Referat
Kultur- og Fritidsudvalget mandag den 6. december 2021 kl. 16.30

Mødelokale Fyrsten, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Ishøj Byråd besluttede på mødet den 24. juni 2021 at afsætte overskuddet fra Region Hovedstadens leje af Ishøj Idræts & Fritidscenter som vaccinationscenter til kompensation til foreningslivet. Nu foreligger de endelige tilbud på de valgte anlæg, og det viser sig, at det blandt andet på grund af de generelle stigninger på håndværkerydelser og materialer bliver dyrere end forventet. Administrationen foreslår at finansiere merforbruget ved at overføre midler fra anlæg af nyt lysanlæg ved tennisbanerne, da dette anlægsprojekt er blevet billigere end forventet.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd besluttede på sit møde den 24. juni 2021 en række kompensationer til foreningslivet, da foreningslivet har måttet afvikle deres aktiviteter efter en nødplan, mens der har været vaccinationscenter i Ishøj Idræts & Fritidscenter. En række af kompensationerne er gennemført, men blandt andet er vandingsanlægget på stadion blevet dyrere end forventet. Der er således allerede et merforbrug i forhold til bevillingen på 250.000 kr.

Nu foreligger de endelige tilbud på de sidste kompensationer: Hockey-/multibane samt padelbaner. Tilbuddene viser, at anlæggene bliver 500.000 kr. dyrere end forventet.

Samlet set forventes et merforbrug på 750.000 kr. for hele kompensationssagen. Merforbruget skyldes bl.a. de stigende priser på håndværkerydelser og materialer.

Anlæg af banerne er blevet forsinket af såvel forlængelse af vaccinecenter som af indhentelse af de nødvendige miljøgodkendelser. Der er behov for en hurtig afklaring af finansieringen, så anlæg kan igangsættes og banerne kan være klar til sæsonen.

Økonomi

Administrationen foreslår, at der gives tillægsbevilling på 750.000 kr. svarende til det forventede merforbrug. Administrationen foreslår desuden at tillægsbevillingen finansieres af det forventede mindreforbrug på anlægsprojektet nyt lysanlæg ved tennisbanerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,

at der gives en tillægsbevilling til budget 2022 på 750.000 kr. til etablering af anlæg (Hockey-/multibane samt padelbaner) i forbindelse med sagen om kompensation til foreningslivet, og at beløbet frigives.

at tillægsbevillingen finansieres af mindreforbruget på anlægssagen vedrørende nyt lysanlæg ved tennisbanerne, med en reduktion på 750.000 kr.




Beslutning

Godkendt.