Hvad kan vi hjælpe med?

Røgfri kommune

Det handler om røgen – ikke om rygerne

Byrådet har besluttet, at Ishøj skal være røgfri kommune fra 1. august 2019. 

Hvad er røgfri kommune?

Fra den 1. august 2019 indfører vi røgfri skoletid for kommunens skoleelever og røgfri arbejdstid for alle ansatte i kommunen. Fra 1. august 2019 skal alle kommunale matrikler også gradvist blive røgfrie. 

Det gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.

Hvorfor røgfri kommune?

Byrådet ønsker at gøre Ishøj sundere, og tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har størst negativ indflydelse på vores helbred. Rygning slår 13.600 danskere ihjel hvert år. Det er mere end alkohol, fysisk inaktivitet, usund kost, fedme og dårlig mental sundhed - tilsammen.

Ishøj skal være en sund kommune, hvor børn og voksne kan færdes uden at blive generet af tobaksrøg, hvor nye generationer ikke begynder at ryge, og hvor mennesker, som ryger, kan få hjælp og støtte til at blive røgfri.

Ishøj Kommune støtter op om regeringens mål om, at ingen børn og unge – og max fem procent af den voksne befolkning, ryger i 2030.

Herunder kan du blandt andet læse mere om røgfri skoletid, røgfrie kommunale matrikler og røgfri arbejdstid: 

Røgfri skoletid

I dag må skoleeleverne i Ishøj ikke ryge på skolens område. Fra 1. august 2019 må eleverne ikke ryge i skoletiden – uanset om de opholder sig på skolens område eller ej.

Det gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.

Hvorfor røgfri skoletid?

  • Røgfri skoletid skal fjerne synlig rygning og fællesskaberne omkring rygning fra elevernes hverdag for at undgå, at eleverne begynder at ryge for at blive en del af fællesskabet. Blandt de 14-19-årige daglige rygere i Danmark røg næsten én ud af fem for første gang i skoletiden, og tre ud af fem bliver fristet til at ryge, når de er i skole (Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, 2017).
  • Røgfri skoletid skal også gøre det nemmere for elever at stoppe med at ryge. På landsplan har syv ud af ti unge, der ryger dagligt forsøgt at lægge cigaretterne på hylden. Og hver fjerde af dem, der forgæves har forsøgt at stoppe, begyndte igen i skoletiden (Epinion for Kræftens Bekæmpelse)
  • Hver dag begynder 40 danske børn og unge under 18 år at ryge i Danmark. Og halvdelen af dem, der bliver ved, ender med at dø af det. 
  • Otte ud af ti 14-19-årige danskere synes, at Røgfri skoletid er en god ide (Epinion for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, 2017).

Røgfrie kommunale matrikler

Fra 1. august 2019 indfører vi gradvist røgfrie kommunale matrikler startende med de udearealer, hvor der færdes børn og unge. Det vil sige arealer ved kultur- og fritidsinstitutioner, legepladser, dagtilbud og skoler.

Røgfrie kommunale matrikler betyder, at der ikke længere må ryges på områder i Ishøj, som er ejet af kommunen. 

Plejeboliger- og botilbud undtaget

Der er dog en undtagelse, når det gælder kommunens plejecentre og botilbud. Her må beboere gerne ryge i eget hjem samt på det udeareal, som er tilknyttet beboerens bolig. 

Hvordan rygeforbuddet skal implementeres på resten af matriklen, vil blive drøftet og besluttet med de pågældende driftssteder.

Hvorfor røgfrie kommunale matrikler?

  • Mange, både børn og voksne, vil gerne bevæge sig i byrummet uden at blive udsat for tobaksforurenet luft. I Ishøj udsættes 1.200 ikkerygere dagligt for passiv rygning (Sundhedsprofil 2017).
  • Når rygning bliver mindre synligt i det offentlige rum, bliver børn og unge mindre påvirkede i forhold til at begynde at ryge. 
  • Det sender et klart signal om, at Ishøj Kommune skaber sunde rammer og tager ansvar for børn og voksnes sundhed. 

Røgfri arbejdstid

Fra 1. august 2019 må medarbejderne i Ishøj Kommune ikke længere ryge i arbejdstiden – heller ikke uden for kommunens matrikler, mellem møder eller under transport i arbejdstiden.

Hvorfor røgfri arbejdstid?

  • Ishøj Kommune ønsker, at medarbejderne går foran som rollemodeller.
  • Røgfri arbejdstid giver et sundere arbejdsmiljø. Medarbejderne vil blive beskyttet mod tobaksrøg både ude og inde og mod de partikler, der bæres med ind ved udendørs rygning.
  • Seks ud af ti danskere, der ryger dagligt, vil gerne stoppe med at ryge. Røgfri arbejdstid kan være en støtte til medarbejdere, der gerne vil kvitte tobakken. Medarbejderne får tilbudt rygestopkurser, som de må bruge deres arbejdstid på. 

Vil du have hjælp til rygestop?

72 procent af dagligrygerne i Ishøj ønsker at stoppe med at ryge – 39 procent ønsker hjælp til rygestop (Sundhedsprofil 2017)

Se kommunens gratis rygestoptilbud på ishoj.dk/rygestop

Fælles med andre om en røgfri fremtid

Ishøj Kommune er med i partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.

Visionen er et røgfrit Danmark i 2030.

Målet er et samfund, hvor ingen børn og unge ryger, og hvor færre end fem procent af den voksne befolkning ryger.

Du kan læse mere om Røgfri Fremtid på www.roegfrifremtid.dk

Fakta om røg i Ishøj

  • 24 procent af borgerne i Ishøj Kommune er rygere
  • Andelen af storrygere i Ishøj er steget fra 8,9 til 10,9 procent
  • Ishøj er den kommune i Region Hovedstaden med næstflest storrygere
  • 1200 ikkerygere udsættes dagligt for passiv rygning i Ishøj

Kilde: Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2017

Læs også


Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Skriv via Digital Post (e-Boks), hvis du sender os personlige oplysninger eller dokumenter.

Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)

Telefontider

Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13

Hovednummer: 43 57 75 75

Borgerservice

Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13

Tlf. 43 57 75 75

Åbningstider

​Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 10-13

Ishøj Rådhus
Store Torv 20
2635 Ishøj

Borgerservice

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl.15.00-17.30
Fredag kl. 10-13.

Borgerservice
Nørregade 7
2635 Ishøj

Senest opdateret 15. maj 2019