Børn i udsatte positioner
Vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i børnenes trivsel og i hvad børnene har behov for at lære og udvikle lige nu og i fremtiden.
Vores pædagogiske læringsmiljø og de pædagogiske aktiviteter vi tilrettelægger skal derfor understøtte og være målrettet børnenes behov for trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Det gør vi på en måde så
- alle tilstedeværende børn kan deltage med succes
- læringen foregår på børnenes præmisser,
- børnene mødes individuelt og med positive forventninger
- alle børn har del i det gode læringsmiljø – også børn i udsatte positioner og børn der har det svært.
Børn i udsatte positioner
I Børnehuset Troldebo er det, det pædagogiske personales opgave at skabe særligt betydningsfulde interaktioner med alle børn og særligt med de børn som er i en udsat position. En grundlæggende værdi hos os, er at vi lægger særlig vægt på at se det enkelte barns behov og se den enkelte familiens situation. Vi arbejder på at finde løsninger og tiltag, som støtter og tilgodeser det enkelte barns kompetencer og behov. Vi mener ikke at lighed er det samme som retfærdighed, der vil være børn og forældre i Børnehuset Troldebo, som har brug for mere hjælp end andre. Således skaber vi muligheder for at hjælpe de børn som kan være i en udsat position.
For at styrke alle børn i Børnehuset Troldebo, vil vi skabe kompetente læringsmiljøer, som tager hensyn til det enkelte barn og skaber muligheder for at alle børn kan dannes og lære i fællesskab. Vi mener at alle børn skal udfordres og opleve mestring i forbindelse med både børne og vokseninitierede lege og aktiviteter. Vi ønsker at inddrage og skabe et tillidsfuldt samarbejde med alle forældre, som har deres barn i Børnehuset Troldebo.
I Børnehuset Troldebo har vi et mål om at alle forældre skal føle sig som en del af fællesskabet. På samme måde som med deres børn, er det vores ambition at behandle alle forældre forskellige for at give dem lige muligheder. Hvis alle forældre er trygge ved at aflevere og henter deres børn, vil det smitte af på børnene, og når børnene er trygge, vil de have større mulighed for at trives og lære i fællesskab med andre.
Vi er opmærksomme på at nogle børn har brug for at kunne trække sig og være del af en mindre gruppe eller at være alene. Ved at arbejde med børnene i mindre grupper, har vi i større grad mulighed for at arbejde målrettet med at udvikle børnene sociale, motoriske og sproglige kompetencer.