Antenne-signalet til TV-Ishøj er slukket

24. januar 2022

Byrådet besluttede sidste år, at TV-Ishøj ikke længere skal sende på tv-kanalen. Et nyt byråd er nu i gang med gentænke rammerne for kommunens kommunikation i levende billeder

Behovet for flere penge til ældreområdet, det specialiserede socialområde og klimasikring var årsagen til, at byrådet sidste år valgte at finde besparelser i administrationen.

Det betød blandt andet, at TV-Ishøj gik fra to til én medarbejder, og at TV-Ishøj blev omlagt fra flow-tv til onlinemedie.

Hvad der skal ske med kommunens kommunikation i levende billeder fremover, vil et nyt byråd nu gentænke rammerne for, fortæller borgmester Merete Amdisen.

”Vi skal stadig kommunikere i levende billeder til vores borgere via hjemmeside og sociale medier, fordi det gør en moderne kommune. Omlægningen er en kærkommen lejlighed til at gentænke det hele, og det er vi nu i gang med.”

Klikker du forbi TV-Ishøj hjemme i stuen, vil du derfor fremover møde en sort skærm.

I stedet kan du nu finde TV-Ishøj på YouTube.

Her sender TV-Ishøj også stadig live fra byrådsmøderne den første tirsdag i hver måned kl. 19.