Kultur, æstetik og fællesskab i Elverhøj
Pædagogiske mål
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.
Elverhøjs arbejde med de pædagogiske mål tager afsæt i vores kvalitetsparametre for kultur, æstetik og fællesskab.
Kultur giver mulighed for at udvikle børnenes kreative evner og færdigheder og styrke deres personlige udvikling. Deltagelse i et aktivt kulturliv ruster børnene til at forholde sig til sig selv, vores tid, samfund og historie på nye måder. Denne refleksion og dannelse sker gennem oplevelser og fællesskaber, som kultur er med til at skabe.
Kultur skaber reaktioner og relationer i og mellem mennesker. Ved at arbejde pædagogisk med æstetik og kultur skabes mulighed for at opbygge kulturel kapital.
Kultur er en kunstnerisk skabende kraft, der aktiverer børns sanser og følelser, det er de kulturelle værdier, som børn tilegner sig i hverdagslivets arenaer. Gennem kultur møder børn nye sider af sig selv. De får mulighed for at udtrykke sig på mangfoldige måder og forstå deres verden på nye måder.
Kultur og æstetik er både indtryk og udtryk.
Indtryk handler om børnenes egne fortolkninger af kulturelle og æstetiske oplevelser sammenholdt med muligheden for at spejle og dele deres livserfaringer, drømme og tanker med andre.
Udtryk handler om børnenes egen skabende og eksperimenterende praksis, hvor nysgerrighed, sansning, leg og fantasi inviterer til ny viden og læring. Indtryk og udtryk udvikler børnenes indsigt og udsyn på tværs af verdener.
Det betyder, at:
- vi giver børn mulighed for at udtrykke sig æstetisk og kulturelt gennem en skabende, eksperimenterende og legende praksis
- vi er bevidste om at styrke børns fantasi, kreativitet og æstetiske kompetencer og livsglæde
- vi skaber nuancerede sanseoplevelser, som kvalificerer børnenes evne til at forstå og fortolke sig selv og sin omverden
- vi skaber mulighed for, at børn får erfaring med at bruge IT som et værktøj, som er knyttet til barnets mulighed for at udtrykke sig
- vi møder børnene med en differentieret pædagogisk praksis, der understøtter børnenes deltagelsesmuligheder i de æstetiske fællesskaber som aktiv del af beslutningsprocesserne
- vi opstiller læringsmiljøer, der understøtter børnenes forståelse og respekt for egne og andres værdier, kulturelle baggrunde og traditioner
- vi understøtter børnene i at udvikle evner, så de kan blive både skabende og producerende og navigere i samfundet på etisk forsvarlige måder i forhold til sig selv og andre
- vi gennem fællesskaber giver børnene mulighed for at tilegne sig forståelse for egne og andres kulturelle baggrunde og traditioner.