Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Social- og Sundhedsudvalgets møde tirsdag 11. juni 2019 kl. 17.00

Lokation: Pitstop, Ishøj Søvej 1


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

73. Orientering fra afd.leder Anette Rix, Pitstop

Resume

Afdelingsleder Anette Rix og faglig leder Lærke Demant-Ladefoged, vil orientere om det sidste halve års udvikling af Pitstop, samt komme med en status på igangsatte tiltag, personalesituation og afholdt tilsyn.

Indstilling

Forslag til Indstilling:

Social - og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning

74. Orientering om tilsynsrapport for Pitstop april 2019

Resume

Socialtilsyn Hovedstaden har den 11. april udarbejdet en tilsynsrapport for misbrugsbehandlingen Pitstop. Tilsynsrapporten er udarbejdet på baggrund af et besøg fra Socialtilsyn Hovedstaden på Pitstop den 20. februar 2019 samt et høringssvar fra Kløverengen fra den 10. april 2019. Denne sagsfremstilling der orienterer om tilsynsrapporten, forelægges ligeledes Vallensbæk Kommune, og sendes til Udsatterådet.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden konkluderer i tilsynsrapporten, at Pitstop er i en udviklingsproces, hvor det vurderes, at Pitstop har fået implementeret flere nye tiltag. Socialtilsyn Hovedstanden fremhæver i tilsynsrapporten, at:

  • Pitstop har udvidet sin åbningstid med henblik på at tilbyde aftengrupper til de borgere, der er i arbejde eller uddannelse i dagtimerne.
  • Der er opstartet gruppebehandling.
  • Dokumentationen er ved at blive systematiseret og gjort ensartet.
  • Ledelsen har en klar vision for tilbuddet, og formår at give medarbejderne ejerskab i processen om at udvikle tilbuddet.
  • De fysiske rammer er velegnede til formålet, ikke-institutionelle og hyggelige. Borgerne mødes med respekt og anerkendelse, og trusler og vold forekommer ikke.
  • Medarbejderne har relevante uddannelser, kompetencer og erfaring i forhold til målgruppens behov, og de har en god kontakt til borgerne.
  • Pitstops pædagogiske indsats understøtter borgernes sociale kompetencer og selvstændighed.
  • Antallet af borgere i behandling er stigende.
  • Udviklingsprocessen har resulteret i udskiftning blandt både ledelse og medarbejdere.

Indstilling

Forslag til indstilling:
Social- og sundhedsudvalget tager
tilsynsrapport for Pitstop af april 2019 til efterretning. Sagen sendes til Udsatterådet til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

75. Drøftelse af budget 2020 besparelsesramme

Resume

Som led i budgetprocessen fortsætter Social- og Sundhedsudvalget drøftelserne om budget 2020 inden for udvalgets områder. Udvalget drøfter administrationens forslag til besparelser og prioriterer hvilke forslag, der skal indstilles til den videre budgetproces.

Sagsfremstilling

Fagudvalgene drøftede på møderne i maj budgetsituationen i 2020, som den kendes pt., herunder budgettet inden for udvalgenes områder. I følge Tids- og handleplanen for budgetarbejdet, drøfter fagudvalgene igen budget 2020 på møderne i juni. 

Spareramme for Social- og Sundhedsudvalget udgør 2,5 mio. kr. ud af i alt 10 mio. kr.

Administrationen har udarbejdet vedlagte forslag til besparelser, som summer op til 3,2 mio kr.

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social-og Sundhedsudvalget drøfter administrationens forslag til besparelser, og prioriterer, hvilke forslag, der skal indstilles til den videre budgetproces.

Beslutning

Social - og Sundhedsudvalget drøftede forslagene, som indgår i budgetforhandlingerne for budget 2020.

76. 1. budgetopfølgning 2019

Resume

Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 på driftsområderne, jf. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune. Resultatet viser forventede samlede mindreudgifter på 2,9 mio. kr., som tilføres kassebeholdningen.

Sagsfremstilling

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages 2 budgetopfølgninger om året til politisk forelæggelse. Administrationen har foretaget den 1. budgetopfølgning for 2019 med udgangspunkt i forbruget pr. 31. marts. Budgetopfølgningen viser overordnet en forventet mindreudgift på 2,9 mio. kr. Det er endnu tidligt på året og der kan derfor ske bevægelser i retning af både mer- og mindreforbrug i den resterende del af året. Budgetopfølgningen skal derfor ses i dette lys. Administrationen vil foretage 2. budgetopfølgning 2019 til efteråret.

De forventede mindreudgifter fordeler sig med 0,4 mio. kr. indenfor servicerammen, mens der udenfor servicerammen forventes mindreudgifter på 1,7 mio. kr. Budgetopfølgningen vedrører driftsområderne, men der medtages også et konkret mindreforbrug på en anlægspost på 0,8 mio. kr.

Under Social- og Sundhedsudvalgets områder forventes der et samlet mindreforbrug på 1,3 mio. kr., som dækker over såvel mer- og mindreudgifter fordelt på områderne. Herudover er der, afledt af organisationsændringen sidste år, behov for at omplacere budgetter på en række områder. Dette af styringsmæssige hensyn, og således at budgetterne afspejler den nye organisering.

Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil.

Der er udarbejdet budgetopfølgningsnotat (Bilag A), som mere detajljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet for Social- og Sundhedsudvalgets områder. Bilag B (Budgetopfølgningsskema) viser en specifikation af den samlede budgetopfølgning. Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder der varetages der.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Bekendgørelse om kommunernen budget og regnskabsvæsen.

Økonomi

Som angivet i notatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

77. Beslutning om pilotprojekt: Vask af borgerens tøj ved Berendsen Vaskeservice

Resume

Beslutningspunkt

Administrationen foreslår, at Ishøj Kommune indgår i et toårigt pilotprojekt med Berendsen Vaskeservice om vask af tøj for borgere tilknyttet Ishøj Kommunes hjemmepleje og plejecentre. Motivationen er, at der skal frigives personaleressourcer til den borgernære pleje. Sagen forelægges Social- og Sundhedsudvalget til beslutning.

Sagsfremstilling

Administrationen er i dialog med Berendsen Vaskeservice om, at indgå i et pilotprojekt om vask af tøj for borgere tilknyttet Ishøjs hjemmepleje samt borgere på kommunens to plejecentre, Torsbo og Kærbo. Berendsen vasker i forvejen tøj for borgere i flere af landets kommuner (fx Vallensbæk, Høje Taastrup, Albertslund kommuner), hvilket har vist sig at frigive ressourcer til den borgernære pleje og omsorg. Ligeledes vil det betyde et langt mere attraktivt arbejdsmiljø for medarbejderne til en faggruppe, hvor der er rekrutteringsmæssige udfordringer samt at vasken opfylder hygiejne- og miljøkrav. Med investeringen i pilotprojektperiode på 2 år forventer administrationen at der kan høstes gevinster med optimerede arbejdsgange for den borgernære pleje.

Økonomi
Der er udarbejdet beregninger, der viser, at Ishøj Kommune kan opnå en økonomisk gevinst på ca. 1 mio. kr. årligt omsat til medarbejdertimer (svarende til 2,9 årsværk) ved at indgå i en vaskeordning ved Berendsen Vaskeservice. Den økonomiske gevinst kan således allokeres til flere borgernære opgaver i Hjemmeplejen og på plejecentrene. For at den økonomiske gevinst kan realiseres, er det nødvendigt, at Hjemmeplejen, Kærbo og Torsbo samlet investerer 1.324.000 kr. pr. år i en to-årig periode på, at borgernes tøj bliver vasket ved Berendsen Vaskeservice. Investeringen tages indenfor eksisterende budgetramme.

Det foreslås samtidig, at der indføres en brugerbetaling i Hjemmeplejen på 150 kr./måned som svarer til nuværende udgifter ved vask i eget hjem, samt at den eksisterende brugerbetaling på Kærbo og Torsbo på 190 kr./måned bibeholdes. Brugerbetalingen skal dække en del af udgiften til vask ved Berendsen Vaskeservice.

Administrationen foreslår derfor, at der indgås et samarbejde med Berendsen Vaskeservice om et toårigt pilotprojekt med opstart d. 1.09.19. Det anbefales endvidere, at det godkendes, at der i projektperioden opkræves brugerbetaling som angivet ovenfor. Administrationen vil evaluere pilotprojektet midtvejs i forløbet. Evalueringen vil blive forelagt Social- og Sundhedsudvalget i august 2020.

Vedhæftet er notat for pilotprojektet.

Økonomi

Investering Kærbo: 444.000 kr. om året til Berendsen Vaskeservice.

Investering Torsbo: 175.000 kr. om året til Berendsen Vaskeservice.
Investering Hjemmeplejen: 410.000 kr. om året til Berendsen Vaskeservice.

Investering ældreboliger Kærbo: 164.000 kr. om året til Berendsen Vaskeservice.
Investering ældreboliger Torsbo: 131.000 kr. om året til Berendsen Vaskeservice.
Investering i alt: 1.324.000 kr. årligt.

 

Alle udgifter afholdes inden for de eksisterende budgetter.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender,
at der indgås i et toårigt pilotprojekt med Berendsen Vaskeservice, samt at der i projektforløbet indføres brugerbetaling for de borgere, der får vasket tøj ved Berendsen Vaskeservice, og at der fremlægges status august 2020.

Beslutning

Tiltrådt. Sendes til orientering i Seniorrådet og i Handicaprådet.

Bilag

78. Godkendelse af retningslinjer for den sociale frivilligpris

Resume

I forbindelse med Ishøj Kommunes Frivilligfest indstiftes der en ny pris på det frivillige socialområde i Ishøj.

Sagsfremstilling

Formålet med uddelingen af Ishøj Kommunes sociale Frivilligpris er at påskønne det frivillige sociale arbejde i Ishøj. Prisen uddeles én gang årligt i forbindelse med Ishøj Kommunes Frivilligfest, der afholdes den sidste fredag i september.

Der nedsættes en komité bestående af Borgmesteren, formanden for Social- og Sundhedsudvalget, formanden for Seniorrådet samt næstformanden for hhv. Handicaprådet og Udsatterådet. Denne komité beslutter hvem af de indstillede kandidater, der skal modtage prisen.

Retningslinjer vedr. uddeling af prisen er vedlagt som bilag.

Økonomi

Prisen består af et gavekort på kr. 3.000 samt en buket blomster.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkender retningslinjer vedr. uddeling af Ishøj Kommunes sociale Frivilligpris.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget godkender retningslinjerne.

Bilag

79. Beslutning om uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde

Resume

Der er i henhold til Lov om Social Service §18 afsat midler til foreninger og frivillige, der kan ansøge om økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde. Midlerne kan søges to gange årligt.

Sagsfremstilling

Der er i 2019 afsat kr. 360.000 til frivilligt socialt arbejde. Midlerne fordeles med 1/3 i juni og 2/3 i december. Der er blevet tilbagebetalt kr. 4.000 fra Førtidsgruppen på Kærbo. Der er således kr. 124.000 til uddeling i juni 2019.

Der er indkommet følgende ansøgninger:

  • Børns Voksenvenner
  • Førtidspensionisterne i Ishøj
  • Kantmaskerne i Kirkehaven
  • Ishøj Lænken
  • Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen
  • Frivilliggruppen / Dansecafé
  • Legetøj til udsatte børn
  • FødevareBanken
  • Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo
  • Samværsarrangementer for beboere og pårørende i ældreboligerne og på plejehjemmet Torsbo
  • Næstehjælperne Ishøj
  • Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg
  • Ishøj Sogns Menighedspleje
  • Foreningen Nydansker - Bryd unges ledighed!
  • SIND Ungdom Hvidovre
  • Ældre Sagen, lokalafdeling i Ishøj

Børns Voksenvenner

Børns Voksenvenner etablerer venskaber mellem ensomme og sårbare børn og småbørnsfamilier i Ishøj Kommune og ressourcestærke frivillige voksne. Dette skal være med til at skabe rammerne for at indgå nære og dybe venskaber, hvilket kan være med til at forebygge vanskeligheder igennem barnets opvækst. Børns Voksenvenner har etableret et frivilligt satellitmatcher-team på Vestegnen, herunder Ishøj Kommune, som står for at lave match/venskaber mellem børn og voksne. Derudover arrangeres fællesaktiviteter for frivillige og børn (til fx Zoologisk Have, julefester mm.). Det forventes at skabe 1-3 nye venskaber i Ishøj med 1-3 børn, 1-3 frivillige voksne og 2 frivillige matchere.

Der søges om midler til arrangementer og udflugter for børn, forældre og frivillige, erfaringsudvekslingsmøder, undervisning af frivillige samt markedsførings- og administrationsudgifter.

Der ansøges om kr. 10.000.

Børns Voksensvenner har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Børns Voksenvenner tildeles kr. 4.000.

Førtidspensionisterne i Ishøj

Førtidspensionisterne i Ishøj er et netværk, der har til formål at give førtidspensionister i Ishøj muligheden for at være en del af et socialt netværk. Netværket faciliterer aktiviteter, der skaber rum for at være sammen med andre i samme situation som en selv. Netværket har ligeledes til formål, at give deltagerne en tro på, at de er vigtige for deres nærmiljø, og har noget at byde ind med. Netværket mødes i deres egen café hver anden uge og arrangerer en aktivitet eller udflugt en gang om måneden i løbet af året. Der er 20-30 deltagere i netværket.

Der søges om midler til entrébetaling og transportudgifter ved udflugter samt kaffe, kage og forplejning til arrangementer. Herudover søges der midler til kontorhold.

Der ansøges om kr. 7.000.

Førtidspensionisterne i Ishøj modtog kr. 4.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Førtidspensionisterne i Ishøj tildeles kr. 5.000.

Kantmaskerne i Kirkehaven

Kantmaskerne i Kirkehaven er en gruppe frivillige, som strikker varmt og uldent tøj til hjemløse og andre udsatte. Formålet med deres arbejde er at hjælpe hjemløse og udsatte i Ishøj, således at de ikke fryser. Gruppen har kontakt til enkelte hjemløse, som videreformidler tøjet til andre i målgruppen. Gruppen vil ligeledes tage kontakt til hjemløseboligerne i Ishøj.

Der søges om midler til garn.

Der ansøges om kr. 7.000.

Kantmaskerne i Kirkehaven har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Kantmaskerne i Kirkehaven tildeles kr. 2.500.

Ishøj Lænken

Ishøj Lænken er en forening for alkoholafhængige mænd og kvinder samt deres pårørende. Foreningen har til formål at skabe sammenhold og fællesskab i et alkoholfrit miljø, hvor medlemmerne åbent og uden skam kan dele udfordringer i deres dagligdag og støtte hinanden. Medlemmerne laver mad og spiser sammen hver mandag og torsdag, samt tager på udflugter sammen. Der er brugerbetaling ved alle arrangementer. Der er pt. 21 medlemmer af Ishøj Lænken.

Der søges om midler til tilskud til fælles udflugter og arrangementer, som fx Cirkusrevyen, besøg hos Malmø Lænken, Sct. Hans og middag i forbindelse med årsnål.

Der ansøges om kr. 25.000.

Ishøj Lænken modtog kr. 20.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Ishøj Lænken tildeles kr. 8.000.

Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen

Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen afholder arrangementer for mennesker med sclerose og deres pårørende. Foreningens formål er at give mennesker med sclerose og deres pårørende værktøjer og muligheder for at få et bedre liv. Herunder er formålet at skabe håb, give værktøjer til selvhjulpenhed samt give mennesker med sclerose og deres pårørende gode oplevelser. Foreningen afholder cirka 10 arrangementer årligt fx med temaerne Traume Release Exercies, egen omsorg til pårørende og robusthed. Der er mellem 20-100 deltagere ved arrangementerne.

Der søges om midler til arrangementer, bestyrelsesmøder, kørsel samt kontorartikler.

Der ansøges om kr. 5.000.

Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen har ikke tidligere modtaget midler, da det er en ny lokalafdeling. Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Syd modtog kr. 15.000 i december 2017.

Administrationen indstiller, at Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen tildeles kr. 2.500.

Frivilliggruppen/Dansecafé

Frivilliggruppen/Dansecafé består af en gruppe frivillige, som laver arrangementer og aktiviteter på Omsorgscenteret Kærbo. Formålet med deres arbejde er at skabe et godt og hyggeligt miljø på Kærbo til glæde for beboere, pårørende, medarbejdere og frivillige. Arrangementerne dækker over forskellige former for underholdning såsom banko, sang- og musikarrangementer og foredrag. Der arrangeres ligeledes dansecafé med levende musik samt mulighed for at danse og synge. Det forventes, at 40-70 personer vil deltage i arrangementerne.

Der søges om midler til præmier ved banko, betaling af musikere, transportudgifter samt kaffe, the og kage til arrangementer.

Der ansøges om kr. 20.000.

Frivilliggruppen/Dansecafé modtog kr. 14.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Frivilliggruppen/Dansecafé tildeles kr. 12.000.

Legetøj til udsatte børn

Legetøj til udsatte børn søger om midler til et frivilligt initiativ, der anskaffer og renoverer legetøj. Formålet med initiativet er, at give legetøj til udsatte familier, der har det svært. Der er ligeledes udstillet et dukkehus på Omsorgscenteret Kærbo, som giver de ældre mulighed for at mindes stunder fra deres barndom.

Der søges om midler til indkøb af materiale til dukkehusmøbler, som fx tapet, lim, stof og maling. Herudover søges der midler til transportudgifter i forhold til udlevering af dukkehusene.

Der ansøges om kr. 4.000.

Legetøj til udsatte børn modtog kr. 5.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Legetøj til udsatte børn tildeles kr. 3.000.

FødevareBanken

FødevareBanken er en forening, som arbejder for at reducere madspild og hjælpe socialt udsatte borgere. FødevareBanken har en række frivillige chauffører, som henter overskudsmad hos forskellige fødevarevirksomheder som fx Aarstiderne og coop.dk. Denne mad leveres til sociale organisationer, som tilbereder og serverer maden. I Ishøj Kommune samarbejder FødevareBanken med Gilbroskolen omkring en morgenmadsklub og med Thorshøjgård. Morgenmadsklubben har til formål, at nå de børn og unge, der ikke får morgenmad hjemmefra, hvilket ofte skyldes at de kommer fra udsatte familier. Manglende morgenmad kan have betydning for indlæring og koncentration i løbet af dagen, og samtidig er morgenmaden en social aktivitet, som styrker fællesskabet og skaber rum for, at eleverne kan hjælpe hinanden.

Der søges om midler til en fællesudflugt for frivilliggruppen. Midlerne vil være tilskud til udgifter til transport og forplejning.

Der ansøges om kr. 10.000.

FødevareBanken har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at FødevareBanken tildeles kr. 5.000.

Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo

Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo er en forening, som arrangerer aktiviteter og arrangementer for førtidspensionister, efterlønnere og folkepensionister i Ishøj. Formålet med aktiviteterne er at forebygge ensomhed og skabe rammerne for socialt samvær. Der er 750-800 brugere af aktivitetscenteret ugentligt. Antallet af brugere stiger, når brugere fra Aktivitetscenteret Egely er integreret på Kærbo. I den forbindelse vil Brugerbestyrelsen opstarte flere nye grupper.

Der søges om midler til opstart af nye hold, arrangementer for brugerne og tilskud til kursus for gruppeledere.

Der ansøges om kr. 50.000.

Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo modtog kr. 40.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo tildeles kr. 20.000. 

Samværsarrangementer for beboere og pårørende i ældreboligerne og på plejehjemmet Torsbo

Samværsarrangementer på Torsbo er en række arrangementer med foredrag og musik for demente beboere, pårørende og øvrige beboere i ældreboligerne og på plejehjemmet Torsbo. Arrangementerne har til formål at skabe livsglæde og livskvalitet for beboere og pårørende gennem musik, erindringer og samvær på tværs af ældreboligerne og afdelingerne på plejecenteret. Arrangementerne vil dels bidrage til positive oplevelser mellem beboere og deres pårørende, og dels styrke samværet for beboerne på tværs afdelingerne. Det forventes, at cirka 30 personer vil deltage i arrangementerne.

Der søges om midler til betaling af musikere og foredragsholdere.

Der ansøges om kr. 27.000.

Samværsarrangementer på Torsbo modtog kr. 10.000 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Samværsarrangementer på Torsbo tildeles kr. 4.000.

Næstehjælperne Ishøj

Næstehjælperme Ishøj er en forening, som hjælper borgere, der er ramt af kontanthjælpsloftet, eller på anden vis er økonomisk svært stillet. Formålet med Næstehjælpernes arbejde er at skabe relationer, fællesskab og netværk for udsatte borgere, og således undgå isolation og ensomhed. Derudover arbejder de for, at ingen børn skal gå sultne i seng om aftenen. Næstehjælperne faciliterer indsamlinger og udlevering af diverse fornødenheder (fx mad, tøj, sko og legetøj). Derudover arrangerer foreningen en række aktiviteter (fx fredagscafé, fødselsdagsteam, julehjælp, sommerferieaktiviteter og jule- og nytårsfest). Der er 51 aktive frivillige i Næstehjælperne Ishøj.

Der søges om midler til de frivilliges kørselsudgifter i forbindelse med madudbringning, frivilliges udgifter til strøm i forbindelse opbevaring af maddonationer og aktiviteter for familier i forbindelse med jul og nytår. Herudover søges der midler til indkøb af varer til madudlevering, et årligt arrangement for Næstehjælpernes frivillige samt udgifter til administration og markedsføring.

Der ansøges om kr. 22.300.

Næstehjælperne Ishøj modtog kr. 27.500 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Næstehjælperne Ishøj tildeles kr. 17.000.

Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg

Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg står bag tilbuddet Sorglinjen, hvor efterladte tilbydes samtaler med frivillige, der selv har prøvet at miste. Sorglinjen er den eneste af sin slags i Danmark. Formålet med Sorglinjen er, at bidrage til at flere efterladte oplever at kunne håndtere deres sorg og efter noget tid vil kunne genetablere en meningsfuld hverdag. Hermed bidrages til, at borgerne får et mentalt overskud til at håndtere udfordringer, og forebygger komplicerede sorgreaktioner med angst, depression mm. Det forventes at gennemføre cirka 20 samtaler med efterladte fra Ishøj samt at cirka 20 personer vil deltage i café-aftenen. Herudover forventes det at rekruttere 2-5 frivillige fra Ishøj i løbet af 2019.

Der søges om midler til afholdelse af frivilligseminar, afholdelse af en café-aften i Ishøj samt frivilligpleje.

Der ansøges om kr. 17.500.

Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg tildeles kr. 4.000.

Ishøj Sogns Menighedspleje

Ishøj Sogn Menighedspleje er en forening, som har til formål at støtte op om socialt udsatte i sognet. Formålet er ligeledes at bidrage til at gøre udsatte borgeres liv mere positivt samt skabe rammer for gode oplevelser og bedre netværk i lokalsamfundet. Menighedsplejen har forskellige aktiviteter. De uddeler fx julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier, kontanthjælpsmodtagere og pensionister.

Der søges om midler til uddeling af julehjælp.

Der ansøges om kr. 25.000.

Ishøj Sogn Menighedspleje modtog kr. 20.000 i december 2017.

Administrationen indstiller, at Ishøj Sogn Menighedspleje tildeles kr. 12.000.

Foreningen Nydansker - Bryd unges ledighed!

Foreningen Nydansker har til formål at gøre mangfoldighed og integration til en ressource i det danske erhvervsliv. Det gør foreningen blandt andet gennem mentorordninger, hvor frivillige hjælper borgere tættere på det danske arbejdsmarked. Målgruppen for ordningen er unge mellem 15-30 år, som har brug for ekstra støtte til at komme i gang med, eller blive fastholdt i, job eller uddannelse. Det forventes at rekruttere 10 unge og 10 frivillige mentorer i Ishøj.

Der søges om midler til forplejning til mentorkurser og arrangementer, rekruttering og uddannelse af frivillige mm.

Der ansøges om kr. 50.000.

Foreningen Nydansker har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at Foreningen Nydansker tildeles kr. 3.000. 

SIND Ungdom Hvidovre

SIND Ungdom Hvidovre er et værested for psykisk sårbare unge ml. 16-25 år fra hele Vestegnen, som har brug for et frirum. Foreningen har til formål at danne et fællesskab som skaber trygge rammer, hvor de unge kan mødes og skabe positive sociale oplevelser. De arrangerer klubaftener hver uge, hvor der faciliteres fællesskaber mellem unge med psykisk sårbarheder. Herudover bliver der lavet mad i fællesskab, igangsat projekter mm. Derudover arrangeres aktiviteter ud af huset af social og kulturel karakter, således skabes oplevelser som ellers ville være udenfor rækkevidde for målgruppen. Der er cirka 3-5 frivillige og 10-20 unge til hver klubaften.

Der søges om midler til forplejning til møder, kurser og sociale arrangementer, transportudgifter og aktiviteter (fx madlavning). Herudover søges midler til honorarer til oplægsholdere, PR samt kontorhold.

Der ansøges om kr. 6.122.

SIND Ungdom Hvidovre har ikke tidligere modtaget midler.

Administrationen indstiller, at SIND Ungdom Hvidovre tildeles kr. 2.000.

Ældre Sagen, lokalafdeling i Ishøj

Ældre Sagen i Ishøj arbejder på forskellig vis for at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for de borgere i Ishøj, som føler sig alene og ensomme. Det gør de blandt gennem en række initiativer: I Besøgsvenner besøger frivillige ældre og handicappede borgere, som føler sig alene. De går ture sammen, drikker kaffe og har samtaler. I Hospitalsvenner er der frivillige, som følger borgere, der ellers skulle tage alene til hospital, læge mm. I Tryghedsopkald er der frivillige, som tilbyder borgere et opkald hver morgen, som kan skabe tryghed og omsorg i hverdagen. I Aktivitetsudvalget er der frivillige, som arrangerer kulturelle ture og foredrag ældre.

Der søges om midler til foredragsholdere, telefongodtgørelse, repræsentationsgaver samt kontorartikler. Herudover søges midler til forplejning til møder, sommertur samt julefrokost.

Der ansøges om kr. 22.393.

Ældre Sagen Ishøj modtog kr. 20.873 i december 2018.

Administrationen indstiller, at Ældre Sagen Ishøj tildeles kr. 20.000.

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget beslutter at tildele:

Børns Voksenvenner kr. 5000

Førtidspensionisterne i Ishøj kr. 4000

Kantmaskerne i Kirkehaven kr. 3500

Ishøj Lænken kr. 8000

Scleroseforeningen lokalafd. Storkbh. Vestegnen kr. 2500

Frivilliggruppen / Dansecafé kr. 11000

Legetøj til udsatte børn kr. 4000

FødevareBanken kr. 5000

Brugerbestyrelsen på Omsorgscenteret Kærbo kr. 15000

Samværsarrangementer for beboere og pårørende i ældreboligerne og på plejehjemmet Torsbo kr. 6000

Næstehjælperne Ishøj kr. 17000

Det Nationale Sorgcenter v. Børn, Unge & Sorg kr. 4000. Skal sandsynliggøre aktiviteter i Ishøj

Ishøj Sogns Menighedspleje kr. 10000

Foreningen Nydansker - Bryd unges ledighed! kr. 5000. Der ønskes en status om effekt.

SIND Ungdom Hvidovre kr. 2000

Ældre Sagen, lokalafdeling i Ishøj kr. 20000

Der er uddelt samlet kr 122000. Restbeløb på kr. 2000 overføres til uddeling i december 2019.

Sagen sendes til Byrådet.

Beslutning

TIltrådt.

Bilag

80. Orientering om eksempler på afrapporteringer af midler til frivilligt socialt arbejde

Resume

Det er en del af betingelserne for at modtage midler til frivilligt socialt arbejde, at foreninger og netværk indsender en afrapportering og et regnskab til Ishøj Kommune, som dokumentation på anvendelse af midlerne.

Sagsfremstilling

Her fremlægges fem eksempler på afrapportering fra henholdsvis Ældre Sagen Ishøj, Samtale på dansk, Næstehjælperne, Børns Vilkår og Tirsdagscykling. Disse eksempler viser, at §18 midlerne er til gavn for mange forskellige borgere i Ishøj Kommune.

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

81. Orientering om status på initiativer under Værdighedsmilliarden

Resume

Siden 2016 har Ishøj Kommune modtaget kr. 3.048.000 fra Værdighedsmilliarden, som har til formål at skabe gode og værdige ældreliv. Hermed fremlægges den årlige status på initiativerne under Værdighedsmilliarden.

Sagsfremstilling

I 2019 har midlerne været fordelt på syv tiltag. Her gives en kort status på målene for de syv initiativer:

Klippekortsordning

  • Der er afsat kr. 500.000 til klippekortsordningen i 2019.
  • På nuværende tidspunkt har 21 borgere haft glæde af klippekortsordningen i 2019.
  • Antallet er lavere end forventet på nuværende tidspunkt i forhold til målopfyldelsen. Dette skyldes arbejdet med den nye kvalitetsstandard og hermed godkendelsen af nye kriterier for ordningen. Arbejdet med at udbrede ordningen vil fortsætte i resten af 2019.

Aktivitetscenter Egely

  • Der er afsat kr. 500.000 til Egely i 2019.
  • På nuværende tidspunkt er der fire fælles hold om ugen.
  • Egely integreres fysisk på Kærbo, når der frigøres lokaler på Kærbo.
  • På nuværende tidspunkt deltager to mænd med anden etnisk baggrund.
  • Aktivitetscenteret Egely lever op til den grad af målopfyldelse, som kan forventes på nuværende tidspunkt i projektperioden. I resten af 2019 fortsætter arbejdet med at forankre Egely på Kærbo samt arbejdet med at motivere ældre mænd med anden etnisk baggrund til at deltage i aktivitetscenteret.

Understøttelse af initiativer på frivilligområdet

  • Der er afsat kr. 566.000 til understøttelse af initiativer på frivilligområdet i 2019.
  • På nuværende tidspunkt er der afholdt to gruppeforløb med i alt 14 deltagere samt temadag for 15 tidligere deltagere.
  • Fortsat flere initiativer på det frivillige sociale område forankres i lokalområdet. Se vedhæftede bilag.
  • Arbejdet med understøttelse af initiativer på frivilligområdet lever op til den grad af målopfyldelse, som kan forventes på nuværende tidspunkt. Arbejdet vil fortsætte i resten af 2019.

Velfærdsteknologi

  • Der er afsat kr. 590.000 til velfærdsteknologi i 2019.
  • Overordnet set er alle indkøbte velfærdsteknologiske løsninger i drift, hvor der er borgere med behov.
  • Medarbejder- og borgerløsning samt kommunikationsplatform for teleKOL er under udvikling og udrulles nationalt den 1. maj 2020.
  • Arbejdet med de indkøbte velfærdsteknologiske løsninger lever op til de definerede mål for indsatsen. I resten af 2019 vil der være fokus på fortsat at styrke implementeringen af de velfærdsteknologiske løsninger i driften.

Kontinensklinik

  • Der er afsat kr. 250.000 til kontinensklinikken i 2019.
  • På nuværende tidspunkt er 43 borgere blevet udredt og har været i forløb i kontinensklinikken.
  • Antallet lever op til den grad af målopfyldelse, der kan forventes på nuværende tidspunkt i projektperioden. Arbejdet med kontinensklinikken vil fortsætte i resten af 2019.

Gode indflytninger for demensramte på plejebolig

  • Der er afsat kr. 200.000 til gode inflytninger for demensramte på plejehjemmene i 2019.
  • På nuværende tidspunkt er 11 borgere flyttet ind på hhv. Kærbo og Torsbo, og alle har haft en medarbejder tilknyttet.
  • Antallet lever op til de målsætninger, som er sat for initiativet.

Initiativer med fokus på sundhed, ulighed og ensomhed

  • Der er afsat kr. 442.000 i 2019.
  • På nuværende tidspunkt er der sat fem initiativer i gang.
  • Antallet af opstartede initiativer lever op til den grad af målopfyldelse, som kan forventes på nuværende tidspunkt i projektperioden.

Se vedhæftede statusnotat for beskrivelse mål og uddybning af status.

Punktet sendes til Seniorrådet. 

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget tager status på initiativer under Værdighedsmilliarden til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

82. Beslutning om forankring af initiativer fra Værdighedsmilliarden

Resume

Ishøj Kommune har siden 2016 modtaget 3.048.000 kr. årligt fra Værdighedsmilliarden. Midlerne løber til og med 2019, hvorefter de overgår til bloktilskud i 2020. Administrationen foreslår, at Social- og Sundhedsudvalget tager stilling til hvorledes initiativerne skal forankres.

Sagsfremstilling

I aftalen om finansloven for 2016 blev det besluttet at tildele 1 mia. kr. årligt fra 2016-2019 til arbejdet med værdige ældreliv i landets kommuner. Ishøj Kommune har således modtaget midler fra Værdighedsmilliarden (VM) siden 2016. Disse midler overgår til bloktilskud i 2020 og der skal i den forbindelse tages stilling til forankring af initiativerne under VM fra 2020 og frem. Status på de igangværende initiativer fremlægges som et selvstændigt punkt. Det overordnede billede viser, at initiativerne lever op til de fastsatte mål og at de alle dermed er med til at skabe gode og værdige ældreliv for Ishøj Kommunes ældre borgere. I forbindelse med overgangen til bloktilskud i 2020 foreslår administrationen at forankre seks af de syv eksisterende initiativer. Disse er:

  • Klippekortsordning med kr. 500.000
  • Kontinensklinik med kr. 320.000
  • Bekæmpelse af ensomhed via brobygning mellem forebyggelse og frivillighed med kr. 500.000
  • Velfærdsteknologi, herunder TeleKol med kr. 610.000
  • Fremme af mental sundhed blandt sårbare voksne, incl. Boblberg med kr. 555.000
  • Aktivitetscenter Egely med kr. 300.000

Samlet forslag kr. 2.785.000, restbeløb kr. 263.000 lægges i kassen. 

Det foreslås desuden at initiativet omkring gode indflytninger for demensramte i plejebolig, der har fået midler fra VM i 2018 og 2019, overgår til den daglige drift og således bliver en del af den daglige praksis på kommunes to plejecentre.

Notat vedr. forankring er vedlagt som bilag.

Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet orienteres efterfølgende om fordelingen.

Økonomi

I 2019 var det tildelte beløb fra Værdighedsmilliarden kr. 3.048.000. Beløbet i 2020 fremskrives i forhold til den normale pris- og lønregulering. Finansloven tilskriver desuden, at Værdighedsmilliardmidlerne fordeles mellem kommunerne efter en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet.

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag til forankring af initiativer under Værdighedmilliarden, og at sagen sendes til byrådet.

Beslutning

Godkendt. Sagen sendes til Byrådet og til formidling i Seniorrådet.

Bilag

83. Endelig godkendelse af kvalitetsstandarder på træningsområdet

Resume

Kvalitetsstandarder for træningsområdet har været i høring og indstilles nu til endelig godkendelse.

Sagsfremstilling

Kvalitetsstandarder for træningsområdet har frem til 13. februar 2019 været sendt til høring i Seniorrådet og i Handicaprådet. Seniorrådet og Handicaprådet havde ingen bemærkninger og tog kvalitetsstandarder for træningsområdet til efterretning. Kvalitetsstandarder er godkendt i Vallensbæk Kommune.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender endelige kvalitetsstandarder for træningsområdet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

84. Beslutning om ny kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg

Resume

Pr. 1/7-2019 træder ny lovgivning i kraft vedr. SEL § 79a. På denne baggrund forelægges Social- og Sundhedsudvalget en revideret kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg. Kvalitetsstandarden sendes efterfølgende til orientering i Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune tilbyder forebyggende hjemmebesøg til ældre borgere i kommunen efter servicelovens §79a. Pr. 1/7-2019 træder ny lovgivning i kraft på området og den nuværende kvalitetsstandard revideres herefter.
Den nye lovgivning tilskriver en ændring af målgrupperne for de forebyggende hjemmebesøg. Således skal Ishøj Kommune efter d. 1/7-2019 tilbyde forebyggende hjemmebesøg til følgende målgrupper:

  • Enlige borgere i deres fyldte 70. år.
  • Alle borgere i deres fyldte 75. år samt i deres fyldte 80. år.
  • Alle borgere, der er fyldt 82 år skal tilbydes mindst et årligt besøg.
  • Borgere i alderen 65 år til 81 år, som er en i særlig sårbar position.

Rettelserne i den nye kvalitetsstandard er markeret med rødt, således at de fremstår synlige. Rettelserne omhandler primært de nye målgrupper/aldersgrupper jvf. ny lovgivning samt en skærpelse af, at de forebyggende hjemmebesøg ikke automatisk tilbydes til borgere, der både modtager personlig og praktisk hjælp, medmindre der opstår et specifikt behov herfor. Herudover tilbydes forebyggende hjemmebesøg heller ikke automatisk til borgere, der personligt henvender sig og aktivt frabeder sig tilbud om besøg fremover.
Den nye lovgivning vil betyde en stigning i antallet af borgere, der skal modtage tilbud om forebyggende hjemmebesøg. Således er der på nuværende tidspunkt i Ishøj forventeligt imellem 50-80 enlige borgere i deres fyldte 70. år, ligesom gruppen af +80 årige borgere vil stige med ca. 450 borgere over de næste 5 år jvf. befolkningsprognosen for Ishøj Kommune 2019-2026. I 2018 udførtes ca. 730 besøg fordelt på to medarbejdere. I forbindelse med overgangen til CuraOmsorg har der været udfordringer med systemibrugtagelsen. Dette betyder, sammen med den nye lovgivning, at der aktuelt er en stram tidsplan for at overholde retskravet på forebyggende hjemmebesøg.

Kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg er vedlagt som bilag.

Lovgrundlag

Sevicelovens § 79a

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget godkender kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg og sender standarden til orientering i Seniorrådet.

 

Beslutning

Godkendes.

Bilag

85. Orientering om status på Elderlearn

Resume

I december 2018 besluttede Social- og Sundhedsudvalget at forlænge samarbejdsaftalen med Elderlearn til og med 2019. Elderlearn er et initiativ, som sætter sprogskolestuderende i kontakt med ældre. Hermed fremlægges en status for initiativet.

Sagsfremstilling

Elderlearn har til formål at give flere ældre, som ikke har den store mobilitet, muligheden for at bidrage med en frivillig indsats samt muligheden for at danne relationer og netværk. Alt sammen noget som er med til at øge livskvaliteten og forebygge ensomhed blandt ældre. Endvidere er formålet med initiativet at forbedre integrationen af udlændinge gennem forbedring af det danske sprog samt øge kendskabet til dansk kultur. Samtidig giver Elderlearn yngre udlændinge i Ishøj mulighed for at skabe netværk og relationer på tværs af alder og sprog.

Siden januar 2019 er 16 personer blevet sat i kontakt med hinanden via Elderlearn hvoraf:

  • 6 ældre hjemmeboende borgere har fået kontakt til Elderlearn via de forebyggende medarbejdere
  • 2 ældre borgere fra Omsorgscenteret Kærbo er gengangere, dvs. at de tidligere har været matchet via Elderlearn
  • 8 er sprogskolestuderende

I samarbejdsaftalen for 2019 blev der opstillet mål om, at Elderlearn i løbet af projektperioden sætter 30 personer i kontakt med hinanden. Heraf skal mindst 10 være ældre og mindst 10 være sprogskolestuderende, som ikke har deltaget i Elderlearn før. Dermed er cirka 50 % af målet opfyldt, hvilket må siges at være rigtig tilfredsstillende på nuværende tidspunkt.

Tilbagemeldingerne fra kommunale medarbejdere i Ishøj vedr. Elderlearn er generelt positive. De forebyggende medarbejdere fortæller følgende:

  • Elderlearn giver en række ældre borgere mulighed for at være aktive bidragsydere hjemmefra. Borgere som ikke ellers kunne være frivillige. Borgerne kan derigennem opleve glæden ved at gøre nytte overfor andre frem for kun at modtage hjælp
  • Elderlearn giver en række ældre borgere mulighed for samvær og venskab
  • Elderlearn kan være med til at udvide verdenssynet for en række ældre borgere, idet de kan indgå i relationer med mennesker, som de ikke ellers har tæt kontakt med i deres dagligdag

Medarbejdere fra Omsorgscenteret Kærbo fortæller følgende:

  • Borgerne er glade for at være en del af Elderlearn, da det skaber liv og relationer.
  • Det er primært de aktive ældre borgere på plejehjemmet, som er en del af Elderlearn. De borgere er ligeledes aktive i andre aktiviteter på plejecenteret.

Vedlagt er en case på en sprogskolestuderende og en hjemmeboende ældre borger fra Ishøj, som er blevet matchet via Elderlearn.

Initiativet Elderlearn fortsætter resten af 2019 som tidligere besluttet, og administrationen arbejder på at se på mulige løsninger for forankring.

Evalueringsrapport fremlægges for Social- og Sundhedsudvalget i januar 2020.

Økonomi

Abonnementet hos Elderlearn kostede kr. 50.000 ex. moms i 2019.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager status på Elderlearn til efterretning.

Beslutning

Socila- og Sundhedsudvalget tager status til efterretning

Bilag

86. Orientering om projekt sundhedstjek for sårbare borgere

Resume

Orienteringssag

Projekt sundhedstjek for sårbare borgere forløber over to år fra oktober 2018 til september 2020. Projektet er nu godt i gang, alle pladser er besat, og de fleste borgere har været til første sundhedstjek.

Sagsfremstilling

Formålet med projektet er at tilbyde en sundhedsfremmende indsats til borgere med tilknytning til socialpsykiatrien i Ishøj. Indsatsen inkluderer:

  • To omfattende sundhedstjek hos egen læge i hhv. starten og slutningen af projektet.
  • Tandlægetjek hos den kommunale tandpleje med mulighed for gratis tilmelding til omsorgstandplejen.
  • Månedlige sundhedsgruppesessioner i Det Gule Hus.
  • Mulighed for at deltage i kommunens forskellige sundhedstilbud.

Borgerne modtager desuden støtte fra kommunens hjemmevejledere under hele forløbet.

Projektet har været i gang i otte måneder. Ifølge projektbeskrivelsen var det forventningen, at 40 borgere ville tilslutte sig projektet samt, at der ville være et frafald på 5-10 borgere det første år. Status er, at alle de 40 pladser nu er besat, og at fire borgere efterfølgende har valgt at stoppe igen. I alt har 26 borgere nu været til første sundhedstjek hos lægen, mens de resterende afventer at komme til læge i den nærmeste fremtid. I alt har 14 af borgerne været til tandlægetjek samt efterfølgende modtaget behandling i regi af omsorgstandplejen. De resterende borgere går til privatpraktiserende tandlæge, og tilbuddet om tandlægetjek er derfor ikke relevant for dem. Erfaringen fra sundhedstjekket hos lægerne er, at borgerne har bedre fysisk og psykisk helbred end forventet. Ligeledes er det erfaringen fra den kommunale tandpleje, at borgerne har bedre tandstatus end forventet. En hypotese er derfor, at den borgergruppe, som tilmelder sig projektet, ikke er de dårligst stillede sårbare borgere.

Som en del af projektet tilbydes der månedlige sundhedsgruppesessioner i Det Gule Hus. Her deltager ca. 10-15 borgere per gang. Forskellige oplægsholdere faciliterer sessionerne, hvor borgerne modtager undervisning og debatterer de forskellige temaer. De sundhedsgruppesessioner, som indtil nu har været gennemført, har haft følgende temaer:

  • Sundhed - hvad er det?
  • Hvad er motion godt for, og hvilke tilbud findes?
  • Hvordan passer jeg på mine tænder, og hvordan får jeg hjælp?
  • Sukkerafhængighed - hvordan bruger og misbruger jeg mad?
  • Mindfulness - praktiske øvelser og teknikker
  • Sund fastfood, konkrete muligheder for at lave sunde retter

Projektet forløber således som forventet og lever både op til antal af deltagere samt projektindhold jf. projektbeskrivelsen. Det har været en positiv overraskelse, at borgerne har taget så godt imod projektet. Ligeledes har det været en positiv effekt af projektet, at der er etableret et tæt samarbejde med de privat praktiserende læger samt den kommunale tandpleje bl.a. ved, at begge parter er repræsenteret i projektets styregruppe.  

I oktober 2019 gennemføres en midtvejsevaluering, og ved projektafslutning til oktober 2020 evalueres projektet endeligt. Begge evalueringer fremlægges for SSU.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning. Sagen sendes til Handicapråd og Udsatteråd.

Bilag

87. Orientering vedr. puljeansøgning om støtte til afprøvning af model for én koordinerende sagsbehandler for børn og unge med handicap

Resume

Socialstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje til afprøvning af modeller for én koordinerende sagsbehandler for børn og unge med handicap. Center for Børn og Forebyggelse har ansøgt om støtte fra puljen til at afprøve modellen "Én familie – én indgang".

Sagsfremstilling

Som led i satspuljeaftalen for 2018 er der afsat midler til en ansøgningspulje til afprøvning af modeller for én koordinerende sagsbehandler for børn og unge med handicap, som udmøntes i 2019. Under initiativet ”Bedre koordination i indsatserne” blev der i 2018 gennemført en afdækning af de modeller for én koordinerende sagsbehandler, som anvendes i nogle af landets kommuner. Modellerne skal sikre koordinering af de kommunale indsatser for familier til børn og unge med handicap, som modtager flere typer af hjælp og støtte. De to mest lovende af disse samarbejdsmodeller er blevet udvalgt og danner grundlag for ansøgningspuljen. Formålet med ansøgningspuljen er således, at en række kommuner kan afprøve og få erfaringer med modellerne, og derved skabe bedre sammenhæng og større fleksibilitet i familiernes møde med de kommunale myndigheder.

Der er afsat 30,3 mio. kr. til ansøgningspuljen over en treårig periode. Det forventes, at der kan ydes tilskud til mellem 12 og 17 projekter.

Center for Børn og Forebyggelse har d. 26. april 2019 indsendt en ansøgning om støtte fra puljen til afprøvning af modellen "Én familie – én indgang". Modellen har særligt fokus på, at mål og aktiviteter for familierne skal være koordinerede og sammenhængende på tværs af forvaltninger. Familierne har én kontaktperson, familiekoordinatoren, der er familiernes primære kontakt og koordinerer barnets sag på tværs. Modellen består af fire kerneelementer: Koordineret sagsbehandling; Inddragelse af familien; Fælles systematisk tilgang og Fælles finansiering.

Det er CBF’s erfaring, at det er særligt afgørende at sikre koordination og hyppig opfølgning i børnehandicapsager i forbindelse med, at barnets funktionsnedsættelse konstateres, og i årene umiddelbart herefter, hvis vi skal lykkes med at støtte forældrene i at skabe gode opvækstvilkår for deres børn og sikre, at forældrene bliver trygge i samarbejdet med det kommunale system. Da diagnosticering af fysiske og psykiske funktionsnedsættelser ofte sker i løbet af barnets første leveår, ønskes modellen afprøvet på gruppen af børn i alderen 0-6 år med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Formålet med ansøgningen er således at undersøge, hvorvidt samarbejdsmodellen "Én familie – én indgang" kan bidrage til, at CBF i højere grad kan:

-          Sikre koordinerede og sammenhængende indsatser omkring 0-6-årige børn med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse på tværs af faggrupper og centre/forvaltninger i Ishøj og Vallensbæk kommuner.

-          Sikre tidlig og kvalificeret, tværgående udredning af børnenes og familiernes situation og behov for støtte.

-          Sikre, at børnenes forældre oplever fleksibilitet i mødet med det kommunale system, og at de oplever, at der bliver taget hånd om hele deres barns sag.

-          Hjælpe forældrene til at håndtere deres børns funktionsnedsættelser, inden de udvikler sig til (eller afføder) mere massive og komplekse problemstillinger, som nødvendiggør indgribende og udgiftstunge indsatser eller foranstaltninger.

-          Skabe sammenhængende og borgerinddragende forløb, hvor barnets forældre oplever, at deres behov og ønsker bliver hørt, at de er velinformerede om deres barns sagsforløb, og at de selv er medansvarlige for barnets forløb.

Økonomi

I forbindelse med puljeansøgningen ansøger Center for Børn og Forebyggelse om tilskud fra Socialstyrelsen til understøttelse af modelafprøvning og implementering. Der ansøges om kr. 2.401.625,00. Ansøgningspuljen omfatter ikke krav om kommunal medfinansiering.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om ansøgning om puljemidler til afprøvning af modellen "Én familie – én indgang" til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

88. Orientering om deltagelse i pilotprojekt om etnisk rygestopvejledning

Resume

Orienteringssag

Sund By Netværket, Stoplinjen og en række kommuner har udviklet materiale på andre sprog end dansk til at bruge ved etnisk rygestopvejledning. Ishøj Kommune deltager sammen med seks andre kommuner i et pilotprojekt, hvor materialet afprøves. Pilotprojektet gennemføres i 2019.

Sagsfremstilling

Baggrund

Undersøgelser viser, at rygning er meget udbredt blandt etniske grupper i Danmark. Eksempelvis blandt mandlige indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon, Palæstina, hvor mindst 50 % er dagligrygere og ca. 25 % storrygere. Det er erfaringen, at mange fra målgruppen ikke vælger at deltage på kommunens rygestopkurser grundet begrænsede danskkundskaber samt kulturelle barrierer. Ligeledes er det erfaringen, at de som vælger at deltage, får begrænset udbytte af kurset af samme årsager. Erfaringer fra Sund By Netværket viser, at det er vigtigt med kulturelt tilpasset rygestoprådgivning for at nå denne målgruppe.

Der er allerede udviklet en forløbshåndbog og tilhørende manual for rygestop på tyrkisk og arabisk. Der er også udviklet materialer til brug for rekruttering fx. postkort med arabisk og tyrkisk tekst. Sundhedsstyrelsen har nu bevilget midler til at pilotafprøve dette materiale. Pilotprojektets mål er derfor at:

  • Rekruttere målgruppen via det allerede udviklede materiale bl.a. på arabisk og tyrkisk.
  • Gennemføre 2-3 etniske rygestophold i hver kommune.
  • Opkvalificere/uddanne rygestoprådgivere i.f.t. konceptet.

Sund By Netværket er juridisk og økonomisk ansvarlig for projektet, imens Henrik Borggren fra Køge Kommune har den faglige projektledelse. Der er et ønske om, at kommunen fortsætter med tiltaget efter 2019.

Ishøj Kommune tilbyder allerede nu rygestop til borgere, som ønsker at stoppe med at ryge. Disse hold foregår på dansk og bliver derfor ikke berørt af pilotprojektet.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

89. Orientering om valg til Seniorrådet

Sagsfremstilling

Fredag d. 24. maj 2019 blev det afgjort, hvilke fire kandidater der blev valgt ind i Seniorrådet. Der var syv opstillede, og følgende fire kandidater blev valgt ind:

Lise Due Kay med 506 stemmer
Per Nørskov med 283 stemmer
Bjarne Gosvig med 263 stemmer
Leif Christoffersen med 218 stemmer

Der var 1729 seniorer, der valgte at stemme. Der var 4845 stemmeberettigede. Det betyder, at der har været en stemmeprocent på 35 %.

Der er konstituerende møde i det nye Seniorråd mandag d. 3. juni.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

90. Nøgletal

91. Meddelelser

Sagsfremstilling

Til orientering er der kommet en donation, der har givet mulighed for at skabe en bedre indretning af spisestuen på Torsbo Plejehjem (se bilag).

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

92. Efterretningssager

Sagsfremstilling

Klagesager:

§ 83, hjemmehjælp: 2

Klage over regler vedr. personligt tillæg, førtidspension: 1

 

Beslutning

Taget til efterretning.

93. Evt.

Beslutning

Intet til eventuelt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 6. september 2019