Referat
Kultur- og Fritidsudvalget torsdag den 27. maj 2021 kl. 17.00

Mødested, Comwell Portside, Nordhavn, København

Resume

Ishøj Byråd besluttede på det ekstraordinære byrådsmøde den 19. maj 2021, at der skulle afholdes ekstraordinært Kultur- og Fritidsudvalgsmøde inden byrådsmødet den 1. juni. Denne sag afklarer de spørgsmål, som byrådets medlemmer havde til restriktioner og retningslinjer for kultur- og fritidsområdet. Herunder særligt byhavekoncerten den 5. juni 2021 og forenings- og fritidslivet.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd ønsker at undgå nye nedlukninger på dagsinstitutioner og skoler og i de liberale erhverv. Smittetallet i Ishøj Kommune er højt, og der er sket en stigning over de sidste uger, som dog er stagneret i uge 20. Hvis Ishøj Kommune passerer grænsen på 250 i testkorrigeret incidens, bliver Ishøj Byråd pålagt at lukke en række institutioner og faciliteter herunder dagsinstitutioner, skoler og forenings- og fritidsfaciliteterne. Sundhedsministeren har meldt ud, at incidens-grænsen hæves til 300 i uge 21.

Statens Serum Institut siger til pressen, at det er forventet, at smittetallet stiger, når samfundet åbner igen. Flere og flere bliver vaccineret, og vi kan derfor acceptere højere smittetal, end da nedlukningen begyndte. Statens Serum Institut forventer derfor løbende at justere på grænserne for lokale nedlukninger.

I det følgende præsenteres restriktioner og retningslinjer for henholdsvis byhavekoncerten den 5. juni 2021 og forenings- og fritidslivet, da disse punkter blev drøftet i forbindelse med byrådsmødet den 19. maj 2021.

Byhavekoncert den 5. juni 2021
Der er meget specifikke og detaljerede retningslinjer for større kulturarrangmenter som byhavekoncerterne. Her er nævnt nogle udvalgte, men der er vedhæftet et bilag, som går i detaljer med det koncept, som Kulturium har udtænkt. Konceptet overholder alle krav og retningslinjer og muliggør en sikker og tryg afvikling af byhavekoncerten.

  • Siddende koncert med afstand mellem deltagerne og maksimalt 500 deltagere.
  • Coronapas for alle over 15 år.
  • Mundbind, når man ikke sidder på sin plads.
  • Lukket område med adgangskontrol
  • Billetafhentning på forhånd


Kulturiums team omkring afviklingen af byhavekoncerterne har stor erfaring med coronasikre koncerter. Evalueringer af Kulturiums indendørs arrangmenter viser, at deltagerne føler sig trygge ved afviklingen. Erfaringsmæssigt vil der være lagt mindre smitte ved et udendørs arrangement sammenlignet med et indendørs. Vi er ikke bekendt med større udbrud, der kan relateres til deltagelse i koncerter.

Forenings- og fritidslivet
Der gælder en lang række restiktioner og retningslinjer for forenings- og fritidslivet. Her er nævnt nogle udvalgte, men i de vedhæftede bilag findes både de nyeste retningslinjer og den seneste aftale om genåbning, hvor det er muligt at orientere sig i detaljen. Bemærk at forsamlingsloftet naturligvis også gælder på forenings- og fritidsområdet. Forsamlingsloftet er for nuværende 50 indedørs og 100 udendørs. Der gælder dog særlige regler ved større arrangmenter, der giver mulighed for flere deltagere som f.eks. i forbindelse med byhavekoncerten. Bemærk i øvrigt at sæsonen slutter den 5. juni, men at kultur- og fritidscentret har fået flere henvendelser om en forlængelse af sæsonen. Det forventes erfaringsmæssigt at være aktivitet i langt mindre målestok.

  • Coronapas for alle over 17 år.
  • Mundbind indendørs - dog ikke ved udøvelse af idræt.
  • To meters afstand mellem deltagere, hvor det er muligt.
  • Minimum fire m2 per deltager.


Det er adminstrationens erfaring, at forenings- og fritidslivet generelt tager deres ansvar meget alvorligt og overholder de gældende retningslinjer. Vi er ikke bekendt med større udbrud, der kan relateres til forenings- og fritidslivet.

Administrationens vurdering
Der er intet, der tyder på, at smitten spreder sig gennem kultur- og fritidslivet. Administrationen er ikke bekendt med store smitteudbrud i Danmark i hverken foreningslivet eller på kulturinstitutioner som koncerthuse. Tværtimod hjælper et åbent kultur- og fritidsliv til med at sikre, at borgerne bliver testet, så de kan få deres coronapas og deltage i aktiviteterne.

Det er administrationens vurdering, at de statslige retningslinjer og grænserne for automatisk nedlukning er fuldt ud tilstrækkelige til at begrænse smitteudbrud på kultur- og fritidsområdet, men vi følger udviklingen tæt og er naturligvis helt klar til at reagere hurtigt og effektivt også med nedlukning af faciliteter, hvis der skulle vise sig smitteudbrud eller større smittekilder i kultur- og fritidslivet.

Økonomi

En ny nedlukning af kultur- og fritidslivet vil få økonomiske konsekvenser for de kommunale kulturinstitutioner i form af tilbagebetaling af statsstøtte, manglende slags- og billetindtægter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget vedtager, at de statslige retningslinjer og grænserne for automatisk nedlukning er tilstrækkelige til at begrænse smitteudbrud på kultur- og fritidsområdet.
at de kulturelle arrangementer gennemføres ved et korrigeret incidenstal på under 50 fra grænsen for automatisk nedlukkning.
at der er de nødvendige kontrol- og sikkerheds foranstaltninger til de enkelte arrangementer.

Bilag