Vores pædagogiske tilgang

- Pædagogisk læreplan for Trækronerne

 

 

I Trækronerne arbejder vi ud fra en inkluderende og anerkendende tilgang.

Det gør vi for at alle børn skal have mulighed for at udvikle sig til et helt menneske, hvor deres fulde potentiale er udnyttet. Alle børn skal at indgå i relationer, hvor de har følelsen af at tilhøre til et eller flere fællesskaber.

Det betyder blandt andet, at vi hjælper barnet med at få venner og indgå i legefællesskaber. Børnefællesskaber har høj prioritet i vores daglige pædagogiske arbejde, hvilket kommer til udtryk i de læringsrum vi opstiller i løbet af dagen, det kan være på legepladsen, dialogisk oplæsning, bevægelse med mere. Vi møder barnet anerkendende i vores relation som er præget af omsorg, følelsesmæssigt engagement , opmærksomhed og interesse.

I vores pædagogiske arbejde tager vi udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone og i samarbejde med forældrene arbejder vi med børnenes læring, udvikling, trivsel og dannelse.

Det gør vi blandt andet ved:

  • Opstartssamtale
  • Daglig kontakt
  • Aula
  • Forældresamtaler med udgangspunkt i dialogprofilen:” hjernen og hjertet”.

Vi har fokus på det inkluderende forældresamarbejde, hvilket betyder, at vi arbejder ud fra tanken om at alle er en del af vores institution og dermed indgår i fællesskabet.

Det betyder at: Vi forventer I er interesseret i jeres barns trivsel og udvikling i Trækronerne. Vi har en forventning om at I følger med i Trækronernes dagligdag på de forskellige platforme, vi som dagtilbud gør brug af. Trækronerne inviterer ind til blandt andet temafest, juleåbent hus og forældre foredrag.

Vi er særlig opmærksom på de forskellige overgange i børns liv, det er vi fordi vi ved at overgange har stor betydning for børns udvikling. Børn kan opleve skift som savn og tab. Derfor arbejder vi med at skabe sammenhæng ved at:

  • Tilbud om opstartsmøde fra hjem til dagtilbud i samarbejde med sundhedsplejerske.
  • Besøg og genbesøg mellem vuggestue og børnehave
  • Brev fra vuggestuen til børnehaven om barnets styrker
  • Ligeledes arbejder vi med overgange fra børnehave til SFO/skole.