Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde tirsdag 15. september 2020 kl. 16.30

Lokation: Mødelokale Fyrsten - Ishøj Rådhus, etage 2


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

67. Renovering af stier i Jægerbuens grundejerforening

Resume

Center for Park-, Vej- og Miljø har i mange år vedligeholdt Grundejerforeningen Jægerbuens fælles arealer uden beregning. I forbindelse med besparelser på budget 2020 besluttede Byrådet pr. 1.april 2020 at overdrage vedligeholdelsen af 3 forskellige grundejerforeningers arealer, heriblandt Jægerbuen, til egen vedligeholdelse. Grundejerforeningen Jægerbuen meldte tilbage med et ønske om, at Ishøj Kommune afleverede visse af grundejerforeningens stier i renoveret stand.

Sagsfremstilling

Den 17. maj 1977 sendte Ishøj Kommune et brev til Grundejerforeningen Jægerbuen, hvori man præciserede på et kort, at stier markeret med rødt ikke var omfattet af kommunens tilsagn om vedligeholdelse af foreningens fællesarealer (se bilag 1). Dog efterlader bilag 1 nogle små stykker af stier, som ikke er omtalt i brevet. Der synes ikke at forefindes noget skriftlig materiale, som beskriver de forudgående forhandlinger omkring tilsagnet eller præcist, hvad tilsagnet om vedligeholdelse omfatter.

Grundejerforeningen Jægerbuen ønsker, at Ishøj Kommune renoverer asfalten på de sidstnævnte stykker sti, inden vedligeholdelsen afleveres til grundejerforeningen.

De omtalte stykker sti i Grundejerforeningen Jægerbuen har imidlertid, som resten af det interne stisystem, status af privat fællesvej, og stierne er derfor ifølge Lov om privat fællesvej §44 grundejerens ansvar (se kortgrundlag bilag 2). Såfremt Ishøj Kommune renoverer Jægerbuens stier, kan det danne præcedens for andre grundejerforeninger og samtidig give andre grundejerforeninger, som tidligere har fået afslag på deres ønsker om renovering af private fælles veje, indtryk af, at borgerne ikke behandles lige for loven.

I forhold til kommunalfuldmagtsreglerne vil det heller ikke være tilladt for Ishøj Kommune at varetage den forpligtelse at holde de private fællesveje i god og forsvarlig stand, som påhviler grundejerne ved lov.

Det interne stisystem har for Center for Park-, Vej- og Miljø altid været betragtet som grundejerforeningens ejendom og ansvar, og dette har også været altid være meldingen til grundejerforeningen. Ishøj Kommune har kun udført renholdelse på stierne, ikke en renovering af asfalten. Ligeledes har renoveringer på grundejerforeningens øvrige fælles arealer, der har været omfattet af tilsagnet om vedligeholdelse fra 1977, været Ishøj Kommune uvedkommende. F.eks. har grundejerforeningen afholdt udgifter til renovering af bede, udskiftning af fodhegn, omlægning af sandkasser til belægning mv. på egne fælles arealer. Center for Park-, Vej- og Miljø har igennem årene heller ikke renoveret asfalt eller beplantning på de to andre grundejerforeningers arealer, som også har fået opsagt deres aftale om vedligeholdelse.

Lovgrundlag

Lov om privat fællesvej

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at omkostningen for renovering af de omtalte private fællesveje ligger hos Grundejerforeningen Jægerbuen.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

68. Principper for lokalplan Torslunde Landsby

Resume

Der skal træffes beslutning om overordnede principper for den nye bevarende lokalplan 1.95 Torslunde Landsby.

Sagsfremstilling

Økonomi- og Planudvalget besluttede den 27. januar 2020 at igangsætte udarbejdelsen af en ny bevarende lokalplan for Torslunde Landsby. Der blev efterfølgende afholdt borgermøde i Torslunde, hvor alle kunne komme med bemærkninger, inden lokalplanarbejdet gik i gang. Der er mange modsatrettede ønsker for landsbyen. Det blev dog tilkendegivet på mødet, at det er vigtigt med specifikke bestemmelser om eksempelvis bygningsbevaring, beplantning og udseende på ny bebyggelse, da man ønsker at holde fast i landsbymiljøet. En opsamling af bemærkningerne er vedlagt som bilag.

Der har også været foretaget en besigtigelse i henhold til de allerede udpegede bevaringsværdige bygninger og særlige kendetegn i landsbyen.

Der er primært 6 punkter, som med fordel kan besluttes, inden lokalplanen færdiggøres og sendes i høring. Punkterne er vedlagt som bilag.

Det vurderes, at punkterne kan medvirke til at fastholde den karakter og det specielle landsbymiljø, som Torslunde Landsby har.

Det foreslåes at der ikke holdes borgermøde da det ikke er muligt pga. coronasituationen og der allerede har været afholdt et indledende borgermøde. det foreslåes at der iostedet laves et videopræsentation af lokalplanforslagets proces og principer som formidles til borgerne.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at godkende de 6 punkter som grundlag for lokalplanforslag 1.95 Torslunde Landsby og den beskrevne proces.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

69. Forslag til ny lokalplan i Strandgårdsparken

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til lokalplan 1.90 Strandgårdsparken i offentlig høring i 8 uger. Forslaget er en sammenskrivning og præcisering af eksisterende dispensationer i den gældende lokalplan og muliggør derudover opførelse af et nyt fælleshus. Lokalplanforslaget er udarbejdet i tæt samarbejde med grundejerforeningen.

Sagsfremstilling

Lokalplansforslaget bibeholder området som et tæt-lavt boligområde, hvor en række af de relevante dispensationer, de såkaldte standardprojekter er blevet indarbejdet. I lokalplanen præciseres således bestemmelser om terrasseoverdækning, udestuer, hegn, tage, vinduer og farver/materialer på facader, udestuer, skure, skralderum o.l.

Strandgårdsparken er et af Ishøjs attraktive boligområder og udgør med sin enkle og ensartede linjer et arkitektonisk værdifuldt hele. Bebyggelsen har fra start været ensartet, men med årene er der kommet variationer, uden at helheden er gået tabt. Området har fortsat mange ensartede træk og er derfor sårbar overfor for mange tilfældige ændringer, i forhold til at opretholde sine samlede kvaliteter.

Bebyggelsen er placeret i ensartede rækker, hvor der opleves en sammenhæng mellem bebyggelsen og udearealerne. Området har en arkitektonisk helhedsvirkning og homogenitet, i form af at alle døre, vinduer og facader har nogle fællestræk - de røde murstens facader og sorte døre og vinduer.  Disse fællestræk er derfor præciseret og indarbejdet i lokalplanen, så der ikke opstår tvivl om, hvad der er gældende for området som helhed.

Lokalplanområdet er inddelt i 3 delområder i forhold til anvendelse. Delområde A anvendes til tæt-lav bebyggelse i form af rækkehuse, delområde B til institution og teknik bygning og delområde C, anvendes til fælleshus og miljøstation. Anvendelsen i delområde A og B er uændret dog er delområde C i dag en del af et grønt fællesområde, matriklen er allerede påvirket af miljøstationen, derfor er placering af et nyt fælleshus mest hensigtsmæssig på denne matrikel.

Fælleshuset skal have samme bygningsudtryk som den eksisterende bebyggelse i området, dog er der givet mulighed for at bygge facaden lidt højere. Facadehøjden må ved fladt tag ikke overstige 6 m. Ved bygning med taghældning må højden til tagryg ikke overstige 6 m, hvor loftet kan føres til kip.

Lovgrundlag

Planloven

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at lokalplanforslaget vedtages og sendes i offentlig høring i 8 uger.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

70. Dispensation fra kravet om bebyggelsesprocent – Boliger, Industrivangen 2-8

Resume

I forbindelse med opførelse af nye boliger på ejendommen Industrivangen 2-8 ansøges der om dispensation fra kravet om bebyggelsesprocent.

Sagsfremstilling

Norconsult Arkitekter ønsker at opføre 133 boliger, herunder etageboliger samt rækkehuse på ejendommen Industrivangen 2-8.

De 133 boliger ønskes opført som følgende:

123 etageboliger herunder 23 stk. 4-værelses boliger, 80 stk. 3-værelses boliger og 20 stk. 2-værelses boliger. Boligerne har et bruttoareal på ca. 60 m2 - ca. 110 m2.

10 rækkehuse herunder 4 værelses boliger. Rækkehusene har et bruttoareal på ca. 110 m2.

De resterende 10 boliger er rækkehuse som har et boligareal på ca. 110 m2.

Grundarealet er på 11.051 m2 og de ønskede boligarealer vil udgøre et samlet areal på 11.217 m2.

Bebyggelsesprocenten vil dermed blive 101,5 %.

Området er omfattet af lokalplan 1.87 – Boliger, Industrivangen 2-8.

Af § 5.2 fremgår, at bebyggelsesprocent ikke må overstige 100 %.

Der ansøges om en bebyggelsesprocent på op til 102 %, således at ansøger har lidt manøvrerum i forbindelse med udfærdigelse af hovedprojektet for den kommende bebyggelse.

Projektet overholder lokalplanens krav i forbindelse med omfang og arkitektur.

Det vurderes, at en overskridelse af bebyggelsesprocenten på 2 % svarende til 166 m2 er under bagatelgrænsen og ikke vil have den store betydning i området som helhed.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles dispensation til det ansøgte.

Beslutning

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager at tage sagen af.

Tiltrådt

Bilag

71. Meddelelser fra Formand og Administration 2020

Sagsfremstilling

Ørsted (pr. 1/9-2020  SEAS-NVE City Light A/S – i daglig tale blot ”City Light”) har igangsat renoveringen af vej- og stibelysningen i Ishøj Kommune.

Renoveringen er inddelt i 6 etaper og status primo september er angivet nedenfor.

Etape 1 - Udskiftning af indsatser i eksisterende lamper – i alt 1.950 stk. – Udført

Etape 2 - Udskiftning af parklygter til Københavner – Pågår og 60 % udført

Etape 3 - Udskiftning til nye armaturer – Planlægges i uge 38

Etape 4 - Ishøj Stationsvej – Udføres 09.09- 23.10.2020

Etape 5 - Renovering af Tunneler – Planlægges i uge 38

Etape 6 - Ishøj Strandvej – Udføres 09.09- 27.11.2020 

Liste over administrativt meddelte afgørelser.

Beslutning

Til efterretning

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 17. september 2020