Bålmad

Målgruppe

0. - 9. klasse.

Understøtter Fælles Mål i følgende fag

Madkundskab, Biologi, Natur & Teknologi.

Om forløbet

Vi skal arbejde med udgangspunkt i udeliv og madlavning over bål. Med naturens vilde planter, som vi i fællesskab går ud og sanker, samt årstidens grøntsager, skal eleverne selv være med til at tilberede, krydre, servere, smage og reflektere sammen.


Naturvejleder og lærer finder i samarbejde ud af, hvilke fokusområder der lægges vægt på. Der er mulighed for at vinkle forløbet i mange retninger, fx forbrugerbevidsthed, madæstetik, råvarebehandling, madmodighed, sundhed, vild mad og brændselseffektivitet. Se mere nedenfor.


Forløbet kan afholdes året rundt, det er blot ingredienserne, der skifter.


I uge 43-46 er der mulighed for at tilberede en ged over bålet i forbindelse med forløbet "Ged i gryden". Geden er tømt for indvolde, men pelsen skal skindes af, og kødet parteres. Det gør vi sammen, inden vi tilbereder kødet. Dette forløb kan evt. ligge i forlængelse af forløbet "Geden inden i", hvor geden slagtes og dissekeres.

Forslag til særligt fokus i forløbet

  • Råvarebehandling: Hygiejne, bakterier, gærceller i naturen, fermentering.
  • Brændsel og effektivitet: Fyring, varmeeffektivitet.
  • Madmodighed: Udfordring af smag og madvaner. Forstå madoplevelsen - hvad er smag og aroma, hvad betyder det visuelle (æstetikken) og madens tekstur for madoplevelsen. Der kræses ekstra for retterne, og vi udarbejder menuer som vild gourmetmad.
  • Den bevidste forbruger: Forbrugerens magt. Hvad har valget af dine køb og dit forbrug af betydning for dig selv og for samfundet? Miljøbevidsthed, naturen og din egen sundhed.
  • Kød og fisk, fra dyr til mad. Dissekering, partering, udskæring, kødtyper.
  • Køkkenets traditionelle retter tilberedes over bål. F.eks. julens retter eller nogle af de retter der kendes fra Eid.
  • Sundhed i forhold til mad. Betydningen af varieret ernæringsindtag gennem vilde urter.
  • Vild mad. Sankning af urter og tilberedning fra naturens spisekammer. Læs mere om dette forløb HER 

Særlige formidlingsmæssige/didaktiske greb

Sanselighed, nysgerrighed, smagsmodig. Der kan med fordel kobles skriftlighed på dagen.

Materialer der understøtter forløbet

Før forløbet:
Hvis det er muligt, anbefaler vi, at I inddrager eleverne i indkøb af råvarerne, samt gennemgår den tilsendte menu og opskrifter, så eleverne på forhånd har mulighed for at tage stilling til, hvad de vil fordybe sig i på forløbsdagen.

Efter forløbet:
Eleverne får opskrifterne med hjem, så de kan afprøve dem i køkkenet med familien.

Tid

4 timer.

Praktiske forhold

Medbring:
Det er en god ide, at eleverne selv medbringer en madpakke til dagen, da vi som udgangspunkt kun laver smagsprøver. I øvrigt anbefales passende påklædning, der må blive beskidt og komme til at lugte af bål.

Læreropgave:
Læreren / det pædagogiske personale definerer læringsmål og planlægger herefter turen sammen med naturvejlederen, så turen giver eleverne ny og relevant viden, der passer til målene for elevernes læring. Indkøb af madvarer aftales mellem naturcenteret og læreren.

Periode på året

Hele året.