Tilstede:
Sengül Deniz (A)
Ebbe Rosenberg (A)
Pia Skourup (V)
Charlotte Jørgensen (O)
Kalbyie Yüksel (F)
Fraværende:
Mødet sluttede kl. 17:30
Til efterretning.
Mødekalenderen for Kultur- og Fritidsudvalget for 2019, 2020 og 2021 fremlægges til godkendelse. Møderne ligger som udgangspunkt den tredje mandag i hver måned med undtagelse af juli, hvor der er sommerferie. Der er nogle måneder, hvor møderne foreslås flyttet pga. helligdage eller ferier.
Kultur- og Fritidsudvalget godkender mødeplanen for 2019, 2020 og 2021.
Tiltrådt.
Ishøj Byråd er optaget af sundhedsfremmende indsatser og strukturer, der kan bidrage til at løse samfundsproblemer og understøtte et sundere liv. En beslutning om at Ishøj Kommune har røgfri arbejdstid, røgfri skoletid og røgfrie matrikler vil netop være en struktur, der understøtter en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.
Med en røgfri fremtid er der et stort potentiale for, at kommunens borgere og ansatte får et bedre og længere liv. Tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har den største negative indflydelse på vores helbred, og nye nationale tal viser, at hver anden ryger vil dø af rygning. Udover menneskelige omkostninger ved rygning, så koster rygning kommunen mange penge. Det anslås, at de samlede kommunale meromkostninger til dagligrygere koster en kommune på størrelse med Ishøj 25.5 mio. kr årligt.
Forskning viser, at rygeforbud i det offentlige rum har signifikant effekt på rygerelaterede sygdomme og dermed også effekt i forhold til at ændre sociale normer for rygning. Arbejdet med strukturelle sundhedsfremmende og forebyggende indsatser har positiv indvirkning på social ulighed, idet de mere individuelle indsatser som informationsmateriale og kampagner primært rammer de mest ressourcestærke borgere.
Den videre proces lægger op til en høringsproces i bestyrelser mv., og forslaget bliver sendt i MED-systemet til information og drøftelse. MED-systemet bliver også involveret i forhold til, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skal stilles til rådighed for at støtte medarbejdere, der ønsker at stoppe med at ryge.
Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at administrationen fortsætter arbejdet med en kommunal rygestopindsats.
Tiltrådt.
Ishøj Svømmehal har udarbejdet forslag og indhentet tilbud til anskaffelse af skabe i Ishøj Svømmehal.
Tilbud med tegninger vedhæftes dagsordenen.
Ishøj Svømmehal har modtaget tilbud vedrørende opsætning af skabe i begge omklædningsrum med forventet levering på 10 uger.
Tilbud vedrører herre- og dameomklædningsrum, hvor der opsættes 40 skabe i hver afdeling samt etablering af yderligere skabe til brug for institutioner og andre større grupper.
De nye skabe kan benyttes med polet eller 20’er mønt.
Kultur og Fritidscentret har overvejet at indføre et elektronisk setup, der havde sammenhæng med betalingssystemet. Dette viser sig at være en større teknisk og økonomisk løsning, der på nuværende tidspunkt ikke vil være mulighed for at gennemføre. Endvidere vil den tekniske udvikling og den nye dataforordning være væsentlige argumenter for at afvente en sådan integration af de tekniske muligheder.
Der er i øjeblikket 92 skabe og 4 institutionsskabe på både herrre- og damesiden.
På investeringsoversigten for budget 2018 er der frigivet 200.000 kr. til skabe til opbevaring i omklædningsrum. Det samlede tilbud udgør 189.285 kr. excl. montering.
Udgifterne afholdes inden for budgetrammen og evt. restbeløb for montering over Ishøj Svømmehals driftsbudget.
Kultur og Fritidsudvalget vedtager, at Ishøj Svømmehals forslag godkendes.
Tiltrådt.
På mødet i KF i juni 2017 bevilligede udvalget midler fra udvalgets puljebeløb til pilotprojektet ”Kulturpakker for ældre på plejecentre”:
Formål - Primært:
· At forbedre den mentale sundhed for udvalgte grupper på kommunens plejecentre
Formål - Sekundære:
· At sætte faglig fokus på ”kultur og sundhedsfremme” som begreb
· At udvikle innovative tværsektionelle processer og samarbejder i Ishøj Kommune
· At kulturinstitutionerne udvikler tilbud til nye målgrupper (publikumsudvikling), og bidrager som aktiv samfundsaktør
· At opbygge nye relationer og samarbejder på tværs at Kultur- og Fritid og Center for Ældre og Rehabilitering
· At bygge videre på den gode erfaring med udvikling og tilrettelæggelse af Ishøj Kulturpakke for dagtilbud og skoler
Arbejdsgruppen for Kulturpakker for plejecentre startede pilotforløbet op 1. februar 2018, med en gruppe demensramte borgere på Torsbo. I april startede forløber for ældre på Kærbo som beskrevet i Status på KU i februar 2018.
Begge forløb gik over al forventning, med meget positive tilbagemeldinger fra alle de deltagende, både kulturinstitutioner, plejecentre og borgere.
Se fx dette indslag fra TV Ishøj https://youtu.be/r1SVRvsdy9s
I efteråret 2018 udvikles og gennemføres 2. del af pilotprojektet – som bygger videre på erfaringerne fra foråret, med de justeringer der er brug for. Vi starter op i primo oktober og afvikler 8- 10 uger frem, men en ugentlig afvikling på hhv. Kærbo og Torsbo, for en ny gruppe beboere.
Evaluering & vidensdeling
Baseret på vores oplevelser, og ønske om at dele vores erfaring har vi i projektet, i samarbejde med Arken og en ekstern journalist, arbejdet på en publikation om vores fælles erfaringer med ”Kultur som sundhedsfremme”.
Derudover har vi også stadig planer om en fælles videns/inspirationsdag. Forventet afholdt efterår 2018.
Publikationen ”Forglem mig ej” vedlægges som bilag. Teksten i sidste fase af gennemgang, men ikke endelig. Layout er ikke påbegyndt. Forventes færdig til distribution medio September.
Kultur- og Fritidsudvalget vedtager, at sagen tages til efterretning og henleder opmærksomheden på det fremsendte budgetforslag for 2019
Tiltrådt.
Ishøj Kulturskole fremsender ansøgning om støtte til arrangement i Ishøj Musikhus i forbindelse med projektet "Syng på tværs". Der ansøges om 12.000 kr. til transport.
Koncerten i Århus Musikhus vil være den 3. december. Det er tanken, at børnene fra Ishøj skal til Århus og være med til en stor koncert under det, der hedder World Music Center i Århus, hvor 300 børn optræder sammen. De vil skulle af sted om morgenen og kommer hjem om aftenen. Århus Musikskole har stor erfaring i at afholde disse koncerter, og det er en meget stor oplevelse for børnene. Det er en 5. klasse på Strandgårdskolen.
Da der i budgettet ikke er midler til denne bustur, vil den kun kunne gennemføres såfremt der kan findes financiering til en bus frem og tilbage.
Kort beskrivelse af projektet vedhæftes dagsordenen.
Der er dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets puljebeløb for udgiften. Oversigt over Kultur- og Fritidsudvalgets puljebeløb vedhæftes dagsordenen.
Kultur- og Fritidsudvalget vedtager, at der ydes støtte med 12.000 kr. til gennemførelse af turen til Århus.
Tiltrådt.
Tiltrådt
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj
Tlf. 43577575
Senest opdateret 1. november 2019