Referat
Social- og Sundhedsudvalget tirsdag den 6. april 2021 kl. 16.00

Ekstraordinært Virtuelt møde - Teams

Resume

Godkendelsespunkt

Der fremlægges forslag til oprettelse af dag-rehabiliteringspladser målrettet borgere med behov for et intensivt genoptrænings- og rehabiliteringsforløb. Sagen fremlægges til drøftelse og sendes efterfølgende til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget samt Byrådet.

Sagsfremstilling

I forbindelse med den oprindelige disponeringsplan for etape 2 i Brohuset vedtog Byrådet d. 24.6. 2019, at der skulle etableres 8 døgnrehabiliteringspladser. Sagen blev forelagt Byrådet d. 1.12. 2020 med henblik på indgåelse af kontrakt med rådgiver og entreprenør i forbindelse med udførelse af etape 2 i Brohuset, heri indgik også etablering af 8 døgnrehabiliteringspladser.

Siden den beslutning er det blevet klart, at Vallensbæk Kommune vil trække ansvaret for genoptræningen hjem. Derudover er der igangsat initiativer til at omlægge ældreboliger til plejeboliger, som på sigt vil betyde et øget flow på de fleksible omsorgspladser. På den baggrund er det administrationens vurdering, at behovet for døgnrehabiliteringspladser på sigt vil kunne dækkes inden for rammerne af de fleksible omsorgspladser på Kærbo. Administrationen har gennemgået 50 genoptræningssager. Gennemgang viser, at der er en større gruppe af borgere med neurologiske diagnoser og diagnoser inden for skulder samt ben-lidelser og ældre medicinske patienter, og hvor der menneskeligt og økonomisk vil være en stor gevinst i forhold til at kunne tilbyde borgerne et intensivt genoptræningsforløb i dagregi.

I dag tilbyder Ishøj Kommune genoptræning til den nævnte målgruppe på følgende måde: Ved køb af eksterne pladser til borgere med erhvervet hjerneskade og til borgere, som er sygemeldte efter operation og den ældre medicinske patient tilbydes genoptræning i eget regi, men ikke i et så intensivt omfang som på dagbasis. For borgere, som har behov for somatisk pleje døgnet rundt anvendes de fleksible omsorgspladser på Kærbo. Her tilbydes træning for at vedligeholde færdigheder.

Derfor foreslår administrationen, at der i den videre planlægning i indretningen af etape 2 i Brohuset sker en konvertering af de 8 disponerede døgnpladser til 15 dagrehabiliteringspladser.

Formål med dag-rehabiliteringspladser:
Det primære formål med en dag-rehabiliteringsplads er, at borgeren generhverver det højest mulige funktionsniveau og dermed kan klare sig selv så meget som muligt. Dag-rehabiliteringspladserne skal dermed være med til at forebygge genindlæggelser samt forebygge behovet for kommunale pleje- og omsorgsydelser.

Form og indhold på en dag-rehabiliteringsplads:
Borgernes behov kan være varierende, men fællesnævneren er, at de alle har behov for en intensiv genoptrænings- og rehabiliteringsindsats. Indsatsen kan fx være fysisk træning i hold eller individuelt, ADL-træning (træning i specielle teknikker til praktiske gøremål i hverdagen), kognitiv træning, færdighedstræning m.m. Indsatsen kan kombineres med andre aktiviteter og aftaler, borgeren deltager i, fx aftaler i Jobcenteret, møder med visitator, hjerneskadekoordinator og talepædagog fra Center for Børn og Forebyggelse.

Afhængig af behov vil et forløb strække sig over et par uger til et par måneder, men der er terapeutfagligt fokus på et intensivt og kortevarende rehabiliteringsforløb.


Beliggenhed, antal pladser og fysiske forhold:
Dag-rehabiliteringspladserne etableres i Brohuset, hvormed der vil være mulighed for at anvende de kommende træningssale og øvrige faciliteter i Brohuset. Pladserne indtænkes i den kommende etape 2 i Brohuset, og forventes derfor at kunne være i drift ultimo 2022. Det foreslås, at der oprettes 15 dag-rehabiliteringspladser.

Finansiering:
En ændring af pladserne fra døgn til dagrehabilitering vil foruden at komme flere borgere til gavn også være markant billigere driftsmæssigt. Derudover er det administrationens vurdering, at der i forhold til driften vil kunne præsenteres en positiv businesscase, da en bedre og mere intensiv rehabilitering for målgruppen til dagrehabilitering vil kunne medføre, at borgere i beskæftigelse hurtigere vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Dertil vurderer administrationen også, at der vil være et økonomisk potentiale i forhold til, at nogle borgere vil kunne komme tidligere hjem fra hospitalsophold og eksterne tilbud samt at undgå genindlæggelse med dagrehabiliteringstilbud.

Det vurderes at de 15 pladser kan dækkes af to fuldtidsterapeuter og en 30-timers social- og sundhedsassistent. Der vil være et behov for 1,4 mio. kr. om året til at dække personaleressourcerne, og 0,1 mio. kr. til driftsudgifter til aktiviteter. En årlig udgift på i alt 1,5 mio. kr. Dette er markant billigere end driften af 8 døgnrehabiliteringspladser, der alene i lønudgifter vil andrage ca. 8,1 mio. kr. med udgangspunkt i to aften/nattevagter 365 dage om året.

Administrationen vil arbejde videre på en mere konkret businesscase, som fremlægges til politisk behandling til efteråret 2021.

I forbindelse med tidsplanen i den indgåede kontrakt udarbejdes der i de kommende to måneder projektforslag for etape 2, og herefter igangsættes udførelsen af renoveringen efter sommerferien 2021 med henblik på, at bygningerne kan tages i brug til efteråret 2022. For at fastholde denne tidsplan lægges op til en beslutning om, hvorvidt der skal ske en konvertering af de planlagte døgnpladser til dagpladser i forbindelse med genoptrænings- og rehabiliteringsområdet i Brohuset. Konverteringen betyder, at der skal planlægges ud fra andre bygningsmæssige krav, hvilket betyder, at der ikke i samme omfang er behov for at indrette værelser med bad og toilet og dermed et mindre behov for brandkrav til overnatning

Vedhæftet er notat om forslag til dag-rehabiliteringspladser samt disponeringsplan.

Lovgrundlag

Lovgrundlag:
Dag-rehabiliteringspladserne
oprettes efter servicelovens § 83 a stk. 4.

Økonomi

Udgifter:
Der vil være behov for ca. 1,5 mio. kr. om året til personaleressourcer og driftsudgifter til aktiviteter.

Det foreløbige overslag fra administrationen i forhold til finansiering vil være, at der kan ske finansiering af pladserne via mindreudgifter på følgende områder:

Indtægter i form af mindreudgifter inden for følgende områder:
Forsikrede ledige: 0,528 mio. kr.
Sygedagpenge: 0,187 mio. kr.
Ind- og genindlæggelser: 0,576 mio. kr.
Specialiserede rehabilitering 0,223 mio. kr.

Konverteringen fra døgn- til dagpladser kan holdes inden for det afsatte anlægsbudget til Brohuset.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget indstiller,
at der udarbejdes projektforslag for etape 2 (genoptrænings- og rehabiliteringsområdet i Brohuset), hvor de disponerede døgnpladser konverteres til dagpladser, og at sagens sendes til Økonomi- og Planudvalget samt Byrådet.

Beslutning

TIltrådt.

Bilag