Børnefællesskaber

Vi arbejder for, at alle børn og unge har en plads i et fællesskab. Vi tror på, at betydningsfulde og positive fællesskaber er afgørende for trivsel.

Det er afgørende, at børn og unge oplever, at de fællesskaber, de er en del af, er inkluderende. Det betyder, at der skal være plads til mangfoldighed og forskellighed under hensyn til den enkeltes trivsel.

Uanset social og kulturel baggrund, samt individuelle forudsætninger, skal børn og unge føle, at de er en del af et fællesskab, hvor de har medansvar og ret til indflydelse. I fællesskabet kan børnene finde samhørighed og lære at tage ansvar og drage omsorg for hinandens trivsel. Fællesskabet giver tryghed, så hvert enkelt individ får lyst og mod til at udfolde sig.

Leg og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for. Relationer og venskaber er afgørende, og alle børn skal opleve at være en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til. Der skal være plads til, at det enkelte barn både kan vise initiativ og kan være aktivt deltagende, samtidig med at fællesskabet skaber rum til alle, nye relationer og mulighed for at prøve forskellige positioner mv. Det er vores opgave at skabe en balance mellem individ og fællesskab.

Børnefællesskaber

I Børnehuset Troldebo arbejder vi for at alle børn har en plads i et fællesskab. For at børnene skal trives, er det vigtigt at de indgår i betydningsfulde fællesskaber med andre børn og voksne. I fællesskabet skal børnene bidrage, finde samhørighed og lære at tage ansvar og drage omsorg for andres trivsel.

I Børnehuset Troldebo har det pædagogiske personale ansvaret for at støtte børnene i deres relationer og venskaber, så børnene oplever at de bliver respekteret og lyttet til. Vi er opmærksomme på at leg, dannelse og læring sker i et socialt samspil med de andre børn og det pædagogiske personale. De pædagogiske læringsmiljøer som vi tilbyder, skal skabe rum for at børnene kan etablere venskaber på tværs af aldersgrupper, køn, kultur. I denne proces modarbejder vi mobning og mistrivsel.

Det er vores ansvar som pædagogiske personale at skabe en balance i mellem individet og fællesskabet. I denne proces samarbejder vi med forældrene, så forældrene kan være med til at skabe velfungerende børnefællesskaber, som er præget af en anerkendelse af at alle familier gør deres bedste, ud fra de forudsætninger som de måtte besidde og mestre.

I det daglige har vi et tæt samarbejde med støtte/ressourcepædagogerne. Støttepædagogen arbejder med fokus på at støtte og inkluderer børn med særlige behov i børnefællesskabet. Ressourcepædagogen arbejder med fokus på gruppedynamikken.