Firkløverens inddragelse af lokalsamfundet

 - Pædagogisk læreplan for Firkløveren

 

Firkløverens inddragelse af lokalsamfundet

Når vi inddrager lokalsamfundet i vores pædagogiske praksis, gør vi det ud fra en mission om, at sætte det ind i et større perspektiv for børnene. Det handler for os også om, at når vi møder vores lokalsamfund og omgivende natur med respekt fra barnsben, så vil det sætte spor ind i voksenlivet. Det er vores mission, at dette er med til at opelske respekt og omsorg for det lokalsamfund, det land og den jord vi alle er fælles om, og har et ansvar i at passe på.

I Firkløveren vil vi folde børnenes verden ud og vise dem alle de gode muligheder vi har lige uden for vores dør i nærmiljøet. Vi vil være med til at styrke børnene respekt for naturen og det område de bor i.

Vi inddrager, lokalsamfundet  til at understøtte vores pædagogiske arbejde. Når vi inddrager det nære lokalsamfund gør vi det både for, at underbygge og udvide de læringsområder, vi har fokus på med børnene. Det kan for eksempel være, når vi arbejder med krop, sanser og bevægelse. Her er en mulighed, at inddrage området ved Ishøj sø eller stranden. Vi bruger kroppen, når vi går ned til søen, bruger sanserne ved at mærke vinden på huden og i håret  og lytter til vinden og naturens lyde. Alt dette for at underbygge en større forståelse af sig selv og verden omkring os.

Vi benytter også flere forskellige af Ishøjs tilbud, således at børnene får erfaringer og viden omkring deres by. Vi benytter de omkringliggende legepladser og ude arealer såsom Oasen ved Strandgårdsskolen. Det kan for eksempel være en tur til Havhytten ved Ishøj strand, når vi arbejder med natur, udeliv og science. 

Det kan også være, at gå på biblioteket, når børnene er optagede af et særligt emne. Her kigger vi i bøger og låner bøger om emnet, for at tilegne os mere viden til det videre arbejde med emnet.

Vi er altid meget glade for at samarbejde med Arken og selve turen derned er et læringsmiljø i sig selv.

Vi benytter med glæde Skovhytten, Bredekærgård, Kulturskolen og Ishøj teater. 

Indimellem får vi lov at besøge en forældrearbejdsplads såsom en lokal grønthandler, frisør eller købmand, dette giver børnene viden om det nære lokalsamfund og om erhverv.

Vi anbefaler altid forældrene at benytte de mange gode aktivitetsmuligheder og naturområder der findes i Ishøj. Vi vejleder gerne forældrene til at understøtte deres børns udvikling ved at  benytte lokalområdet.

Vi samarbejder med helhedsplanen om aktiviteter der kan skabe mening, udvikling og god energi i børn og forældres liv.