Ældreboliger og plejeboliger

Ishøj Kommune råder over flere ældreboliger og plejeboliger. Du kan læse mere på de nedenstående faner

Hvis du vil søge en ældrebolig eller en plejebolig, kan du gøre det via borger.dk, eller du kan sende en mail cvv@ishoj.dk.

Du kan også kontakte kommunens visitationen alle hverdage på telefon 4357 6991.

Telefontider:

Mandag - fredag kl. 8.30 - 10.00

Du kan få tildelt en ældrebolig, hvis du er over 18 år og har et handicap og/eller en fremadskridende sygdom, eller hvis du på grund af høj alder har behov for en speciel boligindretning.

Boligerne tildeles fortrinsvist til ældre personer. Det er også en betingelse, at dit behov ikke kan opfyldes i din nuværende bolig.

Ishøj Kommune udlejer ældreboliger fordelt på fire forskellige adresser i kommunen.

  • Ishøj Landsby
  • Ved Torsbo
  • Tranegården
  • Vejleåparken
  • Åparken

Se brochure om Tranegården (PDF)

Boligerne er beliggende Vejledalen 23A til 27S.

Ældreboligerne er bygget som 3 firelængede bygninger med 16 boliger i hver bygning. De tre bygninger er forbundet med stier og gange.

Der er lagt vægt på det grønne miljø i bebyggelsen. Gårdrummene er beplantet med træer, buske og blomster, og omkring terrasserne er der plantet hække.

Der er parkeringspladser tæt på bebyggelsen. Taxa og sygetransport kan parkere helt oppe ved boligerne.

Boligerne er bygget i traditionelle materialer. Der er røde teglsten på tagene, og en stor del af facaderne er beklædt med røde mursten. Vinduespartiet er i lyse farver. Svalegangene er opført i træ.

Byggeriet er opført i to etager med kælder. Der er adgang til 1. sal ad udvendige åbne trapper, der fører op til svalegangene eller med elevator, der forbinder alle tre planer.

Kælderen er indrettet med beboerlokaler. Lokalerne er gjort lyse og venlige gennem udgravning af en lysgård. Lysgården kan anvendes til udendørs aktiviteter, når vejret tillader det. Kælderen indeholder desuden beboervaskeri. 

Indretning

Der er ingen højdeforskel mellem gulvet i lejlighederne og indgangsdøre, terrasser, svalegang og altaner. Alle døre i lejlighederne er skydedøre og uden dørtrin. Det betyder, at det er lettere for kørestolsbrugere og gangbesværede at komme rundt i lejligheden.

Alle boliger er toværelseslejligheder på ca. 67 m2. Boligerne er indrettet med køkken/alrum på 30 m2, et værelse på 13,3 m2, et bad og toilet på 4,2 m2 og en entré på 4,6 m2. Alle boliger i stueetagen har terrasse, og alle boliger på 1. sal har overdækket altan.

Beliggenhed

Ældreboligerne er centralt placeret i et grønt område.

Der er kort afstand til busser. På Ishøj Strandvej kører buslinje 300S, og på Vejlebrovej kører buslinje 127. Begge buslinjer stopper ved Ishøj Station og Ishøj Bycenter.

Stierne i bebyggelsen har forbindelse til Ishøjs stisystem, og tæt ved bebyggelsen er der stier mod Strandparken og Ishøj Bycenter.

Info
  • Antal boliger: 48
  • Afstand til transport: 350 m
  • Afstand til indkøb: 800 m
  • Ægteparbolig: Ja
  • Altan/terrasse: Ja
  • Husdyr: Ja, hund/kat
  • Eget køkken: Ja
  • Terrasse/altan: Ja
  • Boligareal: 67 m2 
  • Antal værelser: 2

Boligerne er beliggende Ishøj Bygade 117 A-D

Om Boligerne

De fire boliger i ét plan ligger som rækkehuse ud til Ishøj Bygade. Til hver bolig hører en lille have/terrasse.

Indretning

To af boligerne består af to værelser på 75 m2, mens de andre to boliger har tre værelser på i alt 89 m2. Alle har stue, soveværelse, køkken og badeværelse. Der er desuden adgang til kælder-/loftsrum.

Beliggenhed

Boligerne ligger i landlige omgivelser små 4 km nordvest for Ishøj by.

Der er mulighed for parkering og adgang for taxa mv. ved boligerne.

Bus 127 og 400S, der kører til Ishøj Station og Ishøj Bycenter, har stoppested tæt på. Nærmeste supermarked er Netto på Torslundevej ved siden af Torsbo Plejecenter.

Info
  • Antal boliger: 4
  • Afstand til transport: 137 m
  • Afstand til indkøb: 1,7 km
  • Ægteparbolig: Ja
  • Altan/terrasse: Ja, terrasse/have
  • Husdyr: Ja, ét
  • Eget køkken: Ja
  • Have: Ja
  • Boligareal: 75/89 m2
  • Antal værelser: 2/3

Køgevej 220, 2635 Ishøj. 

Om boligerne

De 12 ældreboliger er en del af Torsbo Plejecenter, som også huser plejehjem og daghjem.

Indretning

Boligerne er på ca. 76 m2.

De 4 af boligerne er treværelseslejligheder, der hver består af stue, 2 værelser, køkken med køle-/fryseskab samt stort badeværelse med plads til vaskemaskine.

Otte boliger er toværelseslejligheder, der hver består af stue, 1 værelse og køkken med køle-/fryseskab. Her er ikke mulighed for egen vaskemaskine, men der er adgang til fælles vaskeri.

Der er trægulve i hele lejligheden undtagen badeværelse, som har skridsikre fliser. Der er depotrum til hver enkelt bolig.

Boligerne er handicapvenlige. Alle boliger har egen have, som man frit kan holde som man har lyst til.

Beliggenhed

Boligerne ligger i landlige omgivelser mellem Ishøj Landsby og Torslunde. Der er parkeringspladser tæt ved bebyggelsen. I særlige tilfælde, ved kørsel med ambulance eller sygetransport, kan der køres helt frem til boligerne.  

Netto ligger lige ved siden af, og der er ikke langt til nærmeste busstoppested, hvorfra linje 127 kører til stationen og Ishøj Bycenter

Info
  • Antal boliger: 12
  • Afstand til transport: 450 m
  • Afstand til indkøb: Få meter
  • Ægteparbolig: Ja
  • Altan/terrasse: Nej
  • Husdyr: Ja
  • Eget køkken: Ja
  • Have: Ja
  • Boligareal: Ca. 76 m2
  • Antal værelser: 2-3

Bjerggården 1-17 + 2-20 og Vejlegården 1-15 + 2-20, 2635 Ishøj. 

Om boligerne

Vejleåparkens 42 ældreboliger er fordelt på adresserne Bjerggården og Vejlegården tæt på Ishøj Bycenter. Alle boligerne ligger på 4. etage.

Indretning

De fleste lejligheder består af 2 eller 3 værelser på nær to etværelseslejligheder. Boligarealet er fra 52 m2 op til 86 m2. Alle lejligheder har eget køkken og åben altan.

Vejleåparken har eget vaskeri for beboerne, og der er mulighed for at leje et selskabslokale.

Ude er der mange fælles gård- og havemiljøer.

Beliggenhed

Vejleåparken ligger i gåafstand til Ishøj Bycenter og stationen. Der er desuden en købmand og bager ved Bjerggården. Ejendommene har to parkeringspladser.

Der er få hundrede meter til nærmeste busstoppested, hvor linjerne 127 og 400S kører til stationen.

Info
  • Antal boliger: 42
  • Afstand til transport: 400 m
  • Afstand til indkøb: 50 – 800 m
  • Ægteparbolig: Ja
  • Altan/terrasse: Ja, altan
  • Husdyr: Én hund eller kat
  • Eget køkken: Ja
  • Have: Fælles gårdmiljø
  • Boligareal: 52 – 86 m2
  • Antal værelser: 1 - 3

Vejlebrovej 101, 103, 105, 107, 109, 111, 2635 Ishøj. 

Om boligerne

Åparken består af tre bygninger med i alt 74 ældreboliger. Boligerne findes fra stueetagen til 5. sal.

Indretning

Ældreboligerne er henholdsvis to- og treværelseslejligheder. Lejlighederne på 2 værelser er på mellem 68,90 og 74,20 m2, mens lejlighederne på 3 værelser er mellem 77,09 og 99,90 m2.

Alle boliger har eget køkken og er indrettet handicapvenligt. Lejlighederne i stueetagen har egen terrasse, mens lejlighederne på de øvrige etager har overdækket altan.

Beliggenhed

Boligerne ligger forholdsvist tæt på Ishøj Station og bycentret. Der kan parkeres umiddelbart ved siden af boligerne, fx i forbindelse med taxakørsel og sygetransport.

Nærmeste indkøbsmuligheder er Netto og Ishøj Bycenter. Der er ca. 410 m til nærmeste busstoppested, hvorfra linje 127 kører til stationen.

Info
  • Antal boliger: 74
  • Afstand til transport: 410 m
  • Afstand til indkøb: 1 km
  • Ægteparbolig: Ja
  • Altan/terrasse: Overdækket altan 1.-5. sal/terrasse i stuen
  • Husdyr: Ja, ét
  • Eget køkken: Ja
  • Altan/terrasse: Ja
  • Boligareal: 68,90-99,90 m2
  • Antal værelser: 2-3

Hvis du ikke kan klare dig i din bolig mere, kan du søge om en plejebolig.

Ishøj Kommune råder over plejeboliger fordelt på to adresser: 

•    Omsorgscenter Kærbo, Ishøj Boulevard 2-6
•    Torsbo Plejecenter, Køgevej 220

En plejebolig tildeles efter behov.

Når du flytter i en plejebolig, kan du normalt tage nogle af dine møbler med.

På Plejehjemsoversigten kan du finde information om plejehjem, plejecentre og plejeboliger i Danmark.

 

Du har frit valg af plejebolig - også uden for Ishøj Kommune.

Det betyder, at hvis du gerne vil flytte i en plejebolig i en anden kommune, skal du søge om at blive godkendt til en plejebolig i den pågældende kommune.

Dette gøres ved at ansøge om en plejebolig i Ishøj Kommune efter samme regler, som hvis du ønskede en bolig i Ishøj. Når du er blevet godkendt til en plejebolig, vil din ansøgning blive sendt videre til den eller de kommuner, hvor du ønsker at flytte hen.

Hvis du har spørgsmål til, hvordan du søger om en plejebolig i en anden kommune, er du meget velkommen til at kontakte visitationen

Ældrebolig

Når du ansøger om en ældrebolig, skal du også tage stilling til, i hvilke bebyggelse(r) du ønsker at få en bolig.

Hvis du står på ventelisten til en ældrebolig, vil vi kontakte dig én gang om året for at spørge, om du fortsat ønsker at stå på ventelisten.

Du kan sige nej til et tilbud, men hvis du mere end to gange siger nej til en bolig i den bebyggelse, hvor du har ønsket at få en bolig, bliver du slettet fra ventelisten.

Vil du optages på ventelisten igen, kræver det en ny ansøgning og samtale. 

Plejebolig

På plejeboligområdet findes den såkaldte plejeboliggaranti.

Det betyder, at kommunen skal tilbyde en plejebolig senest to måneder efter, behovet er konstateret. 

Hvis du afslår et tilbud om plejebolig, slettes du ikke på den generelle venteliste, men din garanti annulleres, og en ny frist løber fra det tidspunkt, hvor Ishøj Kommune modtager dit afslag.

Ønsker du kun at bo i en bestemt plejeboligbebyggelse, gælder garantien på de to måneder ikke.

Visitationen