planlagt møder på skolerne under overskriften arbejdstidsregler og reform. På møderne deltager skolens leder, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, øvrige lærere og pædagoger i MED-Udvalget samt børne- og kulturdirektør Lisbet Lentz og centerchef for Børn og Undervisning Susanne Poulsen.
Formålet med møderne er at drøfte lærernes sygefravær, og de implikationer det har for skolens drift, personalets trivsel samt elevernes trivsel og læring.
Der er udarbejdet en opdateret sygefraværsrapport, hvoraf sygefraværet for december 2014 fremgår. Rapporten er vedhæftet dagsordenen til orientering.
For at synliggøre om den længere skoledag har betydet udmeldinger af sfo'erne, er der udarbejdet en oversigt, der viser andelen af børn, der går i sfo1 og sfo2 pr. 1. oktober 2013 og 2014 samt pr. 1. december 2013 og 2014. Oversigten er vedhæftet dagsordenen til orientering.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning og beslutter, at sygefraværsrapporten sendes til byrådets medlemmer.
Taget til efterretning.
En opdateret sygefraværsrapport, der specificerer sygefraværstallene for hver enkelt skole, blev uddelt på mødet og er vedhæftet referatet.
Fra august 2015 skal ansøgere til erhvervsuddannelserne, som ikke har en uddannelsesaftale, mindst have opnået 2,0 i henholdsvis dansk og matematik ved 9. eller 10. klasseprøver eller et tilsvarende resultat ved en tilsvarende prøve.
De elever, som ikke opfylder dette krav, og som heller ikke består optagelsesprøven på erhvervsskolen, vil som et forsøg blive tilbudt optagelse, som gøres betinget af, at de gennemfører et sommerkursus og derefter består en optagelsesprøve.
Forsøget med sommerkurser skal udbydes af 15 kommuner. Undervisningsministeriet indkalder derfor ansøgninger fra kommuner, som ønsker at oprette sådanne sommerkurser for en toårig periode.
Ansøgninger skal være indgivet til Undervisningsministeriet senest den 2. februar 2015 kl. 12.00.
Skabelonen til ansøgningsskemaet er vedhæftet dagsordenen til orientering.
Ved oprettelse af sommerkurser gives der tilskud fra staten.
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at Ishøj Kommune ansøger om at blive en af de 15 kommuner, der får mulighed for at udbyde sommerkurser for ansøgere, der ikke har de tilstrækkelige karakterer til at blive optaget på erhvervsuddannelsernes grundforløb.
Tiltrådt.
Administrationen foreslår, at der vedtages kommunale retningslinjer for henvisning af handicappede unge til specialundervisning på efterskoler. Vedhæftede notat beskriver målgruppe, baggrund og økonomi.
Ishøj og Vallensbæk kommuner har ikke brugt de lovgivningsmæssige muligheder for at henvise elever med behov for specialundervisning til efterskoler, da kommunerne har haft gode og relevante muligheder for at visitere til lokale tilbud i egne kommuner eller i nabokommunerne.
Et ophold på en efterskole vil i nogle tilfælde være til gavn for den unge, da det kan styrke den unges selvstændighed og sociale færdigheder. I enkelte tilfælde har forældrene ikke de økonomiske muligheder for at betale forældreandelen, selvom denne kan blive reduceret på baggrund af indtægtsgrundlaget.
I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at kunne henvise den unge til specialundervisning på en efterskole i 9., 10. eller 11. klasse.
Kommunen betaler et bidrag til staten for elever på efterskoler på omkring kr. 32.000 pr. elev/år, mens den kommunale betaling af forældreandelen kan være op til kr. 80.000 pr. elev/år. Dette skal ses i forhold til, at skole- og fritidstilbud på specialskoler og i specialklasser for målgruppen kan variere mellem kr. 400.000 – 700.000/år.
Der forventes, at der vil være 1-4 unge om året i Ishøj og Vallensbæk tilsammen, hvor denne løsning er relevant.
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at unge med vidtgående handicap kan henvises til specialundervisning på en efterskole, når følgende kriterier er opfyldt:
Tiltrådt.
Siden det forpligtigende samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk på det specialpædagogiske område begyndte i 2007, har det været praksis, at placering af kommende 10. specialklasse blev aftalt fra år til år. Eleverne kommer normalt fra både Gildbroskolens specialklasser og Vallensbæk skoles specialklasser, og det har været ca. halvdelen af eleverne, som har valgt et 10. år i specialklasse. Derfor har 10. specialklasse i alle årene været en sammenlægning af to specialklasser, som i de fleste år har været placeret på Vallensbæk skole.
For det kommende skoleår er der kun elever fra 9. specialklasse på Gildbroskolen, og alle eleverne bor i Ishøj. Det forventes, at næsten alle 9 elever ønsker at fortsætte i 10. klasse. Det giver derfor bedst mening, at eleverne ikke skal skifte skole i det kommende skoleår.
Der gøres endvidere opmærksomhed på, at Vallensbæks udtræden af UU-samarbejdet vil vanskeliggøre kontinuiteten i uddannelsesplanerne for de enkelte elever, hvis der skal skiftes til et andet UU-system. Dette kan være en af konsekvenserne ved at lade 10. specialklasse fortsætte på Vallensbæk skole. Dette vil også i de kommende år få betydning for beslutning om placering af 10. specialklasse.
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at 10. specialklasse placeres på Gildbroskolen i skoleåret 2015/2016.
Tiltrådt.
Administrationen fremlægger forslag til nye retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune.
Forslaget til nye retningslinjer bygger blandt andet på en evaluering af de gældende retningslinjer samt et temamøde i november 2014 med ledelserne fra skoler og dagtilbud om retningslinjerne.
Administrationen foreslår, at retningslinjerne sendes til udtalelse i de relevante bestyrelser.
Forslaget til nye retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen.
Retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune beskriver de aktiviteter, som alle dagtilbud og skoler i Ishøj Kommune skal arbejde med i forbindelse med overgangen. Skole og dagtilbud i et distrikt er velkommen til at supplere med flere tiltag ud over den standard, som retningslinjerne sætter.
Formålet med retningslinjerne er at medvirke til, at alle børn, der begynder i kommunens skolefritidsordning (sfo) og børnehaveklasse i Ishøj Kommune, kan forbinde overgangen med tryghed, forudsigelighed og nysgerrighed. Retningslinjerne har fokus på pædagogiske, praktiske og organisatoriske forhold i forbindelse med overgangen.
Retningslinjerne bygger på:
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at forslaget til nye retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole i Ishøj Kommune sendes til udtalelse i skolebestyrelserne og dagtilbuddenes forældrebestyrelser i perioden fra den 20. januar til den 27. februar 2015.
Tiltrådt.
I forbindelse med budgetbeslutningen om, at nedlægge Vuggestuen Gadekæret blev det besluttet at fordele ca. 17 vuggestuepladser på de øvrige daginstitutioners normering. Administrationen foreslår, at de 17 vuggestuepladser fordeles således, at Børnehuset Troldebo tillægges fem pladser, Børnehuset Bøgely tillægges fem pladser, Piletræet tillægges fem pladser og Regnbuen tillægges to pladser.
Administrationen har drøftet normeringsændringen med lederne i de berørte institutioner.
Den nuværende normering samt normering pr. 1. april 2015 er vedhæftet dagsordenen.
Der er taget højde for de 17 vuggestuepladser i budgettet. Ressourcerne bliver tillagt de berørte institutioners budget efter ressourcetildelingsmodellen på dagtilbudsområdet.
Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at børnenormeringen ændres således, at Børnehuset Troldebo tillægges fem pladser, Børnehuset Bøgely tillægges fem pladser, Piletræet tillægges fem pladser og Regnbuen tillægges to pladser.
Tiltrådt.
Orientering om ventelistesituationen på dagtilbudsområdet.
Venteliste pr. 1. januar 2015 er vedhæftet dagsordenen.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Børne- og Undervisningsudvalget kom på mødet i december 2014 med en række bud på temaer, der kan være udgangspunkt for en opgaveformulering til Innovationcamp. Der arbejdes videre med emnet om branding af Ishøj ud fra et arbejdsspørgsmål, som lyder: ”Hvordan vil du brande Ishøj Kommune”. Der kan forekomme justeringer i den endelige opgaveformulering.
Det var oprindeligt tanken, at opgaven skulle afprøves i foråret 2015 som en generalprøve. På baggrund af indsamlede erfaringer fra andre kommuner, herunder Lyngby-Taarbæk og Fredericia, er det vurderingen, at der er behov for at arbejde videre med konceptudviklingen for Innovationcamp.
Vi skal sikre, at afholdelse af selve eventen ikke blot bliver en sjov dag for vores 8.k lasser, men tænkes ind i et samlet forløb. For at eventen kan indgå i en større læringsmæssig sammenhæng skal indholdet matche de nye forenklede Fælles Mål, som er en del af den nye folkeskolereform. Der arbejdes derfor videre med at involvere de relevante udskolingslærere for at skabe ejerskab til hele processen omkring afvikling af Innovationcamp 2015.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 7. juni 2010 blev det besluttet, udvalget skal orienteres via en regnskabsrapport hvert kvartal.
Rapporten indeholder ikke tal for varme, vand, udvendig vedligeholdelse og containertømning ligesom skatter og afgifter ikke er medtaget i rapporten.
De sidste bogføringer på regnskabsår 2014 sker den 15. januar 2015, derfor uddeles regnskabsrapporten for 4. kvartal 2014 på mødet.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Regnskabsrapport for 4. kvartal 2014 blev uddelt på mødet og er vedhæftet referatet.
Der er ingen verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.
Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Taget til efterretning.
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj
Tlf. 43577575
Senest opdateret 5. september 2019