Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Økonomi- og Planudvalgets møde mandag 23. marts 2020 kl. 16.30

Lokation: Rådhuset, Byrådssalen Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj


Fraværende:

Møde slut: 18.15.


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

53. Status på kommunens Coronaindsats

Sagsfremstilling

Administrationen giver mundtligt en orientering om kommunens håndtering af COVID-19 og den seneste udvikling.

Beslutning

Tiltrådt.

54. Klagesager på Økonomi- og Planudvalgets område

Sagsfremstilling

Der vedhæftes oversigt over klagesager til ankenævn på ydelsesområdet for februar måned.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning. 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

55. Indstilling om ansættelse af leder til dagplejen i Ishøj Kommune (lukket punkt)

Beslutning

Det tiltrædes, at den indstillede person ansættes som leder af dagplejen pr. 1. maj 2020.

56. Fremrykning af fakturabetaling

Resume

Som følge af situationen med Corona virus og for at støtte op om private leverandører, fremrykker Ishøj Kommune betaling af indkomne fakturaer.

Sagsfremstilling

Flere kommuner har besluttet at fremrykke betaling af modtagne fakturaer for derved at give en likviditetsmæssig håndsrækning til private leverandører. Denne foranstaltning er ligeledes anbefalet af KL.

Administrationen orienterede i mail af 17. marts 2020 Byrådet om, at Ishøj Kommune med virkning fra den 17. marts 2020 også har indført en sådan procedure.

Konkret er alle de godkendte fakturaer, der lå i systemet og ventede på at blive betalt når betalingsfristen udløb, blevet betalt straks. Det drejede sig om ca. 2.000 fakturaer med et samlet beløb på ca. 15 mio. kr.

Derudover vil fremtidige modtagne fakturaer blive betalt straks efter godkendelse, selv om betalingsfristen først er på et senere tidspunkt.

Denne midlertidige praksis vil fortsætte, indtil situationen har normaliseret sig.

Ifølge kommunens økonomiregulativ skal leverandørernes betalingsfrister følges, underforstået at regninger først betales ved forfald.

Derfor indstiller administrationen, at den midlertidige praksis godkendes.

Lovgrundlag

Ishøj Kommunes økonomiregulativ.

Økonomi

Der vil være tale om et hurtigere likviditetstræk, hvilket ikke vil udgøre noget problem.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at den midlertidige fremrykning af fakturabetaling godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

57. Overførsel af uforbrugte driftsmidler fra 2019 til 2020

Resume

Der søges om tillægsbevilling til at overføre mindre- eller merforbrug på driftsområderne fra 2019 til 2020.

Sagsfremstilling

Efter principperne i kommunens økonomiregulativ er det muligt til at overføre uforbrugte driftsmidler fra et regnskabsår til det næste. Formålet er at opnå en hensigtsmæssig udnyttelse og disponering af midlerne på driftsbudgettet. Det er således muligt for driftsstederne at spare op til konkrete anskaffelser og aktiviteter i det efterfølgende år. Tilsvarende kan et eventuelt opnået merforbrug reducere næste års driftsbudget.

Ved vurderingen af overførselsanmodningerne lægges der bl.a. vægt på årsagen til mindre- og merforbruget, hvad midlerne ønskes anvendt til i det nye år, kommunens likviditet og generelle økonomiske situation, herunder mulighed for at overholde servicerammen i det kommende år.

Principperne for overførsel af driftsmidler mellem årene vil i øvrigt blive revideret snarest muligt, og blive fremlagt i særskilt sag til politisk godkendelse.  

Fagcentrenes anmodninger om overførsler fra 2019 til 2020 er behandlet i direktionen. Der ønskes overført 9,893 mio. kr. i reelle driftsmidler. Hertil kommer 5,923 mio. kr. som vedrører særlige projekter og/eller projekter med ekstern finansiering. Endelig overføres der 2,441 mio. kr. som vedrører taksfinansierede institutioner, som vi er forpligtet til at overføre til næste regnskabsår.

Under finansforskydninger videreføres der 11,2 mio. kr. til grundkapitalindskud vedrørende nyt byggeri ved Vejleåparken, Solkysten og Balders Have.

De samlede ønskede overførsler af mindre- og merforbrug fremgår af vedlagte oversigtsskema.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabssystem, revision mv. Ishøj Kommunes regulativ for økonomistyring.

Økonomi

De overførte beløb tilføres driftsbudgetterne i 2020. Såfremt der ikke overføres et tilsvarende beløb fra 2020 til 2021, vil der være tale om et kassetræk og en potentiel overskridelse af servicerammen i 2020.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der gives tillægsbevilling til overførsel af driftsbevillinger for i alt 18,257 mio. kr. fra 2019 til 2020, jf. oversigtsskemaet Endvidere at der gives tillægsbevilling til overførsel af finansforskydningerne for 11,3 mio. kr.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

58. Regnskab 2019 - afgivelse til revisionen

Resume

Ishøj Kommunes årsregnskab for 2019 fremlægges med henblik på afgivelse til den revisionsmæssige gennemgang.

Sagsfremstilling

Ifølge reglerne skal årsregnskabet aflægges af Økonomi- og Planudvalget til Byrådet, så det kan afgives til kommunens revision, inden den 1. maj i året efter regnskabsåret.

Regnskabet der sendes til revisionen er vedhæftet som bilag. Det vil tillige foreligge i papirformat til Økonomi- og Planudvalgets møde - og til Byrådsmødet den 9. april.

Der kan fremhæves følgende hovedtal fra regnskabet for 2019:

  • Regnskabet balancerer i henhold til hovedoversigten med 2.678.966 mio. kr.
  • Der er et mindreforbrug på driften på 37,975 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget (oprindeligt budget plus tillægsbevillinger). Heraf udgør mindreforbruget inden for servicerammen 19,742 mio. kr.
  • Der er afholdt anlægsudgifter på i alt 51,356 mio. kr., og der videreføres 35,396 mio. kr. netto til 2020.
  • Kassebeholdningen udgjorde 204,009 mio. kr. ultimo 2019, og den langfristede gæld (ekskl. lån til ældreboliger) udgjorde 407,8 mio. kr. Heraf vedrører 29,7 mio. kr. indefrosset feriepenge.

Når revisionen har afsluttet sin gennemgang, fremlægges årsregnskabet til byrådets godkendelse sammen med revisionens årsberetning og administrationens besvarelse hertil. Dette er planlagt til at ske på Byrådets møde den 6. juni 2020. Den aktuelle situation med Corona virus kan dog betyde ændringer i det planlagte forløb.

I henhold til kommunens økonomiregulativ skal der aflægges regnskaber for anlægsprojekter, hvor bruttoudgifterne eller -indtægterne beløber sig til 2 mio. kr. eller mere. Anlægsregnskaber for de anlægsprojekter der er afsluttet i 2019 fremlægges til godkendelse.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov og cirkulære om kommunernes budget og regnskab, revision mv.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med afgivelse af årsregnskabet til revisionen.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at regnskabet for 2019 afgives til revisionen. Det indstilles tillige, at de fremlagte anlægsregnskaber godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

59. Godkendelse af regnskaber 2019 i Ishøj Forsyning generalforsamling

Resume

Der har den 11. marts 2020 været afholdt bestyrelsesmøde i Ishøj Forsyning Holding A/S, Ishøj Vand A/S, Ishøj Spildevand A/S og Ishøj Serviceselskab ApS, hvor årsrapporterne blev fremlagt og godkendt. De af revisionsfirmaet Deloitte udarbejdede årsrapporter vedlægges (Bilag 1.A,1.B,1.C,1.D). Samlet notat vedr. årsrapporterne vedlægges som (Bilag 1.E). 

Sagsfremstilling

Kommunen er eneaktionær i Ishøj Forsyning. Kommunen kan som eneaktionær kun tale med én stemme på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen i Ishøj Forsyning Holding A/S og datterselskaberne afholdes i forlængelse af byrådsmødet den 7. april 2020. Udkast til dagsorden i henhold til vedtægterne vedlægges (Bilag 1.F).

Udkast til protokollater vedrørende afholdelse af generalforsamlinger i Ishøj Forsyning Holding A/S samt datterselskaberne, Ishøj Vand, Ishøj Spildevand og Ishøj Serviceselskab vedlægges som (Bilag 1.H, 1.I, 1.J, 1.K).

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at årsrapporterne for Ishøj Forsyning Holdning A/S samt datterselskaber tages til efterretning. Byrådet bemyndiger borgmester Ole Bjørstorp og teknisk direktør Marie Louise Madsen til at repræsentere Ishøj Kommune på generalforsamlingen.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

60. Ishøj Fællesantenne, Status på Kabelplus' internetprodukter

Resume

Status på, om Kabelplus’ udbudte internethastigheder følger udviklingen i markedet, fremlægges til efterretning.

Sagsfremstilling

Den 5. marts 2019 besluttede byrådet at godkende Kabelplus’ opgradering af Ishøj Fællesantenne til docsis 3.1 med det forbehold, at Kabelplus skulle levere højere internethastigheder til IFA's brugere i takt med, at andre aktører på markedet blev i stand til at levere hhv. 1000/300, 1000/500 og 1000/1000 på et coax-net.

Da der er gået et år siden byrådets beslutning, gives en status på, om Kabelplus’ udbudte internethastigheder fortsat følger markedsudviklingen.

Pr. 1. marts 2020 er 1000/100 mbit den højeste internethastighed, som Kabelplus udbyder.

Kommunens tekniske rådgiver Brix & Kamp beskriver i vedlagte notat (notat vedlægges tirsdag d 16/3-20), at der fortsat ikke findes leverandører i Danmark, der kan levere internethastigheder på 1000/1000 mbit internet på et coax-net.

På den baggrund vurderer Brix og Kamp, at Kabelplus’ udbud af internethastigheder fortsat er markedssvarende.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

61. Vridsløselille Andelsboligforening, afd. 12 Gadekæret - Renoveringsstøtte og anvendelse af reguleringskonto

Resume

Landsbyggefonden har den 22. januar 2020 anmodet om kommunens bevilling af 1,6 mio. kr., til allerede godkendte tilskud/lån, i forbindelse med renoveringen (Helhedsplanen) i Gadekæret (bilag vedlagt). Samtidig har BO-VEST på vegne af Gadekæret ansøgt om kommunens godkendelse, om anvendelse af 91.797 t.kr. på afdelingens reguleringskonto (bilag vedlagt).

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd har på møde den 2. december 2008 godkendt en helhedsplan og skema A i Gadekæret med gennemførelse af støttede og ustøttede arbejder (bilag vedlagt). I den godkendte helhedsplan er det anført, at der i planen er indeholdt en kapitaltilførsel på i alt 8 mio. kr., og at den kommunale andel heraf udgør 1,6 mio. kr., svarende til 1/5 del af beløbet. Beløbet ses ikke at være afsat i forbindelse med den oprindelige godkendelse i 2008, og i ansøgningen om godkendelse af byggeregnskabet/skema C (bilag vedlagt), som Ishøj Byråd har godkendt på møde den 21. juni 2016, nævnes kapitaltilførslen heller ikke direkte i ansøgningen.

 

Under gennemførelsen af byggearbejderne gik entreprenøren Phil & Søn konkurs, og blandt andet derfor blev byggeregnskabet først udarbejdet i 2016 med et afsætningsregnskab på kr. 14.562.925. Når erstatningskrav mod boet efter Pihl & Søn, og Pihl’s garantiselskab TRYG er afsluttet, vil Ishøj Kommune få tilsendt regnskabet til godkendelse. BO-VEST orienterer løbende Ishøj Kommune om status i fremsendelse af regnskabet og oplyser, at BO-VEST er i dialog med Landsbyggefonden, og at varetagelse af tvistesagerne sker med juridisk bistand fra advokatfirma Poul Schmith, Kammeradvokaten.

 

Landsbyggefonden har nu fremsendt tilsagn til boligorganisationen på tilskud og lån, på grundlag af den godkendte helhedsplan til støttede arbejder - og omfanget af ustøttede arbejder er ligeledes godkendt af fonden. Landsbyggefonden ønsker nu kommunens udbetaling gennemført på grundlag af den oprindelige godkendelse af helhedsplanen - beløbet udgør fortsat 1,6 mio. kr. (bilag vedlagt).

 

Ved anvendelse af midler på reguleringskontoen skal boligorganisationen indhente både kommunes og Landsbyggefondens godkendelse. Landsbyggefonden har den 22. januar 2020 godkendt boligorganisationens fremsendte ansøgning og opgørelse om anvendelse af 91.797 t.kr. på reguleringskontoen til anvendelse af diverse merarbejder - med forbehold for kommunens godkendelse (bilag vedlagt).

Lovgrundlag

Almenboliglovens § 29, § 91, § 92, § 97 § 98, driftsbekendtgørelsens § 47, stk. 2 og Landsbyggefondens regulativ og vejledning af renoveringsstøtteordningen.

Økonomi

I afdelinger med støtte fra Landsbyggefonden skal der regnskabsmæssigt oprettes en reguleringskonto. Her henlægges eventuelle ekstraordinære driftsoverskud, tilskud m.v. i byggeperioden, som kommer til udbetaling, men hvor udgifterne til de støttede foranstaltninger endnu ikke er gennemført/faktureret. Udbetaling fra reguleringskontoen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

 

Efter de gældende regler i almenboligloven og Landsbyggefondens regulativ til ordningen omkring kapitaltilførsel, udgør kapitaltilførsel 1/5 (tilskud) fra boligorganisationen, 1/5 (lån) fra kommunen, 1/5 (lån) fra realkreditinstituttet og 2/5 fra Landsbyggefonden (1/5 lån, 1/5 tilskud). Udbetalingen af kapitaltilførsel sker først, når sagen er endelig afsluttet. I denne sag udgør kommunens andel (1/5) i alt 1,6 mio. kr.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Ishøj Kommune godkender, at boligafdelingens reguleringskonto benyttes til de ansøgte merarbejder.

Det indstilles endvidere at der bevilges 1,6 mio. kr. til den allerede godkendte kapitaltilførsel. Beløbet finansieres af Økonomi- og Planudvalgets pulje, der herefter udgør kr. 2.400.000.

 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

62. 1-års status på Brohuset

Resume

I Projektbeskrivelsen vedr. Vejlebrovej 45 og 45B fremgår det, at der årligt skal laves en status på projektet. I bilaget gives en status for 2019 og en orientering om planerne for 2020.

Sagsfremstilling

Siden købet i januar 2019 er der udarbejdet en disponeringsplan, etapeplan og tidsplan (se bilag B, B2, C og D). Desuden er udbuddet vedr. samarbejdspartner til rådgivning og entreprenør igangsat. I 2019 og primo 2020 er de første planlagte ombygninger gennemført (Ishøj Uddannelse og Job, Hjemmepleje og Hjemmesygepleje samt Lægecenter).

Derudover er det vedtaget, at der ikke skal ligge en daginstitution på grunden, samt at boligerne på den nordlige del af grunden er udskudt til efter færdiggørelsen af renoveringen af Brohuset.

Et mål for projektet har desuden været at sikre en effektiv udnyttelse af kommunale m² og i den henseende at sikre, at vi ikke udvider det samlede antal kommunale m² med købet af Brohuset. Dette mål er svært at nå på kort sigt. Der bliver hele tiden overvejet muligheder for, hvordan lokalerne kan anvendes optimalt og gerne af flere forskellige brugere, så kvadratmeterne kan bruges så effektivt som muligt. Anvendelse af kvadratmeter og synergier vil først kunne vurderes, når vi har det endelige overblik over funktioner og fremtidige brugere, herunder om der skal gøres plads til øjenlæger og evt. andre sundhedsfunktioner. For 2020 er der planlagt gennemførelse af udbud samt projektering og igangsættelse af udførelse af etape 1, og udarbejdelse af en midlertidig lokalplan. Der vil i 2020 fortsat være fokus på sikre samarbejdet i huset på tværs af de funktioner, der er i huset således, at vi kan realisere visionerne om synergi og liv i huset. Der bliver desuden udarbejdet en oversigt over de kommunale bygninger og lejemål udenfor Brohuset, der skal afhændes eller anvendes på anden vis, fordi funktionerne flytter ind i Brohuset.

For uddybende beskrivelse se bilag A.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen om Brohuset til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

63. (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt, at borgmesteren bemyndiges til at indgå aftale med vindende tilbudsgiver vedr. udbud - Brohuset.

64. Frigivelse af midler til lysprojektets 5. etape

Resume

Center for Park, Vej og Miljø søger midler frigivet til lysprojektets 2. etape, belysning på broer. Det betyder, at midlerne fremrykkes fra 2021 til 2020.

Sagsfremstilling

I forlængelse af lysprojektet på Ishøj Stationsforplads har kommunen i samarbejde med ÅF Hansen og Henneberg udarbejdet en helhedsplan til et permanent lysprojekt omkring hele Ishøj Bycenter. Der henvises til lysprojektet, der blev fremlagt i sin helhed på Byrådsseminaret d. 14. maj 2013.

Lysprojektet har styrket kvaliteten og funktionen af det offentlige rum. Projektet har gjort området omkring Ishøj Bycenter tryggere i de mørke timer og bidrager til at gøre området til et attraktivt sted at færdes.

I lysprojektet er der brugt særlige initiativer til at binde området sammen og til at skabe attraktive og trygge oplevelser omkring Ishøj Bycenter.

Der er i februar 2020 frigivet midler til lysprojektets 4. etape, som omhandler et samlet koncept for belysning på broer, samt udførelse af lysprojekt på to ud af fem broer. De resterende tre broer er jf. investeringsoversigten planlagt i 2021.

Det foreslås, at man i stedet samler etape 4 og etape 5 til en samlet etape, der kan udføres og afsluttes i 2020. Man opnår på denne måde en optimering i forhold til rådgiver- og entreprenørtimer, samt besparelser på indkøb af armaturer og lign., og man flytter en del af den samlede store anlægsudgift, der ligger i 2021 til 2020. Derudover giver det en stor effekt, hvis man lyssætter alle fem broer i 2020.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at 1 mio. kr. til 5. etape af lysprojektet fremrykkes og frigives jf. investeringsoversigten for 2021.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

 

Beslutning

Tiltrådt.

 

65. Den årlige sikringsplan samt forslag til forsikrings- og risikostyringsplan

Resume

Den årlige sikringsplan fremlægges til orientering. Denne indeholder en statusrapport for 2019 og en handlingsplan for 2020 for sikrings- og forsikringsområdet. Ligeledes præsenteres et forslag til forsikrings– og risikostyringsplanen.

Sagsfremstilling

Statusrapporten for 2019 beskriver hvilke sikringstiltag, der er foretaget på risikostyringsområdet for at forebygge og minimere skader. Handlingsplanen indeholder tiltag for 2020, der retter sig imod den forventede udvikling på området.  

Statusrapporten fremhæver områder, hvor der er blevet foretaget sikringstiltag. Der er i 2019 blevet arbejdet med brandsikring, og der er i denne sammenhæng blevet installeret ABA (automatiske brandalarmeringsanlæg) på de bygninger, hvor det ud fra en driftsmæssig og økonomisk vurdering skønnes formålstjenligt. Ligeledes er der blevet arbejdet med affaldshåndtering, brandfarligt oplag, tætning af huller i bygningsceller mv.

Omkring indbrudssikring, er der blevet arbejdet med sikring af vinduer med sikringsglas og installering af AIA (automatiske tyverialarmanlæg), hvor det vurderes at være relevant. Rapporten beskriver ligeledes arbejdet med tv-overvågning, lækagesikring samt arbejdsskadeområdet, hvor der i 2017 blev lavet en særaftale med vores arbejdsskadeadministrator Sedgwick, om en tidlig indsats overfor behandlingskrævende indsatser. Denne aftale har haft en positiv udvikling på kommunens omkostninger til arbejdsskader. Generelt ses en positiv udvikling ift. fald i antal skader og/eller omkostninger på området.

Handlingsplanen for 2020 beskriver mål og indsatser indenfor ovennævnte områder samt tryghedsskabelse, forsikringsadministration og forsikringer. Vi fortsætter tiltagene med fokus på brandsikring, tyverisikring og lækagesikring – og samtidig samarbejder vi med det tværfaglige netværk "Unge Udenfor" og politi omkring de tryghedsskabende indsatser, hvor de konkrete initiativer tilpasses efter de aktuelle ønsker og behov. Det skal påpeges, at vores nuværende forsikringsaftaler udløber ved udgangen af 2020, og der arbejdes derfor med fremstilling af udbudsmateriale i tæt samarbejde med vores forsikringsmægler Willis. Dette er en omfattende opgave, og der skal beskrives status og allerede igangværende sikringstiltag. Kommunen skal samtidig forholde sig til det fremtidige forsikringsniveau.

I forbindelse med dette udbud skal forsikrings- og risikostyringsplanen vedtages, denne omfatter samtlige af kommunens ansatte både i forhold til ansvar og arbejdsskader, bygninger, anlæg, biler, driftsudstyr og inventar/løsøre. Planen, som blev vedtaget i 2015, er blevet suppleret med to tilføjelser. Første tilføjelse er en beskrivelse af gruppen Unge Udenfor, som er blevet nedsat. Gruppen arbejder med forebyggelse af utryghedsskabende og uhensigtsmæssig adfærd på de kommunale udendørsarealer samt udvikling og afprøvning forskellige tiltag, der kan virke begrænsende på unges problematiske adfærd på de kommunale udendørsarealer. Anden tilføjelse omhandler arbejdsskadeområdet, og det beskrives eksempelvis, at de decentrale enheder har pligt til at anmelde enhver arbejdsskade eller krænkende hændelse i Insubiz.

Indstilling

Økonomi og Planudvalget indstiller, at

  • orienteringen om status for 2019 og handlingsplan for risikostyringsområdet for 2020 tages til efterretning samt
  • vedtager forslaget til forsikrings- og risikostyringsplanen.

Beslutning

Sendes retur til administrationen mhp. at vurdere evt. konsekvenser af coronavirussen.

Bilag

66. Forankring af investeringsprojekt

Resume

Erfaringerne fra investeringsprojektet ”Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge” (TIPS) har vist sig at være særdeles positive. Derfor besluttede Børne- og Undervisningsudvalget den 16. september 2019 at forankre projektet som en varig indsats i Center for Børn og Forebyggelse pr. 1. januar 2020. En forankring af indsatsen kræver, at der flyttes midler fra budgettet for anbringelser i Center for Børn og Forebyggelse (konto 5) til budgettet for lønmidler (konto 6) til at finansiere ansættelse af medarbejdere til at varetage indsatsen.

Sagsfremstilling

I foråret 2017 blev der bevilliget 2,92 millioner kr. til over en toårig projektperiode at afprøve projekt ”Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge” (TIPS). Heraf blev 1,46 millioner finansieret af Socialstyrelsens pulje til understøttelse af omlægning til en tidlig og forebyggende indsats på området for udsatte børn og unge. De resterende 1,49 millioner blev finansieret via Ishøj Kommunes investeringspulje.

Projektet var et investeringsprojekt, hvor formålet var at reducere antallet af anbringelser af psykisk sårbare unge. Antagelsen var, at hvis vi kunne sætte tidligere ind med en håndholdt indsats, ville behovet for anbringelse af psykisk sårbare unge blive reduceret. Indsatsens mål var således både at skabe bedre rammer og betingelser for familier med psykisk sårbare unge og samtidig at reducere udgifterne til anbringelse.

Evalueringen fra december 2018 viser først og fremmest, at forældrene til de 25 børn og unge, som havde været en del af projektet på det tidspunkt, generelt har været meget tilfredse med den tætte kontakt til kommunen, som indsatsen bl.a. indebærer. Vi kan endvidere konstatere, at antallet nyanbragte unge er væsentligt reduceret, hvilket projektet har været en central del af. Således er kun én ung i projektperioden blevet anbragt, og det er vurderingen, at projektet har forebygget mindst fire anbringelser. Anbringelser af unge koster ofte over kr. 100.000 pr. måned, hvilket betyder, at det vurderes af indsatsen klart har kunnet betale sig. Det har dog været nødvendigt at etablere flere forebyggende foranstaltninger i form af tæt familiebehandling og udvidede kontaktpersonordninger. Det er dog stadig en klar vurdering, at investeringen kan betale sig - både menneskeligt og økonomisk.

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet d. 16. september 2019 besluttede udvalget at forankre projektet som en varig indsats i Center for Børn og Forebyggelse. Forankringen af projektet kræver, at der flyttes midler fra budgettet for anbringelser i Center for Børn og Forebyggelse (konto 5) til budgettet for lønmidler (konto 6) til at finansiere ansættelse af to familierådgiver (2 x 30 timer/uge) og en psykolog (10 timer/uge).

Økonomi

Overflytningen af økonomi koster kr. 730.000 for ansættelse af to familierådgivere på 30 timer/uge. Udgifterne til psykologen vil være kr. 155.000 for 10 timer/uge. Dvs. en samlet flytning på kr. 885.000. Budget til lønninger til familierådgivere skal normalt afholdes på konto 6 (administration). Det er blevet undersøgt, om man økonomiteknisk kan betragte indsatsen som en foranstaltning under konto 5 (sociale ydelser), således at det ikke belaster kommunens administrationsudgifter. Der er ikke fundet lovhjemmel til dette, hvorfor der indstilles til, at budgettet til indsatsen overflyttes fra konto 5 til konto 6.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der varigt overflyttes kr. 885.000 fra budgettet for anbringelsesområdet (konto 5) til budgettet for lønmidler i Center for Børn og Forebyggelse (konto 6) til ansættelse af 1,6 stilling familierådgivere og 0,3 stilling psykolog. Budgetflytningen sker i forbindelse med kommende budgetopfølgning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

67. Ishøj i Kommunalt Erhvervsoverblik 2020

Resume

Ishøj Kommune er med i analysen Kommunalt Erhvervsoverblik 2020, udgivet i februar 2020.

Sagsfremstilling

Kommunalt Erhvervsoverblik er udarbejdet af Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden, som samler en række kommunale nøgletal og tegner en profil af rammerne i Region Hovedstadens 29 kommuner. Tabellerne bygger på de nyeste data fra Danmarks Statistik vedr. den økonomiske udvikling og erhvervsudvikling i kommunerne.

Nøgletallene viser udviklingen indenfor erhvervskonjunkturer såsom beskæftigelse, ledighed, arbejdspladser, iværksætteri, uddannelse mv. Nogle af resultaterne vil blive gennemgået herunder, mens hele analysen kan ses som bilag.

Ishøj Kommune har haft den mest positive udvikling på beskæftigelsesområdet fra 2016 til 2018 med 11 % stigning i antallet af beskæftigede borgere på arbejdssteder i kommunen. Udviklingen på dette område kan skyldes, at vi har fået flere virksomheder til Ishøj med mange nye arbejdspladser

I sammenligning med de andre kommuner i Region Hovedstaden har Ishøj den fjerde laveste beskæftigelsesfrekvens (71,5 %), dvs. at der er en forholdsvis lav andel af borgere i den erhvervsaktive alder, som er i beskæftigelse.

Der ses et fald i antallet af fuldtidsledige fra 2017-2019 på -25% i Ishøj, hvor den seneste ledighedsprocent i december 2019 var 5,7 %.

Dertil er udviklingen positiv ift. nyetablerede virksomheder fra 2015 til 2017, hvor Ishøj er steget med 11,1%, svarende til 139 virksomheder. Der har de senere år været ydet en rigtig god service til iværksættere i Ishøj Kommune og bl.a. stillet lokaler og værktøjer til rådighed til iværksættere.

Udviklingen i fuldført uddannelse viser, at der generelt er sket en stigning i antallet af Ishøj borgere, som får en uddannelse udover grundskolen, dog ses et fald i antallet der fuldfører en erhvervsfaglig uddannelse. Andelen af unge 16-24-årige, som hverken var i arbejde eller under uddannelse i 2018 lå på 17,3%.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

68. Ishøj nr. 25 i Lokale Erhvervspræstationer 2020

Resume

Ishøj Kommune ligger i 2020 med en samlet placering på en 25. plads i Lokale erhvervspræstationer. Placering i 2019 var en 43. plads. Kommunen er dermed rykket 18 pladser frem.

Sagsfremstilling

Lokale erhvervspræstationer 2020 rangerer alle danske kommuner på et samlet indeks, der måler de lokale erhvervspræstationer.

Indekset bygger på 22 nøje udvalgte indikatorer indenfor 3 hovedområder:

1) Arbejdspladser, indkomst og produktivitet

2) Iværksætteri og vækstvirksomheder

3) Eksport

- der bl.a. måler privat jobskabelse, andel af højproduktive virksomheder, overlevelse og jobskabelse blandt iværksættere, andel vækstvirksomheder og eksportaktivitet blandt private virksomheder. Indekset giver mulighed for at sammenligne præstationer på tværs af samtlige danske kommuner.

Ambitionen er, at indekset opdateres årligt, og at resultaterne fremadrettet bliver offentliggjort hvert år i januar måned. Det skal give danske kommuner et solidt grundlag for at vurdere deres erhvervsøkonomiske performance.

Arbejdspladser, indkomst og produktivitet

Et stort antal private arbejdspladser, mange højproduktive virksomheder og høj erhvervsindkomst blandt kommunens borgere er centrale erhvervsøkonomiske mål, der har stor betydning for det økonomiske grundlag i en kommune. Dette hovedområde rangerer kommunerne på baggrund af otte indikatorer på disse områder.

Ishøj Kommune er i 2020 landet på en placering som nr. 34 indenfor dette hovedområde, hvor placeringen året før var 52, dermed er kommunen rykket 18 pladser frem.

Iværksætteri og vækstvirksomheder

I dette hovedområde indgår ti indikatorer, der tilsammen giver et overblik over evnen til at skabe nye virksomheder og til at få mindre virksomheder til at vokse.

Ishøj Kommune er i 2020 landet på en placering som nr. 5 indenfor hovedområdet iværksætteri og vækstvirksomheder, hvor placeringen i 2019 var som nr. 14 og er dermed rykket 9 pladser frem.

Eksport

Hovedområdet eksport rangerer kommunen på baggrund af fire indikatorer, der belyser niveauet og udviklingen i hhv. antal af eksportvirksomheder og gennemsnitlig eksportværdi per virksomhed i kommunen.

Ishøj Kommune er i 2020 landet på en placering som nr. 81 indenfor dette hovedområde, hvor placeringen sidste år var 77 og er dermed gået 4 pladser ned.

Analysen er udarbejdet af Iris Group, og kommunernes samlede erhvervspræstationer er beregnet på baggrund af 22 indikatorer, der belyser forskellige områder af kommunernes erhvervspræstationer. Indikatorerne er baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistiks erhvervsregistre. Registrene omfatter Det Erhvervsstatistiske Register (ESR), Den generelle firmastatistik og Iværksætterdatabasen. Derudover anvender publikationen oplysninger om kommunernes indbyggertal og gennemsnitlige erhvervsindkomst, der er hentet fra statistikbanken.dk.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

69. Godkendelse af proces for udbud af hjemmeplejeydelser

Resume

Den nuværende aftale med den eksterne leverandør Altiden, som Ishøj Kommune har indgået kontrakt med om levering af hjemmeplejeydelser, udløber den 30. juni 2020. Der er derfor igangsat en proces om udbud af hjemmeplejeydelser. Sagen forelægges til godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget og sendes efterfølgende til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget samt til orientering i Seniorrådet og Handicaprådet.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune leverer hjemmeplejeydelser efter serviceloven §§ 83 og 83 a til kommunens borgere. Kommunen skal som minimum tilbyde borgerne at vælge mellem to leverandører, hvoraf den ene kan være den kommunale hjemmepleje. Ishøj Kommune indgik i 2018 kontrakt med Altiden (daværende Aleris) om levering af hjemmeplejeydelser. Kontrakten udløber pr. 30. juni 2020, hvorfor der er igangsat en udbudsproces om levering af hjemmeplejeydelser til Ishøj Kommunes borgere.

Ved seneste udbudsproces i 2017/2018 varetog konsulentfirmaet Tolstrup og Hvilsted opgaven på vegne af Ishøj Kommune. Tolstrup og Hvilsted har indgående erfaring med udbudsopgaver og ved sidste udbudsforløb leverede de et tilfredsstillende stykke arbejde for Ishøj Kommune. Derfor har administrationen valgt igen at indgå et samarbejde med Tholstrup og Hvilsted om udbudsopgaven.

Tolstrup og Hvilsted har udarbejdet tilbud om varetagelse af udbuddet på vegne af Ishøj Kommune. Af tilbuddet fremgår procesplan for udbud samt pris for varetagelse af opgaven. Af tilbuddet fremgår endvidere, at Tolstrup og Hvilsted anbefaler Ishøj Kommune at starte med ny leverandør pr. 1. november 2020, dvs. fire måneder efter den nuværende kontrakts udløb. Årsagen er, at erfaring viser, at sommerferieperioden er et dårligt tidspunkt for opstart med ny leverandør. I perioden fra den 30. juni - 31. oktober 2020 forlænges den eksisterende kontrakt med Altiden.

Det koster kr. 269.000 kr. for 2 klippekort á hver 100 timer at få Tolstrup og Hvilsted til at forestå udbudsprocessen. Såfremt der er klip tilbage efter udbuddet, kan disse bruges andre steder i kommunen. Det er administrationens vurdering, at der er behov for ekstern konsulentbistand til denne komplekse udbudsopgave, hvormed det sikres, at udbuddet lever op til de lovkrav, der er til udbud.

Center for Borger, Økonomi og IT samt Center for Voksne og Velfærd finansierer udgiften til udbuddet.

Vedhæftet er tilbud samt procesplan fra Tolstrup og Hvilsted.

Økonomi

Der vil være en udgift på kr. 269.000, som foreslås finansieret af videreførsler fra 2019/2020.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkender, at udbudsprocessen varetages af Tolstrup og Hvilsted samt beslutter, at sagen sendes til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget med anbefaling om frigivelse af kr. 269.000 af midler fra videreførsler til udbud af hjemmeplejeydelser. Sagen sendes til orientering i Handicaprådet og Seniorrådet.
Sagen sendes til Økonomi- og Planudvalget.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at Social- og Sundhedsudvalgets beslutning godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

70. Status på straksaktiveringsindsatsen

Resume

Straksaktiveringsindsatsen blev initieret af Beskæftigelsesudvalget og Økonomi- og Planudvalget i 2018 og har været i gang siden medio august 2019.

Sagsfremstilling

Administrationen fremlægger:

1.    Forslag til rammer for løbende nøgletal og effektmåling i straksaktiveringsindsatsen

2.    Status på straksaktiveringsindsatsen, herunder nøgletal for august – december 2019

3.    Overblik over sammenhængen mellem indsatserne i Ishøj Uddannelse og Job for de forskellige målgrupper

Resumé af nøgletalsnotat:

Straksaktiveringsindsatsen startede i august 2019. Nyeste nøgletal for august – december 2019 viser, at 18 borgere ud af 69 afsluttede borgerforløb fra straksaktiveringsindsatsen er kommet i job eller uddannelse. Dette svarer til 26 pct. af borgerne i indsatsen fra august 2019 - december 2019. 7 borgere er ikke kommet i beskæftigelse eller uddannelse inden for indsatsens 13 uger, og borgerne overgår til jobcenteret. Af de 7 borgere påbegynder 3 borgere uddannelse til august og 1 borger overgår til opkvalificering i jobcentret

Uddannelsesniveauet er forskelligt blandt borgerne i straksaktiveringsindsatsen.

31 borgere har folkeskolen som højeste gennemførte uddannelse, 9 borgere har gennemført en gymnasial uddannelse, 23 borgere har gennemført en erhvervsuddannelse og 2 borgere har en videregående uddannelse (der mangler uddannelsesoplysninger for 15 af borgerne).

Indstilling

Beskæftigelsesudvalget indstiller notatet ”Forslag til rammer for nøgletal og effektmåling i straksaktiveringsindsatsen” til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget.

Beskæftigelsesudvalget tager de fremlagte nøgletal for august-  december 2019 til efterretning og videresender sagen til Økonomi- og Planudvalget.

Beskæftigelsesudvalget havde en del spørgsmål til jobcenteret om straksaktiveringsindsatsen, jobcenteret vender tilbage med svar herpå.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at Beskæftigelsesudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

71. Nøgletal for beskæftigelsesområdet

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt et notat, som viser udviklingen over en længere årrække.

Bilag 1 og 2 supplerer hinanden og giver et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet i Ishøj Kommune.

(NB jobcenteret fremsender de nyeste nøgletal den 20. marts)

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 26. marts 2020