Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.
Bøgelys arbejde med børnemiljø tager bl.a. udgangspunkt i fysiske rum og pædagogiske materialer.
Bøgelys fysiske rammer, som defineres af vores inde- og udemiljøer, har en betydningsfuld strukturel faktor for kvaliteten i vores arbejde. Pædagogikken kommer først. Bygninger, rum og inventar skal afspejle de pædagogiske mål og metoder – ikke omvendt. Pædagogerne i Børnehuset diskuterer derfor med mellemrum om rum og materialer afspejler børnegruppens behov for forskellige lege- og læringsmiljøer.
Det fysiske rum
- Vi er bevidste om, hvilken kultur vi ønsker at skabe og at indrette det fysiske rum derefter. Personalet skal være rollemodeller for den kultur, vi ønsker at skabe.
- Vi understøtter samspillet mellem rum og pædagogik således, at vi i rummenes indretning tager højde for hvilke lege- og læringsaktiviteter og relationer vi ønsker der skal finde sted.
- Vi tilbyder et varieret, æstetisk og inspirerende inde- og udemiljø, der skaber mulighed for forskellige former for relationer, lege og læringsmiljøer og aktiviteter i både bevægelse, ro og fordybelse.
- Vi er bevidste om rummenes lyd, lys og farver.
- Vi arbejder bevidst med at mindske forstyrrelser og støjkilder.
- Vi sikrer, at det er tydeligt for børnene hvilke regler og normer, der skal overholdes i de forskellige rum.
- Vi reflekterer over og arbejder aktivt med rummenes og genstandenes muligheder og begrænsninger.
- Vi indtænker børnenes perspektiver i indretningen inde såvel som ude, således at børnene er med til at påvirke anvendelsen af rummene og rummenes regler og normer.
De pædagogiske materialer
- Vi er bevidste om, at de pædagogiske materialer skal understøtte børnenes behov og de ønskede lege- og læringsmiljøer.
- Vi sikrer variation i legemateriale, da det har betydning for børnenes deltagelsesmuligheder og indbyrdes positionering i legen.
- Vi prioriterer kvalitet frem for kvantitet i materialevalget.