Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 18. august 2022 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget

Resume

På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 18. januar 2022 blev den politiske arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 vedtaget, herunder planen for driftsstedsbesøg.

På dette møde er det sundhedsplejen, der kommer til en drøftelse med udvalget.

Sagsfremstilling

Der vil være fokus på to nedslag i forhold sundhedsplejerskens funktion omkring ulighed i sundhed.

Det vil omhandle:

  1. Sundhedspleje - et generelt sundhedsfremmende tilbud.
  2. Sundhedsplejens tilbud til familier med børn i risiko for eller med overvægt.

 Fra sundhedsplejen deltager sundhedsfaglig leder Winnie Hedegaard Damgaard-Iversen sammen med en eller to sundhedsplejersker.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling

  • Nyt fra skolebestyrelserne.
  • Politisk arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget for perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Centerchef René Juhl præsenterer nøgletal i Center for Børn og Forebyggelse vedr. indsatser og foranstaltninger for børn, unge og familier fra Ishøj Kommune for 2021 og foregående år.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Årsregnskabet 2021 for "Fællesskabet Tandreguleringen I/S" er afsluttet og påtegnet af revisor. Revisionen har ikke givet anledning til bemærkninger af betydning for revisionspåtegningen. Regnskabet viser et merforbrug i 2021 på kr. 896.276.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelserne i Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk kommuner indgik med virkning fra januar 2012 en aftale om etablering af et fælles kommunalt fællesskab på tandreguleringsområdet.

Det er aftalt med ledelsen af Tandreguleringen, at underskuddet for 2021 afdrages over 3 år. Der afdrages således kr. 325.000 i 2022.

På baggrund af en analyse og sammenligning med andre tandreguleringer og tandreguleringsfællesskaber i andre kommuner, er der udarbejdet en ny model for budgetlægning af Tandreguleringen. Budgettet for Tandreguleringen er således forhøjet i 2023 og fremadrettet og dækker alle udgifter. Det nye budget er på niveau med tidligere budgetter plus de ekstra bevillinger, som har været givet de sidste mange år. Der viser sig således en indikation af, at Tandreguleringen grundlæggende har været underfinansieret. Forhøjelsen er indeholdt i det eksisterende budget i Ishøj Kommune - både i 2023 og fremadrettet.

Tandreguleringen har i mange år været præget af lange ventetider. Således er der stadig unge, der venter op til 3 år, inden de indkaldes til behandling. Trods ekstra bevillinger er det ikke lykkes at få bragt ventelisten ned på et acceptabelt niveau. Den primære årsag til, at det ikke er lykkedes med den seneste ekstra bevilling (for perioden 2019 - 2022) er især perioder med nedlukning, de ekstra krav om værnemidler og pauser mellem patienterne i coronaperioden. Denne periode har også været præget af en del aflysninger fra de unges/forældrenes side. Det skal understreges, at unge med alvorlige tandreguleringsvanskeligheder altid bliver prioriteret.


Der arbejdes aktuelt på en plan, som skal bringe ventetiden fra op til 3 år ned til maksimalt 1 år.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om tandpleje og Sundhedsloven.

Økonomi

Budgettet til området er i 2022 kr. 3.045.000. Den endelige udgift for 2022 afregnes i starten af 2023, hvor det præcise antal behandlede unge fra Ishøj er kendt.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Den 19. august 2022 orienterede administrationen Børne- og Undervisningsudvalgets medlemmer om Datatilsynets afgørelse om brug af Chromebooks og googleløsninger i Helsingør kommune.

Det væsentligste i Helsingør-sagen er, at der mangler dokumentation for, at persondata/oplysninger i googleløsningerne er sikre, og at GDPR overholdes.

Ishøj Kommune anvender, ligesom ca. halvdelen af kommunerne i landet, samme Googleløsninger. Afgørelsen, som Helsingør Kommune har modtaget, gælder kun i Helsingør. Datatilsynet anbefaler dog, at andre kommuner, som anvender de samme Google-systemer, forholder sig til afgørelsen og iværksætter relevante indsatser. Administrationen har igangsat relevante indsatser, som er uddybet i bilagte notat.

Sagen i Helsingør går tilbage til 2019, hvor en forælder klagede over elevers adgang til Youtube, selvom Youtube ikke var en del af kontrakten med Google. Ishøj Kommune havde også på daværende tidspunkt denne fejlopsætning. Dette blev med det samme stoppet, og indberettet til Datatilsynet
, og alle efterspurgte og relevante materialer er indsendt til Datatilsynet.

Da Ishøj Kommune ikke er omfattet af et forbud, fortsættes brugen af Chromebooks og Google Workspace i skolerne.

Sagsfremstilling

Skolernes IT i Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU-IT) har sat sig ind i sagen og har den 5.8.2022 deltaget i et KL-webinar om afgørelsen, hvor Datatilsynet også deltog. Opfølgning fra webinaret er vedhæftet dagsordenen. Administrationen arbejder tæt sammen med KL, Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening og kommuner i samme situation om at finde løsninger, ligesom kommunens databeskyttelsesrådgiver er inddraget i det konkrete arbejde.

CDU-IT har sat relevante arbejder i gang, og er blandt andet gået i gang med, at

  • genvurdere kommunens eksisterende sikkerhedsforanstaltninger på løsningen og udarbejde en konsekvensanalyse
  • sikre elevernes data i en back-up, hvis det bliver nødvendigt at stoppe løsningen med kort varsel
  • udarbejde en exitstrategi, hvis det skulle blive nødvendigt at finde en anden løsning end de Googleløsninger, vi bruger i dag. Det skal bemærkes, at en sådan løsning vil være dyrere og formentlig ikke vil have samme kvalitet som de nuværende løsninger. Det er CDU-IT’s vurdering, at man kan skifte til andre systemer, som eleverne kan anvende på deres Chromebooks.

Strategi for digitalisering af undervisningen i Ishøj Kommunes skolevæsen maj 2017, der er grundlaget for brug af Chromebooks, er vedhæftet dagsordenen.

Økonomi

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Administrationen forelægger med sagen en skoleprognose for 2022 - 2029. Formålet med skoleprognosen er at skabe overblik over udviklingen i behovet for kapacitet på kommunens folkeskoler.

Sagsfremstilling

Skoleprognosens forventede antal børnehaveklassebørn bygger fortrinsvist på befolkningsprognosen 2022 - 2029, som er godkendt i Byrådet den 5. april 2022.

Det forventede elevantal i 1. – 9. klasse bygger på det fremskrevne antal elever. At prognosen bygger på det fremskrevne antal elever skyldes, at de seneste befolkningsprognoser har skønnet færre elever end, hvad der kunne forventes, når det faktiske antal elever indskrevet på skolerne, fremskrives til de kommende år.

Det fremgår af skoleprognosen, at det samlede antal af elever i kommunens folkeskoler i 2022/23 forventes at være på niveau med antallet i 2021/22 (hhv. 2.105 og 2.107). Herefter forventes elevtallet at stige til 2.211 skoleelever i 2028/29. Skoleprognosen forventer således, at der vil være 104 flere elever i skoleåret 2028/29 end i skoleåret 2021/22. Elevantallet i 2028/29 forventes at være fem elever højere end det faktuelle elevtal i 2017/18, da det var højest.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at skoleprognosen for 2022 – 2023 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Byrådet godkendte den 1. marts 2022 Skolernes kvalitetsrapport 2022. Administrationen har fulgt op på kvalitetsrapportens resultater sammen med skoleledelserne på de enkelte skoler, og skolerne har på baggrund heraf udarbejdet en mål- og handleplan.

Overordnede beskrivelser af skolernes mål og indsatser er bilagt sagen til orientering.

Sagsfremstilling

Formålet med kvalitetsrapporten er bl.a. at fremme dialogen mellem skoler, administration og politikere om elevernes læring, deres resultater og overgang til ungdomsuddannelser. Samtidigt er det intentionen, at rapporten bruges som et redskab til at følge progressionen i de faglige resultater på skole- og klasseniveau. Ifølge Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen skal der udarbejdes en handleplan, der bl.a. indeholder en redegørelse af de forhold, der begrunder udarbejdelsen af handleplanen og de tiltag, som skal tages for at forbedre niveauet.

Der er afholdt opfølgningsbesøg på Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen, Vibeholmskolen, og Skolen på Ishøjgård. Overordnede beskrivelser af skolernes mål og indsatser er bilagt sagen. På skolerne udarbejdes mere detaljerede planer i samarbejde med skolens medarbejdere.

Det skal bemærkes, at kvalitetsrapporten afskaffes gældende fra skoleåret 2022/23, jf. ’Aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen’. Kvalitetsrapporten erstattes af en forpligtelse til en årlig skoleudviklingssamtale, som bl.a. tager udgangspunkt i resultaterne af test i dansk (læsning) og matematik samt anden relevant viden om skolevæsenet. Vejledning vedr. skoleudviklingssamtaler er bilagt sagen.

Administrationen vil i efteråret, efter dialog med skolelederne, fremlægge et forslag til skoleudviklingssamtaler i Ishøj Kommune.

Lovgrundlag

  • Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen nr. 204 af 13. marts.
  • Skoleudviklingssamtaler - Vejledning og inspiration til dialog mellem skoler og kommuner om skoleudvikling.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at skolernes beskrivelser tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

I denne sag fremlægges forslag til elevernes skoleferier og fridage for skoleårene 2023/2024, 2024/2025 og 2025/2026. Administrationen indstiller, at forslagene sendes til høring i skolebestyrelserne og i Ishøj Fælles Elevråd. Forslagene vil ligeledes komme til information og drøftelse i Fælles-MED for Dagtilbud og Uddannelse.

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet den 20. maj 2019 skoleferier og fridage til og med skoleåret 2022/2023. Derfor skal der nu træffes beslutning om placeringen af ferier og fridage for de kommende tre skoleår. Udgangspunktet for forslagene er folkeskolelovens § 14a, hvoraf det fremgår, at skoleåret (formelt) begynder den 1. august, og at elevernes sommerferie begynder den sidste lørdag i juni. Det fremgår desuden følgende af Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen:

  • Der kan ikke placeres fridage på de dage, der er afsat til folkeskolens afsluttende prøver
  • Sommerferien er normalt på ca. 7 uger
  • Efterårsferien af 1 uges varighed placeres som i Undervisningsministeriets vejledende ferieplan (uge 42)
  • Vinterferie af 1 uges varighed placeres i uge 8
  • Dronningens fødselsdag er ikke fridag
  • 1. maj og Grundlovsdag er fridage
  • Fredag efter Kr. Himmelfartsdag er fridag
  • Juleferie, påskeferie, St. bededagsferie og pinseferie placeres som i Undervisningsministeriets vejledende ferieplan. Om nødvendigt afkortes juleferien, påskeferien eller sommerferien
  • Fra skoleåret 2012/13 planlægges med lang påskeferie således, at mandag, tirsdag og onsdag inden påske er ferie/fridage.

Skolernes feriekalender, herunder første skoledag efter sommerferien, fastsættes af Børne- og Undervisningsudvalget, jf. delegationsplanen for Børne- og Undervisningsudvalgets område, vedtaget af Byrådet den 7. juni 2022.

Der er ikke lovgivningsmæssige krav om antallet af skoledage. Lovgivningen forholder sig derimod til antallet af undervisningstimer i skoleåret. I administrationens forslag er der 200 skoledage i de tre skoleår.

Forslag til skolekalendere og oversigt over skoleferier og feriedage er vedhæftet dagsordenen.

Det skal bemærkes, at vinterferien ligesom i de hidtidige skoleår i henhold til Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen er lagt i uge 8. De fleste kommuner har lagt vinterferien i 7, bortset fra hovedparten af kommunerne i Nordjylland, på Østsjælland og Vestegnen, hvor ferien traditionelt har ligget i uge 8. Efter ønske fra Børne- og Undervisningsudvalget indeholder sagen en indstilling om, at skolebestyrelserne i forbindelse med høringen særskilt bedes udtale sig om, de ønsker vinterferien lagt i uge 7 eller 8.

For SFO’erne gælder det, at SFO1 har lukket tre uger i skolernes sommerferie, og SFO2 har lukket i fire uger i skolernes sommerferie. Én SFO i kommunen holder åbent i lukkeugerne og tilbyder pasning til de børn, som har behov. Der er endvidere vedtaget fire faste lukkedage (juleaftensdag, nytårsaftensdag, Grundlovsdag og fredag efter Kristi Himmelfartsdag). Herudover kan der placeres tre lukkedage. Beslutningen herom er lagt ud til skolebestyrelserne.

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet den 16. oktober 2016 at opfordre til, at SFO’erne koordinerer deres lukkedage med dagtilbuddenes lukkedage og elevernes skolekalender af hensyn til forældrenes planlægning.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 14a.


Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen, bilag 9.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

  1. at forslagene til skoleferier og fridage for skoleåret 2023/2024 - 2025/2026 sendes i høring i skolebestyrelserne og i Ishøj Fælles Elevråd fra den 19. august til den 19. september 2022
  2. at skolebestyrelserne i forbindelse med høringen særskilt udtaler sig om, de ønsker vinterferien lagt i uge 7 eller 8.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Hermed fremlægges forslag til lukkedage i dagtilbud de efterfølgende tre år, dvs. 2023 - 2025. Lukkedage fastsættes af Børne- og Undervisningsudvalget, jf. delegationsplanen for Børne- og Undervisningsudvalgets område, vedtaget af Byrådet den 7. juni 2022.

Administrationen foreslår, at forslaget til lukkedage i 2023 – 2025 sendes i høring i dagtilbuddenes bestyrelser. Forslaget til lukkedage vil ligeledes komme til information og drøftelse i Fælles-MED for Dagtilbud og Uddannelse.

Sagsfremstilling

I Ishøj Kommune er der vedtaget fire faste lukkedage: Juleaftensdag, nytårsaftensdag, Grundlovsdag og fredag efter Kristi Himmelfartsdag. Herudover kan der placeres tre lukkedage.

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede den 17. december 2009, at de tre lukkedage i dagtilbuddene, så vidt det er muligt, placeres mellem jul og nytår. Udvalget besluttede ligeledes, at et fremmøde på under 20 % betegnes som lavt fremmøde i kommunens dagtilbud. Der kan således ikke placeres lukkedage i dagtilbud på dage, hvor fremmødet er over 20 %.

Med undtagelse af den 24. december og den 5. juni er kommunen forpligtet til at tilbyde alternativ pasning på lukkedage for de børn, som har behov for pasning. Én daginstitution i kommunen holder åbent for de børn, der har behov for pasning. Af hensyn til den alternative pasning er det nødvendigt at koordinere lukkedagene i kommunens dagtilbud.

I 2023 ligger juleaftensdag og nytårsaftensdag på en søndag. Der er tre lukkedage mellem jul og nytår. Ud over fredag efter Kristi Himmelfartsdag og Grundlovsdag foreslås lukkedage tirsdag og onsdag før påske.

I 2024 og 2025 er der to lukkedage mellem jul og nytår. Ud over fredag efter Kristi Himmelfartsdag, Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag foreslås en lukkedag onsdag før påske.

En oversigt over de foreslåede lukkedage er vedhæftet dagsordenen.

Lovgrundlag

Vejledning om dagtilbud kapitel 10.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at forslaget til lukkedage sendes i høring i dagtilbuddenes forældrebestyrelser fra den 19. august til den 19. september 2022.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Byrådets besluttede den 2. november 2021, at der opkræves forældrebetaling af de tildelte midler til minimumsnormeringer fra og med 1. januar 2022, og at indtægterne fra den øgede forældrebetaling, fratrukket forventede udgifter til søskenderabat og fripladstilskud, tildeles institutionerne.

Som en del af det samlede rådighedskatalog på udvalgets område, fremlægger administrationen et rådighedsforslag (bilagt sagen) om, at Byrådets beslutning af 2. november 2021 annulleres. Således vil det kommunale tilskud udgøre 75 %, sådan som det er tilfældet med det generelle kommunale tilskud til en daginstitutionsplads i Ishøj Kommune. Det vil indebære, at indtægten fra forældrebetalingen alene indgår som indtægt og ikke som en udgift, der belaster den kommunale serviceramme.

Sagsfremstilling

Byrådets beslutning af den 2. november 2021 tager udgangspunkt i en indstilling fra Børne- og Undervisningsudvalget af den 19. april 2021, hvor udvalget indstiller, at ”Indtægterne fra den øgede forældrebetaling (…) tildeles institutionerne…”. Forældrebetalingen svarer til 25 % af den statslige tildeling.

Normalt beregnes forældrebetalingen ud fra de samlede bruttodriftsudgifter for tilbuddene, hvor forældrebetalingen indgår som et element i den samlede finansiering af dagtilbuddene. Beslutningen om, at dagtilbuddene skal tildeles den øgede indtægt fra forældrebetalingen som specifikt vedrører den ekstra tilførelse af statslige midler til området indebærer, at en del af forældrebetalingen skal beregnes separat og tildeles dagtilbuddene ud over det, der ligger i de politisk besluttede budgetter for dagtilbuddene. Denne praksis har konsevenser for serviceramme, styring i forhold til minimumsnormeringer foruden de administrative udfordringer, som det kan give at have to forskellige beregningsmodeller for taksten for forældrebetaling.

Beslutningen betyder, at institutionernes budgetter tildeles 25 % mere end det Ishøj Kommune får tildelt fra staten, hvilket kan belaste kommunens serviceramme unødigt.

Børne- og Undervisningsministeriet har parallelt med udmøntningen af puljen til minimumsnormeringer udstedt en bekendtgørelse (BEK nr. 192 af 09/02/2021), hvor det fastsættes, at midler til minimumsnormeringer skal indgå i fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling. Af dagtilbudslovens § 32 om forældrebetaling fremgår det, at tilskud til forældre med børn i daginstitutioner skal udgøre mindst 75 % og forældrenes egenbetaling højst 25 % af de budgetterede bruttodriftsudgifter. Med beslutningen om at indtægterne fra den øgede forældrebetaling tildeles institutionerne vil det kommunale tilskud udgøre mere end 75 % af bruttodriftsudgiften, og administrationens foreløbige beregninger viser, at institutionerne dermed vil ligge over minimumsnormeringerne.

Det skal pointeres, at den statslige tildeling til minimumsnormeringer ikke oprindeligt er budgetlagt og således ikke pt. eksisterer i budget 2023, det samme gælder tildelingen af forældrebetalingsindtægterne herfra. Der er således med rådighedsforslaget, ikke tale om en besparelse i forhold til det oprindelige budget 2023 i gængs forstand. Rådighedsforslaget skal alene ses i relation til de tekniske korrektioner for 2023, og kan bidrage til at mindske den potentielle merudgift og dermed belastningen af servicerammen, som de tekniske korrektioner vedr. tildelingen af midlerne fra forældrebetalingen er udtryk for.

Det skal endvidere bemærkes, at den endelige statslige tildeling af midler til minimumsnormering for 2023 forventeligt meldes ud i slutningen af 2022, og derfor ikke er endeligt kendt endnu.

Formanden for Børne- og Undervisningsudvalget har bedt administrationen beregne, hvor langt Ishøj Kommune økonomisk er fra minimumsnormeringen i 2023. Beregningen af minimumsnormeringerne foretages bagudrettet, jf. Bekendtgørelse om opgørelse af normeringer i daginstitutioner af 21.6.2022, bl.a. på baggrund af de timer pr. uge, barnet har været indmeldt i løbet af kalenderåret. Da bl.a. børnetallet svinger fra år til år, er det med de eksisterende styringssystemer ikke muligt at estimere kommende års normeringsniveau på baggrund af foregående års beregninger. Administrationen er derfor i gang med at beregne, hvad den potentielle udgift vil være for, at Ishøj Kommunes institutioner i henholdsvis 2023 og 2024 er på niveau med minimumsnormeringerne. Administrationen er ligeledes ved at beregne, hvordan Ishøj Kommune lå ift. minimumsnormeringerne i 2021. Beregningerne forventes at være færdige i løbet af august. Administrationen vil på baggrund heraf udarbejde et forslag til en ny ressourcetildelingsmodel som følger niveauet for minimumsnormeringerne.

Lovgrundlag

  • Bekendtgørelse nr. 192 af 09/02/2021 om rammer for puljemidler udmøntet på baggrund af 20.21.05 Reserve til minimumsnormeringer i forhold til fastsættelse af kommunens tilskud og forældres egenbetaling.
  • Dagtilbudsloven § 32.


Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Resume

Ukrainere med ophold efter Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter kaldet særloven) har ret til at få deres børn i dagtilbud, skole og SFO efter gældende lov. Regeringen og en række øvrige partier har den 25. maj 2022 vedtaget nye bestemmelser, der skal øge fleksibiliteten og beføjelserne for kommunerne.

I Lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love (Særlige pasnings – og undervisningsmuligheder til fordrevne børn og unge fra Ukraine) er der indført særlige regler, der giver kommunerne mulighed for lokalt at fravige krav i dagtilbuds – og folkeskoleloven, samt etablere særlige tilbud for ukrainske børn med opholdstilladelse efter særloven. I henhold til lovens § 22c, stk. 1 kan kommunerne tilbyde befordring mellem hjem og dagtilbud til ukrainske børn, der har ophold efter særloven.

Sagsfremstilling

Det er Byrådet, der på baggrund af en konkret vurdering afgør, hvorvidt der skal tilbydes befordring. I vurderingen af, om forældrene skal tilbydes befordring fra barnets dagtilbud til familiens hjem, kan der lægges vægt på, at dagtilbuddet i forvejen har stor erfaring med ukrainske børn, men at institutionen befinder sig langt væk fra familiens bopæl. Det vil også være relevant i tilfælde, hvor der er oprettet særtilbud i form af dagtilbud, hvor pladserne er forbeholdt fordrevne ukrainske børn. Der er ikke oprettet sådanne særtilbud i Ishøj Kommune.

Dagtilbudsloven giver herudover ikke hjemmel til befordring mellem hjem og dagtilbud. Det er administrationens vurdering, at fravigelsen af hjemmel til at tilbyde befordring mellem børnenes hjem og dagtilbud, kan forfordele ukrainske flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i forhold til Ishøjs borgere, der står overfor samme udfordringer.

Administrationen anbefaler, at Børne- og Undervisningsudvalget beslutter ikke at tilbyde ukrainske børn med opholdstilladelse efter særloven befordring mellem hjem og dagtilbud.  

Lovgrundlag

Lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love (Særlige pasnings – og undervisningsmuligheder til fordrevne børn og unge fra Ukraine) § 22c, stk. 1.

Økonomi

Hvis indstillingen følges, er der ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at der ikke tilbydes befordring mellem hjem og dagtilbud til ukrainske børn med opholdstilladelse efter særloven.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Resume

Ishøj Kommune er medlem af Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre (KFPLC). Foreningen beskriver sig selv som en landspolitisk interesseorganisation, som har til formål at sætte de pædagogiske læringscentre højt på dagsordenen. Foreningen arbejder på tværs af det faglige og det politiske niveau med læringscentrenes indhold og udvikling. Administrationen anbefaler, at Børne- og Undervisningsudvalget drøfter det fortsatte medlemskab.

Børne- og Undervisningsudvalget behandlede sagen på udvalgsmødet i april 2022 og besluttede at udsætte beslutningen om opsigelse af medlemsskabet til udvalgsmødet i august 2022.

Sagsfremstilling

KFPLC har over for administrationen oplyst, at den er en kommunalpolitisk ledet organisation, der arbejder for at øve politisk indflydelse. Foreningen arbejder bl.a. for, at landets kommuner har velfungerende PLC’er/skolebiblioteker på alle skoler. Foreningen har været involveret i arbejdet med en kommende ny bekendtgørelse for folkeskolens pædagogiske læningscentre. Hertil kommer, at medlemmerne af Børne- og Undervisningsudvalget kan modtage et gratis eksemplar af foreningens tidsskrift, ligesom det er gratis at deltage i foreningens årsmøder.

Administrationen har forespurgt skolelederne, om skolerne kender til foreningen, og om de bruger den. Strandgårdskolen har givet udtryk for, at de bruger foreningen, og at det giver mening at fortsætte medlemskabet. De øvrige skoler har tilkendegivet at de ikke kender til foreningen. På den baggrund anbefaler administrationen, at medlemskabet opsiges.

Økonomi

Medlemskabet koster 20.000 kr. årligt. Udgiften afholdes indenfor rammen i Center for Dagtilbud og Uddannelse.

Eventuel udmeldelse skal ske skriftligt af formanden for Børne- og Undervisningsudvalget med 3 måneders varsel til en 1. januar.

Indstilling

at medlemskabet af Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre opsiges.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling


Brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet

Resultaterne af den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet blev offentliggjort den 19. juni 2022. Undersøgelsen udspringer af Aftalen om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor fra 2019 og omfatter forældre til børn i kommunale og selvejende daginstitutioner samt kommunale dagplejer i alle kommuner.
Spørgsmålene i undersøgelsen omfatter: 1) Aktiviteter, leg og grupper; 2) Sprog, forståelse og tryghed; 3) Samarbejde med personalet; 4) Børnene imellem; 5) Samlet tilfredshed.

På en skala fra 1 til 5 er landsgennemsnittet for den samlede tilfredshed med dagtilbud på 4,3, mens den i Ishøj er på 4,1. Svarprocenten på landsplan er 54 %. I Ishøj er svarprocenten 43 %.
Det er muligt at dykke ned i resultaterne i undersøgelsen og se bl.a. svarfordeling for samtlige dagtilbud i dashboardet på Indenrigs- og Boligministeriets hjemmeside via dette link https://im.dk/arbejdsomraader/kommunal-og-regionaloekonomi/landsdaekkende-brugertilfredshedsundersoegelser-btu/brugertilfredshedsundersoegelsen-af-dagtilbud


Special Skills på Thorshøjgård
Institutionen Thorshøjgård afvikler ”Special Skills” d. 7. september 2022 på Thorshøjgård. 'Special Skills' er del af organisationen Livsværk og består af en målrettet indsats for hjælpe unge med særlige behov videre i uddannelse og job. Til arrangementet d. 7. september forventes der at deltage ca. 300 unge, som både kommer fra Institutionen Thorshøjgård samt andre interesserede unge med særlige behov fra bl.a. Ishøj. Der vil være vejledere, aktiviteter, konkurrencer m.m., som kan være med til at inspirere de unge i forhold uddannelse og job. Ishøj Kommune støtter arrangementet med kr. 20.000. Læs mere om 'Special Skills' her: Special skills - Thorshøjgaard (thorshoejgaard.dk)


Budgetændringer på dagtilbuds- og skoleområdet
Med baggrund i den seneste demografimodel kan der konstateres et faldende børnetal i dagtilbud. Dette vil give budgetændringer på dagtilbudsområdet, der vil vise sig i en faldende fordeling af midler i de tekniske korrektioner.


Indvielse af Dagplejens gæstehus
Dagplejens gæstehus er klar til at blive taget i brug fra den 1. september. Der vil i den forbindelse være indvielse torsdag den 8. september kl. 14.00.

Orientering om hjemmeundervisning
Notat vedr. orientering om hjemmeundervsining er vedhæftet til orientering som lukket bilag.


Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.