Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Social- og Sundhedsudvalgets møde tirsdag 14. april 2020 kl. 17.00

Lokation: Mødelokalet, etage 6


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

38. Orientering om driftsstatus i Center for Voksne og Velfærd i.f.m. covid-19

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer om driftsstatus for aktiviteter i Center for Voksne og Velfærd under covid-19, herunder Hjemmeplejen/Hjemmesygeplejen, Plejehjem Kærbo/Torsbo, frivillighed og lokalsamfund, træning og rehabilitering, handicap og psykiatri, Spindehuset, Kløverengen, Pitstop samt hjemløseboligerne.

Sagsfremstilling

Vedr. Hjemmeplejen / Hjemmesygeplejen

I Hjemmeplejen/Hjemmesygeplejen køres med normalt beredskab på alle enhederne.
Der har endnu blot været behov for at nedjustere i ydelser på klippekort. Der er lavere fravær/sygdom hos personale end normalt.
Der er proces i gang med at etablere tværgående vikarkorps for Hjemmeplejen, Kærbo/Torsbo, med introforløb i uge 15 og uge 16.

Vedr. Plejehjem Kærbo/Torsbo

På Omsorgscentret Kærbo er der oprettet en helt ny sygestue. Den skal tage imod eventuelt tidligt udskrevne borgere, som bliver udskrevet fra sygehusene, men stadig har brug for pleje. Der er udarbejdet beredskabsplan på alle enheder samt særlig beredskabsplan for modtagelse af ekstraordinære borgere i forbindelse med spidsbelastninger på de regionale sygehuse. Ishøj Kommune skal indtil videre kunne tage 6 borgere hjem. Den nye sygestue ligger med god afstand til de andre afdelinger på Kærbo. Tidligt udskrevne borgere vil blive passet af personale, som ikke vil få andre opgaver end at passe disse borgere. Sygestuen har 6 senge og både hjælpemidler og personale til at tage vare på Ishøj-borgere, som måtte blive smittet med Covid-19/coronavirus.

Kærbo og Torsbo holder lukket for besøgende foreløbig til og med d. 13.4. 2020. Lukningen skyldes udelukkende den aktuelle covid-19/corona-situation.
Lukningen har ingen betydning for den daglige drift på Kærbo og Torsbo, hvor der køres med samme bemanding som vanligt. Således oplever beboerne mindst mulig påvirkning af deres hverdag. Administrationen har derfor opfordret til telefonisk kontakt, elektroniske hilsener via e-mail eller Face-time opkald mellem pårørende og beboere, der bor på Kærbo eller Torsbo.

Daghjem på begge plejehjem er fortsat åben for borgere med demens.

Aktivitetscenteret på Kærbo er lukket for udefrakommende til og med d. 13.4. 2020.

Aktivitetscentret Egely er lukket til og med d. 13.4. 2020.

Ændrede åbningstider i cafeen på Kærbo

Som følge af, at Kærbo er lukket for besøgende, og at Aktivitetscentret ligeledes er lukket, vil der til og med d. 13. april være begrænsede åbningstider i cafeen.
Fra mandag til fredag vil åbningstiderne være:

Morgenmad kl. 9.30 - 10.00
Frokost kl. 11.30 - 12.00

Ingen af brugerne i cafeen må samles mere end 10 personer ad gangen.

Vedr. Frivillighed og Lokalsamfund

Frivillighed og Lokalsamfund har udarbejdet en side på hjemmesiden samt en flyer med information om forskellige muligheder for at få og give hjælp under den aktuelle situation med corona.

På Ishøj Kommunes hjemmeside under 'Har du brug for corona-hjælp? Her kan du finde et fællesskab!' findes informationer om nogle af de steder, hvor man kan få eller tilbyde sin hjælp. Nogle af tilbuddene er lokalt forankrede, mens andre er landsdækkende. Se siden via: www.ishoj.dk/coronahjælp

Der er ligeledes udarbejdet en flyer med information om de forskellige tilbud. Denne flyer er særligt målrettet sårbare ældre borgere, som ikke har adgang til internettet og de sociale medier (se bilag).

Både på hjemmesiden og i flyeren er Røde Kors' hjælpenetværk fremhævet. De har pr. marts 2020 10.000 frivillige på landsplan, som tilbyder hjælp med indkøb, afhentning af pakker og medicin, hundeluftning mm. Der er ligeledes flere frivillige fra Ishøj, som har meldt sig til det landsdækkende hjælpenetværk. Læs mere om indsatsen her: https://www.rodekors.dk/corona/hjælp

Flyeren og link til hjemmesiden er blevet formidlet til relevante medarbejdergrupper, frivillige, samarbejdspartnere i lokalsamfundet mm. Disse aktører bidrager til at formidle viden ud til borgerne.

 Vedr. Træning og Rehabilitering

Genoptræningen i Ishøj og Vallensbæk Kommune har lukket for personligt fremmøde til og d. 13.4. 2020. Vallensbæk Kommune har lukket Træningscenter Nord Pilehavehus i den kommende periode.
Træning og Rehabilitering har været i telefonisk kontakt med alle borgere, der er i gang med et genoptræningsforløb for at afdække hvilke borgere kan have hjemmetræning i den kommende periode og hvilke borgere har behov for støtte og guidning til deres træning. I den kommende periode foreløbig indtil d. 13. april 2020 vil borgerne have mulighed for at kontakte en træningsterapeut dagligt såfremt der er behov for herfor.

Vedr. Handicap og Psykiatri

Administrationen har valgt at lukke alle lokationer hvor flere borgere normalt samles dagligt. Det drejer sig om følgende tilbud:

·         Netværket
·         Handicap-klubben
·         Ungegruppen
·         Gruppeaktivitet i Neurogruppen
·         Det Gule Hus

Alle hjemmevejledere har været i kontakt med de borgere som modtager støtte og informeret dem om lukningerne, og om, at vejledningen på nuværende tidspunkt vil forgår pr. telefon eller facetime-opkald. Kun i de situationer hvor det kan have fatale konsekvenser ikke at besøge borgeren, vil dette ske.

I forhold til lukningen af alle lokationer, har administrationen som en ekstra foranstaltning, etableret en nødplan, hvor borgerne i samarbejde med vejlederne, kan henvises til 4. sal på rådhuset, hvor de kan få råd og vejledning, i hverdage, tidsrummet kl. 11.00-13.00. Der er opsat skilte på alle områdets lokationer med retningsliner samt telefonnumre på alle vejledere som er i nødberedskabet, så borgerne altid har mulighed for at komme i kontakt med det relevante personale.
Alle vejledere vil løbende være i telefonisk kontakt med de borgere de samarbejder med, og står til rådighed i den normale arbejdstid.

Spindehuset

På Spindehuset er der iværksat nødplan, hvor der vejledes enten pr. telefon eller efter nærmere fastsatte tidspunkter i huset for at forhindre spredning af smitte.

Kløverengen

Kløverengen kører fortsat med normal bemanding, med undtagelse af administrativt personale, der arbejder hjemmefra. Kløverengen oplever i skrivende stund ikke være ramt af sygdom i større omfang end normalt.
Fællesaktiviteter er suspenderet, og er fortsat erstattet af individuelle indsatser, eller af mindre grupper af 3-4 personer, hvor afstand, undgåelse af fysisk kontakt, mm. er muligt.
Der tilbydes som udgangspunkt telefoniske samtaler med beboerne, og kun i akutte, eller behandlingskrævende tilfælde kommer de forbi til en samtale.
Kløverengen har fortsat dagligt fokus på at støtte beboerne til at få handlet ind til flere dage af gangen, for at begrænse risikoen for smitte.

Pitstop

Pitstop er lukket for alle aktiviteter med personligt fremmøde. Den anonyme telefonrådgivning er åben for henvendelse mandag til torsdag kl. 10.00-15.00 og fredag kl. 10.00-13.00. Samtlige behandlere, samt en socialrådgiverstuderende, den psykiatriske lægekonsulent samt den faglige leder arbejder således hjemmefra. Behandlingsgaranti for misbrugsbehandling overholdes.
Borgere tilbydes individuelle samtaler over telefon og Skype. Nogle borgere har kun ønsket sporadisk kontakt i perioden og enkelte borgere har pt. behov for daglig kontakt. Begge dele imødekommes.
Der afholdes på samme vilkår samtaler imellem borgere og den psykiatriske lægekonsulent, hvorfor der fortsat udskrives medicin og afholdes udredningssamtaler.
Der kan bestilles tid til forsamtale på Pitstops hjemmeside. Disse afholdes ligeledes via telefon eller Skype.

Hjemløseboligerne

Der oprettes fortsat almindeligt beredskab med telefonisk og personlig kontakt til beboerne. Der er både telefonisk og fysisk kontakt mellem beboerne i hjemløseboligerne, og de sociale viceværter dagligt, med henblik på fortsat hjælp og støtte.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om driftsstatus til efterretning.

Beslutning

Orienteringen er taget til efterretning. Det skal præciseres, at der er lukket for besøg på Torsbo og Kærbo samt aktivitetscentret indtil d. 10.5. 2020.

Bilag

39. Godkendelse af ansøgningsskema og vejledning til midler til frivilligt socialt arbejde

Resume

I december 2019 efterspurgte Social- og Sundhedsudvalget en ensretning i forhold til, at alle der ansøger om midler til frivilligt socialt arbejde (§18) vedlægger budget, CVR nr. samt underskrift, når der ansøges om midler. Derfor fremlægges et revideret ansøgningsskema, revideret vejledning samt forslag til regnskabsskabelon til godkendelse.

Sagsfremstilling

For at ensrette ansøgningerne om midler til frivilligt socialt arbejde, er der foretaget en række justeringer i ansøgningsskemaet. Dette skal understøtte, at alle ansøgere leverer de nødvendige informationer i forbindelse med ansøgningen.

Der er blandt andet foretaget følgende justeringer i ansøgningsskemaet:

  • Det er blevet tydeliggjort, at ansøgerne enten skal udfylde CVR nr. eller kontooplysninger.
  • Rubrikken til udfyldelse af budget er gjort større.
  • Læsevejledninger er tilføjet/tilpasset flere steder i skemaet

Rettelserne i ansøgningsskemaet har affødt en række ændringer i vejledningen, således at denne kan understøtte korrekt udfyldelse af ansøgningsskemaet.

Ansøgningsskema og vejledning er vedhæftet som bilag. Rettelserne er markeret med rød.

Fra administrationens side opleves desuden et behov for hjælp til, hvordan modtagerne af § 18 midler bedst muligt regnskabsaflægger efter endt budgetår. Derfor foreslås det at stille en meget simpel regnskabsskabelon til rådighed.

Forslag til regnskabsskabelon er vedhæftet som bilag.

Det foreslås, at der via Ishøj Kommunes facebook-side samt hjemmeside gøres opmærksom på det nye ansøgningsskema samt vejledning.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender ansøgningsskema, vejledning samt regnskabsskabelon til midler til frivilligt socialt arbejde.

Beslutning

Tiltrådt.

SSU ønsker følgende indarbejdet i ansøgningsskemaet og vejledning til § 18 midler :

At der i pkt. 7 angående revisor, ikke stilles krav om at det er en statsautoriseret revisor. Det kan være en uvildig og objektiv person som påtegner at regnskabet er korrekt.

At der ved underskrift i ansøgningsskemaet angives, at modtageren underskriver på tro – og loveerklæring at oplysningerne er korrekte.

Bilag

40. Godkendelse af ny frist for brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmepleje og madservice

Resume

Beslutningspunkt:
Grundet den nuværende situation med covid-19 foreslår administrationen i Center for Voksne og Velfærd, at deadline for borgernes tilbagemeldinger i.f.m. brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmepleje og madservice rykkes til d. 1. juni 2020. Sagen forelægges til godkendelse.

Sagsfremstilling

Den 6. marts 2020 udsendte administrationen i Center for Voksne og Velfærd spørgeskemaer til knap 600 ældre medborgere, der får enten hjemmepleje eller madservice. Formålet med spørgeskemaerne er at få målt tilfredsheden med de leverede hjemmeplejeydelser og madservice. Deadline for tilbagemelding var sat til d. 3. april 2020. Torsdag d. 12. marts meddelte statsminister Mette Frederiksen, at Danmark grundet covid-19 gik i midlertidig "karantæne". Administrationen har modtaget henvendelse fra Seniorrådet, som anbefaler, at deadline for tilfredshedsundersøgelsen skydes. Administrationen er enig med Seniorrådet i, at deadline skal skydes, så borgerne på trods af den nuværende situation får mulighed for at komme med deres tilbagemeldinger. Administrationen anbefaler derfor, at ny deadline for tilbagemeldinger bliver d. 1. juni 2020. Således vil der være tilstrækkelig tid til, at borgerne kan nå at fremsende spørgeskemaerne.

Aktuelt har 200 borgere svaret på brugerundersøgelsen.

 

Såfremt Social- og Sundhedsudvalget godkender ny deadline, vil der blive sendt en besked til alle borgerne via e-boks. Ligeledes vil der blive gjort opmærksom på ny frist via hjemmeside samt på Ishøj Kommunes facebookside.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender,
at fristen for tilbagemelding vedrørende brugertilfredshedsundersøgelsen udskydes som følge af covid-19.

Beslutning

Tiltrådt. Fristen for brugerundersøgelsen rykkes til d. 1.6.2020 med baggrund i nuværende Corona-situation.

41. Slutevaluering af ProjektGIV

Resume

Orienteringssag

Som led i aftalen om satspuljen for 2015 blev der afsat midler til udbredelse af behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug. Ishøj, Vallensbæk og Greve kommuner fik fra 2016 til 2019 puljemidler til at udvikle og etablere et fælles behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholproblemer. Der er udarbejdet en samlet evaluering af de 15 projekter under puljen samt en lokal slutevaluering af ProjektGIV. Den lokale evaluering præsenteres nedenfor.

Sagsfremstilling

Som led i aftalen om satspuljen for 2015 blev der afsat midler til udbredelse af behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug. I alt 15 projekter blev tildelt midler under puljen til udbredelse af behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug.
Ishøj, Vallensbæk og Greve kommuner fik fra 2016 til 2019 puljemidler til at udvikle og etablere et fælles behandlingstilbud til børn og unge i alderen 8 til 24 år fra familier med stof- eller alkoholproblemer.  Formålet med behandlingstilbuddet var på kort sigt at hjælpe børnene/de unge med at lære, hvordan de kan håndtere deres egen livssituation i en familie med stof- eller alkoholproblemer. På længere sigt skulle hjælpen have en forebyggende effekt, da forskning viser, at opvæksten i en familie med alkohol- eller andre misbrugsproblemer kan medføre øget risiko for alvorlige traumer, omsorgssvigt, psykisk sygdom, eget misbrug, kriminalitet og manglende uddannelse eller arbejde.
ProjektGIV evalueres på baggrund af de senest tilgængelige data fra projektets ophør, 31. december 2019.

I perioden 2016 til 2019 har der været 140* unikke børn og unge i forløb i ProjektGIV. De fleste af børnene/de unge har deltaget i ét forløb, mens en mindre gruppe har deltaget i forløb af flere omgange. Af de børn og unge, der har deltaget i forløb i ProjektGIV, er 15 pct. bosiddende i Ishøj Kommune, mens 11 pct. er bosiddende i Vallensbæk. Lidt over halvdelen af de børn og unge, som har deltaget i forløbet er bosiddende i Greve Kommune. Derudover har der deltaget enkelte børn og unge med bopæl i Roskilde, Hvidovre, Faxe, Køge og Holbæk. Fordelingen mellem piger og drenge i ProjektGIV har været henholdsvis 64 pct. og 36 pct. 69 pct. af børnene/de unge var 14 år eller derunder ved opstart af forløbet, 14 pct. var 15-17 år og 17 pct. var 18-24 år.

På tværs af alle aldersgrupper giver 88-100 pct. af børnene/de unge udtryk for, at forløbet i ProjektGIV har haft en positiv eller meget positiv betydning for deres liv. For børn på 10 år eller derunder er trivslen forbedret i 59 pct. af forløbene, og barnets oplevede vanskeligheder er blevet færre. Børn og unge i alderen 11-16 år oplever en positiv udvikling i deres trivsel i ca. 55 pct. af forløbene. I knap 74 pct. af forløbene oplever de ligeledes en positiv udvikling i deres livsmestring. De giver også udtryk for at have færre udfordringer/problemer. Godt 71 pct. af de unge i alderen 17-24 år udtrykker, at de har oplevet en positiv udvikling i deres trivsel efter at have deltaget i ProjektGIV. De oplever ligeledes en positiv udvikling i deres livsmestring i ca. 69 pct. af forløbene. De giver også udtryk for at have færre udfordringer/problemer.

Rambøll har udarbejdet en samlet evaluering af de 15 projekter i puljen til udbredelse af behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug (se bilag). Evalueringen viser, at der har været en større deltagelse af piger end drenge i de 15 projekter i satspuljen, hvilket også er tilfældet i ProjektGIV. 60 pct. af deltagerne i de 15 projekter har været i alderen 17-24 år, mens aldersgruppen 18-24 år kun udgjorde 17 pct. i ProjektGIV. De 15 projekter har alle haft udfordringer med at rekruttere børn og unge til indsatsen.

Målinger af børnenes/de unges trivsel før og efter forløbet viser, at stort set alle børn, unge og familier, som har afsluttet et forløb i et tilbud under puljen oplever, at tilbuddet har haft en positiv/meget positiv betydning for deres liv. 72 pct. af børnene og de unge fra 11-16 år oplever en positiv udvikling i deres livsmestring, hvilket svarer til ca. samme procentandel i ProjektGIV. Hvor 85 pct. af de 17-24-årige i puljen oplever en positiv udvikling i deres livsmestring, oplever ca. 69. pct. dette i aldersgruppen 18-24 år i ProjekGIV.

Det blev besluttet på styregruppemødet d. 21. oktober 2019, at kommunerne efter ProjektGIVs ophør den 31. december 2019 hver især etablerer sig, og at der er åbenhed omkring et samarbejde om gruppeforløb på tværs af kommuner.

*Note: Ud af de 140 børn/unge, ser 8 ud til at være en fejlregistrering i systemet.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om slutevalueringen af ProjektGIV til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

42. Meddelelser

Sagsfremstilling

  • KL har samlet de endelige kommunerettede tabeller fra KL’s dataindsamling om det nære sundhedsvæsen 2019. KL har siden efteråret 2012 gennemført spørgeskemaundersøgelser til alle landets kommuner vedr. status for kommunernes sundhedsindsatser. Seneste undersøgelse er gennemført i oktober 2019. Data viser således status i kommunerne pr. oktober 2019 (se bilag).
    Tabellerne viser de mest centrale data på lands- og regionsniveau. Øverst i tabellerne vises lands- og regionstal med en procentsats. Herunder viser tabellerne svarene på kommuneniveau i det relevante KKR. Er der svaret "ja" i spørgsmålet/svarkategorien er krydset af, angives det med et ”+”, mens et nej/svarkategorien er ikke krydset af, angives med et ”-”.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager meddelelsen til efterretning. 

Beslutning

Tiltrådt. Administrationen gav en kort orientering omkring foreløbige overvejelser i forbindelse med gradvisåbning af udvalgte områder på sundhedsområdet.

Bilag

43. Nøgletal

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om nøgletal (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om nøgletal til efterretning. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

44. Efterretninger

Resume

Orienteringspunkt

BPA-ordning:1 klagesag til borgmesteren.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om klagesag til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

45. Evt.

Beslutning

Intet til punktet.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 15. april 2020