Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

P-Nord deltager under punktet.

Med baggrund i ønsker om at komme ulovlig parkering til livs, samt sikre en mere optimal udnyttelse af parkeringsarealerne i Ishøj, besluttede Byrådet i oktober 2021 at indføre parkeringskontrol i Ishøj Kommune i en forsøgsperiode på 2 år. Parkeringskontrollen blev igangsat i april 2022 og aftalen med P-Nord udløber i marts 2024. Der fremlægges hermed en status for parkeringskontrollen i 2022.

Der er i 2022 udskrevet i alt 657 parkeringsafgifter, siden aftalen med P-Nord trådte i kraft april 2022. Der har i 2022 været 48 klagesager, hvoraf 8 er blevet imødekommet, jf. bilag 2.

Følgende fordeling af parkeringsudgifter er dermed ud af de 649 afgifter, der er blevet opkrævet:

  • 572 standard parkeringsafgifter (kr. 510)
  • 1 afgift for parkering på handicapplads/ blokering af indkørsel (kr. 1.020)
  • 76 parkeringsafgifter udskrevet til køretøjer på over 3500 kg. (kr. 2.040)

Over halvdelen af afgifterne er udskrevet for to typer af forseelser, nemlig parkering ved skiltning og brudt gul kantlinje (200 afgifter) og parkering på tidsbegrænset parkering/Urigtigt indstillet p-skive (139 afgifter udskrevet). I alt står disse to forseelser for 339 afgifter ud af 649. Af andre forseelser, der har medført relativt mange afgifter, kan nævnes parkering på reserveret p-plads (53 afgifter), parkering for tæt på/ i vejkryds (50 afgifter), jf. bilag 1.

Den gade, der hyppigst bliver begået parkeringsforseelser på, er Stenbjerggårds Allé. Her er 211 ud af 649 forseelser blevet begået. Den vej, hvor der er blevet udskrevet næstflest parkeringsafgifter på er Vejleåvej, hvor der er blevet udskrevet 89 parkeringsafgifter, mens der på Vildtbanevej er udskrevet 80 afgifter. Se bilag 1.

Der fremlægges primo 2024 status for parkeringskontrol i 2023, og i samme sag skal der tages politisk stilling til, om ordningen skal fortsætte, og dermed om Ishøj Kommune skal indføre permanent parkeringskontrol på kommunale arealer og veje.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje.

Bekendtgørelse om parkering på offentlige veje.

Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder.

Bekendtgørelse om kommunal Parkeringskontrol.

Bekendtgørelse om regulering af betalingsbeløb i henhold til færdselsloven

Økonomi

Aftalen omkring P-kontrol indgået med Parkeringskontrol Nord. I henhold til kontrakten foretages afregning ved årsskiftet og sker i februar måned, hvor forskellen mellem betalte afgifter – fratrukket statens andel (50%) og Parkeringskontrol Nords andel (fast gebyr pr. udskrevet parkeringsbøde), afregnes. Overskud tilsendes Ishøj Kommune. I 2022 er der et underskud på - 20.656 kr., som overføres til 2023. Underskuddet skyldtes først og fremmest, at der er udstedt bøder, hvor restancerne endnu ikke er indbetalt. Det er almindeligt, at et eventuelt underskud rykkes til året efter, da beløbet udligner sig over flere år. Hvis der er et overskud, udbetales dette til kommunen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Ishøj Kommune har i foråret 2022 indført parkeringskontrol på offentlige arealer og veje. Administrationen giver en orientering om status på parkeringskontrollen for 2022.

Bilag

Sagsfremstilling

Der fremlægges her forslag til mødekalender for Teknik- og Bygningsudvalget i 2024. Se bilag 1.

Udgangspunktet er, at møderne i Teknik- og Bygningsudvalget er placeret kl. 16:30 tirsdag to uger inden byrådsmøderne


Lovgrundlag

Styrelsesloven.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at mødekalenderen for Teknik- og Bygningsudvalget godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Beslutningstema

Godkendelse af kalender for udvalgsmøder i 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

Når Hovedstadens Letbane går i drift, er der en række opgaver der skal varetages af en driftsorganisation, som skal være i funktion på det tidspunkt. Derfor har HL fået Kammeradvokaten til at belyse forskellige modeller for en fremtidig driftsorganisation i HL. Resultatet af undersøgelserne er vedlagt som bilag 1 og 2 (Notat om driftsorganisation og governance for Hovedstadens Letbane; Henlagt ved lov – Forretningsførermodellen, begge fra Kammeradvokaten).

Som konsekvens af undersøgelserne har en styregruppe, nedsat blandt ejerne til formålet, fået vurderet henholdsvis Metroselskabet og Movia som mulige forretningsførere for HL i en driftssituation. Vurderingen er gennemført af konsulenterne fra FORSKEL og med bidrag fra de to mulige forretningsførere, som har bidraget kvalificeret og konstruktivt og udtrykt tilfredshed med den gennemførte proces. Vurderingen er vedlagt som bilag 3 og 4 (SAMLET RAPPORT OM VURDERING AF VALG AF FORRETNINGSFØRER FOR DRIFTSORGANISATIONEN FOR HOVEDSTADENS LETBANE samt bilag). De tre væsentligste pointer i rapporten er:

  • FORSKEL vurderer, at begge selskaber kan løse opgaven
  • Rapporten indeholder en anbefaling om at vælge Metroselskabet som forretningsfører for HL, når letbanen overgår til drift.
  • HL har travlt med at få valgt forretningsfører, få lovhjemmel på plads og få etableret driftsorganisationen

Anbefalingen om valg af Metroselskabet som forretningsfører beror primært på at sikre en god overgang fra anlæg til drift herunder håndtering af claims samt reduktion af risikoen for fordyrende forsinkelser og driftsforstyrrelser.

Der vil således være større sikkerhed for, at Metroselskabet vil kunne etablere en driftsorganisation - bl.a. baseret på de erfaringer Metroselskabet har fra anlæg af letbanen - i god tid inden driftsstarten samt størst mulige kompetence – og omkostningssynergier i driftsorganisationen i de første af letbanens driftsår.

På den baggrund har HL’s bestyrelse på anbefaling fra Borgmesterforum besluttet at indstille til interessentskabet, at Metroselskabet videreføres som forretningsfører for Hovedstadens Letbane efter letbanen går i drift.

Endvidere anbefaler administrationen at den nuværende styregruppe for vurdering af forretningsfører for HL i en driftssituation (bestående af repræsentanter fra Region Hovedstaden, Gladsaxe Kommune og Glostrup Kommune) fortsætter og udvides med repræsentanter for Metroselskabet og dermed bliver HL’s styregruppe for det opfølgende arbejde med tilpasning af love og vedtægter.

Jv. de fastlagte målsætninger for Hovedstadens Letbane og behovet for opfølgning på disse, er det også administrationens anbefaling, at der indlægges en evaluering af den implementerede driftsorganisering af letbanen 8-10 år efter idriftsætning af letbanen under antagelse af, at letbanen på det tidspunkt er i sikker drift, passagertallene er evalueret og opfølgning på anlægsarbejder, herunder behandling af claims, er afsluttet. Evalueringen indsættes i relevante selskabsdokument(er).

Lovgrundlag

Lov om letbane

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

1. at give borgmesteren mandat til at tiltræde følgende indstillingspunkter på et ekstraordinært interessentskabsmøde om valg af driftsorganisation og af forretningsfører for HL:

  • a. at Metroselskabet vælges (udpeges) som forretningsfører for Hovedstadens Letbane, når Hovedstadens Letbane overgår til drift.
  • b. at arbejdet med tilpasning af love og vedtægter igangsættes i samarbejde med staten og den valgte forretningsfører.
  • c.at den nuværende styregruppe for vurdering af forretningsfører for HL i en driftssituation udvides med repræsentanter for Metroselskabet og dermed bliver HL’s styregruppe for det opfølgende arbejde med tilpasning af love og vedtægter.
  • d. at der indlægges en evaluering af den implementerede driftsorganisering af letbanen 8-10 år efter idriftsætning af letbanen under antagelse af, at letbanen på det tidspunkt er i sikker drift, passagertallene er evalueret og opfølgning på anlægsarbejder, herunder behandling af claims er afsluttet. Evalueringen indsættes i relevante selskabsdokument(er).

2. at borgmesteren sammen med de øvrige interessenter efter behandling af sagen på interessentskabsmøde fremsender brev til transportministeren med ønske om at igangsætte det nødvendige lovgivningsarbejde og lovvedtagelse med henblik på at kunne være klar med en driftsorganisation i tilstrækkelig tid inden Hovedstadens Letbane sættes i drift.



Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Ishøj Kommune ejer sammen med 10 andre kommuner og Region Hovedstaden Hovedstadens Letbane (herefter HL). Byrådet skal tage stilling til, om der kan gives mandat, at borgmesteren tiltræder indstillingspunkterne på et ekstraordinært interessentskabsmøde om valg af driftsorganisation og af forretningsfører for HL.

Bilag

Sagsfremstilling

Formålet med BO2 er at vurdere Ishøj Kommunes forventede regnskabsresultat i indeværende budgetår.


Servicerammen


Det samlede resultat af BO2/2023 er et forventet mindreforbrug indenfor servicerammen på 2,5 mio. kr., som dækker over forskydninger mellem fagcentrene. I det følgende gennemgås de væsentligste forventede afvigelser.


Resultatet af BO2/2023 er et forventet større udgiftspres i Center for Voksen og Velfærd (CVV) og Center for Børn og Familier (CBF) på hhv. 12,7 mio. kr. og 4,1 mio. kr. Der forventes et mindreforbrug i Center for Ledelse og Strategi (CLS) og Center for Borger, Økonomi og IT (CBOI) på hhv. 3,3 mio. kr. og 3,8 mio. kr. På Direktionens Fællespuljer er der afsat budget på 15,1 mio. kr. til at imødegå risiko for stigende inflation og demografisk udvikling. Der forventes et mindreforbrug på Direktionens Fællespuljer på 14,1 mio. kr. i 2023.


Forventningen til et stigende udgiftspres i CVV relaterer sig primært til de decentrale plejecentre (6,7 mio. kr.) og hjemmeplejen (3,0 mio. kr.) samt en række centralt afholdt udgifter, såsom køb og salg af hjemmehjælp og plejepladser (1,1 mio. kr.).


Forventningen til et stigende udgiftspres i CBF skyldes primært en større tilgang til specialundervisningsområdet end forventet (3,3 mio. kr.), herunder merindskrivning på Strandgårdskolen og Ishøjgård som følge af tilflytning til kommunen.


Det foreslås at udmønte Demografi og Sundhedspuljen til de ovenstående to områder med henblik på at opnå et retvisende budget i 2023.


Forventningen til et mindreforbrug i CLS skyldes overvejende, at der forventes færre udgifter til kontorelever på rådhuset (1,2 mio. kr.) og færre udgifter til venskabsbyer, vederlag og økonomisk støtte til politiske foreninger (0,9 mio. kr.). De forventede mindreudgifter i CBOI skyldes primært et reduceret administrationsbidrag til Udbetaling Danmark (1,0 mio. kr.) samt en pulje til at imødegå lønreguleringsordningen, som er lavere end forventet (1,2 mio. kr.).


Ved budgetopfølgning 1 blev det vurderet, at der fortsat var risiko for stigende energipriser med videre, og Inflationspuljen blev derfor ikke disponeret til at imødegå budgetudfordringer. Der er på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at forvente udfordringer som følge af stigende energipriser i den resterende del af 2023. Det indstilles derfor at udmønte Inflationspuljen til udvalgte områder, som oplever betydelige udfordringer med at overholde budgettet. Alternativet er, at fagudvalget skal finde kompenserende besparelser, jf. den økonomiske politik. Det skal bemærkes, at der ikke er afsat budget til en Inflationspulje i budget 2024, og der vil således ikke være tilsvarende mulighed for at kompensere områder med budgetudfordringer i 2024.


I forbindelse med budgetopfølgning 1 blev der identificeret en forventet overskridelse af servicerammen på 15,3 mio. kr. Det blev vurderet, at Inflationspuljen fortsat skulle reserveres til puljens oprindelige formål, og blev derfor ikke anvendt til at kompensere aktivitetesområder med forventede budgetudfordringer. På den baggrund vedtog Byrådet modgående besparelser i 2023. Dette reducerede udgiftspresset på servicerammeudgifter til 4,2 mio. kr. Ved BO2 er der identificeret et samlet forventet mindreforbrug på serviceudgifter på 2,5 mio. kr. Årsagen til udviklingen er, at Inflationspuljen, modsat BO1, ikke forventes anvendt ved BO2, og at der er identificeret nye budgetudfordringer.


Udenfor servicerammen


Udenfor servicerammen forventes et mindreforbrug på 1,4 mio. kr. I korte træk består det forventede mindreforbrug af en reduktion i antal kontanthjælpsmodtagere (-3,7 mio. kr.) og modtagere af ressourceforløbsydelser (-2,2 mio. kr.), en stigning i antal borgere på integrationsområdet (1,2 mio. kr.) og antallet af tilkendegivelser og lovændring af førtidspension (5,1 mio. kr.) samt en forventning om øget refusion fra Særligt Dyre Enkeltsager (-1,5 mio. kr.).


Anlæg


Det forventede forbrug på anlæg er 29,1 mio. kr. i 2023, og ligger således 28,4 mio. kr. under Ishøj Kommunes anlægsramme, hvilket bidrager til en forbedring af likviditeten. Det forventes, at der skal videreføres 94,1 mio. kr. af anlægsbudgettet til budget 2024, og der blev videreført 70,2 mio. kr. fra 2022 til 2023.


Likviditet


Det forventede driftsresultat af ovenstående ordinære drift er et mindreforbrug på 32,3 mio. kr., som forbedrer kommunens likviditet ift. det oprindeligt budgetterede. Derudover modtager Ishøj Kommune 30,3 mio. kr. i den årlige midtvejsregulering fra staten, og der forventes dermed en forbedring af likviditeten på 62,6 mio. kr. i forhold til oprindeligt budgetteret i 2023.


På baggrund af den positive kasseopbygning indstiller administrationen, at der på et senere møde fremlægges en sag vedrørende nedbringelse af gæld.


Budgetneutrale omplaceringer


Administrationen indstiller, at der foretages omplaceringer fra aktivitetsområder med forventet mindreforbrug til aktivitetsområder med forventet merforbrug på tværs af udvalgsområder. Administrationens indstilling hviler på princippet om, at der gives tillægsbevilling til aktiviteter, hvor der ikke er videreførselsadgang, og hvor der børnetalsreguleres på sfo- og dagtilbudsområdet. Omplaceringer imellem budgetområder, som følge af administrationens indstilling, fremgår af "Bilag 1. Ændringsskema BO2 2023".

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem revision samt Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.

Økonomi

Der foretages budgetneutrale omplaceringer på tværs af fagudvalg, jævnfør Bilag 1. Ændringsskema BO2 2023. Dette indebærer, at puljen til at imødegå stigende energipriser anvendes for at imødegå forventede merforbrug på udvalgte områder.

Indstilling

at der foretages budgetneutrale omplaceringer på tværs af fagudvalg, jævnfør Bilag 1. Ændringsskema BO2 2023. Dette indebærer, at puljen til at imødegå stigende energipriser anvendes, for at imødegå forventede merforbrug på udvalgte områder.

at administrationen fremlægger sag vedrørende indfrielse af gæld på baggrund af likviditetssituationen.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byråd

Beslutningstema

Det samlede resultat af budgetopfølgning 2 (BO2) pr. 31. august 2023 er et forventet mindreforbrug indenfor servicerammen på 2,5 mio. kr. samt et mindreforbrug udenfor servicerammen på 1,4 mio. kr. Anlægsniveauet i 2023 forventes ikke at kunne realiseres, og der forventes derfor et mindreforbrug på anlægsrammen på 28,4 mio. kr. Ishøj Kommune modtager 30,3 mio. kr. i midtvejsregulering fra staten i 2023, hvilket forbedrer kommunens likviditet. Samlet set forventes en forbedring af likviditeten på 62,6 mio. kr. ift. det oprindeligt budgetterede.

Bilag

Sagsfremstilling

Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 1.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.