Det nye venteområde med mødestander på rådhusets etage 2.
Den 2. september åbnede etage 2 på Ishøj Rådhus efter fem måneders renovering. Her blev dørene slået op til blandt andet et nyt mødecenter og et nyt område ved hovedindgangen til borgere og andre gæster udefra, som besøger rådhuset.
Receptionen, hvor der tidligere sad to medarbejdere, er erstattet af et stort venteområde med bløde møbler foran Byrådssalen og en mødestander, hvor du som gæst på rådhuset kan melde din ankomst og tjekke ind til dit møde. Med den nye mødestander og det system, der ligger bag, har du fremover mulighed for fx at få en påmindelses-sms om dit møde.
Senere vil der ved hovedindgangen også være mulighed for at kalde op til en receptionist, hvis du har brug for hjælp.
”Vi er lige nu i en indkøringsfase, så i en overgangsperiode vil der være en medarbejder til stede på rådhusets etage 2 til at hjælpe de borgere, som måtte have brug for det,” fortæller Thomas Møller, som er leder af Rådhusservice, der har ansvaret for venteområdet og receptionist-funktionen.
Ændringerne er foretaget for samlet set at kunne give Ishøj-borgerne en bedre service, for at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne og for at udnytte ressourcerne bedre. Den ene medarbejder fra receptionen sidder nu i Rådhusservice på rådhusets etage 1 og den anden i Borgerservice i Ishøj By Center.
”Det er et fåtal, som bare møder op på kommunen uden at have en aftale på forhånd. Der har kun været ca. 10-15 borgere forbi receptionen om dagen, som kom uanmeldt med spørgsmål eller i håbet om at kunne mødes med en medarbejder uden en mødeaftale – og som derfor havde brug for hjælp fra receptionen. Dem kan vi hjælpe meget bedre ved, at de har en aftale på forhånd, så de ikke går forgæves. Resten er kommet, fordi de havde et møde og brugte området til at vente,” siger Thomas Møller.
”Tiden er lidt løbet fra at have en reception, hvor borgerne bliver budt velkommen til rådhuset af en medarbejder. De fleste klarer i dag deres sager med kommunen i Borgerservice, på nettet eller ved mødeaftaler med en fagmedarbejder,” siger Thomas Møller.
Tidligere var det også i receptionen på rådhusets etage 2, at man tog telefonopkald til kommunens hovednummer. Dette foregår nu i Rådhusservice på etage 1.
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj
Tlf. 43577575
Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)
Hvis du ønsker at besøge Borgerservice, skal du bestille tid på tlf. 43 57 72 91.
Ishøj Rådhus er åben for personlig betjening, hvis du har en mødeaftale.
Ishøj Rådhus
Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13
Hovednummer: 43 57 75 75
Borgerservice
Telefontid:
Telefonnumre til Borgerservice:
Senest opdateret 12. september 2019