Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Økonomi- og Planudvalgets møde tirsdag 2. marts 2021 kl. 17.00

Lokation: Virtuelt møde via Teams


EKSTRAORDINÆRT MØDE


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

42. Skolesag (lukket punkt)

Beslutning

Lokalaftale mellem Ishøj Kommune og Ishøj Lærerforening er godkendt.

43. Fordeling af midler fra puljen til generelt løft af folkeskolerne

Resume

Regeringen og aftalepartierne bag finansloven har afsat 275 millioner kroner i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. fra 2023 og frem til et generelt løft af folkeskolen. Midlerne udmøntes gennem en tildelingspulje, som har til formål at sikre, at der bliver ansat flere lærere. Børne- og Undervisningsministeriet har meddelt, at Ishøj Kommune i 2021 modtager godt 1,6 mio. kr. til formålet. Det svarer til ca. tre lærerstillinger.

Børne- og Undervisningsudvalget behandlede på deres møde i februar en bevillingssag vedr. pulje til generelt løft af folkeskolen 2021. Udvalget besluttede, at midlerne, der i 2021 tilfalder Ishøj Kommune, skal fordeles på tre skoler, og at de midler, der tilføres Ishøj Kommune i de følgende år, prioriteres til de øvrige skoler i kommunen.

Udvalget besluttede ligeledes, at administrationen indhenter bidrag fra skolelederne med henblik på at forelægge forslag for Børne- og Undervisningsudvalget om kriterier for prioriteringer af, hvilke tre skoler, der skal tilføres midler fra 2021 og frem.

Sagsfremstilling

Skolelederne har på møde den 16. februar drøftet fordelingen, og foreslår, at midlerne i 2021 fordeles ligeligt mellem Vejlebroskolen, Gildbroskolen og Strandgårdskolen på baggrund af nedenstående kriterier:

  • Vejlebroskolen og Strandgårdskolen er udtaget til nationalt tilsyn grundet skolernes resultater.
  •  Alle tre skoler er undersøgt i forbindelse med parallelsamfundstilsynet.
  • De tre skoler har samtidig et relativt højt ulovligt elevfravær, jf. kvalitetsrapporten 2020.

Midlerne anvendes til ansættelse af lærere med henblik på en styrket indsats for nedbringelse af ulovligt fravær samt løft af elevernes resultater på de punkter, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet peger på i forbindelse med tilsynet/undersøgelse vedr. tilsynet. Udfordringerne er forskellige på de tre skoler, hvorfor skolelederne i samarbejde med lærerteamet konkret beslutter, hvordan de ekstra læreransættelser anvendes mest hensigtsmæssigt til formålet.

Skolelederne indstiller endvidere, at de øvrige skoler, der ikke har fået andel i midlerne i 2021 tilgodeses ved evt. bevilling af yderligere midler i 2022 og frem.

Økonomi

Ishøj Kommune modtager 1.608 mio. kr. til ansættelse af lærere i 2021. Der stilles krav om revisorpåtegnet regnskab for kommunernes anvendelse af midlerne, hvor det dokumenteres, at kommunerne har anvendt tilskuddet i overensstemmelse med formålet.

Eventuelt uforbrugt tilskud skal tilbagebetales til Børne- og Undervisningsministeriet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • der gives en tillægsbevilling til merindtægter på 1.608.000 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende folkeskoler.
  • der gives en tillægsbevilling til merudgifter på 1.608.000 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende folkeskoler.
  • midlerne fordeles ligeligt mellem Strandgårdskolen, Vejlebroskolen og Gildbroskolen efter kriterier foreslået af skolelederne.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

44. Pulje til forebyggelse af Coronasmitte i boligorganisationerne

Resume

Ishøj Boligselskab har ansøgt Ishøj Kommune om økonomisk tilskud til etablering af 57 spritdispensere. Dispenserne ønskes opsat inde i opgangene i boligafdelingerne til forebyggelse af Coronasmitte. På baggrund af ansøgningen foreslås det at oprette en pulje, som boligselskaberne i Ishøj Kommune kan søge penge fra til smitteforebyggende tiltag. Det kan eventuelt overvejes, om der skal være et krav om egenfinansiering for boligselskaberne på minimum 25 % af udgiften, og om ikke uforbrugte midler i puljen skal udløbe ved udgangen af 2021.

Sagsfremstilling

Beboerne i Ishøj Boligselskab er utrygge ved det nuværende høje smittetryk med Corona i Ishøj Kommune og opsætning af spritdispensere i opgangene kan medvirke til forebyggelse af Coronasmitte. Da indkøb af dispenserne økonomisk er en udgift, som ifølge Ishøj Boligselskab ikke vil kunne afholdes indenfor boligselskabets økonomiske rammer, ansøges der om et engangsbeløb, hvorefter Ishøj Boligselskab selv står for opsætning og fremtidig drift af dispenserne (herunder opfyldning af sprit). Tilbud er fremsendt på indkøb af 57 dispensere på i alt 52.126,50 kr. ex. moms (beregning er vedlagt som bilag).

Da situationen kan være den samme i andre boligorganisationer i Ishøj Kommune, samtidig med et akut behov for at få nedbragt smittetallene i Ishøj Kommune, foreslås det at oprette en pulje, som boligorganisationerne kan søge penge fra, til smitteforebyggende tiltag. Da det er vigtigt at få iværksat tiltagene hurtigst muligt, udbetales midlerne fra puljen efter først-til-mølle-princippet.

Lovgrundlag

I forhold til kommunalfuldmagtens regler er det som udgangspunkt ikke tilladt at yde støtte til virksomheder, enkeltpersoner eller særlige grupper af borgere, medmindre der er lovhjemmel til det. Der ses ikke at være direkte hjemmel i bekendtgørelserne udstedt i medfør af epidemiloven eller i sundhedsloven til at yde støtte til boligselskaberne i forhold til forebyggelse af Coronasmitte. Ud fra almennyttekriteriet kan kommunen dog gennemføre foranstaltninger, som kommer alle kommunens borgere, eller en sagligt afgrænset kreds af borgere, til gode. Henset til den nuværende situation med særligt høje smittetal i Ishøj Kommune, hvor kommunen i forvejen med hjælp fra sundhedsmyndighederne gør en ekstraordinær indsats for at forebygge og bekæmpe udbredelsen af Corona, kan puljen anses for et vigtigt sundhedsfremmende tiltag, som vil komme mange af borgerne i Ishøj Kommune til gode.

Økonomi

De 500.000 kr., som foreslås afsat til puljen, finansieres af kassebeholdningen, der efterfølgende afrapporteres til KL/staten som en Corona udgift.

Indstilling

Administrationen indstiller, at der tillægsbevilges 500.000 kr. til oprettelse af en pulje, hvorfra boligorganisationerne kan søge midler til tiltag, der kan forebygge Coronasmitte. Administrationen behandler indkomne ansøgninger til puljen, og fordeler pengene til relevante tiltag efter først-til-mølle-princippet. Dog kan der højst udbetales 50.000 kr. fra puljen pr. boligorganisation. Eventuelt uforbrugte midler i puljen tilbageføres til kassen ved udgangen af 2021.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der skal udarbejdes nye tildelingskriterier.

Forslag til tildelingskriterier eftersendes inden byrådsmødet.

Supplerende sagsfremstilling:

Siden Økonomi- og Planudvalgsmødet den 22. februar er der foretaget en undersøgelse af behov og eventuelle ønsker om tiltag i boligorganisationerne og i de største ejerforeninger med etageboliger (bilag vedlagt). Der er ca. 6.274 lejemål/boliger i alt (i boligorganisationerne 5.005 lejemål og i alle ejerforeningerne 1.269 boliger). Efter gennemgang af undersøgelsen forslås, at der højst kan udbetales 100 kr. (ex. moms) pr. lejemål/bolig fra puljen pr. boligorganisation/ejerforening. Forslag til tildelingskriterier er vedlagt i bilag 3.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der tillægsbevilges 500.000 kr. til oprettelse af en pulje, og at pengene tildeles efter kriterierne i bilag 3.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

45. Etablering af podeteam i forbindelse med genåbning

Resume

Regeringen har indgået en aftale med KL og Danske Regioner om, at flere borgere skal testes to gange om ugen for, at genåbningen af samfundet kan ske. I den forbindelse er der behov for at opbygge en egen podekapacitet i kommunen, der i forbindelse med genåbning af skolerne vil kunne teste både personale og de store elever. Der kan som udgangspunkt peges på to muligheder. Den ene mulighed er at rekruttere internt i organisationen. Det vil betyde en omlægning af nuværende opgaver for udvalgte medarbejdere, og dermed et reduceret serviceniveau. Den anden mulighed er at rekruttere eksternt til opgaven, hvilket vil betyde merudgifter for kommunen, som dog vil være en del af coronaregnskabet.

Sagsfremstilling

Med åbning for fysisk fremmøde på skoleområdet, forventes der et behov for systematisk Covid-19 kvik-test af såvel ansatte som store skoleelever. Administrationen foreslår en model, hvor der rekrutteres personale til opgaven, og så vidt muligt unge Ishøj borgere. Administrationen anbefaler endvidere, at Ishøj Ungdomsskole får ansvaret for at rekruttere og lede podepersonalet i samarbejde med skolerne. Derudover vil det være sundhedsplejen på de pågældende skoler, som via delegation vil have det sundhedsfaglige ansvar og tilsyn med podeopgaven på skolerne.

Det er endnu uvist, hvornår de store elever får lov til at komme fysisk i skole, og om alle eleverne får mulighed for at starte samtidig. Administrationen har estimeret udgiften til ansættelse af podepersonale op til 1,5 mio. kr., såfremt alle elever får lov til at starte samtidig fra midten af marts. Administrationen vurderer ikke, at det er muligt at finde den fornødne kapacitet i egen organisation til opgaven, uden at det vil gå udover serviceniveauet, hvorfor der peges på ekstern rekruttering til opgaven. KL opfordrer til, at der etableres en så fleksibel model som muligt i kommunerne, hvilket den foreslåede model er. Der vil være mulighed for at skrue op og ned alt efter det fremadrettede behov. Podeindsatsen vil kunne medregnes som en del af kommunens ekstraudgifter til COVID-håndteringen.

Lovgrundlag

Vi afventer den konkrete lovgivning på området.

Økonomi

De estimerede udgifter til rekruttering af podepersonale til skoleområdet vurderes samlet set til op imod 1.526.000 kr., såfremt alle elever fra 5. - 10. klasse vender tilbage fra 15. marts med fysisk tilstedeværelse på skolerne. Såfremt det kun bliver nogle klasser, der vender tilbage med fysisk tilstedeværelse på skolerne, eller at det bliver på et senere tidspunkt, vil de forventede udgifter tilsvarende reduceres.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at forslag om etablering af podeteam i forbindelse med genåbning godkendes, og at bevillingen søges ved budgetopfølgningen i april.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 9. marts 2021