Nyt stoppested ved Brohuset efter borgerhenvendelse

02. marts 2022

Servicebussen har fået et nyt stoppested ved Brohuset. Det er sket efter en borgerhenvendelse fra Jette Pedersen, som onsdag den 2. marts var med til indvielsen

”Jeg er glad for, at der blev lyttet. Det glæder rigtig mange borgere her i kommunen.”

Det var en tilfreds Ishøj-borger og buspassager som i selskab med borgmester Merete Amdisen indviede det nye stoppested for servicebussen ved Brohuset - kommunens nye sundheds- og medborgerhus.

Kom med opfordring i læserbrev

I et læserbrev i Sydkysten sidste år efterspurgte Jette Pedersen et ekstra stoppested for servicebussen ved Brohuset. Bussen, som kører rundt med ældre i Ishøj, kom alligevel forbi Brohuset på sin rute. Et hus, som kommunens ældre også får flere og flere anledninger til at besøge. Derfor mente Jette Pedersen, at et ekstra stop gav god mening.

” Vi er en del Ishøj-borgere, der har brug for, at servicebussen får stoppested ved Brohuset på dens forskellige ruter. Da læger, fodterapeuter, træningscenter og diverse foreninger flytter – eller er flyttet - til Brohuset, er der flere, der kun har FLEX som mulighed, og det burde ikke være nødvendigt, da servicebussen kører lige forbi,” skrev Jette Pedersen i læserbrevet fra den 5. maj 2021.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Borgere får ofte øje på oplagte løsninger

Det valgte kommunen at lytte til, og onsdag den 2. marts kunne borgmester Merete Amdisen takke Jette Pedersen for at komme med opfordringen, da de sammen indviede det nye stoppested med en tur fra bycenteret til Brohuset.

”Det er ofte borgerne, der får øje på de bedste løsninger, og her kan vi takke Jette for at pege på det oplagte med et ekstra stoppested ved Brohuset, som allerede nu rummer et væld af aktiviteter,” siger borgmester Merete Amdisen.

Her kan du læse mere om Servicebussen (Bycenterbussen)