Referat
Social- og Sundhedsudvalget onsdag den 16. februar 2022 kl. 17.30

Byrådssalen, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Ishøj Kommune har en høj andel af borgere på offentlig forsørgelse, som føler sig uden for fællesskabet, og som der er behov for at tilbyde en anden vej mod uddannelse, jobmarkedet og fællesskab. Ishøj Kommune har en række sundhedsfremmende tilbud, men disse er alle frivillige og er ikke målrettet borgere med komplekse problemstillinger eller borgere som lider af psykiske eller mentale udfordringer. Det her projekt fordrer et stærkt tværfagligt samarbejde med fokus på den enkelte borgers behov.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet en projektbeskrivelse for et tværgående projekt, der har til formål at bringe en gruppe af langstidsledige og nyledige tættere på uddannelse eller job med fokus på at forbedre den enkeltes mentale sundhed. Stærkt inspireret af de postive resultater der er blandt kommuner, der har arbejdet med "Kultur på recept", vil Ishøj Kommune gennem et tværfagligt samarbejde hjælpe borgere med ondt i livet videre.


Formålet er at forbedre borgernes mentale sundhed og generelle livskvalitet ved at bruge kulturen som middel i rehabiliteringen. Gennem et 10 ugers forløb introduceres borgeren for kunst og kultur, hvor borgeren får lov at være i en skabende proces, og hvor egen historie og oplevelser kan bearbejdes. I forløbet er der fokus på at arbejde med den mentale trivsel, egen helbredsmestring og det at åbne dørene til sociale fællesskaber. Det forventes, at 150 borgere kan komme igennem forløbet gennem projektperioden.

Der estimeres med et 2,5-årigt projektforløb for at kunne vurdere det faktiske potentiale og således få tilstrækkeligt datamateriale til, at der kan evalueres ordentligt.

Projektet kræver ansættelse af en fuldtidsansat projektkoordinator i projektperioden. Derudover skal der være midler til at understøtte de borgerrettede aktiviteter og drift.

Projektbeskrivelse er vedhæftet.

Lovgrundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Der er i budgetforliget for 2022-2025 aftalt, at der fra Investeringspuljen anvendes 950.000 kr. på initiativer, der skal styrke samarbejdet mellem sundheds- og fritidsområdet. Gælder fra budget 2022 og efterfølgende år.

Indstilling

Erhverv- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget tager en fælles drøftelse af oplægget og kommer med input til det videre forløb.


Beslutning

Projektet godkendes med de faldne bemærkninger.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenspunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenspunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget beslutter, at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.