Sammen kan vi blive klogere på hinandens kultur og religion

03. november 2023

Ishøj Kommunes Medborgerforum inviterer til borgeraften med fokus på kultur og religion søndag den 12. november kl. 17-19.30 i Kulturium Musikteater

Hvordan lever vi harmonisk med forskellige kulturer og religioner – og alt det midt imellem? 

Sådan lyder oplægget til en samtale med fokus på kultur og religion, som Ishøj Kommunes Medborgerforum har arrangeret søndag den 12. november kl.17-19.30 i Kulturium Musikteater.

”I Medborgerforum er vi optaget af at se mulighederne i den store mangfoldighed, som vores kommune rummer. Med en borgeraften om kultur og religion ønsker vi at sætte en samtale i gang, hvor vi bliver klogere på os selv og hinandens baggrunde. Vi tror på, at en større kulturforståelse gør os rigere og styrker vores sammenhængskraft i Ishøj,” forklarer formand for Medborgerforum, Bayram Yüksel.

Panelsamtale med præst, overrabbiner og imam

Aftenens arrangementet starter med to oplæg. Religionssociolog Brian Arly Jacobsen vil gøre os klogere på begreberne kultur og religion, mens imam Naveed Baig vil fortælle om hans oplevelser som imam, minoritet, muslim og dansker.

Derefter følger en panelsamtale, hvor Ishøjs egen lokale folkekirkepræst Michael Rønne Rasmussen deltager i panelet sammen med Brian Arly Jacobsen, imam Naveed Baig og overrabbiner Jair Melchior fra Det Jødiske Samfund.

”Det bliver en rigtig spændende aften. Derfor håber vi også, at mange møder op og deltager i samtalen,” siger Bayram Yüksel.

Medborgerforum er et politisk nedsat råd i Ishøj Kommune, som blandt andet rådgiver og arbejder for at fremme mangfoldighedens muligheder og fælles kulturel forståelse i Ishøj Kommune. Læs mere om rådet her.

Her finder du programmet for aftenen