Vores dagtilbud
Vi har sat kvalitet på dagsordenen og er i gang med at udvikle fagligheden og de pædagogiske kompetencer i forhold til den nye styrkede læreplan
Vi arbejder desuden med følgende områder:
- Projekt ”Børn og familier i fokus"
- Kommunens børnepolitiske mål: ”At børn og unge sejrer i eget liv, og at de får mulighed for at nå deres fulde potentiale”
- ICDP. Relationer og samspil, hvor udgangspunktet er det enkelte menneskes kompetencer.
- Udvikling af et højt refleksionsniveau hois den enkelte medarbejder.
Bøgely vil gerne være kendt for:
- Et ledelsesteam som er nytænkende og har fokus på udvikling af højkvalitet
- En personalegruppe som er positive, fagligt nysgerrige og åbne for forandringer
- At gøre en forskel, hvor alle børn bliver set og hørt
- At skabe deltagelsesmuligheder for alle børn i trygge rammer
- At se forskellighed og mangfoldighed som en styrke
- At have en ressourceorienteret tilgang til børnene og deres familier
Sådan gør vi det
Vi arbejder med aldersopdelte børnegrupper, hvilket giver mulighed for at målrette det pædagogiske tilbud til aldersgruppen.
Vi arbejder aktivt med overgange som en del af den pædagogiske praksis.
Vi mødes også på tværs af grupperne, så vi giver børnene mulighed for, at de mindre lærer af de større, som er en helt naturlig kæde i at lære. Tillige lærer de ældre børn at tage hensyn til og hjælpe de yngre kammerater, hvilket udvikler såvel empati som ansvarlighed.
For gruppen af de ældste børn i Bøgely har vi fokus på at arbejde med at børnene bliver klar til SFO og skole. Vi har desuden stort fokus på, at arbejde med det politisk besluttede samarbejde med SFO og skole.
I øjeblikket arbejder vi med at implementere den nye styrkede pædagogiske læreplan. I Bøgely har vi særligt fokus på opdeling af børn i faste mindre grupper - læringsmiljø over hele dagen - tilsigtet og utilsigtet læring i de daglige rutiner og udvikling af et højt refleksionsniveau hos den enkelte medarbejder.
Forældresamarbejdet
Et godt samarbejde og inddragelse er vigtigt for børnenes trivsel, udvikling og læring.
Tal med og spørg personalet i barnets gruppe, hvis I har brug for at få svar på spørgsmål omkring barnets trivsel og udvikling.
Når barnet skal starte i vuggestue har vi en opstartssamtale med forældrene.
For alle nye børn, tilbydes forældresamtale, et par mdr. efter opstart.
Vi har årlige forældresamtaler hvor vi taler om barnets læring, udvikling og trivsel. Til samtalerne bruger vi dialog værktøjet Hjernen og hjertet fra Rambøll.
For storbørnsgruppen er der to samtaler med forældrene. Et i efteråret, og en samtale i januar/februar.
Samtalerne har fokus på den kommende skolestart.
Har I eller vi brug for samtaler udover de faste samtaler, aftales det med personalet i barnets gruppe.
Tilsyn
Ifølge dagtilbudslovens § 5, skal Byrådet føre tilsyn med indholdet af dagtilbuddene og fastsætte og offentliggøre rammer for tilsynet.
Vi arbejder målrettet og systematisk med kvalitet i dagtilbud
Dagtilbudsloven udgør det lovmæssige grundlag for dagtilbuddenes arbejde.
I dagtilbudsloven er det angivet, at kommunerne skal fastsætte rammer for dagtilbuddene, der bidrager til, at dagtilbuddene kan efterleve lovens krav som de bl.a. står skrevet i den pædagogiske læreplan og det nationale pædagogiske grundlag.
Ishøj Kommunes strategi for dagtilbudsområdet udgør den fælles ramme for alle dagtilbud i Ishøj Kommune.
Med udgangspunkt heri skal hvert enkelt dagtilbud udarbejde en pædagogisk læreplan og tilrettelægge en målrettet pædagogisk praksis.
Udover dagtilbudsloven bygger den fælles ramme på Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik, samt national og international forskning om god kvalitet i dagtilbud.
Strategien danner rammen
Den fælles ramme tager afsæt i, at Ishøj Kommunes dagtilbud arbejder målrettet og systematisk med kvalitet i dagtilbud.
Det gør vi, fordi vi ved, at dagtilbud af høj kvalitet har en væsentlig betydning for, hvordan børn klarer sig senere i livet.
Dagtilbudsstrategien skal understøtte det grundlæggende arbejde med kvalitet, det nationale pædagogiske grundlag og den pædagogiske læreplan. Strategien udmøntes bl.a. i fælles kvalitetsparametre for dagtilbuddene i Ishøj Kommune.
Strategien vil sammen med kvalitetsparametrene og institutionens pædagogiske læreplan danne rammen om det pædagogiske tilsyn som Ishøj Kommune, Center for Dagtilbud og Uddannelse fører og vil så vidt muligt indgå i kvalitetsrapporten, som udarbejdes hvert andet år i uligt år.