Ishøj Jobcenter hjælper lokal vækstvirksomhed

24. marts 2023

Virksomheden UXV Technologies vækster, og det betyder flere medarbejdere. Opgaven med at finde de rigtige kandidater sker via blandt andet et tæt samarbejde med Ishøj Jobcenter.

Den højteknologiske virksomhed UXV Technologies, som er flyttet til Ishøj for et år siden, har for nyligt modtaget Børsens Gazelle pris, da firmaet har vækstet markant de seneste år.

Men det er ikke det eneste, som de har modtaget. For siden de flyttede til byen, er mere end ti nye medarbejdere startet i virksomheden via blandt andet samarbejde med Ishøj Jobcenter.    

Steven Friberg, som er direktør for Ishøj-virksomheden, der laver hardware til drone- og robotsektoren, er glad for samarbejdet.

”Vi synes, at vi som virksomhed har en forpligtigelse til at hjælpe, hvor vi kan, og så er det nærliggende at gå ind i et samarbejde med den kommune, som vi nu engang selv bor i,” siger Steven Friberg.

Henrik Steen Hansen, som er jobkonsulent i Ishøj Jobcenter, er ligeledes glad for samarbejdet:

”Virksomheden er interesseret i næsten lige så mange lokale, som jeg kan finde. I det mindste vil de meget gerne invitere dem ind til en samtale. Ud over det, har vi fra jobcentret også leveret support, så de selv, via en slags jobnet for arbejdsgivere kaldet job-AG, kan eksponere deres jobåbninger og sende en digital jobordre til jobcenteret om hjælp til rekruttering.”

Ishøj Kommunes borgmester, Merete Amdisen, var forleden taget på besøg for med egne øjne at opleve den hurtigt voksende virksomhed: 

”Jeg er meget glad for, at en teknologisk fremadstormende virksomhed som UXV Technologies har valgt at bosætte sig i Ishøj. Men jeg er nok endnu mere begejstret for, hvor stort et socialt ansvar virksomheden udviser. Det er et stort og meget positivt bidrag til beskæftigelsen og lokalsamfundet.”

Snart brug for mere plads

Steven Friberg fortæller, at UXV Technologies leverer dele til alle typer fjernstyret robotteknologi, kørende, flyvende og sejlende. Størstedelen bliver eksporteret til USA. De sidste tre år har firmaet fordoblet sin omsætning, og selv om de kun har boet i Ishøj i et år, er de allerede ved at løbe tør for plads. ”Vi flyttede ind i november forrige år og troede, at nu havde vi masser af plads, men så gik det stærkt, så nu er vi allerede ude og lede efter mere produktionsplads i Ishøj,” siger Steven Friberg og fortsætter.

”Når man vokser meget og hurtigt, så er der brug for folk. Her er det godt, at vi har et tæt og konstruktivt samarbejde med Ishøj Kommune. De har været gode til at levere kandidater til forskellige stillinger i virksomheden. Vi har eksempelvis lige nu lidt over en håndfuld ukrainere ansat, hvoraf nogle har valgt også at bo i Ishøj,” siger Steven Friberg.

Det bekræfter Henrik Steen Hansen. En del af de flygtninge, der er kommet fra Ukraine, er kommet i arbejde hos UXV Technologies.   

”De jobsøgende fra Ukraine kan jo ikke dansk, kun en lille smule engelsk, men det er lykkedes os at få fire fra Ukraine i beskæftigelse i forskellige stillinger og flere ansættelser er forhåbentligt på vej.” Siger Henrik Steen Hansen.