Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Økonomi- og Planudvalgets møde tirsdag 6. november 2018 kl. 17.00

Lokation: Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj


Fraværende: Sami Deniz (SF)


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

214. Forslag om forblivelsespligt fra VEKS

Resume

VEKS foreslår, at der sendes et projektforslag med indførelse af forblivelsespligt i Tranegilde Fjernvarme i 4 ugers høring. Dette fremlægges til beslutning.

Sagsfremstilling

VEKS’ bestyrelse besluttede i september, at formandskabet skulle mødes med kommunerne, der omfatter Tranegilde Fjernvarme for at foreslå, at der indføres tilslutnings- og forblivelsespligt.  

Ishøj Kommune har tidligere besluttet tilslutningspligt (i Det store industriområde og Winthersminde Erhvervsområde, som ligger i Tranegilde-området ). Tilslutningspligt betyder, at grundejerne er forpligtet til at tilslutte sig og betale for tilslutningen af fjernvarme.

I Ishøj Kommune har der politisk ikke været tradition for at beslutte forblivelsespligt for fjernvarme.

Forblivelsespligt betyder, at eksisterende fjernvarmekunder forpligtes til at fortsætte med at være tilsluttet fjernvarme.

VEKS kommer meget sent med ønsket om, at forslaget om indførelse af forblivelsespligt behandles politisk. Det har derfor ikke været muligt at få afdækket alle de økonomiske og juridiske konsekvenser for Ishøj Kommune og forbrugerne på nuværende tidspunkt. Køge og Greve behandler også punkter om hhv. tilslutnings- og forblivelsespligt.

Tranegilde Fjernvarme er et lokalt fjernvarme-distributions selskab, der drives af VEKS og bl.a. forsyner Det store industriområde, Winthersminde Erhvervsområde, og ”Bananen” (kortbilag vedlægges). Baggrunden for fremsættelse af forslaget er, at VEKS er bekymret for likviditetet i 2024 og frem, når der skal ske tilbagebetaling for store investeringer, herunder etablering af Tranegilde Fjernvarme.

VEKS vurderer fortsat, at den samlede økonomi for fjernvarme i Tranegildeområdet er god på den lange bane. VEKS ønsker, at fjernvarmekunderne i Tranegilde pålægges forblivelsespligt for at have sikkerhed for indtægter fra kunderne for at kunne finansiere investeringerne. Tiltag med at pålægge kunderne forblivelsespligt er derfor også et forsøg på at minimere risikoen for, at interessenterne (dvs. kommunerne) kan komme til at dække et evt. likviditetsproblem.

Hvis der er besluttet og tinglyst tilslutnings- og forblivelsespligt for et område, kan dette kun frafaldes ved en ændring i lovgivningen eller i særlige tilfælde ved en dispensation.

Proceduren for indførelse af forblivelsespligt er, at Byrådet vedtager at sende et projektforslag om forblivelsespligt i høring i 4 uger. Forslag og høringssvar behandles og kan herefter evt. vedtages af byrådet.

VEKS ønsker, at dette iværksættes og afsluttes inden 31/12-18, da der fra 1/1-19 forventes at være sket en ændring i energilovgivningen, der betyder, at det ikke længere er muligt at indføre tilslutnings- og forblivelsespligt.

Hvis projektforslaget sendes i høring i 4 uger, og svaret herfra skal behandles inden årsskiftet, forudsætter det formentligt, at der afholdes et ekstraordinært byrådsmøde i december.

Det er ikke administrationens umiddelbare anbefaling at indføre forblivelsespligt, hvilket også er imod intentionen i lovforslaget. Beslutningsgrundlaget er imidlertid mangelfuldt. Administrationen anbefaler derfor at sende projektforslaget i høring mhp. at få mulighed for at genbehandle sagen efter høringen på et mere oplyst grundlag Det anbefales at sende spørgsmål til VEKS mhp. uddybning af projektets økonomiske og juridiske konsekvenser.  

Lovgrundlag

Energiloven og Varmeforsyningsloven. Der er pt. lovforslag om ændring af Energiloven i offentlig høring.

Økonomi

Der er ikke direkte en økonomisk konsekvens for Ishøj Kommune ved indførelse af forblivelsespligt. Det er fjernvarmekunderne, der forpligtes til at have fjernvarme som varmeforsyning.

VEKS skønner, at VEKS kan se frem til et samlet likviditetsgab fra 2024 og frem på 351 mio. kr., som interessenterne i sidste ende kan risikere at skulle dække. (Tranegilde skønnes at udgøre ca. 100 mio. kr. heraf). Ishøj Kommunes interessentandel udgør 4 %, svarende til ca. 13,4 mio. kr. samlet. 

Det er bl.a. uklart, hvilken betydning evt. indførelse af forblivelsespligt kan få for kommunen og forbrugernes evt. pligt til at dække et evt. likviditetsgab. 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at VEKS’s forslag om indførelse af forblivelsespligt i Tranegilde Fjernvarme sendes i 4 ugers høring,

at administrationen samtidig sender afdækkende spørgsmål til VEKS vedr. juridiske og økonomiske forhold, således at høringssvar og uddybende notat kan fremlægges inden årsskiftet til en samlet politisk behandling, og

at kommunen i høringsbrevet tilkendegiver, at byrådet ikke ønsker forblivelsespligt, men ønsker sagen fuldt belyst inden endelig stillingtagen.

 

 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 4. september 2019