Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Ishøj Byråds møde torsdag 23. april 2020 kl. 17.00

Lokation: Virtuelt møde via Teams


EKSTRAORDINÆRT MØDE - Virtuelt møde


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

90. Gradvis genåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet

Resume

Administrationen forelægger forslag til gradvis genåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet herunder genoptræning/rehabilitering, forebyggende hjemmebesøg samt misbrugsbehandling (se bilag notat).

Sagsfremstilling

På baggrund af plan fra Sundhedsstyrelsen den 13. april 2020 har regeringen aftalt med Danske Regioner, KL og PLO at igangsætte øget aktivitet i sundhedsvæsenet (se bilag - pressemeddelelse).
Administrationen påtænker gradvist at genåbne følgende udvalgte områder:

Genoptræning

Genåbningen opdeles i to faser:

1. fase (medio april - medio maj): Fortsatte vurderinger af, hvem der har behov for at blive tilset af terapeut og få 1-1 træning i eget hjem, hvilke borgere, der fortsat vil kunne genoptrænes via vejledning og opfølgning på selvtræning over telefonen. Ligeledes opstartes små grupper af træningshold på 2-3 personer med træning i naturen og ved Ishøj Strand.

2. fase (medio maj -): Gradvis åbning for at nogle borgere kan komme til genoptræning i træningscenteret i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer vedr. antal forsamlede med op til 10 personer inkl. terapeuter samt forsvarlig afstand, rengøring og hygiejne.

Hverdagsrehabilitering

Tidshorisonten for genåbning af hverdagsrehabilitering afhænger af visitationens vurdering af borgernes konkrete behov og funktionsevne, idet visitationen sender borgerne videre til forløbskoordinatorerne som koordinerer rehabiliteringsindsatsen.

Forebyggende hjemmebesøg

De mest sårbare borgere kontaktes først - dvs. at der ringes til enker/enkemænd, enlige og andre som vurderes at have et behov for kontakt. Hvis retningslinjerne muliggør hjemmebesøg, vil dette kunne planlægges, ellers kan kontakt fortsat skabes telefonisk. Herefter kan der ses på en mere bred kontakt til nye 75-årige – alt afhængig af de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne udstikker ift. sårbare ældre borgere og besøg i hjemmene. Borgere, der modtager hjemmehjælp (personlig pleje), modtager ikke forebyggende hjemmebesøg af hensyn til smitterisiko, da der kommer medarbejdere i hjemmet i forvejen.

Misbrugsbehandling i Ishøj og Vallensbæk kommuner

Genåbning af Pitstop
På baggrund af den indsats der er pågået siden 16. marts 2020, vurderes det muligt hurtigt at indrette Pitstop således, at den ambulante behandling igen foregår på Søstedet, Ishøj Søvej 1A i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.

Alkoholbehandling

Anonym alkoholbehandling varetages fortsat af Novavi. Novavi overholder gældende retningslinjer, ligesom der afholdes behandlingssamtaler via Skype.

Borgere i Ishøj og Vallensbæk har derfor samme tilgang til anonym alkoholbehandling, som de har i ikke-COVID-19 tider. Hvornår Novavi går fra behandlingssamtaler over Skype til samtaler med fysisk fremmøde, er dog Novavis vurdering.

Administrationen følger til enhver tid Sundhedsstyrelsens anvisninger i processen med genåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet.

Administrationen afventer nærmere retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, og vil indarbejde retningslinjerne på de nævnte områder, når de foreligger, så der tages et sundhedsmæssigt forsigtighedsprincip i relation til smittespredning.

Den 16. april 2020 indgik regeringen og Folketingets partier en aftale omkring yderligere genåbning af visse områder. I den aftale indgår også aftaler om partnerskaber på tværs af myndigheder, civilsamfund og den offentlige sektor, samt udvikling af nye metoder til at understøtte besøg fra familie eller pårørende på en sundhedsmæssig forsvarlig måde til målgruppen af sårbare og ældre. Når der foreligger konkrete retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, vil administrationen fremlægge en sag til politisk behandling.

Lovgrundlag

Serviceloven § 86 stk. 1
Serviceloven § 83 a
Sundhedsloven § 119
Servicelovens § 79 a
Serviceloven § 101
Sundhedsloven § 140

Økonomi

Der gives ikke økonomiske merudgifter ved den gradvise genåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet.

Indstilling

Byrådet godkender, ovenstående forslag til gradvis genåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

91. Gradvis genåbning af den kommunale tandpleje

Resume

Regeringen indgik d. 13. april 2020 en aftale med Danske Regioner, KL og PLO om at igangsætte en øget aktivitet i sundhedsvæsenet. Det betyder, at der nu iværksættes en omstilling af sundhedsvæsenet med en gradvis øget aktivitet, hvilket bl.a. indebærer af den offentlige tandpleje kan øge aktiviteten frem mod vanligt niveau, dog med fokus på de overordnede hensyn om at minimere risiko for smittespredning. I denne uge begynder tandplejen at indkalde patienter, i første omgang indkaldes de patienter, der fik behandlingen udsat i forbindelse med nedlukningen.

Sagsfremstilling

Som følge af nævnte aftale er tandplejen i gang med at planlægge opstart af behandlinger og undersøgelser igen. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet detaljerede retningslinjer for håndtering af tandplejen under de nuværende forhold. En central del af vejledningen omhandler behovet for værnemidler for at sikre både patienter og personale.

Opstart kræver endvidere, at alle patienter (herunder især forældrene til børnene) kontaktes for at sikre, at børnene/patienterne ikke er syge, og de i øvrigt bliver gjort opmærksom på de sikkerhedsmæssige hensyn, som det kræver at komme i tandplejen – f.eks. begrænsning i antal ventende i venteværelset.

Med de nuværende krav til tandplejens sundhedsmæssige retningslinjer vil der dog gå et stykke tid, inden tandplejen er tilbage på normalt aktivitetsniveau.

Indstilling

Byrådet godkender, ovenstående forslag om gradvis genåbning af den kommunale tandpleje.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

92. Gradvis genåbninger af Ishøj Bibliotek og Ishøj Kulturskole

Resume

Kultur- og Fritidscentret foreslår tiltag til en begyndende åbning af kulturinstitutionerne Ishøj Bibliotek og Ishøj Kulturskole.

Sagsfremstilling

KULTURIUM Biblioteket:

Biblioteket har oplevet en stor stigning i de digitale udlån i denne tid, hvor borgerne i langt højere grad har været hjemme. Biblioteket oplever dog samtidig efterspørgsel fra lånere, der savner bøger og øvrige fysiske materialer fra biblioteket. Biblioteket har derfor fra onsdag den 22. april åbnet for at fysiske materialer igen kan reserveres på bibliotekets hjemmeside. Det er kun materialer, som er tilgængelige hos Ishøj Bibliotek selv der vil kunne reserveres, da kørselsordningen mellem bibliotekerne er suspenderet i øjeblikket.  

Borgerne vil kunne afhente reserverede materialer, når reservationen er behandlet og fremfundet. Afhentningen vil være i begrænset form i overensstemmelse med, at biblioteket er lukket, det vil sige at der ikke vil være øvrig betjening end udlevering af reserverede materialer.  

Biblioteket vil udlevere materialerne fra byhaveindgangen for at respektere, at bycenteret er lukket, og der vil sikres passende afstand mellem borgere, der evt. måtte vente i kø. 

Reserverede materialer kan i lukkeperioden afhentes på følgende dage: 


Mandag d. 27. april fra 15 -17

Onsdag d. 29. april fra 10 -12

Mandag d. 4. maj fra 15 -17

Onsdag d. 6. maj fra 10 -12 

Afhængig af efterspørgslen vil tidsrummet for afhentning kunne udvides.  

Normalt vil reserveringer, der ikke er afhentet inde 8 dage, automatisk blive slettet. Denne funktion suspenderes i perioden, således at ikke afhentede reserverede materialer fortsat er tilgængelige, når biblioteket genåbner. 

Ishøj Kulturskole:

På Ishøj Kulturskole vil det være muligt at gennemføre en stor del af undervisningsaktiviteterne inden for sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

For at kulturskolen kan komme hurtigst muligt tilbage til normal undervisning, ønsker Ishøj Kulturskole pr. 30. april 2020 at genoptage de aktiviteter, der er mulige efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer. 

Det drejer sig om især om:

soloundervisning,

undervisning af hold med 2 elever,

undervisning af mindre grupper bands m.m.

I Hvidovre Kommune har kommunalbestyrelsen godkendt, at musikskolen genoptog den individuelle undervisning den 15. april 2020 ud fra de samme sundhedsfaglige hensyn som på skoleområdet.

Sundhedsstyrelsens anvisninger vil blive respekteret.

Indstilling

Ishøj Byråd beslutter, at godkende forslagene om gradvis tilbagevenden af aktiviteterne i Kulturium Bibliotek og Ishøj Kulturskole efter sundhedsstyrelsens anvisninger.

Beslutning

Tiltrådt.

93. Åbne efterretningssager til sagsbehandling under nr. 94-95

Beslutning

Tiltrådt.

94. Status på genåbning af skoler og dagtilbud

Sagsfremstilling

På Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 20. april blev udvalget mundtligt orienteret om genåbningen af skoler og dagtilbud.

Der er efterfølgende udarbejdet vedlagte status på genåbning af dagtilbud og skoler.

Indstilling

Byrådet tager status på genåbning af dagtilbud og skoler til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

95. Status for genåbning på Kultur- og Fritidsudvalgets område pr. 14. april 2020

Resume

Kultur- og Fritidscentret og driftsstederne har udarbejdet notat for status i forbindelse med driften på hele udvalgets område set i forhold til de centrale udmeldinger fra ministerier og KL m.fl.

Sagsfremstilling

Notatet beskriver de forskellige driftsområder og Kultur- og Fritidscentrets beslutninger og aktiviteter i tiden fra 11. marts 2020 og frem til den 14. april 2020. Beskrivelserne er ret detaljeret på en række områder og prøver også at give et bud på eventuelle konsekvenser på de enkelte områder.

Økonomi

Notatet indeholder enkelte forsigtige bud på de økonomiske konsekvenser, der kan ses nu og i den nærmeste fremtid.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget vedtager, at tage notatet til efterretning og fremsende sagen til byrådet.

Beslutning

Til efterreting.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 28. april 2020