Referat
Folkeoplysningsudvalget tirsdag den 23. februar 2021 kl. 19.00

Ishøj Idræts- og Fritidscenter - Virtuelt Aftentelefon Malene Rasmussen 20823271

Indstilling

Pkt. 1-4 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

  1. Alle brugere af idrætslokaler har indgivet ønsker til sæson 2021/2022 inden den 8. januar 2021. Det har ikke været muligt for lokalefordelingsudvalget at mødes fysisk i januar grundet de nuværende restriktioner. Dette møde er derfor rykket til marts måned. Det betyder, at den endelige fordelingsplan tidligst er godkendt i Folkeoplysningsudvalget i april.
  2. Der er den 20. januar 2021 indkaldt til indstilling af kandidater til foreningspriser, som uddeles under Pokalfesten den 27. maj 2021.Fremsendelse af indstilling kan ske senest fredag den 26. februar 2021. Brevet er vedhæftet dagsordenen.
  3. Den oprindeligt planlagte Fritidskonference skulle være afholdt i efteråret 2020, men blev grundet Covid-19 situationen udskudt til den 23. og 24. april 2021. Grundet den fortsatte situation med Covid-19 udskydes Fritidskonferencen igen og forsøges gennemført i efteråret 2021. Fritidskonferencen i 2022 vil derfor blive rykket til 2023.

Tilføjelse af punkt:

  1. Der er den 13. februar 2021 sket en vandskade i Foreningshuset 45B. Alt vand er suget op og inventar og materiel er blevet sikret. Skaderne på gulvet er omfattende og da Foreningshuset i nær fremtdid skal rives ned, vil der ikke ske en udbedring af skaderne. Hvis der åbnes op for foreningslivet før indflytningen i Brohuset, skal mulighederne for placering af foreningernes aktiviteter andetsteds undersøges. Orienteringsbrev til foreningerne er vedhæftet.

Bilag

Sagsfremstilling

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet forslag til aktivitetsfrie dage i kommunens idrætslokaler i sæsonen 2020-2021.
Forslag og skolekalender er vedhæftet.

Ishøj Idrætsråd indstiller, at forslaget sendes videre til Folkeoplysningsudvalget med anbefaling.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at forslaget godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Forslag til fordeling af vandtid til fritidsbrugere i Ishøj Svømmehal for sæsonen 2021/2022. Udgangspunktet er den ramme for fritidsbrugernes benyttelse af svømmehallen, der blev vedtaget af Kultur- og Fritidsudvalget i 2015.

Sagsfremstilling

Udgangspunktet for den godkendte ramme for tider er blandt andet, at der er offentlig adgang i hele svømmehallens åbningstid. Desuden er det et krav, at der skabes en indtægt til hallens drift gennem udlejning til eksterne brugere.

Timerne til Tip Tab Tynde (TTT) og Ishøj Ungdomsskole, samt Ishøj Svømmehals holdtræning (babysvøm, crawl hold, bevægelse i vand med flere) er reserveret inden fordelingen, idet der er tale om kommunale aktiviteter. I dagtimerne koordineres foreningernes brug af svømmehallen med folkeskolerne. Her er Ældre i Bevægelse tildelt timer onsdage og torsdage i dagtimerne.

Der blev afholdt fordelingsmøde med foreningsbrugerne den 19. januar 2021 på baggrund af brugernes ønsker. Referat fra mødet er vedhæftet dagsordenen.

Ishøj Ungdomsskole har ikke benyttet de tildelte timer i flere år, hvorfor de er givet til Ishøj Svømmeklub. Klubben har også denne mulighed i sæsonen 2021/2022.

Ældre i bevægelse har ønsket 3 baner i forbindelse med undervisning i Ishøj Svømmehal. Dette kan dog ikke altid lade sig gøre om onsdagen, da Strandgårdskolen er til undervisning i samme tidsrum. Såfremt at skolen kommer senere eller aflyser, så kan Ældre i bevægelse benytte 3 baner.

I forbindelse med GTI’s ønskede morgentræning på 3 baner mandage og torsdage, kan dette kun lade sig gøre, såfremt Ishøj Svømmehal ikke har undervisning i bane 6 kl. 6.45-7.30.

I forbindelse med GTI’s ønskede tid torsdage aftener på 4 baner, så kan dette ikke lade sig gøre, da Tip Tab Tynde har undervisning i 2 baner i samme tidsrum.

Forslag til fordeling for henholdsvis foreninger og skoler er vedhæftet dagsordenen. Den samlet oversigt for både kommunale akiviteter, skoler og foreninger samt rammeplanen er ligeledes vedhæftet dagsordenen.

Ishøj Idrætsråd indstiller, at forslag til lokalefordeling sendes videre til Folkeoplysningsudvalget med anbefaling.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at forslaget godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd vedtog på byrådsmødet den 5. januar 2021 at stille Ishøj Idræts & Fritidscenter til rådighed for et af Region Hovedstadens vaccinationscentre. Det medfører en midlertidig nedlukning af udvalgte kommunale idrætsfaciliteter og der udarbejdes en ny fordelingsplan for idrætsforeninger i perioden.

Sagsfremstilling

Vaccinationscentret lægger beslag på et større område af Ishøj Idræts & Fritidscenter, som det fremgår af oversigtskort vedlagt i bilag 1. På nuværende tidspunkt er der lukket for brug af kommunale faciliteter til kultur og idræt i Ishøj, både indendørs og udendørs, og vaccinationscentret generer derfor ikke de øvrige brugere af Ishøj Idræts & Fritidscenter.

Det må dog forventes, at der bliver åbnet for faciliteterne før vaccinationscentret er afsluttet. Det betyder, at en lang række idrætsforeninger vil blive påvirket af dette med aflysninger og flytninger. Center for Kultur og Fritid har udsendt orienteringsbrev til idrætsforeningerne. Brevet er vedhæftet dagsordenen.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet en midlertidig fordelingsplan for resten af indeværende sæson ud fra de idrætsfaciliteter, der nu er til rådighed i Ishøj Kommune. Der er prioriteret at finde tid til indeidræt, hvorimod udeidrætter som fodbold mister indendørstider. Dette skyldes, at fodbold og cricket ved normale omstændigheder rykker udendørs omkring den 1. april. Da der endnu ikke er sat dato for genåbning af foreningslivet, vides det ikke, hvor meget tidligere fodbold og cricket skal rykke udendørs. Det vil være muligt for fodboldklubberne at benytte kunstgræsbanerne.

Der arbejdes fortsat på at finde nye løsninger på alternative lokationer. Såfremt dette lykkes, vil det være muligt at justere fordelingsplanen, så der bliver bedre tid og løsninger for idrætsforeningerne.


Ishøj Idrætsråd indstiller, at den midlertidige fordelingsplan sendes videre til Folkeoplysningsudvalget med anbefaling, dog skal ønsker til ændringer fra Ishøj Volley, Ishøj Håndbold Forening, Fitness Ishøj, Ishøj Gymnastikforening samt Ældre i Bevægelse forsøges indarbejdet i fordelingen. Center for Kultur og Fritid har noteret foreningernes ønsker og forslag og forsøger at indarbejde disse.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at godkende fordelingsplanen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Ishøj Idrætsforening har oprettet en underafdeling, Falcons Cheerleaders, som ansøger om at blive godkendt til lokalelån.

Sagsfremstilling

Ishøj Idrætsforening (Ishøj IF) har et ønske om at udvide foreningen med underafdelinger med forskellige idrætsgrene. På den baggrund er der godkendt vedtægtsændringer på ekstraordinær generalforsamling i december 2020, som muliggør det at tilknytte underafdelinger i foreningen.

Underafdelingerne hører under Ishøj IF bestyrelses ledelse, og er ikke selvstændige juridiske enheder. Der etableres et udvalg i hver underafdeling, hvor Ishøj IF's bestyrelse er repræsenteret. Vedtægterne er vedhæftet dagsordenen.

Falcons Cheerleaders dyrker cheerleading og startede allerede op i 2020, hvor de fik afprøvet om der var efterspørgsel. Der er sket en medlemsvækst i Falcons Cheerleaders, så de i dag er cirka 30 medlemmer i skolealderen.

Med det nuværende medlemsantal vil Falcons Cheerleaders primært benytte gymnastiksale, bevægelsessal og hal i mindre omfang.

Ishøj IF ønsker, at, Falcons Cheerleaders, kan godkendes til lån af kommunale lokaler og indgå i den årlige fordeling af idrætslokaler.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget vedtager, at sende sagen i Ishøj Idrætsråd til drøftelse inden den igen behandles.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Covid-19 har medført nedlukninger, aflysninger og forsamlingsforbud. Det har gjort det svært for foreningslivet, og har betydet medlemsnedgang og en påvirket økonomi.

Sagsfremstilling

For mange børn, unge og seniorer er foreningslivet deres primære fællesskab og deltagelse i foreningslivet øger den generelle trivsel. Derfor har nedlukningen indflydelse på de mange medlemmers sundhed og trivsel.

Nedlukningen og forsamlingsforbuddet har ikke gjort det muligt for foreningslivet at opretholde fysiske aktiviteter og møder. På den baggrund har mange medlemmer meldt sig ud af foreningslivet. Det betyder, at mange foreninger mister kontingentindtægter, men også indtægter ved afholdelse af arrangementer og stævner.

Den 31. marts 2021 skal folkeoplysende foreninger i Ishøj Kommune senest have indberettet medlemstal pr. 31.12.2020. Her forventes det, at der vil være en medlemsnedgang i en del foreninger.

Særligt nogle foreninger er hårdere ramt end andre, hvilket formodentlig hænger sammen med de muligheder, der har været for at dyrke den enkelte aktivitet samt de strukturer der er omkring kontingentbetaling. For eksempel oplever Ishøj Svømmeklub og Ishøj Gymnastikforening som har holdtilmeldinger en stor medlemsnedgang. Hvorimod Ishøj Golfklub har oplevet en vækst for en periode.

Ishøj Gymnastikforening er siden indberetning af medlemstal sidste år gået fra 583 til 384 medlemmer. Ishøj Svømmeklub har oplevet et fald fra 553 til 361 medlemmer. Dette skal også ses i lyset af nedlukningen af Ishøj Svømmehal.
 
Der lægges op til en drøftelse af, om der skal gøres yderligere for at holde hånden økonomisk under de folkeoplysende foreninger, der har oplevet en nedgang i medlemstal.

Center for Kultur og Fritid foreslår en løsning, hvor folkeoplysende foreninger fortsat skal indberette de faktiske tal for 2020, men foreningerne vil få udbetalt samme tilskud i 2021 som i 2020.

Økonomi

Reguleringen af tilskud til foreninger kan indeholdes i budgetrammen for medlemstilskud.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget indstiller, at forslaget fra Center for Kultur og Fritid godkendes, således at foreninger der er gået ned i medlemstal sikres samme tilskud som i 2020.

Beslutning

Tiltrådt.

Indstilling

Pkt. 1-2 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

  1. Der blev stillet spørgsmål til Værkstedet, der har fungeret som værested for unge i Ishøj. Værkstedet er nedlagt som kommunal institution og oprettet som en forening med placering i industrikvarteret. Ishøj Ungdomsskole fører tilsyn med foreningen, som dog pt. er lukket grundet covid-19 restriktioner.
  2. Det blev nævnt, at der var en bekymring for, at foreningsområdet i Brohuset mangler lokale på 50-100 personer, og at der bliver pres på den store sal. Center for kultur og Fritid vil i dialog med foreningerne finde frem til den bedste udnyttelse af de nye lokaler. Der er desuden planer om et lokale til foreninger, herunder bridgdeklubben, i etape 3, som også vil kunne rumme andre aktiviteter.