Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 17. februar 2021 kl. 16.30

Lokation: Via Microsoft Teams


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

9. Orientering om DK2020

Resume

I august 2020 blev det besluttet at deltage i DK2020 for at udarbejde en klimahandlingsplan for at opnå klimaneutralitet i Ishøj Kommune. Her beskrives en sammenhæng mellem DK2020 og de to klimastragier: Klimatilpasningsstrategi og mobilitetsstrategi. Kirsten Christensen fra CEJ deltager på udvalgsmødet med et kort oplæg om DK2020 i forlængelse heraf.

Sagsfremstilling

Som fremlagt 19. august 2020 er DK2020 et projekt, hvor kommuner bliver vejledt i at udarbejde en klimahandlingsplan med to mål:

1) At blive CO2-neutral i 2050.

2) At lave klimatilpasning til havvandsstigninger og øget regnvandsmængder.

Ishøj Kommune har tilmeldt sig DK2020 i 2. runde, som begynder i efteråret 2021. Inden da, skal der sikres en organisering af arbejdet og skrives ansøgning og borgmesterbrev. Der er cirka halvandet år til at udarbejde klimahandlingsplanen, og derefter skal planens initiativer implementeres, indtil kommunen når målet i 2050.

Det er vigtigt at understrege, at det ift. CO2-neutralitet både drejer sig om CO2-udledning fra kommunens egne bygninger og egen drift, OG også fra borgere og virksomheders aktiviteter. I hovedtal er CO2-udledningen fra energisektoren på 37 % og fra transportsektoren på 57 %.

DK2020-målet om CO2-neutralitet kan ses som et bidrag og supplement til kommunens miljøpolitik, som også skal munde ud i strategier, indsatsområder og projekter. Derfor er der sammenhæng mellem mål og indsatser i hhv. klimahandlingsplanen i regi af DK2020 og de 5 klimastrategier som kommunen udarbejder under kommunens miljøpolitik.

Sammenhængene kan ses ved, at Ishøj kommunes klimatilpasningsstrategi i regi af DK2020 vil hænge sammen med handlingsplanen for klimatilpasning. Mobilitetsstrategien i Ishøj Kommune bidrager til reduktion af CO2-udledning fra transportsektoren i regi af DK2020-arbejdet.

Udarbejdelse af DK2020-rapporten forudsætter fastsættelse af en række konkrete målepunkter for CO2-reduktionen og analyser og beregninger heraf, ligesom koordinering af udarbejdelsen af rapporten forventes at kræve en stor indsats. På KMU's kommende møde i marts fremlægges en analyse af det forventede arbejde med DK2020-projektet.


Indstilling

Klima og Miljøudvalget tager orientering om DK2020 og sammenhængen til kommunens 5 strategier under miljøpolitikken til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

10. Strategi for Mobilitet

Resume

Med udgangspunkt i Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpolitik er der udarbejdet et udkast til en Strategi for Mobilitet. Dette dagsordenspunkt vil indgå som en del af det fælles temamøde for Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget til fælles drøftelse og kommentering. På temamødet vil Strategi for Mobilitet blive præsenteret af Laura Bøndergaard Andreasen fra CBU.

Sagsfremstilling

På baggrund af Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpolitikken vil der blive udarbejdet fem klimastrategier.

  • Strategi for klimatilpasning
  • Strategi for mobilitet
  • Strategi for CO2 reduktuion
  • Strategi for miljø
  • Strategi for natur og friluftsliv

Strategierne skal sætte en politisk ramme og retning for de kommende års arbejde på klimaområdet. Det er tanken, at strategierne også tænkes i en kobling til FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Hver strategi vil indeholde en vision for retningen på de kommende års arbejde, samt en handleplan, hvor igangværende og mulige fremtidige initiativer beskrives. I første omgang er udarbejdet strategier for henholdsvis mobilitet og klimatilpasning.

Som opfølgning på Klima- og Miljøpolitikken, og da vi som kommune ønsker at være med til at tage ansvar for en bæredygtig omstilling, har administrationen på det tekniske område udarbejdet forslag til en Strategi for Mobilitet. Strategien skal fremme overgangen til bærdygtige transportformer og dermed være med til at nedbringe transportsektorens store andel i udledningen af CO2.

Strategi for Mobilitet

Strategi for Mobilitet beskriver, hvordan Ishøj Kommune i de kommende år vil arbejde for at fremme den bæredygtige omstilling i transportsektoren. Strategien beskriver konkrete tiltag, der bl.a. skal få flere til at cykle, en byplanlægning der skal fremme den kollektive trafik og skabe gode overgange mellem miljøvenlige transportformer samt en plan for udrulningen af ladestandere i kommunen.

Strategien indeholder en handleplan, hvor de kommende handlinger på området er opridset. Det er bl. a. handlinger som, styrkelse af grønne forbindelser i byplanlægningen, intensivering af insatsen for at få borgerne til at cykle, fokus på gode skift og rigtige forbindelse i den kollektive trafik samt en plan for at styrke ladeinfrastrukturen til el-biler i kommunen.

Der ligger et iboende dilemma i at lægge en strategi for mobilitet. På den ene side arbejder vi for fleksibel og fri bevægelighed for alle, på den anden side lægges der i strategien op til, at vi som kommune ønsker vi at være med til at påvirke, hvordan borgerne bevæger sig og med hvilke transportmidler. Vi har i byplanlægningen et styringsværktøj, og de valg, vi tager i udformningen af vores by, er afgørende for, hvordan vi som borgere og brugere bevæger os. Det vil dermed altid være et valg, om vi vil fremme den bæredygtige transport og i nogle tilfælde favorisere denne omstilling på bekostning af de traditionelle diesel- og benzinudledende køretøjers vilkår. I nogle tilfælde vil et tilvalg af bæredygtige transportformer uvægerligt betyde en indskrænkning, eller et fravalg, af den traditionelle CO2-tunge trafik. Fx er parkeringsnormen i bykernen et værktøj, vi som kommune kan rykke ved for at styrke incitamentet til at benytte den offentlige transport.

Det er vurderingen, at strategien er tilvejebragt på myndighedernes eget initiativ og ikke er reguleret ved lov, bekendtgørelse, cirkulære eller lign., og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Strategi for Mobilitet vedtages, forudsat at udvalgets bemærkninger og ændringer bliver indarbejdet.

Beslutning

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at udvalgets bemærkninger og ændringer bliver indarbejdet, og at Strategi for Mobilitet behandles igen på de næste udvalgsmøder i Klima- og Miljøudvalget og i Teknik- og Bygningsudvalget.

Bilag

11. Strategi for Klimatilpasning

Resume

Med udgangspunkt i Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpolitik er der udarbejdet et udkast til en strategi for klimatilpasning. Dette dagsordenspunkt vil indgå som en del af det fælles temamøde for Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget til fælles drøftelse og kommentering. På temamødet vil Strategi for Klimatilpasning blive præsenteret af Cæcilie Færch fra CEJ.

Sagsfremstilling

På baggrund af Ishøj Kommunes klima- og miljøpolitik skal der udarbejdes i alt fem klimastrategier:

  • Strategi for klimatilpasning
  • Strategi mobilitet
  • Strategi for CO2 reduktion
  • Strategi for miljø
  • Strategi for natur og friluftsliv

Strategierne skal sætte en politisk ramme og retning for de kommende års arbejde på klimaområdet. Det er tanken, at strategierne også tænkes i en kobling til FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Hver strategi vil indeholde en vision for retningen på de kommende års arbejde, en handleplan, hvor igangværende og mulige fremtidige initiativer beskrives, ligesom der i strategierne også er oplistet nogle konkrete handlinger for, hvordan kommunen ønsker at arbejde med strategierne.

I første omgang er udarbejdet strategier for henholdsvis mobilitet og klimatilpasning. De sidste tre strategier udarbejdes i løbet af 2021.

Strategi for klimatilpasning

Strategi for klimatilpasning beskriver, hvordan Ishøj Kommune i de kommende år vil arbejde med håndtering af vand i natur og byområder. Strategien giver et samlet overblik over kommunens igangværende indsatser på området og lægger op til, at klimatilpasning i Ishøj fremover bruges aktivt som et værktøj til at skabe flere grønne og rekreative løsninger til gavn for kommunens borgere. Som eksempler på konkrete handlinger i strategien kan nævnes, at der ønskes udarbejdet et katalog med ideer til, hvordan kommunen i fremtiden kan støtte borgere og virksomheder i at tage et øget ansvar for håndtering af vand på private grunde og i lokalområderne. Samt, at det i forbindelse med kommunens generelle planlægning af nybyggeri, større renoveringer og befæstning af større arealer sikres, at vand kan løbe hen og opsamles der, hvor det gør mindst skade.

Klimatilpasningsopgaven indeholder en række dilemmaer. Herunder, at udgifterne til klimatilpasningsprojekter skal håndteres på den korte bane, mens fordelene først vil vise sig på lang sigt. Projekter for klimatilpasning skal sættes i gang, før problemerne opstår, og som oftest vil gevinsten vise sig ved, at man undgår en situation, som derfor bliver ved med ”blot” at være en teoretisk mulighed. Problem og gevinst ved projekterne vil ikke nødvendigvis blive tydelig for kommunens borgere, hverken på kort sigt eller lang sigt. Derfor er det vigtigt, at der skabes synergi og anden værdi i klimatilpasningsprojekter såsom etablering af nye rekreative områder. Desuden er der et dilemma omkring afvejning af ønsket om at aflede vand ved hjælp af grønne og rekreative områder versus ønsket om at udgå forringelser af eksisterende naturområder.

Det er vurderingen, at strategien er tilvejebragt på myndighedernes eget initiativ og ikke er reguleret ved lov, bekendtgørelse, cirkulære eller lign., og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at strategi for klimatilpasning vedtages forudsat, at udvalgets bemærkninger og ændringer bliver indarbejdet.

Beslutning

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at udvalgets bemærkninger og ændringer bliver indarbejdet, og at Strategi for Klimatilpasning behandles igen på de næste udvalgsmøder i Klima- og Miljøudvalget og i Teknik- og Bygningsudvalget.

Bilag

12. Meddelelser fra Formand og Administration

Sagsfremstilling

Oversigt over miljøsager.

Tilmelding til KL's Teknik- og Miljøkonference 2021 er åben.

Konferencen foregår virtuelt den 16. april 2021 og temaet er "Kommunalvalg - By, borger og bæredygtighed". KL's invitation findes under bilag.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

13. Godkendelse af protokol/referat

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, vil vi ved virtuelle møder oprette et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget beslutter, at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 22. februar 2021