Referat
Social- og Sundhedsudvalget torsdag den 18. april 2024 kl. 19.00

Søstedet - Ishøj Søvej 1a

Sagsfremstilling

Mødet i Social- og Sundhedsudvalget starter med en rundvisning på Søstedet, som suppleres med præsentation af afdelingsleder for Det Sociale Udførerområde Vicky Lund Hansen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Sagsfremstilling

Størrelsen af service- og anlægsrammen forventes kendt ultimo juni 2024. Det er derfor på nuværende tidspunkt for tidligt at vurdere den præcise økonomiske situation for 2025. Administrationens vurdering er dog, at det alligevel er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med forslag til reduktion af servicerammeudgifter. På den baggrund har Økonomi- og Planudvalget den 11. marts 2024 besluttet, at der skal udarbejdes et rådighedskatalog med besparelser på 10 mio. kr. i 2025 og 15 mio. kr. i 2026. Det skal bemærkes, at besparelsen, som har virkning i 2025 også indgår i besparelsen i 2026.

Fordelingen er som følger:

 1.000 kr.

2025 

2026 

Ishøj Kommune i alt 

10.000 

15.000 

Økonomi- og Planudvalget 

1.860 

2.790 

Teknik- og Bygningsudvalget 

870 

1.305 

Klima- og Miljøudvalget 

50 

75 

Børne- og Undervisningsudvalget 

3.810 

5.715 

Kultur- og Fritidsudvalget 

420 

630 

Social- og Sundhedsudvalget 

2.880 

4.320 

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 

110 

165 

I den politiske tidsplan er det besluttet, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for fagudvalgets område på møderne i april – juni med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning rådighedsforslagene skal formuleres.

På udvalgsmøderne i april og maj konkretiseres retningen og på hvilke opgaveområder, fagudvalget ønsker, at administrationen udarbejder rådighedsforslag. Processen skal understøtte, at der dels udarbejdes et tilstrækkeligt antal rådighedsforslag, dels at rådighedsforslagene kan indgå i de videre politiske forhandlinger, efter at forslagene har været i høring.

I forbindelse med budgetarbejdet, herunder udarbejdelsen af rådighedskataloget, kan fagudvalgene også have øje for de fire områder, som indgår i Byrådets vision:

  • Sundt og aktivt liv
  • Stærkt fællesskab med sammenhold og engagement
  • Lokalt ansvar for klima, natur og miljø
  • Økonomisk robust kommune med stærk arbejdsstyrke

 

Komponents slides fra budgetseminar i marts 2024 er vedlagt til inspiration.

Økonomi

Materialet vedr. budget 2025 - 2028 fremlægges i høring i anden halvdel af august 2024

Indstilling

at udvalget beslutter, i hvilken retning administrationen skal arbejde i forbindelse med konkretisering af forslag til rådighedskataloget.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Økonomi- og Planudvalget har på mødet 11. marts 2024 besluttet, at der i forbindelse med budget 2025 udarbejdes et rådighedskatalog på 10 mio. kr. i 2025 og 15 mio. kr. i 2026 for at have politiske prioriteringsmuligheder. På udvalgsmøderne i april – juni skal fagudvalgene drøfte input til budget 2025 med henblik på, at administrationen kan udarbejde et rådighedskatalog, der skal indgå i de politiske forhandlinger efter sommerferien.

Bilag

Sagsfremstilling

Et værested kan etableres efter servicelovens § 104, som et aktivitets- og samværstilbud. Et værested henvender sig typisk til socialt udsatte mennesker og kan være et sted hvor man kan indgå i fællesskaber og eventuelt få hjælp til hverdagsmestring, skabe bedre sammenhæng i hverdagen eller deltage i forskellige aktiviteter, socialt samvær og brobygning.

Administrationen har undersøgt organiseringen af væresteder i andre kommuner og har været i dialog med aktører som f.eks. Blå Kors omkring krav og økonomi i forbindelse med driften af et værested. Derudover har administrationen undersøgt målgruppegrundlag gennem dialog med forskellige aktører i Ishøj Kommune.

Målgrupper
Det Gule Hus er et uvisiteret tilbud, der henvender sig til en bred målgruppe af borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Det er altså en gruppe af mennesker med mange forskellige behov, der bruger Det Gule Hus. Hvis der skal udpeges grupper, som ikke rummes inden for rammerne af det Gule Hus i dag, så kan der peges på følgende tre målgrupper:

  • Gangbesværede borgere, herunder kørestolsbrugere
  • Mennesker med neurologiske udfordringer fx autisme, hjerneskade o.l.
  • Borgere som er synligt og mærkbart påvirkede af rusmidler

Selvom Det Gule Hus henvender sig til borgere med fysiske funktionsnedsættelser, så er lokalerne, der fordeler sig over to etager, ikke egnede til kørestolsbrugere. Lokalerne rummer heller ikke mulighed for rolige, skærmede omgivelser, hvilket reelt gør lokalerne mindre egnede for borgere fx med neurologiske udfordringer, der generes af støj. Borgere som er synligt og mærkbart påvirkede af rusmidler, er ikke velkomne i Det Gule Hus af hensyn til stedets øvrige brugere.

Udover at se på hvilken målgruppe, der har størst behov for et socialt værested, så er det også vigtigt at skele til, hvor mange borgere i Ishøj, der befinder sig i målgruppen, så tilbuddet tilgodeser flest mulig borgere. For at et socialt værested skal være attraktivt at benytte, skal målgruppen være stor nok til at tilbuddet kan tilbyde borgere med kontaktbehov et reelt fællesskab, dvs. at der gerne skal fremmøde en gruppe af en vis størrelse (udover medarbejdere/frivillige). Det er altid svært at vide, hvor mange borgere, der fremmøder til uvisiterede tilbud, hvor der ikke er mødepligt. Det er vigtigt at tage højde for, at selvom målgruppen har en vis volumen, så vil alle i målgruppen næppe benytte sig af tilbuddet og ikke samtidigt. Det er administrationens vurdering, at der i forhold til de ovennævnte målgrupper vil være risiko for perioder og dage, hvor få borgere benytter tilbuddet. Derudover er det vigtigt at sikre, at tilbuddet ikke kommer til at overlappe med visiterede eller eksisterende tilbud. Det er generelt vigtigt at være opmærksom på ikke at etablere tilbud, der minder for meget om hinanden og dermed kan risikere at komme til at konkurrere om at etablere fællesskaber til de samme borgere.

Eksisterende tilbud
Der findes i Ishøj Kommune mange initiativer for voksne på det sociale område, som tilbyder netværk og fællesskaber (Bilag 1), som man med fordel kan udbrede til målgruppen. Udover de initiativer, som omtales i oversigten findes der også Næstehjælpernes Fredagshygge, hvor frivillige henter overskudsmad fra rådhusets kantine, der serveres i Brohuset, Sind Ungdom og Ombold, der er et samarbejde mellem blandt andre kommunen og Ishøj Idrætsforening, som henvender sig til en bred gruppe af mennesker inden for socialområdet med behov for at være en del af et fodboldfællesskab. Fælles for disse to tilbud er, at de ikke retter sig mod diagnose-specifikke målgrupper, men lægger op til et mere inkluderende fællesskab omkring en aktivitet. Fredagshygge er centreret omkring et måltid mad, hvor det er fodbold som er i centrum i Ombold. Det skal bemærkes, at man ikke behøver at spille fodbold, men også kan deltage som publikum.

Med udgangspunkt i målgruppeanalysen anbefaler administrationen ikke, at der udarbejdes et udvidelsesforslag omkring etablering af et værested, da der ikke tegner sig en klar målgruppe for et sådant tilbud samtidig med, at relevante målgrupper ikke alene har en størrelse, der skaber grundlag for etablering af et tilbud. Derudover er der mange eksisterende tilbud, som kan tilbyde forskellige aktiviteter til forskellige målgrupper.

Potentielt samarbejde med andre aktører
I stedet for etablering af et Socialt værested kan der evt. ses på alternative muligheder for samvær og aktiviteter. Et alternativ kan være opstart af en aktivitetscafé i samarbejde med en NGO-organisationer, fx Kirkens Korshær, We Shelter, Røde Kors, Sind – alt efter, hvilken målgruppe tilbuddet skal henvende sig til. Ved at indgå et partnerskab med en etableret NGO i et allerede eksisterende tilbud, kan tilbuddet udvides til at omfatte ugentlige dage med aktivitetscafe, som drives af frivillige. Det kunne fx være i sammenhæng med Søstedet, således at både beboere i Herberget og de skæve boliger samt andre borgere i egen bolig får mulighed for at deltage i aktivitetscafeen og indgå i fællesskaber på den måde. Et sådant tilbud kunne være med til at understøtte deltagelse i fællesskaber i forbindelse med den svære overgang fra herberg til egen bolig.

Andre løsningsforslag
Administrationen peger desuden på muligheden for følgende andre løsningsforslag, der kan tilbyde borgere med kontaktbehov yderligere aktiviteter og samvær:

  • Via serviceloven § 85 kan der på individniveau arbejdes med at mindske ensomhed og udbrede kendskabet til allerede relevante eksisterende aktivitets- og samværstilbud på det sociale område, herunder følgeskab, idet erfaringer viser, at det ofte kræver en relation præget af tillid at bygge bro mellem borgere og fællesskaber.
  • Idet Det Gule Hus henvender sig til en bred målgruppe af borgere, kunne det også overvejes at opnormere kommunens allerede eksisterende tilbud, fx ved at udvide åbningstiden og eventuelt inkludere åbent i weekenden. I den forbindelse anbefaler administrationen også, at man kan afprøve muligheden for, at Det Gule Hus kan benyttes af borgere udenfor åbningstid uden tilstedeværelsen af personale

Lovgrundlag

Ifølge servicelovens § 104 skal kommunalbestyrelsen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Økonomi

Etablering af et socialt værested vil være forbundet med driftsomkostninger til husleje og lønudgifter til mindst to medarbejdere, hvilket er sikkerhedsnormeringen for et tilbud i forhold til borgere med mindre støttebehov, og dermed vil det kræve tre medarbejdere eller flere, hvis støttebehovet er større. Lønudgiften vil således afhænge af støttebehov i kombination med den ugentlige åbningstid, og hvorvidt tilbuddet skal have åbent aften og weekender.

De årlige udgifter til et værested med fx en ugentlig åbningstid på 20 timer henvendt til en målgruppe med et mindre støttebehov forventes således samlet set at udgøre ca. 1,2 mio. kr. årligt. Eftersom et eventuelt værested organisatorisk vil blive placeret under den Sociale Udføreenhed, må det forventes, at det kan skabe stordriftsfordele i forhold til deling af vagter blandt flere medarbejdere, som kan reducere udgifterne en smule. Såfremt tilbuddet skal henvende sig til en målgruppe med et større støttebehov, må det forventes, at den årlige udgift kan beløbe sig til 2,5 mio. kr. alt efter sikkerhedsnormering og åbningstid.

Indstilling

  • at der i budget 2024 ikke arbejdes videre med etableringen af et nyt værested
  • at der i forbindelse med udvalgets drøftelser af budget 2025 drøftes muligheden for at indgå et samarbejde med frivillige organisationer om etablering af aktivitetscafeer på Søstedet til målgruppen af hjemløse og borgere som er kommet i egen bolig efter ophold i herberg.

Beslutning

Tiltrådt med nedenstående tilføjelse til dot 1.

At der i budget 2024 ikke arbejdes videre med etableringen af et nyt værested,
men ses på muligheden for at forbedre rammerne for de eksisterende væresteder.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Det fremgår af Ishøj Kommunes budgetaftale 2024, at Social- og Sundhedsudvalget afdækker ønsker og behov for sociale væresteder udover målgruppen i Det Gule Hus med henblik på et eventuelt investeringsforslag til budget 2025-2028. Med udgangspunkt i en analyse af målgruppe vurderer administrationen ikke, at der er tilstrækkeligt et grundlag for et nyt værested i kommunen, og det er derfor anbefalingen, at udvalget ikke går videre med forslag til et nyt værested i forbindelse med budget 2025.

Bilag

Sagsfremstilling

Baggrund

Det fremgår af servicelovens §18, at kommunerne skal fastlægge en ramme for samarbejdet med frivillige sociale organisationer og foreninger samt afsætte et årligt beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Efter barnets lov trådte i kraft den 1. januar 2024 er børn og unge under 18 år ikke længere dækket af servicelovens bestemmelser. Det fremgår nu af barnets lov § 17, at kommunerne skal fastlægge en ramme for samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet samt afsætte et årligt beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområdet, mens borgere over 18 år er omfattet af serviceloven.

Forslag til ændring
På baggrund af ovenstående foreslår administrationen, at midler til frivilligt socialt arbejde i Ishøj Kommune både uddeles på baggrund af servicelovens § 18 og barnets lov § 17. Dermed vil kriterierne for uddeling af midler afspejle den gældende lovgivning, og det vil fortsat være muligt at uddele midler til frivilligt socialt arbejde til gavn for både børn, unge, voksne og ældre i Ishøj Kommune.

Det er allerede en del af den nuværende praksis at uddele midler til frivilligt socialt arbejde til gavn for børn og unge i Ishøj. For at understøtte dette yderligere vil det fremover fremgå af indstillingerne til uddeling af midlerne, hvilke(t) lovgrundlag der ligger til grund for de enkelte indstillinger. Derudover vil administrationen opgøre, hvor stor en del af midlerne, der er indstillet til de forskellige målgrupper.

Administrationen foreslår, at Social- og Sundhedsudvalgets beslutninger om uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde fremadrettet sendes til orientering i Børne- og Undervisningsudvalget for at øge gennemsigtigheden og forbedre vilkårene for samarbejde på tværs.

Ændringerne vedrører kun den lovhjemmel, som Social- og Sundhedsudvalget kan uddele midler på baggrund af, og det ændrer derved ikke ved øvrige kriterier for uddeling af midler. Administrationen vurderer ikke, at der er behov for yderligere ændringer på nuværende tidspunkt for at opfylde de nye krav der følger af barnets lov.

Den videre proces

Barnets lov § 17 har til formål at sikre, at der uddeles midler til børn og unge på det frivillige sociale område. Udover tilføjelse af lovhjemlen foreslår administrationen, at kriterierne for uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde i Ishøj (herunder målgruppebeskrivelsen) revideres, så det sikres, at kriterierne støtter op om begge paragraffer og de dertilhørende målgrupper. I den forbindelse vil administrationen ligeledes sikre, at vejledningen og ansøgningsskemaet understøtter behovet for tydelighed i forhold til målgruppebeskrivelserne.

Forslag til reviderede tildelingskriterier fremlægges for Social- og Sundhedsudvalget i efteråret 2024 med henblik på ikrafttrædelse fra 2025, så der er mulighed for at kommunikere eventuelle kommende ændringer til borgere, netværk og foreninger på det frivillige sociale område rettidigt.

Vedhæftet er opdateret tekst til Ishøj Kommunes hjemmeside, opdateret vejledning samt opdateret ansøgningsskema.

Lovgrundlag

Lov om social service § 18 samt barnets lov § 17.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

  • midler til frivilligt socialt arbejde fremadrettet uddeles med baggrund i servicelovens § 18 og barnets lov § 17
  • Social- og Sundhedsudvalgets beslutninger om uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde fremadrettet sendes til orientering i Børne- og Undervisningsudvalget
  • forslag til reviderede tildelingskriterier fremlægges for Social- og Sundhedsudvalget i efteråret 2024.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Ikrafttrædelsen af barnets lov giver anledning til at ændre i kriterierne for uddelingen af midler til frivilligt socialt arbejde for at sikre, at Ishøj Kommune fortsat yder økonomisk tilskud til frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområdet. Sagen sendes til orientering i Børne- og Undervisningsudvalget, Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Åben Vejledning
Ishøj Kommune leverer Åben Vejledning efter servicelovens § 12, som er målrettet borgere med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne og personer med særlige sociale problemer. Åben Vejledning er et tilbud til borgere, der grundet deres funktionsnedsættelse ikke selvstændigt kan navigere og/eller handle inden for den eksisterende ramme af det etablerede system som f.eks. borgerservice, borger.dk m.v. I Åben Vejledning tilbydes hjælp til selvhjælp, og støtten kan f.eks. omfatte hjælp til at håndtere sociale eller økonomiske udfordringer, kontakt til offentlige instanser, brobygning til tilbud, hjælp til at læse, forstå og handle på post.

Åben Vejledning har i dag fysisk placering på Rådhusets 6. sal sammen med hjemmevejlederteamet og ledelsen i Den Sociale Udføreenhed. Der er åbent tre gange ugentligt på mandage og tirsdage om formiddagen fra kl. 9.00-11.30 og torsdage om eftermiddagen fra kl. 14.00-17.00. Om mandagen er Åben Vejledning fremskudt på Kærbo og på Søstedet/Pitstop sammen med Jobcentret. Borgerne kan i åbningstiden henvende sig uden forudgående aftale og sikre en hurtig kontakt og forebygge, at eventuelle problemer bliver værre.

Flytning af Åben Vejledning til Brohuset
I forbindelse med at Center for Voksne og Velfærd samler myndighedsopgaverne på tværs af ældre, sundhed og social i en ny afdeling er der behov for, at medarbejderne placeres sammen. Grundet det tætte samarbejde og koordinering med centrets administrative funktioner på Rådhuset er det vigtigt, at den nye myndighedsafdeling placeres på 6. sal sammen med administrationen.

For at skabe plads til den nye myndighedsafdeling foreslår administrationen, at den del af Den Sociale Udføreenhed, som er placeret på 6. sal flyttes til Brohuset. Det vil sige Åben Vejledning, Hjemmevejlederne og ledelsen af Den Sociale Udførerenhed samles i Brohuset. I Brohuset er der i forvejen fokus på den udførende del af Center for Voksne og Velfærd ved, at Genoptræningen, frivillig indsatsen, forebyggelseskonsulenter og sundhedskonsulenter m.v. samt hjemmepleje og hjemmesygepleje har til huse her. Derudover huser Brohuset mange frivillige og udgør rammen om kommunens Medborgerhus ligesom lægehus og fodterapeut bor i huset. På den måde gives en anden ramme til den Åbne Vejledning ligesom Vejlederteamet kan indgå i andre former for fællesskaber med dele af det øvrige udførerområde i Center for Voksne og Velfærd og de øvrige dele af Brohuset, herunder også Jobcenter. 

Forslaget understøtter Byrådets Vision om aktivt civilsamfund, da flytningen til Brohuset giver Åben Vejledning og hjemmevejlederne nye muligheder for at brobygge til aktiviteter i Medborgerhuset og dermed til, at borgerne kan indgå i fællesskaber.

Forslaget har været i høring i Lokal MED i Den Sociale Udføreenhed, og udvalget ser positivt på, at Åben Vejledning flytter til Brohuset sammen med Vejlederteamet. De ser mange fordele for borgerne, herunder muligheder for at kunne understøtte dem i forhold til deltagelse i forskellige fællesskaber. Udvalget gjorde opmærksom på vigtigheden i, at der sikres en god kommunikation til borgerne og der skal være opmærksomhed på borgere, som vil finde skiftet svært og muligvis skal have hjælp til at komme i Brohuset i stedet for på Rådhuset. Administrationen vil derfor udarbejde en kommunikationsplan i forbindelse med flytningen, for at understøtte en så god proces som mulig for borgerne.

Flytningen forventes at finde sted i løbet af maj 2024.

Lovgrundlag

Åben Vejledning tilbydes efter servicelovens § 12 i henhold til § 10 i formålsbestemmelsen.

Økonomi

Der vil være enkelte flytteudgifter forbundet med flytningen, som afholdes inden for budgettet i Center for Voksne og Velfærd.

Indstilling

at flytningen af Åben Vejledning fra etage 6 på Rådhuset til Brohuset godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget skal træffe beslutning vedrørende flytning af Åben Vejledning fra Rådhusets etage 6 til Brohuset. Flytningen er led i en organisationsændring i Center for Voksne og Velfærd, hvor myndighedsopgaver på tværs af ældre, sundhed og social samles i en ny myndighedsafdeling på Rådhusets etage 6.

Sagsfremstilling

Formål og metode
Det overordnede formål er at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses herunder at sikre, at kommunalbestyrelse, borgere og pårørende får indsigt i den indsats, der leveres på det enkelte tilbud. I henhold til lovgivningen er formålet med tilsynet:

  • At påse at beboerne får den hjælp, de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunalbestyrelsen har truffet.
  • At hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde.
  • At forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorligere problemer.


Derudover er formålet med tilsynet at sikre kvaliteten i tilbuddene, herunder at der er overensstemmelse mellem gældende lovgivning, centrets referenceramme og den pleje- og omsorgsmæssige praksis. Tilsynet har haft fokus på hverdagslivet for beboere og således også på, hvordan hjælpen efter deres og de pårørendes opfattelse fungerer. De fysiske rammers egnethed i forhold til beboernes behov indgår ligeledes i tilsynet.

Tilsynet har taget afsæt i den anerkendende og værdsættende tilgang med henblik på at få overensstemmelse mellem borgernes og pårørendes ønsker og forventninger og medarbejdernes og ledelsens muligheder og rammer. De anvendte metoder er henholdsvis kvalitative interviews, fokusgruppeinterviews, observation og gennemgang af dokumentation.

Tilsynets overordnede konklusion
BDO's overordnede vurdering er, at Kærbo er et velfungerende plejecenter, som har engagerede medarbejdere og ny ledelse, som medvirker til at skabe trivsel for borgerne. Vurderingen er, at de sundhedsfaglige ydelser, som borgerne modtager på plejecentret, leveres med en god faglig kvalitet, fraset at der under observationsstudiet er vurderet enkelte mangler i praksis og kommunikation. BDO vurderer endvidere, at der i høj grad er overensstemmelse mellem ledelsens og medarbejdernes fokus på, at hverdagslivet på stedet tilrettelægges på borgernes præmisser, herunder mad og måltider og aktiviteter. Det vurderes, at dokumentationen fremstår med en høj faglig og professionel standard, men med få mindre mangler i udfyldelsen, og at der i medicinhåndteringen er enkelte mangler i forhold til opbevaring, som vil kunne afhjælpes med en mindre indsats.

Tilsynets vurdering i forhold til temaer

  • SEL-dokumentation scorer 5 ud af 5 point.
  • Medicinhåndtering scorer 4 ud af 5 point.
  • Personlig pleje og praktisk støtte scorer 5 ud af 5 point.
  • Mad og måltider scorer 5 ud af 5 point.
  • Kommunikation og adfærd scorer 5 ud af 5 point.
  • Aktiviteter, træning og genoptræning
    scorer 5 ud af 5 point.
  • Fysiske rammer scorer 5 ud af 5 point.
  • Kompetencer og udvikling scorer 5 ud af 5 point.
  • Observationsstudie scorer 3 ud af 5 point.


Tilsynets bemærkninger og anbefalinger (Bilag 2)

Tilsynets bemærkning vedr. medicinhåndtering,

  • At pn medicin (medicin efter behov) hos en borger ikke kan fremfindes under tilsynet.


Tilsynets bemærkning vedr. observationsstudie

  • At medarbejderne i enkelte situationer taler i tredje person i en borgers nærvær.
  • At den faglige udførelse i enkelte tilfælde ikke er i overensstemmelse med god faglig praksis.


Tilsynet anbefaler vedr. medicinhåndtering

  • At ledelsen i dialog med medarbejderne finder en sikker løsning til opbevaring og tilgængelighed af pn medicin.
  • at ledelsen følger op og sikrer, at opgaverne løses ud fra en god faglig praksis, herunder medarbejdernes interne kommunikation, når der er to personer om opgaven.


Tilsynets opfølgning på seneste tilsyn
Ledelsen redegør for, at der er fulgt op på anbefalinger på sidste års tilsyn, hvilket blandt andet har ændret praksis i forhold til dokumentation og opfølgning. Derudover redegør leder for, at alle nye medarbejdere gennemgår et fast introprogram med efterfølgende løbende opfølgning hos deres udpegede mentor. Der arbejdes ligeledes med tiltag til fortsat udvikling af den samlede kvalitet, fx ny organisering af sygeplejerskerne, der vil have forskellige funktioner/specialer, og hvor hver især skal være ansvarlig for den interne undervisning i deres pågældende specialer.

Tilsynsrapporten blev drøftet i plejehjemsbestyrelsen den 22. november 2023.

Lovgrundlag

Retssikkerhedslovens § 16 og servicelovens § 148a.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages til efter retning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

BDO har den 9. oktober 2023 gennemført et uanmeldt tilsyn på Plejecenter Kærbo. Resultatet viser, at plejecentret overordnet lever op til Ishøj Kommunes kvalitetsstandarder og vedtagne serviceniveau, dog er der vurderet enkelte mangler under de tre temaer (Bilag 1).

Bilag

Sagsfremstilling

Baggrund
På plejecentrene i Ishøj Kommune har man i dag et utidssvarende kaldesystem, som øger behovet for f.eks. nattevagter og til dels aftenvagter. Gennem en investering i et system, der kan benyttes gennem en app på mobiltelefoner, er det muligt for personalet at styrke deres overblik og mulighed for at hjælpe og støtte beboere med behov for det, selv på tværs af afsnit på Kærbo, fordi systemet kan være med til at rammesætte den ældres normale bevægelsesmønster, så nattevagten alarmeres, hvis beboeren reagerer eller forlader sine vante omgivelser.

Implementering af systemet betyder, at nattevagterne fremover kan følge borgerne uden at skulle være tæt på og uden at skulle kigge ind til borgerne, hvilket betyder, at antallet af nattevagter kan reduceres, og aftenvagter kan omlægges til kortere tid i aftenvagten. Eftersom der skal investeres i ny teknologi omfatter forslaget, udover besparelsen på 1,7 mio. kr., en investering på 0,5 mio. kr. i 2024 med henblik på indkøb af systemet. Derudover er der årligt budgetteret med driftsudgifter svarende til ca. 100.000 kr. for abonnement og løbende vedligehold/udskiftning af mobiler. På lidt længere sigt kan systemet kobles med fagsystemet Cura, som i andre kommuner har vist sig at kunne styrke f.eks. medicinudlevering og dermed minimere fejl.

Status
Administrationen har i første omgang kortlagt relevante systemer på markedet for på den måde at sikre, at det bedst egnede system indkøbes. Valget er faldet på Intelligent Care, og administrationen er derfor på nuværende tidspunkt ved at indgå kontrakt og aftale det videreforløb med leverandøren. Intelligent Care vil stå for en stor del af implementeringen, da det er en del af deres tilbud.

Administrationen tilkøber ikke alle funktioner i første omgang, men følgende funktioner indgår i kontrakten:

  • Besked om, hvilken borger der aktiverer alarm.
  • Besked om, hvilken medarbejder/overfaldsalarm, der aktiveres.
  • Besked om alarmtype (alarmtryk, dørsensor mm.).
  • Besked om, hvilken etage borger/personale befinder sig på, når alarm aktiveres (nuværende system har ikke positionering).


Systemet kan med tiden udvides, og der kan tilkøbes forskellige funktioner såsom GPS, digitalt tilsyn og forskellige sensorer (Bilag 1).

Systemet kræver, at der indkøbes smartphones, og det har den fordel, at der udover de beskrevne funktioner kan installeres flere applikationer på telefonen, CURA og VAR. På den måde kan man let tilgå de informationer, der måtte være behov for i en given situation, uden at man skal have fat i en iPad først. Overgangen til smartphones giver også bedre dækning, så der altid kan ringes ud, selvom der er en alarm i gang. Det kan den på nuværende system ikke. Endelig gør overgangen til smartphones, at plejecentret får bedre brandsikring, da en brandalarm vil blive vist på telefonen, og det vil også fremgå, hvor branden er. I dag skal personalet finde frem til brandskabet, før de kan se, hvor branden er opstået.

Administrationen vil indkøbe smartphones samt SIM-kort og understøtte implementeringsprocessen på plejecentret.
Leverandøren har meddelt, at levering af systemet først kan ske i efteråret 2024. Besparelsen vil derfor ikke kunne få sin fulde effekt i 2024, da forsinkelsen i levering og dermed ibrugtagning betyder, at besparelsen kun forventes at få effekt i 4. kvartal, og dermed er det forventningen, at det kun vil være muligt at realisere ca. 1/4 del af besparelsen. Plejecentret vil forsøge at indfri så meget som muligt af den resterende del af besparelsen inden for budgettet gennem andre tiltag. Den fulde besparelse forventes realiseret i 2025 og frem.

Økonomi

Af Ishøj Kommunes budgetaftale 2024 - 2027 fremgår følgende besparelse på investeringsforslag om effektivisering gennem øget brug af velfærdsteknologi på Kærbo:

Navn

Indhold

2024

2025

2026

2027

SSU04

Investeringsforslag: Effektivisering gennem øget brug af velfærdsteknologi på Kærbo

1.100 kr.

1.600 kr.

1.600 kr.

1.600 kr.

Besparelsen udmøntes ved en investering på 0,5 mio. kr. i 2024 og 2025 samt årlige driftsudgifter på 0,1 mio. kr.
Der vil være et besparelsespotentiale på 0,4 mio. kr. i 2024 og 1,7 mio. kr. fra 2025 og frem.
Det oprindelige besparelseskrav op til 1,7 mio. kr. i 2024 vil plejecentrene forsøge at indfri ved andre tiltag eller søge den resterende del overført til 2025.
I 2025 og frem forventes den fulde besparelse at blive realiseret.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget orienteres i denne sag om punktet i budgetaftalen 2024 - 2027, som vedrører investeringsforslag om effektivisering gennem øget brug af velfærdsteknologi på Kærbo (SSU04).

Bilag

Sagsfremstilling

Politisk sundhedsklynge Syd har den 18. marts 2024 truffet beslutning om følgende:

Status på de politisk besluttede indsatser
På mødet blev der orienteret om en status for følgende indsatser på det somatiske område samt det psykiatriske område:

  • Den gode overgang - fra indlæggelse til udskrivelse har igangsat arbejdet vedr. analyse af indlæggelses- og udskrivelsesprocessen og dosisdispenseret medicin.
  • Tværsektoriel indsats om overvægt har igangsat en kortlægning af tilbud til overvægtige borgere.
  • Den gode start på livet - fælles ammeindsats: Der arbejdes i indsatsen med at skabe sammensætning i ammeforløbene, blandt andet ved at udarbejde en model for kompetenceudvikling af personale.
  • De to psykiatriindsatser på børne- og ungeområdet samt voksenområdet vedr. konkretisering og implementering af den eksisterende samarbejdsaftale har fokus på at styrke de eksisterende netværksmøder


Politisk Sundhedsklynge Syd tog oplæggene om " Den gode overgang - fra indlæggelse til udskrivelse", "Den gode start på livet - fælles ammeindsats" og "Tværsektoriel indsats om overvægt" til efterretning.

Temadrøftelse af data og den ældre medicinsk patient
På det politiske møde den 18. marts 2024 blev Politisk sundhedsklynge Syd blev orienteret om Indenrigs- og Sundhedsministeriets benchmark om ældres indlæggelser på medicinske afdelinger fra 2023. Analyserne viste blandt andet, at der i sundhedsklynge Syd blandt de 80+ årige, er mere aktivitet end forventet, og at det især er gruppen af ældre borgere uden komorbiditet, som har flere indlæggelsesdage end forventet. Politisk Sundhedsklynge Syd blev orienteret om den nyetablerede Afdeling for Ældresygdomme på Amager Hospital og Hvidovre Hospital samt afdelingens visioner for det tværsektorielle samarbejde. Afdelingen har fokus på det tvær: - faglige, - specialiseret og sektorielle med henblik på at skabe de gode patientforløb i fællesskab.

Beslutning om brug af sundhedsklyngemidler
Som følge af det politiske møde den 16. november 2023 blev der igangsat en proces med at udarbejde et oplæg vedr. brug af de resterende sundhedsklyngemidler.
Faglig sundhedsklynge anbefaler, at prioriteringen af de resterende sundhedsklyngemidler med fordel kan tage udgangspunkt i, at eksisterende indsatser suppleres og styrkes fremfor at der igangsættes nye indsatser. På den baggrund anbefaler Faglig sundhedsklynge at prioritere følgende indsatser for de resterende sundhedsklyngemidler:

  • Styrkelse af den politisk besluttede indsats " Den gode overgang" via følgeforskning. Forslag til budget 2.375.000 kr.
  • Samarbejde om midlertidige pladser ifm. den politisk besluttede indsats " Den gode overgang". Forslag
    til budget 1.000.000 kr.


Politisk Sundhedsklynge Syd tog oplægget vedrørende brug af de resterende sundhedsklyngemidler til efterretning. Politisk Sundhedsklynge Syd tiltrådte de præsenterede forslag til indsatser samt tilhørende budget.

Referat fra mødet i Politisk Sundhedsklynge Syd den 18. marts 2024 er vedhæftet referatet.

Lovgrundlag

Sundhedsloven § 203.

Økonomi

Sundhedsklyngeøkonomi.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutningstema

Politisk Sundhedsklynge Syd har afholdt møde den 18. marts 2024. Administrationen orienterer om indhold og beslutninger fra mødet.

Bilag

Sagsfremstilling

Orientering om helbredtillæg til tandbehandling uden tilskud fra Regionsrådet
Administrationen har hidtil ydet tilskud, jf. det almindelige helbredstillæg til ydelser i forbindelse med tandbehandling, som ikke er omfattet af reglerne for det almindelige helbredstillæg. Er en pensionist bevilliget det almindelige helbredstillæg, kan der jf. lovgivningen ydes tilskud til betaling af pensionistens egne udgifter til ydelser, som Regionsrådet, jf. sundhedsloven yder sygesikringstilskud til.
Ydelser i forbindelse med tandbehandling, som blandt andet lokalbedøvelse og røntgen, er ikke ydelser, som Regionsrådet yder sygesikringstilskud til, og kommunen kan derfor ikke yde tilskud, jf. det almindelige helbredstillæg. Ishøj Kommune har hidtil haft anden praksis, som betyder, at der er blevet udbetalt helbredstillæg til lokalbedøvelse og røntgen uden vurdering. Administrationen arbejder nu i overensstemmelse med gældende regler, og det betyder, at der ikke ydes tillæg i form af det almindelige helbredstillæg til behandlinger, som Regionsrådet ikke yder sygesikringstilskud til, såsom lokalbedøvelse og røntgen. Vurderer tandlægen det nødvendigt at benytte lokalbedøvelse og røntgen i behandlingen, kan borgeren på forhånd ansøge om personligt tillæg til at dække udgiften.

Det skal bemærkes, at borgerne fremadrettet skal selv afholde eller søge om tillæg på forhånd og muligvis kan modtage afslag.

Lånepulje på botilbudsområdet
I forbindelse med økonomiaftalen for 2024 mellem Regeringen og KL blev det besluttet at etablere en lånepulje med det formål at skabe lettere adgang til, at kommunerne kan medvirke til at øge udbuddet af botilbudspladser. Dette hang blandt andet sammen med konklusionerne i Tranæs-udvalgets delrapport fra maj 2023, som viste markante prisstigninger på botilbudsområdet, og som pegede på mangel på pladser, herunder kommunale botilbudspladser som medvirkende til denne udvikling. Administrationen har efterfølgende haft fokus på at afdække muligheden for at etablere botilbud i Ishøj Kommune i de tidligere FGU-bygninger på Pilemøllevej. Beliggenheden tæt på motorvejen betyder imidlertid, at arealet er støjbelastet, og at det derfor ikke efter planloven er tilladt at planlægge boliger i bygningerne. Da bygningen på Pilemøllevej ikke kan omdannes til botilbud, vil administrationen arbejde for at Ishøj Kommune afhænder ejendommen ved salg.

Administrationen har efterfølgende kigget på andre alternative løsninger end Pilemøllevej med henblik på at kunne etablere botilbud. De alternative løsninger kræver nybyggeri og vil ikke umiddelbart kunne imødekomme behov for både botilbud og aktivitets- og samværstilbud på samme matrikel. Den projektbeskrivelse, som blev lavet på baggrund af bygningerne på Pilemøllevej er derfor ikke mulig at overføre til øvrige grunde, som kunne være mulige. Det vil derfor kræve mere tid at få belyst målgruppe, beregnet anlægsudgifter til nyt byggeri m.v. og udarbejde grundlaget for at vurdere, hvorvidt der er en fornuftig business case. Med en deadline for ansøgning til lånepuljen forventeligt omkring 1. maj 2024 vurderer administrationen det således ikke muligt at udarbejde det nødvendige materiale. Puljen vil derfor ikke blive søgt.  

Årshjul for 2024
Årshjul for sager i Social- og Sundhedsudvalget i 2024 er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Bilag

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at protokol/referat godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Social- og Sundhedsudvalget.