Pædagogisk læringsmiljø i Firkløveren
Det pædagogiske læringsmiljø er rammen for børns trivsel og læring og helt centralt i vores arbejde med den pædagogiske læreplan. Læringsmiljøet i Firkløveren består af alle de muligheder for udvikling, trivsel og læring, som dagtilbuddet giver børnene. Læringsmiljøet handler blandt andet om, hvordan dagen og aktiviteterne rammesættes, organiseres og tilrettelægges.
Et godt læringsmiljø bygger på et samspil mellem strukturer og processer og tilrettelægges, så det inddrager hensynet til børnenes perspektiv og deltagelse, børnefællesskabet, børnegruppens sammen-sætning og børnenes forskellige forudsætninger.
Vores kvalitetsparametre for pædagogiske læringsmiljøer og pædagogiske rutiner danner rammen for etablering af pædagogiske læringsmiljøer i Firkløveren. Børn er altid i læring. Læringsmiljøet er hele dagen – i de daglige rutiner under frokosten, i garderoben, i de planlagte aktiviteter og i legen.
Vores læringsmiljø består af alle de muligheder for udvikling, trivsel og læring, som Firkløveren skaber for børnene. Læringsmiljøet handler blandt andet om, hvordan dagen og aktiviteterne rammesættes, organiseres og tilrettelægges. Et godt læringsmiljø bygger på et samspil mellem strukturer og processer, derfor har vi fokus på begge dele.
Processer i det gode læringsmiljø
- Vi skaber læringsmiljøer med udgangspunkt i Zonen for Nærmeste Udvikling.
- Didaktiske overvejelser og pædagogiske begrundelser er vores grundlag for tilrettelæggelsen af det pædagogiske læringsmiljø.
- Vi skaber en vekselvirkning mellem vokseninitierede og børneinitierede aktiviteter.
- Vi er bevidste om og arbejder med relationen og samspillet mellem børnene og det pædagogiske personale, børnene imellem og personalet imellem.
- Vi reflekterer over egen og hinandens positionering, og hvornår vi skal gå bagved, ved siden af og foran.
- Vi er nærværende og nysgerrige over for børnenes perspektiver.
- Vi sikrer en vedvarende fokuseret fællestænkning.
- Børn lærer det de har adgang til, derfor er en forudsætning for, at børn lærer det, de har brug for, at det pædagogiske personale tager ansvar for børns muligheder for deltagelse og læring. Pædagoger er gatekeepers for børnenes læring.
- Vi inddrager forældrene i deres barns læring, i barnets fremskridt og beslutninger om barnets læring.
Strukturer i det gode læringsmiljø
Vi er opmærksomme på de strukturelle faktorers betydning for det pædagogiske læringsmiljø som fx:
- Personalets uddannelse og kompetencer
- Opdeling af børnene i meningsfulde grupper og læringsfællesskaber
- Den fysiske indretning, pædagogiske materialer og redskaber Personalets organisering
Læringsmiljø og pædagogiske rutiner
Børn lærer og udvikler kompetencer i alle de kontekster, de indgår i, i løbet af dagen således også i de pædagogiske rutiner der udgør skelettet i dagligdagen. Derfor er det vigtigt at sikre en velbegrundet pædagogik, der skaber mulighed for, at barnet kan tage vare på sig selv, sin egen sundhed og sit eget liv på sigt. Motorik, opmærksomhed, koordinering, handleevne, hjælpsomhed, selvhjulpenhed, sprog, omverdensforståelse og mere til bliver øvet, når vi man fx dækker bord, tager strømper af, vasker hænder, spiser sammen og skal puttes. Sagt med Søren Smidts ord; læring ligger i lommen på flyverdragten.
I Firkløveren er vi meget bevidste om strukturer og processer i de pædagogiske læringsmiljøer der er i vores hverdagsrutiner. Når vi tænker pædagogiske rutiner har vi særligt fokus på at skabe et læringsmiljø, der giver plads til at vi kan give os god tid. Det skaber grobund for gode stunder i rutinerne og der åbnes op for meningsfulde samtaler. Det er med til at børnene danner sig erfaringer og bliver deltagende. Vi lægger vægt på at børnene skal være medskabende.
I dagligdagens rutiner trænes der utrolige mange færdigheder og det sociale fællesskab styrkes.
Børnene inddrages i de fleste rutinemæssige gøremål eksempelvis: borddækning , oprydning og påklædning. Vi er bevidste om, at børnene også lærer meget af hinanden. Vi opfordrer børnene til at hjælpe og støtte hinanden i forskellige hverdagsrutiner, hvor de kan selv frem for, at en voksen altid skal træde til. Eksempelvis hverdagsrutinen i garderoben, når børnene skal lære af - og påklædning af årstidsbestemt beklædning. Her strukturerer vi os i mindre grupper og tager udgangspunkt i selvhjulpenhed og styrker gå-på-mod med Pippi langstrømpes ord: ” Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt .” og fortsætter med ” du kunne næsten få din strømpe på i går, så i dag kan du sikkert få den lidt mere på ”
Vi er meget bevidste om hvilken form for hjælp/støtte det enkelte barn har brug for, ud fra deres alder og hvor barnets udviklingspotentiale ligger i det aktuelle læringsmiljø. Vi hjælper børnene med at få øje på progression i egen læring. Det gør vi for eksempel ved at samtale med barnet om den udvikling, der er sket over tid. Dette giver børnene en følelse af flow og øget tro på egne evner, som er vigtig læring, også i små og store overgange i barnets liv. Rutiner og overgange er en stor del af strukturen i hverdagen. Vi arbejder kontinuerligt på at de voksnes positioner i Firkløveren er tydelige og klare, og at de voksne fremstår som tydelige rollemodeller gennem dagens rutiner og læringsmiljø.
Når vi arbejder med læringsmiljøer går vi på opdagelse i, hvad børnegruppen kalder på. Vi veksler mellem at følge børnenes spor og sætter også læringsmiljøer op, hvor vi kan se hvad børnegruppens eller det enkelte barns næste skridt er for optimal læring.
I vores læringsmiljøer har vi øje for, hvordan vi kan skabe tid til fordybelse og fleksibilitet. Vi arbejder også dynamisk med læringsmiljøer og gennem dagen justerer vi i samklang med børnene. Det sker blandt andet hvis børnene får nye ideer eller har brug for input i deres leg. Det kan også være, at flytte en reol, så en lille børnegruppe skærmes fra de andre børn og dermed får mere ro til fordybelse.