Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Social- og Sundhedsudvalgets møde mandag 10. februar 2020 kl. 17.00

Lokation: Rådhuset, mødelokale Arken


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

8. Godkendelse af kvalitetsstandarder for kropsbårne- samt tekniske hjælpemidler

Resume

Beslutningspunkt

Administrationen har udarbejdet forslag til kvalitetsstandarder indenfor de to hovedkategorier kropsbårne- samt tekniske hjælpemidler. Kvalitetsstandarderne forelægges Social- og Sundhedsudvalget til politisk behandling i Ishøj og Vallensbæk Kommuner. Kvalitetsstandarder sendes til høring i Senior- samt Handicaprådet.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet kvalitetsstandarder indenfor de to hovedkategorier Kropsbårne hjælpemidler samt Tekniske hjælpemidler (se bilag).

  • For kvalitetsstandarderne på området kropsbårne hjælpemidler gælder det, at indhold er uændret i forhold til eksisterende kvalitetsstandard. Dog er kategorien `Servicemål` ændret til kategorien `Sagsbehandlingsfrist`. Administrationen har ændret skemaets opsætning og ensrettet skabelon for kvalitetsstandarder således, at borgere bedre kan orientere sig i standarderne.
  • Kvalitetsstandarderne på området Tekniske hjælpemidler udgøres af et nyt og samlet katalog. Katalogets skemaer er standardiseret således, at områdets to hovedkategorier Kropsbårne- samt Tekniske hjælpemidler er ensrettede.

Kvalitetsstandarderne for Kropsbårne- samt Tekniske hjælpemidler sendes til høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Det foreslås, at høringsfristen fastsættes til d. 15.4. 2020, hvormed begge råd kan nå at behandle kvalitetsstandarderne på et rådsmøde. Social- og Sundhedsudvalget godkender endeligt kvalitetsstandarderne på udvalgsmødet i maj 2020.

Lovgrundlag

Serviceloven § 112, § 113, § 114, § 116.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender at sende de forelagte kvalitetsstandarder til høring i Senior- og Handicaprådet.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

9. Beslutning om at tilbyde klamydiahjemmetest til unge i Ishøj Kommune

Resume

Beslutningspunkt
Sex og Samfund har udviklet en klamydiahjemmetest målrettet unge, som er en test, den unge selv kan udføre hjemme. Erfaringer viser, at muligheden for hjemmetest fører til, at flere unge lader sig teste for klamydia. Administrationen anbefaler derfor, at Ishøj Kommune i en forsøgsperiode tilbyder klamydiahjemmetest til kommunens unge op til 30 år. Sagen forelægges Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Undervisningsudvalget til godkendelse.

Sagsfremstilling

Klamydia er en af de hyppigst forekomne kønssygdomme i Danmark. Behandlingen af klamydia er forholdsvis enkel, men for mange unge er det en barriere, at de skal til egen læge for at få testet, om de er smittet. Derfor har Sex og Samfund udviklet en klamydiahjemmetest, som er en test, den unge selv kan foretage hjemme. Det er erfaringen fra Sex og Samfund, at netop muligheden for at blive testet udenom egen læge ansporer flere unge til at blive testet for klamydia.  Ifølge rapport fra Sundhedsstyrelsen ligger Ishøj Kommune lavt i antallet af smittede unge i alderen 15-29 år. I 2018 var 16 ud af 1000 unge i aldersgruppen 15-29 år smittet med klamydia. Til sammenligning var der 33 klamydiatilfælde pr. 1000 unge i Solrød Kommune, som er den kommune med flest smittede, og 8 ud af 1000 var smittede med klamydia i Ærø Kommune, som er den kommune med færrest smittede. Fælles for alle kommuner er dog, at antallet af klamydiatilfælde er stigende, hvilket kan betyde to ting:

1. Flere unge lader sig teste for klamydia, hvilket betyder, at der bliver fundet flere smittede.

2. Hvis der findes flere unge med klamydia og det ikke skyldes, at flere er testet, tyder det på, at der reelt er et stigende antal smittede.

I Ishøj Kommune er andelen af unge i aldergruppen 15-29 år, der lader sig teste (testraten) ca. 10 %, hvilket er lavt sammenlignet med andre kommuner. Der er dermed sandsynlighed for, at det lave antal klamydiatilfælde i Ishøj Kommune, ikke er retvisende.

Administrationen i Center for Voksne og Velfærd har derfor kontaktet Sex og Samfund om mulighederne for at tilbyde klamydiahjemmetest til unge i Ishøj Kommune. Sex og Samfund har fremsendt tilbud om klamydiahjemmetest - se vedhæftede bilag.

Administrationen anbefaler, at Ishøj Kommune indgår i et samarbejde med Sex og Samfund om at tilbyde hjemmetest i en forsøgsperiode. Det anbefales, at forsøgsperioden løber indtil udgangen af 2020, hvorefter det evalueres om muligheden for hjemmetest har haft en indvirkning på antallet af unge, der lader sig teste.

Såfremt udvalgene godkender, at Ishøj Kommune indgår i et samarbejde med Sex og Samfund om at tilbyde klamydiahjemmetest, er det forventningen, at muligheden for hjemmetest vil være tilgængelig i første kvartal af 2020.

Vedhæftet er notat om klamydiahjemmetest, tilbud fra Sex og Samfund samt rapport fra Sundhedsstyrelsen vedr. forekomsten af klamydia for unge i alderen 15-29 år.

Økonomi

Sex og Samfund har fremsendt opstartstilbud om klamydiahjemmetest til Ishøj Kommune. Alle kommuner i Region Hovedstaden er samarbejdskommuner med Sex og Samfund. Det betyder, at der er 10 % rabat på opsætning af system samt på hjemmetestene:

  • Opsætning af system (engangsudgift): 5.000 kr.
  • Køb af 100 hjemmetest (180 kr./stk.): 18.000 kr.
  • Rabat: 2.300 kr.

I alt 20.700 kr.

Herefter vil der være et årligt gebyr: 4.500 kr. (inklusiv 10 % rabat) for drift af hjemmeside, udgift til indkøb af hjemmetest (180 kr./stk. ekskl. rabat) samt årlig status på projektet.

Udgifter til hjemmetesten foreslås finansieret via kommunens sundhedspulje.

Administrationen foreslår, at der fremlægges evaluering i februar 2021 til politisk behandling.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender,
at der i forsøgsperioden tilbydes klamydiahjemmetest til unge i Ishøj Kommune.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget foreslår, at viden om testen udbredes via Ungerådet, Ungdomsskolen, Vores Ishøj, Sundhedsplejen samt via skoleområdet. Der skal udarbejdes en pressemeddelelse.

Tiltrådt.

Bilag

10. Forslag til Kommuneplan 2020

Resume

Beslutningspunkt

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til Kommuneplan 2020 i offentlig høring i 8 uger sideløbende med den tilhørende miljørapport.

Sagsfremstilling

Kommuneplanen er den overordnede plan for den fysiske planlægning i kommunen. I kommuneplanen kan borgere og investorer orientere sig om, hvordan Ishøj Byråd vil realisere de visioner, som byrådet besluttede med Planstrategi 2016 samt byrådets 6 hovedpolitikker. Kommuneplanen sammenfatter således den fysiske udvikling af kommunen i de næste 12 år og tydeliggør hvilke udviklingsområder, der er i spil.

Af kommuneplanens rammer fremgår de konkrete byggemuligheder, som danner rammen for de efterfølgende lokalplaner. Af kommuneplanens retningslinjer fremgår det, hvordan der vil blive prioriteret indenfor en række fagområder både i lokalplanerne og i sagsbehandlingen samt en redegørelse herfor.

 

Ændringerne i kommuneplanen relaterer sig hovedsageligt til en opdatering og fastsættelse af rammer og retningslinjer i henhold til de:

  • byudviklingsmuligheder, som er blevet muliggjort i forbindelse med ændringer i den overordnede planlægning, herunder landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning - Fingerplan 2019 og landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet.
  • nye krav i planloven - herunder bl.a. udpegning af grønt danmarkskort, områder til produktionsvirksomheder og forebyggende planlægning for oversvømmelse.
  • de visioner, som byrådet vedtog med Planstrategi 2016.
  • de 6 hovedpolitikker, som byrådet vedtog i 2018.
  • de kommuneplantillæg, der er vedtaget siden den seneste kommuneplan.

 

Derudover er alle kommuneplanrammer, retningslinjer og redegørelser gennemgået, opdateret og tilpasset ny digital struktur i det statslige plansystem - plandata.

Kommuneplanen opdateres som udgangspunkt hvert 4. år og i den mellemliggende periode udarbejdes der kommuneplantillæg for enkelte rammeområder ved behov.

Kommuneplanen har været under udarbejdelse over en længere periode. Emner, som planlovsændringer og nye landsplandirektiver samt temaerne; "Ishøj i udvikling", "Grønt danmarkskort", "Strandparken", "Mobilitet" og "Byens grønne struktur", har været en del af Byrådsseminar og Budgetseminar i 2019. I forhold til de nye muligheder i landsbyerne har der været afholdt borgermøde omkring landsbyudvikling i Vestervang i 2018.

Ishøj Kommuneplan er digital og kan tilgås med følgende link:

http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?planId=15

Der afholdes et borgermøde i høringsperioden, hvor interesserede borgerne kan få lejlighed til at spørge ind til forslaget.

Af vedlagte bilag er der redegjort nærmere for ændringerne.

I henhold til gældende lovgivning er der udarbejdet en miljørapport af planen, som sendes i høring sideløbende med forslaget til Kommuneplan 2020. Miljørapporten fremgår af den digitale portal (benyt link ovenfor) under fanen 'Om planen' - klik derefter på Miljøvurdering.

 

Lovgrundlag

Lov om Planlægning kapitel 4

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag til Kommuneplan 2020 vedtages og sendes i høring i 8 uger samt at der afholdes et borgermøde i høringsperioden.

 

Beslutning

Der afholdes borgermøde d. 13. februar 2020 kl 17-18 i Byrådssalen.

Tiltrådt.

Bilag

11. Ishøj for Verdensmålene

Resume

Drøftelsespunkt

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. De udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter FN's 193 medlemslande til at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.

Byrådet besluttede på mødet den 7. januar 2020, at bevillige 100.000 kr. fra Økonomi- og Planudvalgets pulje til afholdelse af ”Danmark for Målene” den 15. maj i byhaven.

Sagsfremstilling

Som forberedelse til arrangementet den 15. maj opfordres Social- og Sundhedsudvalget til at drøfte, hvorledes udvalget og udvalgets område kan bidrage til arrangementet med aktiviteter, debatter og lign.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget drøfter, hvorledes udvalget og udvalgets område kan bidrage til arrangementet “Ishøj for målene”.

 

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget foreslår følgende temaer:

- Ulighed i Sundhed

- Dialog med lokale patientforeninger og frivillige

- Event, hvor borgerne kan få målt deres sundhed

- Præsentation af aktiviteter fra Projekt Sundhedstjek

- Fokus på forebyggelsesaktiviteter

12. Drøftelse af input til ny praksisplan for almen praksis i Hovedstaden

Resume

Ishøj Kommune har modtaget invitation fra KKR Hovedstaden til at give input til ny praksisplan for almen praksis i Region Hovedstaden. Administrationen har derfor udarbejdet et udkast til input fra Ishøj Kommune, som hermed sendes til politisk drøftelse og behandling.

Sagsfremstilling

Praksisplanen beskriver almen praksis opgaver, snitflader til det øvrige sundhedsvæsen, samt overvejelser om kapacitet og fysisk placering af ydernummer. Den ny praksisplan skal gælde fra midten af 2021.

Administrations udkast er bygget op over de fire emner, som KKR´s Embedsmandsudvalg for Sundhed har foreslået bliver prioriteret:

- Samarbejdet omkring de kommunale akutfunktioner.

- Sikring af den nødvendige lægedækning i kommunerne.

- Tilgængelighed i almen praksis - i forhold til hvordan vi sikrer, at almen praksis er tilgængelig for kommunens fagfolk.

- Fokus på borgere med kronisk sygdom.

Social- og Sundhedsudvalget tiltrådte i december 2019 Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden. En samarbejdsaftale med gode elementer, hvorfor Ishøj Kommune gerne ser, at der sikres sammenhænge til relevante samarbejdsaftaler, som denne, i den nye praksisplan. Lægedækning er stadig noget dårligere i Ishøj Kommune end i Region Hovedstaden. Derfor er det et vigtigt fokuspunkt for Ishøj Kommune, at den nødvendige lægedækning sikres, så alle borgere har nem og lige adgang til lægehjælp. Det understøtter mere lighed i sundhed.
Ishøj Kommune foreslår, at der sikres let adgang til kompetenceudvikling, herunder rådgivning og vejledning på tværs af sektorer og faggrupper. Det kan sammen med etablering af et samarbejdsforum, hvor kommunens udførende personale kan deltage, være med til at understøtte et bedre samarbejde mellem almen praksis og kommune, hvor kommunens fagfolk har lettere adgang til almen praksis - dette for at skabe bedre sammenhængende borgerforløb. Ishøj Kommune har en høj andel af borgere med kronisk sygdom, og det er vigtigt, at der sikres et godt og koordineret samarbejde omkring borgernes forløb.

Vedhæftet er Invitation til at give input til ny praksisplan for almen praksis i Hovedstaden samt Input fra Ishøj Kommune til ny praksisplan for almen praksis i Hovedstaden - udkast.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget drøfter administrationens udkast til ny praksisplan for almen praksis og sender sagen til Byrådet.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

13. Orientering om kvalitetsstandard og arbejdsgang for forebyggende hjemmebesøg

Resume

Beslutningspunkt

Kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg forelægges i en revideret version. Ydermere fremstilles en kort orientering om, hvordan vi i Ishøj Kommune arbejder med at udføre forebyggende hjemmebesøg.

Sagsfremstilling

På Social- og Sundhedsudvalgets møde i juni 2019 blev kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg besluttet. I det konkrete arbejde i praksis har der siden vist sig at være nogle udfordringer i forhold til omsorgssystemet Cura, samt et ønske om at prioritere opmærksomheden på én af de beskrevne målgrupper for borgere med særlige behov. Derfor fremlægges forslag til kvalitetsstandarden med følgende justeringer:

  • En præcisering af, at der ikke tilbydes besøg til de borgere, hvor det er muligt for os at have viden om, at de i forvejen modtager praktisk hjælp fra Ishøj Kommune.
  • Hos de borgere, hvor der er et udredningsforløb i gang, eller der allerede foreligger en diagnose på en demenssygdom, overtager Ishøj Kommunes demenskoordinator de forebyggende hjemmebesøg i hjemmet. Dette gælder også for en eventuel ægtefælle.
  • At der sendes breve til alle nye 75-årige uden fastlagt tidspunkt. Det betyder, at de selv aktivt skal henvende sig for at aftale et besøg. Denne praksis er ny og ønskes afprøvet, da medarbejderne oplever at bruge meget tid på at planlægge faste besøg, hvorefter de ofte bliver aflyst eller, at borgerne ikke er hjemme. Denne nye metode ønskes afprøvet og evalueres efter 3 måneder, for at følge op på, hvor stor en del af målgruppen, der tager imod tilbuddet om besøg, når de selv aktivt skal henvende sig.
  • Hvis der bor et ægtepar på adressen og begge er i målgruppen for besøg, så sendes et samlet brev uden fastlagt tidspunkt til deres adresse. Er der et ønske om at få et individuelt besøg aftales dette.

 

I forhold til den konkrete udførelse af de forebyggende hjemmebesøg, fremlægges desuden en kort orientering om, hvordan vi i Ishøj Kommune arbejder med at udføre forebyggende hjemmebesøg. Overordnet set beskriver den at:

  • Forebyggelseskoordinatorerne har fokus på at opspore og forebygge ensomhed og mistrivsel
  • Forebyggelseskoordinatorerne motiverer gennem deres samtaler borgerne til deltagelse, øget egenomsorg og fokus på egne ressourcer
  • Forebyggelseskoordinatorerne er for mange borgere bindeled til andre instanser i Ishøj Kommune samt brobygning til lokalsamfundet i Ishøj 

  

 Se vedhæftede reviderede kvalitetsstandard samt notat.

 

Lovgrundlag

Servicelovens § 79a

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender at sende revideret kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg til høring i Seniorrådet med høringsfrist pr. 1. marts 2020.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

14. Orientering om midtvejsevaluering af projekt sundhedstjek for udsatte borgere

Resume

Orienteringspunkt
Pilotprojektet projekt sundhedstjek for udsatte borgere, er mere end halvvejs gennem den toårige periode, projektet løber i. Derfor har Center for Voksne og Velfærd i samarbejde med Sundhed og Analyse lavet en midtvejsevaluering af projektet. Evalueringen forelægges til orientering og sendes efterfølgende til orientering i Handicaprådet.

Sagsfremstilling

Projekt sundhedstjek er et toårigt pilotprojekt målrettet 40 udsatte borgere med tilknytning til socialpsykiatrien i Ishøj Kommune. Undersøgelser viser, at udsatte borgere generelt har en dårlig sundhedstilstand, og i gennemsnit lever 12 år kortere end normalbefolkningen. Endvidere viser undersøgelser, at udsatte borgere har svært ved at navigere i det offentlige sundhedssystem, og derfor sjældent opsøger læge. Det primære formål med projektet er dermed at undersøge, hvorvidt en håndholdt og målrettet sundhedsindsats kan forbedre udsatte borgeres sundhedstilstand samt styrke kontakten til det offentlige sundhedssystem, herunder særligt den praktiserende læge.

Projektet startede i oktober 2018, og slutter således med udgangen af september 2020. Der er lavet en midtvejsevaluering, som beskriver de foreløbige resultater og erfaringer med projektet.
Midtvejsevalueringen viser overordnet;

  • At det udvidede lægetjek af borgernes sundhedstilstand fører til, at sygdomme og begyndende sygdom findes og den nødvendige behandling iværksættes.
  • At stort set alle borgere i projektet har et stort ønske om at gøre noget ved deres sundhedstilstand, men at det for nogle borgere er meget svært, selvom de i projektet tilbydes håndholdte indsatser målrettet deres behov. Dette kan blandt andet tilskrives, at der er stor forskel på de borgerne i projektet. Nogle borgere har et relativt højt funktionsniveau, og andre borgere har mange og komplekse udfordringer.
  • At der er en sammenhæng mellem mængden af udfordringer hos borgere i projektet og kapaciteten til at gøre handle på de sundhedsudfordringer, de har.
  • At det tyder på, at den håndholdte og målrettede sundhedsindsats, der kendetegner projekt sundhedstjek, rent faktisk medvirker til, at udsatte borgeres sundhedstilstand bedres.

Ved projektets afslutning i oktober 2020 vil der blive foretaget en afsluttende evaluering. I den forbindelse vil der blive foretaget endnu et udvidet sundhedstjek ved egen læge. Derudover vil der blive foretaget interviews med borgere fra projektet for at få deres perspektiv på forløbet, herunder hvorvidt de har fået styrket kontakten til sundheddssystemet. Samtidig med den afsluttende evaluering vil der med udgangspunkt i den læring, projektet har givet, blive fremlagt anbefalinger til, hvordan man fremadrettet kan understøtte, at udsatte borgeres sundhedstilstand bedres.

Vedhæftet er midtvejsevaluering samt bilag.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget
tager midtvejsevalueringen til efterretning og sendes sagen til orientering i Handicaprådet.

Beslutning

Tiltrådt. Sagen skal endvidere sendes til Udsatterådet.

Bilag

15. Orientering om økonomi vedr. ældrecafé i Torslunde

Resume

Orienteringspunkt

Der fremlægges et kort notat vedr. økonomi i Torslundecaféen.

Sagsfremstilling

Ældrecaféen i Torslunde har siden 2016 eksisteret og fungeret i et samarbejde mellem Ældresagen, Team Frivillighed og Lokalsamfund i Ishøj Kommune og frivillige fra Torslunde. Der er visse udgifter forbundet med at drive caféen i Torslunde, og der har gennem tiden været indgået forskellige aftaler vedr. caféens økonomi og tilskud fra Ishøj Kommune. Da dele af de midler, der har været lavet aftale om ikke længere eksisterer, er det tid til at se på aftalerne og indgå nye.

En af kerneværdierne i det arbejde, der foretages på det frivillige sociale område i Ishøj, er at initiativerne på sigt skal blive så selvkørende som muligt, sådan at de ikke påvirkes eller styres af kommunale, politiske eller økonomiske ændringer. Det er desuden en generel praksis, at frivillige tiltag i Ishøj opfordres til at søge om paragraf 18 midler til den videre forankring.

I forhold til den fremtidige praksis i Torslundecaféen foreslås følgende:

  • Team Frivillighed og Lokalsamfund indkalder til et møde, hvor der igangsættes en dialog om betaling af leje for det lokale, som Torslundecaféen afholder café i. Ishøj Kommune ønsker at understøtte, at der forefindes frivillige aktiviteter for borgerne i området omkring Torslunde og Ishøj Landsby, og ønsker samtidig, at caféen ikke i samme grad er afhængig af kommunale midler for at kunne eksistere.
  • Team Frivillighed og Lokalsamfund indgår i en dialog med caféen og det foreslås, at Torslundecaféen senest til december 2020 ansøger om paragraf 18 midler til at dække de udgifter, der er i forbindelse med fx. at afholde større arrangementer og at invitere oplægsholdere til caféen. Alternativt kan prisen for kaffe og kage sættes op, eller der kan besluttes en mindre deltagerbetaling til arrangementerne.

 

Se vedhæftede notat.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om økonomi Torslundecaféen til efterretning.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at der bevares en frivillighedscafé i Thorslundeområdet, herunder at der fra kommunens side sikres lokaler hertil fremover.

Tiltrådt.

16. Meddelelser

Resume

Orienteringspunkt

Sagsfremstilling

  • Udvalgets studietur til London flyttes til ultimo august - primo september 2020, da det er et bedre tidspunkt for værterne. Mulige forslag til datoer aftales.
  • Sundhedsstyrelsen har gennemført 2 undersøgelser på alkoholområdet. Den første er en kortlægning af området, og den anden er et servicetjek (se bilag). Begge rapporter konkluderer, at kommunerne har løftet kvaliteten i alkoholbehandlingen. Der er kommet mere sundhedsfagligt personale i behandlingen, uddannelsesniveauet er højnet, og flere er kommet i behandling. Der er områder, hvor der fortsat er udfordringer, idet mange borgere ikke er i behandling, der er for stor variation i kvaliteten, og kommunerne er udfordret på den lægefaglige del. Sundhedsstyrelsen tillægger indførsel  af kvalitetsstandarder en stor betydning i det fremtidige arbejde med at højne kvaliteten yderligere. KL ser derfor frem til drøftelser med Sundhedsministeriet om dette, og har en klar forventning om, at den nødvendige finansiering medfølger.
  • Der er kommet invitation fra KL og KKR til politisk tværkommunalt dialogmøde om socialområdet i Hovedstaden d. 21. april kl. 15-18 i Rødovre (se bilag).
  • Vedr. retningslinjer for håndtering af ny coronavirus for sundhedspersonale uden for hospital informerer Sundhedsstyrelsen om følgende:

      - I tilfælde af, at man i Hjemmepleje og Hjemmesygepleje leverer ydelser til en borger i hjemmet som ikke er diagnostiseret endnu: Alle personer under mistanke for at være smittet med coronavirus indlægges til prøvetagning og observation på en specialiseret hospitalsafdeling. Det vil derfor ikke være aktuelt, at en person under mistanke for smitte, skal have hjemmepleje eller hjemmesygepleje.

      - I tilfælde af, at man i hjemmepleje og sygepleje skal levere ydelser til en borger, efter borgeren er diagnosticeret med coronavirus og udskrevet: Hvis personen er diagnosticeret med coronavirus, vil personen blive indlagt og isoleret på en specialiseret sygehusafdeling. Personen vil ikke blive udskrevet igen, før man er sikker på, at der ikke er smittefare. Der vil derfor ikke være behov for særlige forholdsregler ved pasning af en person, som har været indlagt med den nye coronavirus og er udskrevet igen til hjemmet.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager meddelelserne til efterretning.

 

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget foreslår, at studieturen til London bliver den 26-28 november 2020. Administrationen arbejder videre med disse datoer.
Tiltrådt.

Bilag

17. Nøgletal

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om nøgletal (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om nøgletal til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

18. Efterretninger

Resume

Orienteringspunkt

 

Sagsfremstilling

Serviceloven § 82, enkeltydelse, aktivloven: 1 (tandbehandling).

Serviceloven § 83: 1 (vaskeordning).

Serviceloven § 100: 2 (merudgifter, hjælpemiddelområdet).

Serviceloven § 164: 1 (tilbagebetaling af teori, manøvrebane, førstehjælpskursus).

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orientering om klagesager til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

19. Evt.

Beslutning

Førtidspensionsområdet: Der var i 2019 en voldsom tilgang i antallet af førtidspensionstilkendelser. Der fremlægges en sag herom til Økonomi- og Planudvalget ultimo februar i forbindelse med den administrative budgetopfølgning.

Gaver Kærbo: Administrationen informerede om, at beboere på Kærbo fremover ikke får gaver i forbindelse med fødselsdage, jul og nytår, men at man får en fødselsdagskage ved fødselsdag. Således er der samme regler på Kærbo som på Torsbo, og reglerne følger Ishøj Kommunes gaveregulativ.

Satser for pasning af nærtstående i eget hjem. Indenrigs- og Socialministeriet har konstateret fejl i de udmeldte takster for pasning af nærtstående i eget hjem. I Ishøj drejer det sig om tre sager, og der er rettet op herpå. Det drejer sig om 583 kr. i alt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 11. februar 2020