Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Ishøj Idrætsråds møde onsdag 20. marts 2019 kl. 19.00

Lokation: Ishøj Idræts- og Fritidscenter


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

17. Valg af dirigent

Sagsfremstilling

Formanden bød velkommen, hvorefter Malene Rasmussen blev valgt til dirigent.

Dirigenten konstaterede, at repræsentantskabsmødet var loglivt indkaldt.

Antallet af stemmeberettigede blev kontrolleret. Der var i alt 20 stemmeberettigede deltagere (repræsenterende 14 foreninger).

Af mødeindkaldelsen fremgår det, at det maksimale antal stemmer er 94.

Beslutning

TIL EFTERRETNING

18. Formandens beretning

Sagsfremstilling

Ishøj Idrætsråd – beretning 2019

Vi har fået en tidligere medlemsforening tilbage i folden og sagt velkommen til en ny cykelklub. Vi repræsenterer 35 foreninger.

Det er mange år siden, der har ligget en basketklub i Ishøj, men i dag skal vi endeligt godkende BK Ishøj Flamme. Jeg håber, at de kan få fast base på Vibeholmskolen, når der bygges en hal ved skolen de kommende år. De har i hvert fald fremgang – også i de unge årgange. Klubben er nummer 36 under 2i.

Sidste fase på Strandgårdskolen – bygning O – eller hallen, som den kaldes i daglig tale af fritidsbrugerne, er blevet renoveret. Det er ikke alt, der er blevet som ønsket og aftalt, men de berørte klubber er glade for at være tilbage. Vi håber, at flere ting med tiden kan rettes op. Brugerne ønsker sig blandt andet et ur – eller et scoreboard og at de alt for lyse vægge bliver malet om.

Sidste år annoncerede jeg, at nu ville bokseklubben endelig ville få et fast træningslokale. Det er ikke helt på plads endnu, men det kommer det. De bliver også støttet i det administrative af Emil, som er ansat via Get2Sport til at støtte bokseklubben, Ishøj IF, Ishøj Volley og Beachvolley, samt BK Ishøj Flamme. Jeg krydser fingre for, at støtten skaber ro.

Vi har sagt farvel til Michael Wiuff, som forpagter af caféen i Ishøj Idræts og Fritidscenter, i løbet af det forgangne år. Afløseren Café KiGi har kastet håndklædet i ringen, så nu må vi se, hvad fremtiden bringer.

Beachvolley-baner har i maaaange år stået på ønskelisten. Der har været skitseret flere løsninger, men nu er det gået fra at være et ønske til at blive skrevet i budgettet for de kommende år. Jeg satser på en god og tilfredsstillende løsning.

Eliteklubberne har fået fordoblet støtten, så de hjælpes godt på vej. Ishøj Idrætsråd er glade for støtten, som hjælper klubberne godt på vej – forhåbentlig også fremover.

Ishøj IF har fået etableret sig og flyttede ind i det nyligt udvidede og renoverede klubhus. Så de er godt dækket ind med lokaler. De har et mødelokale, det gamle SB50-klubhus og det nye klubhus ved siden af tennisklubben. Så kan vi igen flytte fokus, så vi ikke glemmer de andre klubber. Der er stadig klubber, der slet ikke har lokaler til sociale aktiviteter.

Der er stadig klubber som bringer Ishøj Nyt ud for kommunen og tjener penge til deres forening, men det kniber desværre med at få frivillige til disse opgaver.

Arbejdet i IRH – Idrætsråd Region Hovedstaden – fortsætter og der har været konference i november, hvor der blandt andet blev talt om tilskudsordninger. Ishøj Kommune er fortsat en af de klart bedste at være forening i, så det kan vi godt være stolte og glade over.

Dansk Skoleidræt og Trygfonden gør for tiden en indsats, Sunde Børn Bevæger Skolen, som fokuserer på det faktum, at aktiv transport gavner på mange områder: forebygger livsstilssygdomme, mere fysisk aktivitet på andre områder, bedre koncentrationsevne, bedre indlæringsparathed og bedre sociale færdigheder.

DGI’s Bevæg dig for livet blev også gennemgået på IRH-konferencen.

Der er strammet op på dokumentationspligten vedrørende rejseregulativet og det er på flere møder blevet gentaget, at klubberne ikke må tjene penge på turene, men kan få hel eller delvis dækket faktuelt og dokumenterede transportudgifter relateret til den enkelte tur. Medlemmers egenbetaling skal naturligvis trækkes fra ansøgningen, ligesom samarbejdsklubbers andel af transport skal fremgå.

Arbejdet med 2i’s fællespublikation er allerede i gang og vi satser på en bedre økonomi på det område, samtidig med at der strammes op på layout. Der vil også blive tyndet ud i infobokse, som har fyldt op til en side i stedet for den aftalte kvarte side. Jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat, som bliver bragt ud i uge 33.

2i har fået ny hjemmeside i juli/august sidste år og der arbejdes på at vi får vores eget logo.

Indstilling

Ishøj Idrætsråd besluttede at godkende formandens beretning.

Beslutning

TILTRÅDT

19. Eventuelle udvalgsberetninger

Sagsfremstilling

Der var ingen udvalgsberetninger.

Beslutning

TIL EFTERRETNING

20. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse

Sagsfremstilling

Kasserer Berit Olsen fremlagde regnskabet for 2018. Det reviderede regnskab er vedhæftet referatet.

Indstilling

Ishøj Idrætsråd besluttede at godkende regnskabet.

Beslutning

TILTRÅDT

Bilag

21. Fremlæggelse af næste års budget, herunder kontingentfastsættelse

Sagsfremstilling

Kasserer Berit Olsen gennemgik de enkelte poster. Kontingent blev uændret fastsat til kr. 1,00. Budgettet er vedhæftet referater.

Beslutning

TILTRÅDT

Bilag

22. Indkomne forslag

Sagsfremstilling

  1. Ishøj Idrætsråd beluttede på mødet den 5. december 2018 at anbefale basketball klubben BK Ishøj Flamme, som medlem af Ishøj Idrætsråd. Dette skal dog endelig bekræftes på repræsentantskabsmødet.
  2.  "Der er kommet forslag om at føre mødeprotokol til møderne i Ishøj Idrætsråd. Det vil give et mere nuanceret billede af, hvilke klubber der kommer til møderne og give forretningsudvalget en mulighed for at kontakte klubber, der sjældent eller aldrig kommer, for at høre, hvad der kan gøres anderledes/bedre." 
  1. Ishøj Volley & Beachvolley fremsætter 2 ændringsforslag til rejseregulativet:

Forslag 1

 Nuværende ordlyd:

Tilskud gives kun til ungdomshold under 19 år inklusive nødvendig træner(e)/leder(e) - så længe man inden for idrætsgrenen er ungdomsspiller/udøver.

Ændres til:

Tilskud gives til ungdomshold inklusive nødvendig træner(e)/leder(e) under forudsætning af, at der er tale om deltagelse i en ungdomskategori inden for den pågældende idrætsgren.

 Begrundelse:

Der er forskellige aldersgrænser for, hvornår man i de enkelte idrætsgrene hører til i kategorien ungdom. Det væsentlige her må være, at man ønsker at støtte netop ungdomshold i at have mulighed for at deltage i idrætslige arrangementer. Kontingentsatser for ungdomsmedlemmer er typisk lavere end for seniorer, og den samlede transportudgift ændrer sig ikke, fordi en eller flere deltagere nærmer sig aldersgrænsen for ikke længere at høre til kategorien ungdom - og deltage i arrangementet.

Forslag 2

Nuværende ordlyd:

Der ydes tilskud til faktiske dokumenterede rejseomkostninger (transport).

Tilføjelse:

Foregår transport i klubbens eget køretøj (med plads til min. 12 personer), ydes tilskud på basis af ”statens høje takst” (p.t. 3,54 kr./km) x 2. I afregningen indgår øvrige udgifter som bro, færge, el.lign. på sædvanlige vilkår.

Basis er, at som teksten i rejseregulativet er formuleret, mener vi, at en klub frit kan vælge transportform og søge hel eller delvis refusion; offentlig transport, bus (leget/ejet), færge, bro osv. Der er heller ingenting i regulativet, der foreskriver, om der skal være tale om km-godtgørelse eller benzin-/dieseludgift. Summa-summarum: et fint og fleksibelt grundlag. Suppleret med tilskuds-max reglerne, giver det hele rigtig god mening.

Begrundelse:

Ishøj Volley & Beachvolley har valgt at anskaffe en minibus med plads til 16 passager – og en chauffør. Når vi anvender dette transportmiddel udbetaler vi ikke penge til nogen; det er klubbens bus og klubbens udgift.

Vi har en fornemmelse af at være den eneste klub, der p.t. har anskaffet egen minibus – og det er måske derfor, der ikke er beskrevet regler for denne transportform. I dag yder Ishøj Idrætsråd alene tilskud i form af refusion af den dokumenterede udgift til benzin.

Vælger vi i stedet at køre i privat bil, vil der være behov for 3-4 biler (og mere CO2 udslip) for at transportere det samme antal spillere/ledere. I så fald ydes tilskud efter de allerede gældende regler.

Vedlagt opgørelser af udgifter for bus vs personbiler. Grundlaget for de tre forskellige opgørelser (tilskudsmuligheder) er transport af 17 personer, kørsel af 381,20 km samt en udgift til broafgift over Storebælt

 

4 personbiler

Bussen

Muligt max. tilskud

Tilskud 1

6.753,76

3.067,11

3.825,00

Tilskud 2

6.753,76

3.067,11

8.400,00

Tilskud 3

6.753,76

3.067,11

8.925,00

 Forslagene er vedhæftet dagsorden.

 

 

Indstilling

Pkt. 1 Ishøj Idrætsråd besluttede endeligt  at godkende BK Ishøj Flamme, som medlem af Ishøj Idrætsråd.

Pkt. 2 Forslaget trækkes tilbage, idet man øverst på referatet kan se, hvem der har/ikke har meldt afbud.

Pkt. 3 Ishøj Idrætsråd besluttede at godkende ændringsforslag 1 til rejseregulativet fra Ishøj Volley og Beachvolley. Tilskud gives til ungdomshold inklusive nødvendige træner/trænere og leder/ledere, under forudsætning af, at der er tale om deltagelse i en ungdomskategori inden for den pågældende idrætsgren.

Ishøj Idrætsråd besluttede ikke at godkende ændringsforslag 2 til rejseregulativet fra Ishøj Volley og Beachvolley.

Beslutning

TILTRÅDT

Bilag

23. Valg af formand (Brian Pirmo er ikke på valg)

Beslutning

TIL EFTERRETNING

24. Valg af næstformand (Poul Erik Petersen er på valg)

Sagsfremstilling

Poul Erik Petersen modtog ikke genvalg.

Finn Hansen/TIIF blev enstemmigt valgt til ny næstformand.

Beslutning

TILTRÅDT

25. Valg af kasserer (Berit Olsen er på valg)

Sagsfremstilling

Berit Olsen blev enstemmigt genvalgt.

Beslutning

TILTRÅDT

26. Valg af revisor (Günther Meincke er på valg)

Sagsfremstilling

Günther Meincke blev enstemmigt genvalgt.

Beslutning

TILTRÅDT

27. Valg af 2 revisorsuppleanter

Sagsfremstilling

Ruth Cordua/Ældre i Bevægelse blev enstemmigt genvalgt.

Beslutning

TILTRÅDT

28. Eventuelt

Sagsfremstilling

  1. Jan Pedersen/TIIF synes, det er kedeligt, at så få møder op til repræsentantskabsmødet.
  2.  Erling Böttcher/Ishøj Volley synes, det er kedeligt, at Café KiGi stopper pr. 31. maj 2019.
  3.  Der vil blive arbejdet videre på at få tilføjet km-sats i rejseregulativet, så det kan fremlægges på næste rerpræsentantskabsmøde.
  4.  Pia Andersen/Nikon oplyste, at klubben er blevet slået sammen med en klub fra Greve. Det har givet 40 ny medlemmer.
  5.  Malene Rasmussen takkede for god ro og orden.
  6.  Formanden takkede de fremmødte.

Beslutning

Pkt. 1. - 6.

TIL EFTERRETNING

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 6. september 2019