Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde tirsdag 19. maj 2020 kl. 16.30

Lokation: På Teams


 


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

39. Orientering om trafikuheld på kommunale veje i perioden 2015 - 2019

Resume

Center for Park, Vej og Miljø har på baggrund af politiets uheldsregistrering udarbejdet en orientering om uheld på kommunale veje og stier samt private fællesveje i perioden 2015 til 2019.

Sagsfremstilling

Formålet med orienteringen er at give et oversigtsbillede af uheldssituationen i Ishøj Kommune med henblik på at vurdere trafiksikkerheden i Ishøj Kommune.

På de kommunale veje og stier samt private fællesveje registrerede politiet 68 uheld i 2019. Uheldene i 2019 medførte, at 1 trafikant fik lettere skader, 3 trafikanter fik alvorlige skader, og 0 blev dræbt.

I perioden 2015-2019 varierer uheldene mellem 61 og 70, hvor antallet af alvorligt tilskadekomne er faldet fra 7 til 3 siden år 2017, som yderligere er beskrevet i notatet, der er vedlagt som bilag.

De fleste uheld sker i krydsene på de større veje.

Kryds med flest uheld:
1: Ishøj Stationsvej / Ishøj Strandvej: 27 uheld på 5 år
2: Ishøj Stationsvej / Vejleåvej: 23 uheld på 5 år (vejarbejde i perioden)
3: Ishøj Stationsvej / Køgevej: 20 uheld på 5 år
4: Ishøj Stationsvej / Tåstrup Valbyvej: 12 uheld på 5 år

På baggrund af uheldsregistreringen er der udarbejdet en trafiksikkerhedsanalyse af Sweco. Analysen er baseret på personskadeuheld og materialeskadeuheld, som er sket i perioden 2015-2019 på kommuneveje. I analysen er der udpeget uheldsbelastede lokaliteter med løsningsforslag samt indsatsområder, som skal være med til at forbedre trafiksikkerheden. Uddrag fra analysen er medlagt som bilag 3.

Center for Park, Vej og Miljø vil på baggrund af analysen have fokus på uheldsbelastede kryds i det fremadrettede arbejde med trafiksikkerhed, ligesom der også løbende er en dialog med politiet.  

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Vedtaget.

Bilag

40. Landzonetilladelse til opførelse af et nyt bosted for 9 personer i Torslunde

Resume

Der søges om landzonetilladelse til at opføre et nyt bosted for 9 personer med tilhørende personalefaciliteter og fællesarealer. Det ansøgte ligger i transportkorridoren og kræver landzonetilladelse. Det indstilles, at der gives landzonetilladelse.

Sagsfremstilling

Thorshøjgaard beliggende på Pedersborgvej 20 i Torslunde er et bo- og uddannelsestilbud - fordelt på flere fritliggende bygninger – målrettet unge mellem 15-30 år med særlige behov.

Der ønskes opført et nyt bosted, som er tænkt som erstatning for eksisterende døgntilbud Pedersborg, som har til huse i en ældre bygning i 2 plan, der med små værelser og fællesbad vurderes meget utidssvarende. I forlængelse af opførelse af nybyggeri, er det planen på sigt at ombygge eksisterende faciliteter.

Nybyggeriet vil være i et plan på ca. 710 m² med et overdækket areal på ca. 111 m². Den vil bestå af 3 sammenbyggede længer, der formmæssigt tager inspiration fra eksisterende drivhuse beliggende på samme matrikel (saddeltag med 15 graders hældning). Der etableres 9 boliger i grupper af 3 med eget køkken og bad/toilet, som anlægges med adgang til private, skærmede uderum. Fra personalefaciliteter, gangarealer og centralt liggende fællesfaciliteter vil der være direkte udgang til haverum af mere eller mindre skærmet karakter. Planløsning og rumligheder er opstået ud fra ønsket om at tilgodese beboernes behov bedst muligt.

Ejendommen ligger i landzone, og byggeriet kræver derfor en landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

Der har ved projektopstart været afholdt møde på ejendommen, hvor placeringen af byggeriet er fastlagt. Her er der taget forbehold for højspændingsledninger, transportkorridoren og placering langs vejen.

Sagen har været i nabohøring, og der er modtaget to indsigelser, som hovedsageligt går på støj og placering.

Der er foretaget tilsyn på ejendommen, og det er konstateret, at naboen ligger et godt stykke væk fra byggeriet. Det er planlagt at opføre afskærmning med fx buske og træer, der burde tage størstedelen af lyden fra ejendommen. Dertil er der tale om støj fra maks. 9 unge med særlige behov. Alternativet kunne være støj fra en familie med 2 voksne og et par børn. Der vurderes derfor, at løsningen med afskærmning er tilstrækkeligt for reduktion af støj.  

Det ansøgte kræver også en byggetilladelse. Denne udstedes administrativt og skal ikke godkendes på Teknik- og Bygningsudvalget.

Lovgrundlag

Planloven § 35.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at give landzonetilladelse til opførelse af det nye bosted.

Beslutning

Teknik og Bygningsudvalget vedtager ikke at give landzonetilladelse til opførelse af det nye bosted. Det ønskes undersøgt, om bostedet kan rykkes længere væk fra boligen på naboejendommen, og så kan landzonesagen behandles igen.

Særindstilling:

Lennart Hartmann Nielsen (V) ønsker ikke at give en landzonetilladelse. Han vil gerne have undersøgt, om de kan renovere og blive boende, hvor de bor, og så kan de eventuelt lave et nyt hus til aktiviteter i den del, der ligger tættest på naboerne.

Bilag

41. Rundkørsel på Vejlebrovej, licitation

Resume

På baggrund af afholdt licitation indgår Ishøj Kommune kontrakt med Hoffmann om etablering af ny rundkørsel på Vejlebrovej.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i forbindelse med budgetaftalen afsat midler til etablering af en ny rundkørsel på Vejlebrovej for at forbedre trafiksikkerheden i krydset Vejlebrovej / Gildbrovej / Vejledalen.

Ishøj Kommune har haft projektet i udbud, og projektet blev udbudt i begrænset licitation i henhold til tilbudsloven. Tildelingskriteriet var laveste pris, og licitationsresultatet er vedlagt som bilag.
På baggrund af licitationsresultatet vil Ishøj Kommune indgå kontrakt med Hoffmann på etablering af ny rundkørsel på Vejlebrovej.  

Arbejdet forventes igangsat i marken primo juni og afsluttes ultimo oktober 2020.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning. 

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

42. Ishøj Parkvej

Resume

På baggrund af budgetforlig 2020 har Rådgivende Ingeniørfirma Moe udarbejdet et skitseprojekt for Ishøj Parkvej, hvor mulighederne for at ombygge Ishøj Parkvej fra en 4 sporet vej til 2 sporet vej belyses. I skitseprojektet er adgang til nyt byggeri i Gadekæret indarbejdet.

Sagsfremstilling

Moe har udarbejdet et skitseprojekt for Ishøj Parkvej.

Ishøj Parkvej er en 4 sporet vej, hvor hvert spor er ca. 3,6 m. bredt. Årsdøgntrafikken (ÅDT) ligger på 6000 motorkøretøjer, som fordeler sig jævnt i de to køreretninger. Der køres generelt for stærkt på strækningen, hvilket givetvis hænger sammen med vejens brede tværprofil med 4 kørespor og den relative ”lille” trafikintensitet på strækningen.

Hastighedsmålinger viser følgende resultater for hverdagsdøgn.

 

I retning mod vest

I retning mod øst

85% fraktil (km/t)

68,1

61,9

Gennemsnit (km/t)

57,2

53,4

Løsningsforslag for Ishøj Parkvej

Forslag 1: De to sydlige kørespor fjernes således, at de to nordlige spor vil danne vejens nye tværprofil. Hvert spor vil have en bredde på 3,25 m og 0,3 m spærrelinje på midten af vejen.

Forslag 2: De to sydlige kørespor fjernes således, at de to nordlige spor vil danne vejens nye tværprofil. De eksisterende kantsten bibeholdes og der etableres spærreflade i midten af vejen for at minimere sporbredden.

Kryds og sideveje på strækningen tydeliggøres med midterheller, som samtidig skaber forsætninger for bilister som køre i østlig retning.

Der forslås at ny indkørsel til boligområde tilsluttes til Brolæggerpladsen

Såfremt Byrådet beslutter at ombygge Ishøj Parkvej anbefales det, at der arbejdes videre med løsningsforslag 2.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje

Økonomi

Forslag 1: 7.750.000,- ekskl. moms
Forslag 2: 6.850.000,- ekskl. moms

Prisoverslag

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at sagen tages til efterretning. Før der arbejdes videre på sagen, skal der træffe afgørelse omkring, hvad restarealer skal anvendes til.

Beslutning

Til efterretning.

Særindstilling:

Henrik Olsen (A) og Poul Jørgensen (O) ønsker, at der afholdes et borgermøde, hvor man hører borgerne, der bor i nærheden af Ishøj Parkvej om deres oplevelse af trafiksikkerheden.

Bilag

43. Istandsættelse af Tranegilde Strandvej

Resume

Center for Park, Vej og Miljø søger om en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til istandsættelse af Tranegilde Strandvej i forbindelse med Ishøj Forsynings klimasikringsprojekt.

Sagsfremstilling

Ishøj Forsyning igangsætter i løbet af juni måned anlægsarbejdet på Tranegilde Strandvej, som er sidste etape af klimasikringsprojektet i Strandområdet. Der skal etableres en ny regnvandsledning inkl. klimasikringsbrønde og en ny vandledning inkl. målerbrønde til grundejere på Tranegilde Strandvej og tilhørende sideveje.

Ishøj Kommune har i mange år udskudt renoveringen af asfaltbelægningen på Tranegilde Strandvej pga. Ishøj Forsynings renoveringsprojekt.

Det er nu 8-9 år siden klimasikringsprojektet i Strandområdet blev igangsat og i den periode, der er gået, er tilstanden af Tranegilde Strandvej blevet væsentligt forværret, så man flere steder skal udskifte bærelaget, inden der kan udlægges slidlag.

Ishøj Forsyning skal som udgangspunkt opgrave 2/3 dele af Tranegilde Strandvej, og for ikke at stå tilbage med forskellige bærelag, rent styrkemæssigt, har Ishøj Forsyning i deres udbudsbeskrivelse foreslået, at man fjerner hele asfaltbelægningen, så man får en mere ensartet belægning, når ledningsarbejderne er færdige.

Hvis der gives tilladelse af vejmyndigheden til fjernelse af hele asfaltbelægningen, må det forventes at flere kantsten og dele fortovene vil blive berørt, og tilstanden af disse gør, at der skal sættes nye kantsten og lægges nyt fortov.

Når der etableres en helt ny regnvandsledning, bør man i samme omgang etablere nye vejbrønde og stikledninger, så man ikke i årene frem skal grave i vejen, når en stikledning eller brønd er faldet sammen.

Vejbelægningen på Tranegilde Strandvej er i meget ringe stand, og hvis man ikke laver en gennemgribende renovering her og nu, så vil man i mange år frem, stå med en vej, som løbende skal renoveres.  

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje

Økonomi

Ishøj Kommune andel beløber sig overslagsmæssigt til 6 mio., med 5 mio. kr. i 2020 og 1 mio. kr. i 2021.

 

Indstilling

Teknik- og bygningsudvalget indstiller, at der gives en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til istandsættelse af Tranegilde Strandvej i forbindelse med Ishøj Forsynings klimasikringsprojekt.

Beslutning

Tiltrådt.

44. Meddelelse fra Formand og Administration

Sagsfremstilling

Status Tåstrup Valbyvej 14

Der var modtaget en klage henvendelse omkring 3 ulovligt opstillede containere på ejendommen Tåstrup Valbyvej 14.

Ejere af ejendommen blev kontaktet den 19.09.2019 vedr. de ulovlige containere ift. lovliggørelse.

Efter flere mail-korrespondancer, rykkere, varsel og påbud fik ejere fjernet 2 af containerne den 07.02.2020. Den sidste container er blevet fjernet den 28.04.2020.

Sagen om containere afsluttes hermed.

Status på støjvolden

Tommy Hamlet Søndergaard giver en mundtlig orientering om status på støjvolden.


Lister over administrativt meddelte afgørelser. 

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

45. Godkendelse af protokol/refarat

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, vil vi fremover oprette et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 28. maj 2020